Hvornår behøver Du hjælp i fjellet?

Jeg havde egentlig skrevet dette som svar i en anden tråd, men tenkte det passede bedre i en separert. Vi har hatt flere tråde om ulykker og bruk av «enveis» satellitt kommunikasjonsmidler (lad os kalde dem «spot»), senest som oppfølgning i tråden: WWW .

Jeg er ikke interessert i en debatt om bruk eller ikke bruk av «spott», der finnes flere gamle tråde om det her på sitet.
Det som jeg interesser mig for er «hvor går terskelen for at kontakte 112?»

Nu i efteråret hadde jeg en kursrekke for en av Norges store luftbårende ambulanseselskaper. En diskusjon som kom opp gang på gang, var hvordan større og større resurser i dag bliver brukt på "feil folk i fjellet".
Jeg var klar over at der bliver flere og flere aksjoner som involverer friluftsfolk i fjellet – det føler jeg på egen kropp. Men blev allikevel overrasket, når jeg hørte i hvilket omfang «etaten» rykker ut, uten at det involverer de alpine redningsgrupper og/eller Røde kors.
En av grunnene til denne økning, synes at være, at folk tager sine normer for komfort og velvære med fra byen og inn i naturen, i takt med at det er blitt enklere og enklere og relativt omkostningsfritt at ringe 112, enten pga. at mobildekningen blir bedre og bedre også til fjells, eller ved bruk av spot og lignende.

Med "Feil Folk til Fjells", menes folk som reelt sett ikke har bruk for akutt hjelp - det er ikke livstruende. Det er typisk to "typer"/scenarier.
1) Folk som egentlig ikke er i livsfare, men ikke har erfaring eller kunnskap nok til at se dette. Et eksempel fra Dombås basen, som internt - i sommer sesongen - har fått navnet "Besseggen taxi". Her kommer ukentlige utkallinger, hvor folk ringer 112 fordi de er for utmattede til at gå videre (eller andre småting). Det kan løses med en pause og mad! Før i tiden blev typisk Røde Kors utkaldt, så gikk vi opp med varmt mad og ekstra varmt tøj, og så gikk vi ned sammen. I dag lyder der et rameskrig og VG (Ekstrabladet) er klar, hvis folk ikke bliver hentet med heli.
Alt sammen fordi folk ikke har erfaring nok til at vurdere de turer de kaster sig du på og/eller ikke har erfaring nok til at løse relativt enkle problemer underveis selv.
("Besseggen-taxi" er for øvrig avfødt av, at det viser sig, når først fuglen er over Besseggen så øker antallet av 112 oppringninger med "avhentningsområde" på Besseggen, så "en tur" bliver til 2-3 ekstra turer innen den opprinnelige "pasient" er levert på parkeringsplassen...)

2) Folk som egentlig har erfaring nok til selv at løse problemet/scenariet, men på tross av det velger at tilkalle andre for at gjøre jobben. Her må man konkludere, at folk velger at sætte store resurser i gang, for at de selv skal ha det komfortabelt, eller finner det upraktisk selv at løse situasjonen. Så er det jo lett bare at trygge på knappen til 112, så kommer der jo "noen" og ordner det.

Vi skal ikke så mange år tilbake, så betød en forstuet fot for fjellfolk flest, en tung og besværlig retur, hvor bagasje måtte omfordeles og kanskje enda den skadede måtte bæres ut av området av sine turkompiser - men slike returer var forhåndsplanlagt i adskillige "nødplaner" langs ruten. Tung og besværlig ja, og sannsynligvis også med en del smerter for den skadede, men verken livstruende, uutholdelig eller umulig.

Vi skal heller ikke så mange år tilbake, så var folk forberedte på at måtte "grave sig ned", kanskje vente flere dage før de kunne gå videre og returnerer. Upraktisk ja, familie og venner blev engstelige - med viste jo at der var tale om erfarne fjellfolk og kunne legge to og to sammen. Dårlig vejr og vanskelige forhold = bliver hvor de er og venter på bedring, derfor kommer de ikke hjem til tiden. Det var selvfølgelig en avklaring, som var på plass lenge før turen. For fjellfolk sørgede selvfølgelig for at ikke bare de selv, men også deres nærmeste var innforstått med hva de lavede og hvordan "man" taklede forskjellige situasjoner.

