Hvornår behøver Du hjælp i fjellet?

Der er gode indspil her, det ser ud til tråden er ”død”. Så jeg skylder vel selv at komme med mine synspunkter og fortælle lidt om hvad og hvordan jeg forbereder mig – og det kan jeg vel gøre uden at påvirke tråden for meget nu

I forhold til at tilkalde hjælp, har jeg den holdning at hvis ikke situationen er livstruende og ”selv-evakuering” ikke sætter pasjenten eller andre i livsfare, så løser men det selv! Redningstjenesten er til for at hjælpe dem hvis liv står i fare, det vil sige hvis ikke pasjenten får professionel hjælp inden for XX antal timer så står livet i fare og/eller det kan medfører seriøse varige skader.
I de områder jeg færdes i, er det heldigvis sådan, at der er stramme restriktioner på helikopter flyvning og andet motoriseret færdsel, så at ringe efter en taxi med rotorbalde er ikke aktuelt, ej heller mulig. Skal man evakueres er 112 eneste mulighed, eller 113. Heldigvis er det heller ikke i teorien sådan at et opkald automatisk medfører redningsaktion. Men holdningen er helt klart, hellere en tur for meget end en for lidt – og det mener jeg er helt rigtigt, men forudsætter at folk bliver ved med at gøre gode selvstendige og forebyggende tiltag for at undgå at havne i en situation som de ikke kan klare.
Jeg mener ikke, det er et problem at ringe 112 hvis man oplever en kraftig forstuvning, man brækker et eller andet, eller mister vigtigt udstyr. Så længe man er ærlig og fortæller om de resurser som er tilgængelig i gruppen, og fortæller ærligt om det er muligt at løse situationen selv - selvom det kan blive lidt udfordrende. Så er det op til 112/HRS at vurderer om der er resurser tilgængelige, eller om man i første omgang selv må forsøge at løse situationen.

”Tur efter evne” og ”tur med overskud” mener jeg bør gå igen i alle led af både planlægningen og gennemførsel, og her i ligger også overvejelser og løsninger omkring ”hvis uheldet er ude”
Der er en række faktorer, jeg har med i mine overvejelser:

Planlægningsfasen:
• Rutevalg i forhold til gruppens størrelse og erfaringsniveau.
Jo mindre gruppen er og/eller jo mindre kompetence gruppen har, jo mere udsat bliver vi, jo længer væk fra ”civilisationen” vi kommer/og eller jo mere kompliceret terrænet bliver. En gruppe på 8 har ingen problem ved at bære/hjælpe en person over relativt lange stræk i normalt fjellterræn – 40 km klare man enkelt på 3-4 dage, hvis man er forberedt på det. En gruppe på to har et reelt problem.

• Alternative ruter til ”civilisationen” og/eller målet hvis uheldet er ude.
Når jeg har fundet en rute som jeg finder passende til gruppen, ser jeg på hvilke muligheder vi har for at komme os ud af terrænet. Har jeg gjort et godt arbejde i mit rutevalg, har jeg flere forskellige muligheder langs ruten som passer til det gruppen kan klare. Det som af og til slår mig ”tilbage til start”, er at det let bliver sådan at der de første par dage og måske den sidste er gode muligheder, men alle dagene i mellem er vi rent faktisk i terræn hvor vi ikke kan komme ud ved egen hjælp. Så er det tilbage til rutevalget og finne en rute som rent faktisk passer til gruppens evner.
Jo længere ud i turen vi kommer, jo mindre margin har vi på hvad vi kan klare i forhold til mad og andre resurser. At skulle bruge 3-4 dage på at komme ud af terrænet på dag 4 af en ti dages tur er ikke noget problem, men skal vi bruge 3-4 dage på dag 7 eller 8 kan vi ha et problem.
Når jeg planlægger turer, har vi ofte flere delmål under turen typisk toppe eller breer, men indfrielsen af disse mål kræver at alle er 100%, for at vi har de marginer som behøves for at vi kan færdes efter evne og med overskud. Derfor planlægger vi altid alternative ruter, som kan gennemføres hvis folk har småskader eller bliver syge. Det må da nødvendigvis være en rute hvor vi undgår kompliceret terræn, og holder os i normalt fjellterræn, måske en alternativ endestation.

