Børn og samvittighed når man selv er på tur

Jeg arbejder lidt med min egen samvittighed omkring mit behov for at tage på eventyr.

Jeg har aldrig været længe væk fra ungerne. Det har været 7 dage som det længste, og der var yngsten alligevel på selvvalgt ferie hos farmor. Ellers har det maks været 4-5 dage med arbejdet.

Jeg har meget tit ungerne med på deres præmisser. Vi sover i haven hele sommeren stort set, tager tit på heiks med trangia og hygger os.

Men tanken om fx at tage væk i 14 dage splitter mig. Jeg vil bare så gerne gøre noget for mig selv.

Hvordan finder I ro i maven? Eller venter I til ungerne er større og tager dem med, eller til de ligesom kan undvære jer i så lang tid?

Kæmper selv med nøjagtig samme udfordring. Min bedre halvdel deler desværre ikke samme entusiasme for udelivet som jeg gør, hvorfor jeg altid er alene afsted. Jeg er dog kommet til den konklusion at da min datter kun er 14 måneder går der nogen år før end hun reelt vil opdage hvis jeg er væk i en længere periode. Og til den tid er det afgjort planen at hun skal hjernevaskes, og afsted med far men den er svær. Ved at jeg selv savner min datter frygteligt når jeg er afsted, så hvis turen oven i er hård og moralen er svær at hive op, hhælper det bestemt ikke med savnet til pøsen. Men omvendt bliver jeg i hvert fald endnu mere glad i låget efter en go tur, og det kan jo kun smitte af på en god måde at hun får en endnu gladere far ...
Hvornår har du eller andre taget jeres børn med første gang? Selv har jeg indtil videre kun holdt det til eftermiddage i skoven med bål og go mad, men endnu ingen overnatninger og vandreture.

Jeg har altid haft dem med på tur, men decideres vandreture har de endnu til gode (pånær den store der var med sidste år til Svanninge bakker), eftersom jeg selv er ret ny vandrer som voksen. Vi har kun været på endagsture med overnatning. Den yngste på 6 kan gå en 5-6km. De to store kan jeg sagtens tage med. De løber begge eventyrløbet på 10km og er megaseje. Men det skal jo være en god børneegnet destination. Forrige år havde jeg min store dreng med til Norge, dog med base og bil (min far bor der) og ikke med deciderede vandreture. I år skal jeg afsted med min datter. Hun er 10 og vi skal blandt andet se gletchere og Rondane.

Da jeg boede i Norge tog man jo bare børnene med, og havde jeg stadig boet der, havde de nok været opdraget med det, som mine fætre og jeg selv blev.

Jeg tænker at du sagtens kan involvere hende i haveputning i telt og den slags, og små ture med madlavning, hvad enten det er baghaven eller til nærmeste skov. Det elsker mine og har de altid gjort.

Jeg har også denne udfordring. Jeg tænker på to ting i den forbindelse. Dels hvordan man kan have børn med sig på tur, dels på hvordan det også er muligt at være afsted på egen hånd..
Hvis børnene skal med, så tænker jeg at der er stor forskel på overnatning og vandring med overnatning. Jeg synes at have erfaret, at børn ikke har samme lyst eller evne til at gå længere tid. Børnene skal helst have et formål. I sommer var vi i Norge, vi kørte ind til et fjeld og gik op til toppen, hvor der var lovet varm te og noget lækkert at spise. Det gik helt fint, fordi de havde noget at se frem til.
Mine børn er 6 og 10, og har siden de var 3 år haft dem med på overnatning i telt. De er seje nok, og jeg fryser faktisk før dem i soveposerne. De kunne sagtens klare frostgrader i vinter, da vi teltede ude.
Nu skal den store også ud at vandre lidt.

Når jeg vil afsted uden børn har jeg den filosofi, at børn har glæde af en far, der selv er glad. Og jeg bliver glad af at være ude i naturen på egen hånd en gang i mellem. Men grundlæggende mener jeg det er vigtigt at overveje, hvorfor man gør det man gør. Jeg bliver som en løve i et bur, hvis jeg er inde for meget, og nogle ture ud giver mig en "ventil" jeg har brug for. To korte ture om året er nok, bare det at have noget at se frem til er dejligt at tænke på. Derfor har jeg en oplevelse af, at min vandring kke kun er for min egen skyld, men også i høj grad betyder noget for hvordan jeg er med min familie.
Jeg genoptog vandringen på egen hånd, da den lille var 4, fordi jeg først der oplevede at det var en mulighed at tage afsted. Det blev så kombineret med at børnene skulle på ferie hos deres bedsteforældre.
Jeg holder mig til max 6 dage væk, men mit mål er, at jeg om nogle år kan tage en lang vandretur i fjeldene selv. Jeg prøver at komme afsted mindst 2 gange om året á 3-4 dage. Det er sikkert for lidt for nogle, men det er vel helt individuelt.

Så på bundlinien: Jeg finder ro i at være alene afsted, fordi jeg oplever at have en god grund til at gøre det. Jeg tager kun ture i den varighed, jeg mener er ok for børnene. Jeg venter gerne på at tage dem med til de bliver større. Men jeg tror altid det vil være dejligt for mig at tage alene afsted.

Tak!

Jeg har nemlig også rigtig meget brug for det. Ikke fordi jeg skal væk fra mine børn (ok, nogle dage lidt måske), men fordi jeg er så ekstremt ekstrovert arbejde og har rigtig meget kontakt med mennesker til dagligt og næsten ikke har tid til at komme ud. Så det er min opladning, og min hobby.

Og så udfordrer det mig meget. Jeg gjorde som sagt de her ting da jeg var barn, men jeg er blevet voksen og bange. Det er en lille udfordring af mine grænser kombineret med en trang til at finde min egen ro i mig selv.

Men jeg er virkeligt dårligt til at gøre ting for min egen skyld, og vil nok bare gerne bekræftes i at det er ok, det her. Samlet set bruger jeg nok mindre tid på at vandre uden dem, end mange moderne mennesker bruger i fitness eller på træning til marathon, ironman mm. Måske er det derfor at jeg har den der lille tvivl, fordi jeg ikke er god til at tage den tid som jeg har brug for ellers, den dårlige samvittighed over at være væk hjemmefra over 50 timer om ugen bare pga arbejde fylder.

Er det med at tage afsted på tur alene ikke lidt som mantraet i instruktionerne, man hører inden flyet letter: "Du skal tage din egen iltmaske på, før du hjælper dine børn..."?
Når jeg er afsted med "alene", er det typisk med en flok gode kammerater. Men i den kommende weekend napper jeg en overnatning helt alene og glæder mig til at få helt fred

Ellers tager jeg på far/datter og far/søn tur med mine unger 1-2 gange om året, med dem hver især. Det er ikke nødvendigvis friluftsture, men det er nu en gang min passion og det jeg helst vil
Vi har været på disse ture siden banditterne var ca. tre-fire år og har overnattet både i shelter, telt og på B&B. Sidste sommer havde vi to overnatninger i telt og én i shelter, sammen alle tre og det gik super godt.
Indtil videre har vi hverken vandret eller cyklet til destinationerne, men kørt i bil så tæt på lejrpladserne, som det var muligt. Mit fokus har været på at lære ungerne "at være" ude og gøre dem trygge ved det. Nu er de hhv. fem et halvt og snart syv, så jeg glæder mig til at vi også skal til at bevæge os lidt