Men hvor går terskelen for folk her på forum, i forhold til at sætte den store mølle i gang og «trykke på den store røde knap»?
Bliver turer gjennomført fordi man har «lett adgang» til andres hjelp?
Her tenker jeg ikke nødvendigvis «kold og kynisk» kalkulering, a la «jeg tager på denne tur, og hvis nået går galt ringer jeg bare efter noen som kan komme og hjelpe». Men turer hvor viden om at der var mobildekning eller en spott (kanskje i etterpåklokskapens klare lys) har været en utløsende faktor, uten at tenke så meget over hva det egentlig kan ha av konsekvenser? Kanskje ikke en selv, men man har kanskje hørt om en ven…

Jeg er egentlig bare nysgjerrig på hvordan «dagens standard» er. Hva opplever man som en krisesituasjon? Hva tenker folk om uheld i fjellet, hva kan folk selv løse og hva vil man ha hjelp til?

Dagens standard er desværre:" Lad de andre løse problemet - vi skal jo nødig have ødelagt vores ferie."
Folk er blevet meget oplevelsesfokuseret.

Fint emne. Jeg kan ikke komme med et klart svar, men et par strøtanker kan det blive til:
Jeg tror, at det med at finde sig i mindre, og at ville have hjælp med det samme er en generel samfundstendens, mange faggrupper oplever det samme. Nogle eksempler:

1. De praktiserende læger oplever i stigende grad, at folk henvender sig med småting, de slet ikke behøvede at gå til lægen med.

2. Skolelærere oplever, at forældre i stigende grad er fokuseret på deres eget barns ve og vel, måske ikke så meget på at fællesskabet i klassen kører godt.

3. Politiet oplever, at folk henvender sig med småting, fx små naboskænderier, at nogen har sprunget over i en kø, o.s.v.

På samme måde sker det - formentligt - i forbindelse med fjeldture. Hvorfor vente med at ringe efter hjælp hvis det gør lidt ondt?
Og det argument er vel også gangbart?
Min egen holdning er sådan lidt "både og". Altså, hvis der er penge og helikoptere nok, hvilket fx er tilfældet i Norge med den bugnende oliefond og en så vidt jeg er orienteret ret god redningstjeneste, så er det vel ikke noget problem at folk bliver fløjet ned med vabler på lilletåen eller bare en generel "træthedsfornemmelse". Problemet opstår efter min mening først, hvis dem der virkelig har brug for hjælp ikke kan få hjælp, fordi helikopteren er optaget med ligegyldigheder.
Jeg ville selv finde det pinligt at ringe efter hjælp....Men hvis jeg fx havde en voldsom forstuvning, hvorfor så humpe tyve km. hvis der kan komme en helikopter og hente mig?
Som sagt, problemet opstår først hvis man optager pladsen for en der virkelig er kommet slemt til skade.

Skulle man komme problemet sådan rigtigt til livs, skulle man jo forbyde nybegyndere at færdes i fjeldet uden en guide eller uden et "fjeldeksamensbevis" af en eller anden art, og hvem har lige lyst til den slags forbud?
Jeg har selv oplevet på rejser i fattige lande, at har man dollars nok, så kan man sagtens få lov at lave dybdedyk eller bestige høje bjerge. Må man sætte sit eget liv på spil på den mest klodsede måde? Ja da, og heldigvis for det, alternativet med stramme regulativer, forbud og lovgivning finder jeg langt værre...

Spændende emne!


Når uheldet er ude.

Nu har jeg desværre siddet i en sådan redningshelikopter. Se www som Fjeldabe henviser til øverst i denne tråd.

Jeg vil så tvivl om hvor stort problemet er - og her taler jeg om Sverige.
Da helikopteren ankommer, kommer en betjent op til os og undersøger hvad der er sket. Piloten får besked via walkie og slukker derefter motoren og stiger ud. Piloten går begejstret rundt med hans mobil og tager billeder af sin helikopter i fjeldet.
Da vi kommer ind, spørger piloten om hvor vi vil hen og jeg tænker: "Har vi ringet efter en taxi? de bestemmer vel hvad der skal ske herfra."
Vi siger at vi bare skal til Abisko, for så kan vi tage toget, men piloten foreslår at vi kan flyve til Nikkaluokta hvis vores bil står der, eller Kiruna? Ritsem?
Piloten er selvfølgelig helt vild efter at komme ud at flyve i fjeldet og man kan mærke på dem begge at dette er spændende og ikke et område de kommer i særlig tit.

