The slow death of purposeless walking

"Instead, walking for any distance is usually a planned leisure activity. Or a health aid. Something to help people lose weight. Or keep their fitness. But there's something else people get from choosing to walk. A place to think."

Lige netop den sidste sætning, er en for mig, vigtig faktor for mig og mit forhold til friluftslivet. En spændende artikel af BBC Magazine som er værd at læse.

www.bbc.com/news/magazine-27186709

I forbindelse med mit speciale om udeliv og veteraner. Står følgende i indledningen.

Mennesket har altid gået et eller andet sted hen. Helt fra old gammel tid til vores moderne tid er det, at gå blandt de mest naturlige aktiviteter, vi kan foretage os. I vores moderne tid er det dog meget sjældent forbundet med nødvendighed, at bevæge sig gennem natur og landskaber for at nå til ens mål. Den moderne verden tilbyder alverdens metoder til, at transportere mennesker fra punkt a til punkt b. Bevægelse til fods er næsten en udrydningstruet transportform blandt disse mange metoder. I den moderne verden er det ikke kun bevægelse til fods vi har afskaffet. Nej, vi har også afskaffet vinden, kulden og endda natten. Det kunne derfor argumenteres, at vi har afskaffet vores naturlige basale livsrytme, som tidligere styrede vores liv. Tilbage er kun det livsvilkår, at vi altid synes vi har travlt med det ene eller det andet. Vores hjerner og kroppe er under mere eller mindre konstant stress.

Følgende to citater er ikke mine ord, men er citater i opgaven.

"Tab for alt ikke lysten til at gå. Jeg går mig hver dag det daglige velbefindende til og går fra enhver sygdom; jeg har gået mig mine tanker til, og jeg kender ingen tanke så tung, at man ikke kan gå fra den. Når man således bliver ved at gå, så går det nok."

Søren Kierkegaard

"Jeg tror ikke, at jeg kunne bevare mit helbred og livsmod uden i det mindste fire timer hver dag - og ofte mere end det - at vandre gennem skove og over høje og marker, absolut fri for alle verdslige sysselsættelser. (...) Når jeg tænker på, at håndværkeren og købmanden opholder sig i deres butik ikke blot hele formiddagen, men den lange eftermiddag med, siddende med korslagte ben så mange af dem - som om benene var skabt til at sidde på og ikke til at stå eller gå på - så synes jeg, de fortjener en vis respekt, fordi de ikke for længst har hængt sig alle som en".

Henri David Thoreau i essayet ”Om at Vandre”.