• Udstyr som er passende for både for den planlagte tur og det terræn den går i, samt for de alternative exits.
Nogle gange baseres turene på hytter og/eller at man færdes i skoven og ikke behøver at have brænder med – da må man forsikre sig at ingen af de planlagte ruter ved et uheld kræver brænder. At gå 20km mellem to hytter er uproblematisk for de fleste, men skal gruppen bære/hjælpe en person, tager det let 13-15 timer. Klare gruppen13-15 i aktivitet, eller må etapen deles op og har man da behov for at kunne varme mad/vand?

• Hvis der sker en ulykke, hvordan kontakter vi så relevante instanser, og hvem er de.

Under turen
Der er jo en række problematikker som opstår relativt ofte, de kan løses, men betyder måske at man ikke kan følge plan A. Tænkte jeg ville nævne nogle af de ting, jeg har skulle forholde mig til, enten på egne turer eller situationer jeg har måtte assisterer.

• Den forstuvede fod
Dette er jo no. 1 uheld, det kan være forbundet med store smerter, men er ufarligt, og kan i stort set alle tilfælde løses med smertestillende og støtte eller bære den uheldige.
Det er en stor fordel hvis man ved hvordan man kan bygge en båre og/eller hvordan man laver en ”sele” så kan gå med patienten på ryggen a la en primitiv rygsæk.
Det er også smart at lære sig hvordan man aflaster det pågældende område, f.eks. ved at bygger en skinne som sørger for at foden/anklen ikke modtager belastning eller fuld belastning når man støtter på benet, men at belastningen overføres direkte til underbenet, låret, hoften eller overkroppen – alt efter situationen.

• Brudskader
Kan som oftest takles som den forstuvede fod, men man bør som altid undersøge omfanget af brudskaden nøje.

• Sygdom
Hvis patienten er mobil er det i praksis ”bare” at få ham/hende ud af terrænet, jeg har lidt forskellige piller ud over smertestillende som kan hjælpe på forskellige maveproblemer og allergier. I forhold til effektivitet, aflastes patienten. En i gruppen må følge nøje med på personen, det er ikke sikkert denne selv opfatter alle signaler, og der er ingen grund til at situationen udvikler sig, hvis det kan løses med et stop, ekstra tøj, hydrering eller en ekstra nat og hvile ude.
I nogen tilfælde kræver situationen at patienten må ligge i ro nogle dage, og så klare han/hun sig selv efter det. I mellem tiden kan resten av gruppen jo gå mindre turer omkring lejren. Det bliver selvfølgelig vigtig allerede fra første dag at få et overblikk over hvor længe man kan blive liggende, inden man må begynde at ”selv-evakuere” hvis patienten ikke bliver bedre – man må jo sikre sig, at man har resurser nok til at komme ud af terrænet, så man ikke ender med at side i lejren uden mad, og må ringe 112.

• Træthed/udmattelse
Ideelt set forekommer udmattelse eller træthed ikke i et omfang så det udgør et problem, for turen er jo planlagt efter evne…
Men det sker jo alligevel, at en i gruppen ikke har været 100% ærlig over for gruppen eller sig selv, i forhold til have denne rent faktisk klare. Oplever relativt ofte at folk kommer direkte fra sygdom (eller med sygdom) på tur, og tror de kan klare det samme som når de er friske.
Den gode gruppe opdager jo dette ganske tidligt, og når at tilpasse turen allerede inden det bliver et problem. Men nogen gange fanger man det ikke før det er for sent. Heldigvis er løsningen super enkel, hvile, varme og påfyld af energi. Det kan være der bliver tale om en hvile dag, og så fortsætte af en alternativ rute som er mindre strabasiøst, eller måske den direkte vei ud af terrænet er det bedste alternativ.