Da vi er kommet i luften spørger piloten til hvad vi har brugt til at tilkalde hjælp, for positionen var lige præcis der hvor vi var - noget de ikke havde oplevet før. Piloten kalder tilbage til basen og fortæller om Spotten vi har brugt.

Begge dele fortæller mig at de ikke er i området særlig tit og da de ikke kender Spotten, så er det ikke noget der er misbrugt.

Policen kom i øvrigt fra Boden. Forholdsvis langt fra Abisko. Policen står for fjeldredning i Sverige.


Tilbage til Norge.

Er det måske nogle enkeltstående, grelle tilfælde, der bliver blæst op eller er det fordi at nordmænd tager mange dagture i fjeldet og at flere mennesker i fjeldet = flere tilskadekommende? Flere uerfarende der ikke har alm. respekt for naturen?


Hvor går grænsen?
Det er selvfølgelig ikke i orden at tilkalde hjælp hvis man er alm. træt, har en vabel eller andre mindre skader.
Jeg tror dog vi skal huske psyken. Jeg synes at psyken er en gyldig grund til at tilkalde hjælp. Hvis man er så tæret af psyken at man er overbevist om at man skal bruge hjælp, så er vi vel tæt på at dette også er tilfældet? Hvis man ikke tænker klart i et fjeldområde, kan det have fatale konsekvenser.

Hvad ville jeg selv?

Jeg ville som Georas tilkalde et piskeris hvis jeg havde en kraftig forstuvet fod og skulle humpe 20 km.
Alt efter situation og position ville jeg selvfølgelig udtømme andre muligheder først...

Takk for innspill!

Kort til Milho: Der er (i Norge) ikke tale om enkeltstående oppblåste hendelser, praksis i Norge er at etaten ikke kommenterer på legitimiteten av aksjoner offentlig, slet ikke enkelt hendelser - med et par unntagelser fra Nord Norge. Langt de fleste hendelser forbigår som en lille sak i lokalavisen, selv om man en gang i mellom har lyst til at skrike du til omverdenen, når man har brukt hele natten på at fare rundt i fjellet fordi folk ikke kan ta vare på seg selv.
Grunnen til jeg er kommet til at tenke litt mer på dette, er at også de som får betaling for at hente folk ned fra fjellet, antyder at ressursbruken i en del tilfelle ikke kan forsvares.
Jeg har ikke tall for brukere av naturen/hendelser Norge vs. Sverige, i forhold til "hvor terskelen går, og hvornår man vurdere at tilkalle hjelp er det jo også irrelevant.
Til påstanden: "Flere uerfarende der ikke har alm. respekt for naturen?" Alt forskning innen for mange områder, viser at det ikke er "nybegynnere" med interesse i feltet som havner i problemer, det er i langt større grad folk med lidt eller en del erfaring, altså sådan "medium".

Kort til Georas: Tror nok en del Nordmenn som lider under besparelser på statsbudsjettet med lukkede skoler, sygehuse, dårlige veie og lukkede idrettsanlegg vil være uenig i din påstand om at Norge har et stort uuttømmelig sort hull med penge...
Man kan dessverre ikke forudsige om en "mer alvorlig" hendelse vil forekomme og hvor. Når flytiden er brukt, så er helikopteret ute av spill. Men så fremt at det er opplyst hvor alvorlig hendelsen i fjellet er (det kan man ikke med en spott for eksempel), så vil helikopteret ta sig av den mest alvorlige ulykke hvis det er innen for dennes aktuelle aksjonsradius.


Så langt virker det til at terskelen for at sætte redningstjenesten i spill, går ved en kraftig forstuvet fod (hvilket i min erfaring også avspeiles i virkeligheten). Hvis jeg må summere på en anden måte - og korriger mig hvis det er feil!
Hvis der er tale om fysisk skade, som medfører at mobiliteten bliver hemmet eller nedsatt, så er det OK at ringe og man forventer hjelp ute fra?

