Hvad giver det dig at dyrke dit friluftsliv?

...Eller hvad får dig til det?

Dit svar behøver ikke være filosofisk eller elitært, for der er vel i princippet ikke noget friluftsliv der er mere rigtigt eller forkert end andet (og syntes du der er, er det en anden diskussion), men måske du kan sætte nogle tanker eller usagte ord på. Ja, måske bare sætte nogle tanker i gang hos dig selv.
Det kunne fx være topture, hytte til hytte, ro og/eller fordybelse, motion, kontakt med andre, tid med ungerne, feriefrihed eller andet?
Der var en lignende debat på det gamle Outsite, lidt mere snæver, men det mundede ud i en afkrydsningsstatestik. Det ønsker jeg ikke med dette indlæg. Ingen ensporede tal, der let kommer til at afspore en debat, men hellere hvad der rør sig.
Tænk på når du svarer at det for andre kan være et stærkt følelsesmæssigt og personligt forhold, så hold venligst en god tone .

For lige at få tråden sparket i gang, starter jeg med mig selv:
Er bla. mest til UL solovandreture, hele året. Gerne et par uger ad gangen i nogle bjerge, et, for mig, nyt sted på kloden, eller 1-4 dage herhjemme på en af naturstierne.
For mig er det livsbekræftende at skabe en tur selv, fra idé, op over passet planlægning, via elven klargøring til klippefast udførelse og mosblød hjemkomst - sidstnævnte er altid det værste .
Det giver mig en samhørighedsfølelse med verden, gennem naturen, som jeg opfatter den. Fjelde giver mig en fornemmelse af at være kommet hjem, at befinde mig i mit rette element. Noget som jeg forsøger at suge til mig, optage.
Det er også en lærings- og renselsesproces der sætter mit liv i perspektiv – at være den lille i den store sammenhæng, sundhed for krop og sind, ro og fordybelse. Det lyder sgu som en højtflyvende kliché , men det er reelt sådan jeg har det.
Ind imellem sniger der sig et element af sportspræstation ind; at overskride egne grænser, i form af UL lettere, længere, hurtigere, holde tungen lige i munden og så stoppe/vende om, når det bliver fornuftstridigt.
Når jeg arbejder som turleder, bliver de fleste af disse elementer sat på stand by, og turdeltagernes ve og vel kommer i centrum, samt kæmpe-privilegiet og glæden ved at dele min begejstring med andre.

Hvorfor friluftsliv?? Den korte udgave ca.:

I starten mest udforskertrang, opleve nye steder i verden, bestige et bjerg, være over polarcirklen, opleve lidt af det man som barn havde læst og drømt om.

Senere et forsøg på mestring, kende til det rigtige, brugbare gear, kunne lægge ruterne, så større udfordringer (vad og gletchere) kunne omgås, forsøge sig med gletchervandring og topbestigninger, få styr på mad med nok kalorier.

Og hvad så? Der er også en stor del motionsaspekt i det, jeg er egentlig ret mageligt anlagt, men nyder alligevel at udfordre mig selv ved at cykle, padle eller gå langt - nemmest hvis man helt selv kan bestemme rytme og længde.

Det at komme ud giver mig ro - jeg nyder at komme væk fra trafiklarm og mange mennesker.

Tager på en del kortere ture alene - men har endnu ikke haft lyst eller mod til at vove mig ud i øde fjeldtrakter alene - følger gerne en afmærket rute.

Det korte svar er : Frihed, ro, af stressende samt opladning til hverdagen !!
Om det er den korte tur en dag i den lokale skov med en daypack et par timer eller en weekend tur med en eller to overnatninger alene eller sammen med andre er af mindre betydning.
Kan være kanotur eller 30 km gang, er bare det at komme ud, lidt væk fra hverdagen.
Sverige som Danmark betyder mindre, så er der så de store turer på 12 dage men de er jo sjældne, så nej de weekender der er tid til at stikke lidt af for det hele er vigtige , for at få hverdagen til at virke, både på job og i familien´s skød

mvh Kim

Det giver så bred et spektrum af oplevelser, både af naturen og af en selv i forhold til de naturlige omgivelser:
Naturens skønhed, naturens kræfter, naturens uforudsigelighed, naturens alsidighed, årstidernes mange ansigter, ens egen evner, ens egen begrænsninger, indre ro, glæde og taknemmelighed, god energi men også angst, personlig udfordring ...
Det er som en brønd uden bund. Ikke en tur er ens, selv om jeg går eller ror samme tur igen og igen og igen. Den er smuk på sin måde og udfordrende på sin måde gang på gang på gang på gang...

Og man behøver ikke at bestige det højeste bjerg for at få mange af de ovennævnte oplevelser. Eventyret starter i din egen baghave. Det er så sand som det er sagt.

Hvad man oplever på sin tur er meget forbundet med åbenhed overfor indtryk..
Jeg nyder i den grad at komme ud der hvor mobilen ikke virker, mærke fornemmelsen af at være den eneste der har været lige her - pelle alene i verden.. og tømme hjernen for hvad der nu end fylder op..
Når jeg ligger i min bivy og lytter til isskosserne's knagen så ved jeg at jeg er mindre end denne natur som omgiver mig..
Når morgen gryr er det tid til at stå op og at gå videre i den evigt foranderlige natur , nyde smagen af bær og vandet fra elven..
De perioder hvor riflen eller fluestangen medbringes tilføjes vores urinstinkt som jæger/skaffer og den er for mig bare en ekstra dimension der tilføres den vidunderligere opleves af tilstedeværelsen i øjeblikket..
Skal lige nævnes at jeg er så heldig at bo i Grønland hvor naturen mange steder virker meget uberørt, der helt sikker andre steder i norden hvor denne følelsen er nærværende..

Jeg hopper med på vognen, og siger "frihed". Det er klart den følelse jeg elsker allermest, når jeg enten står og ser ud over en fjeldtop, sidder i min kajak, eller hænger i klatreselen og bare nyder at have arbejdet mig frem til toppen. Dertil kommer alt det andet der følger med. At sove i telt i en frostklar nat, at dufte bær når morgensolen varmer skovbunden op, eller vågner ved stranden og ser på min kajak der endnu står ved siden af teltet og bare venter på at blive pakket og taget på vandet igen.