• Uvejr/dårlige forhold
Igen er det utroligt enkelt. Hvis forholdene ikke er til at fortsætte så stopper man og venter på bedring. Man må selvfølgelig vurdere hvor længe man har ”råd” til at vente inden man ”selv-evakuerer” i for hold til de resurser man her tilgængelig.
Min største udfordring når jeg ligger vejrfast, er at jeg bliver utrolig sulten når jeg keder mig. Der for har jeg altid et kostspil med, evt. en lille bog. Det er fristende men også dumt at tømme madlagret, når man egentligt ikke har brug for energien – måske behøver man den senere for at undgå 112 opkaldet.
Personligt synes jeg det er utroligt kedeligt at ligge vejrfast, så jeg sætter kursen ud af området så snart det er muligt – gerne før vejret kommer...

Det var lidt om mine tanker omkring hvad man selv kan løse og hvordan.
Min tærskel for hvornår man behøver hjælp, går som sagt ved alvorlige skader forbundet med livsfare for patienten og/eller gruppen under ”selv-evakuering”.
Jeg mener man er ansvarlig for sine egne handlinger, og må tage de konsekvenser som følger med.
Pin personlige holdning på det famøse ”generelle plan”, er at der er en tendens til at en stigende andel mennesker simpelhed ikke har begreb om sine egne evner, og at risikoprofilen på den aktivitet man vil drive med, slet ikke passer på den risiko man rent faktisk er villig til at ta – eller ens nærmeste er villig til at accepterer. Men man opdager det bare først, når uheldet er sket. Der er først der, man finder ud af at man egentlig ikke er villig til at gennemgå det ”selv-evakuerings senarie” som nu åbner sig foran en.
Når jeg lægger ud på tur alene, gør jeg det med god samvittighed. Min kæreste og mine nærmeste er indforstået med ”konceptet”, de ved at det kan være risikosport og prisen kan blive stor. Men de ved også at jeg ingen intentioner har om at dø, ej heller bringe mit liv i fare.
Når jeg siger farvel til min kæreste er hun alligevel nervøs, og det er jeg også – sådan skal det være. For der er minimalt med margin, når man er alene, selv enkelt fjellterræn kan byde på store udfordringer hvis man kommer til skade – det er jeg indforstået med. Derfor gør jeg alt jeg kan for et minimere risikopotentialet. Jeg er i forhold til mine forudsætninger aldeles konservativ i mine vejvalg og mine beslutninger. Den rest af risiko som står tilbage er inden for det jeg personligt er villig til at accepterer – også på en måde at jeg selv kan takle uheld af en ikke livstruende karakter (vel vidende at uheld meget hurtigere bliver livstruende når jeg er alene).

Du gør dig virkelig umage med forberedelserne, Fjeldaber - hatten af for det.

Jeg er nysgerrig på, hvordan du bærer dig af med at lære din gruppes forudsætninger at kende før du planlægger ruten? Det er jo super, at du kan det, men det er mit indtryk, at det sjældent foregår på den måde.

Hvis man er guide og har ansvaret for en gruppe, er det nok meget vigtigt at forberede gruppen på, hvordan man takler evt. uheld, så det ikke kommer bag på dem, at planerne måske skal ændres. Hvis man er en gruppe uden guide er det jo et psykologisk studium af forskellige forventninger og handlinger, når der sker uheld, og der kan man ikke altid gøre det ideelle, især når man ikke er enige om, hvad det ideelle er.

Synes nu ikke jeg gør noget særligt i forhold til forberedelserne, håber da alle gør noget a la dette, så man ved hvad man er ved at kaste sig ud i, og er godt forberedt.
Der er heller ikke noget kompliceret i det, med lidt erfaring er selve planlæggelsen som regel klaret på mindre end en time, hvis ikke det er totalt kendte steder.