Har I tenkt over om dette spiller inn på hvordan og hvor I ferdes?

Har I tenkt på, kanskje øvet, hvordan I vil løse situasjoner selvstendig?

Hvordan ville I tenke hvis, man kunne risikere at skulle betale for redningen eller dele av den for eksempel 10.000-100.000,-?
Hvis nogen for eksempel kunne finne på at sige: "3 personer på tur og en kraftig forstuvet fod - OK". "10 personer på tur og samme senarie - Ikke OK fordi gruppen som helhet har så mange resurser, at man må forvente at de selv kan klare situasjonen".

(spørsmålene over gjør sig også gjeldende til andre, som vil komme med innspill til tråden)

Ja bestemt et spændende emne.

I gamle dage var folk meget sejere, end vi er nu, lad det bare være slået klart og tydeligt fast Se bare på soldaterne i 1. verdenskrig, der slæbte 70 kg på ryggen i dårlige støvler 20 - 30 km om dagen, og dertil i ilmarch!

Og lige sådan med fjeldfolk i tidligere tider. Grejet var tungere, ingen hjælp at hente ved uheld - sådan som Fjeldabe beskriver. Der var kun den mulighed, at man kæmpede sig ud. At man så måske fik mén for livet af at gå på et brækket ben eller fod, var trods alt ikke så slemt som alternativet: lægge sig til at dø.

Jeg går ikke ind for klynk og unødig jammer over en vabel på lilletåen, selv om jeg ved, hvor ondt vabler gør. (Man kan i øvrigt gøre noget ved dem nu om stunder – det kunne man ikke tidligere. Gør det os så mindre seje, at vi nu kan lindre ubehaget med compeed??)

Jeg har i sommer vandret i 14 dage med den ene arm i totalt ubrugelig tilstand pga. en kraftig forstuvning (og kunne ikke vide, om den i virkeligheden var brækket), og var afhængig af mine kompisers hjælp over vad, ned ad stejle skråninger, til at pakke soveposen i pakkeposen og spænde min rygsæk. Og et par andre ting. Men jeg blev forsikret om, at jeg ikke ødelagde de andres tur – at jeg ikke sinkede dem. Så jeg ville bestemt ikke flyves ud med heli.
Men hvis det havde været min fod, jeg havde forstuvet, så jeg ikke kunne støtte på den? Hvorfor kæmpe sig ud af fjeldet på en forstuvet fod (som måske er brækket – hvem kan vide det uden røntgen) og risikere sin førlighed, og hvorfor belaste hele holdet, hvis man er flere, og ødelægge alles tur, hvis man kan blive fløjet ud?

Hvor går grænsen?
Ved siden af egentligt livstruende tilstande (blindtarmsbetændelse, åbent benbrud, hovedskader mv.): Når jeg eller en i min gruppe vitterlig ikke selv KAN gå, og alles tur bliver ruineret af, at man fx skal afbryde turen og gå tilbage. Og når det faktisk er muligt at tilkalde hjælp. (Når man er udenfor mobildækning og langt borte fra enhver nødkaldeknap i vildnisset og sidder fastklemt i en klippespalte med sin arm, så må man jo bare skære den af og klare sig videre, som man bedst kan ) Men når hjælpen er mulig, kan jeg ikke se, man ikke skal bruge den.

Det er vel ikke så underligt, at vi med de moderne bekvemmeligheder, som vi har adgang til, også forventer bekvemmeligheden, når vi begiver os ud i verden. Det kræver erfaring, livserfaring generelt og fjelderfaring specifikt, at leve eller føle sig nogenlunde tryg uden disse bekvemmeligheder, når man er vant til dem. Og det er bestemt ikke alle, der er indstillet på det.
Skal de ikke have lov til at gå på Besseggen? Er naturen - også den vilde - kun forbeholdt de kyndige? Nej, vel?

Betaling for at bruge bekvemmeligheden af en heli eller anden redning ved mindre skader eller almindelig udmattelse er en helt anden sag. Det må være lægen/forsikringen/systemet, der afgør, hvem der skal betale i sidste ende.