Børn og samvittighed når man selv er på tur

Godt billede med iltmaskerne, Peter.

Min 6-årige er meget utryg ved at være langt væk fra civilization. Faktisk er han decideret angst, når han ikke har en lyskilde opdagede jeg da vi var ude og lede efter nordlys sidste år. Men nu han har bedt om at vi skal prøve at sove væk fra huset, efter at vi har øvet os i at sove i telt og han enda selv har sovet i det et par gange sidste år.

Så nu til sommer skal vi sove et sted hvor vi kan lave et lille bål og hygge os i teltet og overnatte ude, lidt væk fra by og kunstigt lys.

Jeg har dårlig samvittighed når jeg er ude i længere tid, men det er fordi jeg ved at min datter bliver noget pylret og ked når jeg er væk.

Men, jeg tror på at det er sundt at savne. Jeg kan i hvert fald mærke på mig selv at det er sundt at komme væk en gang i mellem. Jeg kommer til at savne og værdsætte den søde, sjove og kærlige familie jeg har. Ydermere finder jeg også inspiration og får "renset" tankerne på store spørgsmål.
Jeg bliver også som en løve i et bur hvis jeg ikke kommer af sted, så der skal komme noget meget vigtigt i vejen for at jeg bliver hjemme. I år er jeg så blevet far igen (min søn er nu 3 måneder), så der var den vigtige grund til at blive hjemme. Jeg hopper dog 4 dage på en eller anden dansk led og jeg regner da med at invitere når jeg ved hvor og hvornår

En weekendtur i ny og næ er også god og man når lige at få et snært af savn.

Her kommer lidt fra en mor til tre og farmor, der oven i købet har en faglig viden. Brug det eller glem det, alt efter ønske

Jeg synes, det er vigtigt at vide, at børn op til 1 - 1 1/2 år ikke kan huske mere end max 5-7 dage tilbage, og man derfor ikke skal rejse væk fra dem i længere tid. Det tager tid at opbygge en tilknytning, og man skal ikke rive den i stykker, som er bygget op.

Når man rejser fra større børn, som savner meget, eller bliver kede og utrygge, kan man lave en lille kalender til dem, som en julekalender måske, med en hilsen hver dag, og en nedtælling til, hvornår man ses igen. Gerne med små tegninger eller billeder, og henvisninger til, hvad man har lavet sammen, og skal lave sammen igen.
14 dage er lang tid, men ikke uoverkommeligt for en 6-årig på denne måde. Og slet ikke, hvis han selv skal være borte noget af tiden.

Og så er jeg enig med Peter og Milho: Man skal sørge for, at man er ladet op som forældre, man skal gøre noget godt for sig selv (det behøver jo ikke være en jordomrejse på 2 år ) og det er sundt og udviklende med lidt savn. Det gør også barnet stærkere at klare sig uden den savnede forældre - hvis det altså får hjælp til at klare savnet!

Børn skal jo alligevel klare sig uden forældre på et tidspunkt - vi skal hjælpe dem til det stille og roligt gennem hele opvæksten. Det betyder også, at vi skal skubbe dem ud i grænseområder ind i mellem.

To af mine børn var meget savnende, og jeg var skilt fra deres far, så vi havde tre uger sommerferie hver med dem. Men det var for meget for dem at være uden mig i tre uger, så vi kortede en uge af. Det hjalp betragteligt. Og sådan kørte det til starten af teenage alderen.