Hvordan jeg bærer mig af med at lære gruppes forudsætninger at kende før planlægningen af ruten, er også ret enkelt. Det handler jo bare om at man snakker sammen, og finder ud af hvad folk gerne vil og hvad baggrund de har. De fleste af mine turvenner kender jeg jo, og ved hvad de står for. Nogen gange er der ”ukendte” med, men det er det jo ikke alligevel. For vi har jo en gensidig interesse i netop den tur vi skal på, og har jo snakket sammen om den tur inden det bliver besluttet at realiserer turen. Det er jo ikke sådan at der kommer folk ind fra gaden og banker på døren for at blive med på en eller anden tur jeg planlægger. Og så er det jo ikke sådan at JEG planlægger turen, VI planlægger turen – sammen(!).

Hvis man er guide og har ansvaret for en gruppe, er det nok meget vigtigt at forberede gruppen på, hvordan man takler evt. uheld, så det ikke kommer bag på dem, at planerne måske skal ændres.

Der er virkeligheden nok helt anderledes.
Når jeg er på arbejde, er gruppens sikkerhed og evne til at løse situationer mit ansvar og mit alene. Jeg har så selvfølgelig en baggrund der gør, at jeg kan takle de situationer som måske opstår, både i forhold til deltagerne som ikke er involveret og patienten. Når folk betaler for en guide er det jo netop fordi de ønsker en kompetent person som ”leder”. Det betyder også at der ikke er nogen diskussion omkring mine beslutninger, hvis jeg siger at vi går mod syd, så går vi mod syd (men jeg sætter selvfølgelig gruppen ind i baggrunden for min beslutning – det kalder vi transparent guidening).
Det er kutyme at man sætter sig ned med gruppen før turen og afstemmer forventninger – sådan et kundernes forventninger passer med den tur man som guide er villig til at gennemfører- Her kan man måske forberede gruppen lidt hvis vejrmeldingen ikke ser lovende ud, eller hvis man kan se at de 4 overvægtige damer som mødte op, ikke helt samsvarede med det billede af 4 super trænede Ironlady’s som de måske havde givet udtryk for. Men det handler alt sammen om at få plan A tilpasset gruppen. Uheld og ulykker vil altid være mit ansvar, og det er mig der skal handle og passe på gruppen både den som bliver skadet og dem som bliver tilskuer. Det er ikke noget gruppen som sådan bliver involveret i med mindre det er nødvendigt.

Hvis man er en gruppe uden guide er det jo et psykologisk studium af forskellige forventninger og handlinger, når der sker uheld, og der kan man ikke altid gøre det ideelle, især når man ikke er enige om, hvad det ideelle er.

Jeg forstår slet ikke dette senarie. Der er vel ingen som hovedløst kaster sig ud på en tur, uden på forhånd at have afklaret om forventningerne til turen er de samme hos alle i gruppen? Det leder jo tilbage til det med forberedelser og at kende gruppens forudsætninger. Hvis man først ude på turen finder ud af at man har forskellig opfattelse af ”det ideelle”, så har man da begået en gigantisk brøler under planlæggelsen. På samme måde som på mine kommercielle turer, har jeg en ”forventningsafklaring” inden turen starter, men den afklaring er jo indbagt i en til tider lang planlægningsproces. Når 4 gutter beslutter sig for at rejse på en tur sammen, så ligge der jo et subjektivt ønske om denne tur hos hver enkelt deltager. Dette efterfulgt af en dialog omkring turen (det er vel her den egentlige forventningsafklaring kommer), og så endelig planlægningen af turen – hvis ikke forventningerne er samstemt, bliver de det her. Hvis man fortsat ikke efter sådan en proces er klar over om man har samme ønsker som resten af gruppen har man et problem, og måske burde man finde nogle andre til den tur…
Jeg vil ALDRIG rejse på tur med folk, hvis jeg ikke er sikker på at vi er nogenlunde enige om presisserne for turen – langt ude i naturen i uvante omgivelser er ikke stedet at starte en diskussionsklub.