Friluftsliv som et kropskulturelt fænomen

Hej Forum.

Jeg læser, som nogen af jer måske ved, til Master i Friluftsliv på KU, og som led i eksamen på modul 1 har jeg bl.a. forfattet denne refleksion over Friluftsliv som en kultur videnskab i det senmoderne videnssamfund præget af individualisering og globalisering. Indlægget skal til dels ses i en sammenhæng med den tidligere diskussion omkring begrebet friluftsliv, der kørte her på forummet for nogen tid siden.

Friluftsliv som et kropskulturelt fænomen.

Friluftsliv for mine tanker skrev Henrik Ibsen i digtet ”Paa Vidderne” fra 1859, digtet handler om menneskets opdagen af dets individuelle særegenskaber i naturen, hovedpersonen trækker sig fra samfundet for at finde styrke og opnå personlig indsigt i livet. Det siges, at det er første gang ordet friluftsliv fremkommer i litteratur, og allerede dengang var personlig udvikling det væsentlige element i friluftslivstanken.

Friluftsliv engagerer kroppen, følelseslivet og tankerne. Det lader os opleve nye måder at være menneske på der adskiller sig fra hverdagen. Vi lærer at sætte pris på de enkle ting. Naturmødet spiller på alle vores sanser, stilheden, roen, meningsfuldtheden og det at udtrykke os ved hjælp af kroppen. Erfaringer i naturen giver os nyt perspektiv på det liv vi lever. Vi opdager måske nye sider af os selv og andre. Om hvad der kendetegner det samfund vi lever i, vores livsvilkår, idealer, livsvalg og meninger, måske kommer vi til at reflektere over de mønstre vi gentager og tvinges til. Om oplevelsen af frihed og mening.

Bevægelse og vores relation til naturen har en central rolle i betydningen for vores udvikling, livsglæde og sindstilstand. Friluftslivet, herunder vandring i naturen, spiller en ikke betydningsløs rolle i den sammenhæng. Hvordan kan bevægelse langs en rute åbne for en dyb relations opbygning mellem menneske og natur, og kan det have en helende effekt på os som individer.

Fænomenologien siger, at det er igennem kroppen vores verden erfares (Merleau-Ponty). Krop og sanser bliver erkendelsesveje, hvor målet er et erfare alle tings enhed og sammensathed. Vi skal gennem kroppen trænge igennem illusionen af adskilthed i tilværelsen og livet. Vi er ikke løsrevet fra resten af verdenen, vi står ikke udenfor, vi er en del af den. Verdenen skal ikke besejres, verdenen skal sanses.

Gennem det at vandre i naturen erfarer vi først og fremmest at ruten vi vælger er kropslig, vi går, ser, lugter, mærker underlaget, solen, vinden, naturen, regnen, kulturen, historien kort sagt vi fornemmer vores verden og dermed os selv. Vores kropslighed formes gennem vandringen, og gennem kroppen og vores sanser svarer vi naturen igen. Vi strukturerer virkeligheden efter vores sanselige og fysiske erfaringer. Vi ræsonnerer og træffer livsvalg på baggrund af de erfaringer.

Det er et grundlæggende paradoks, at vi mennesker oplever os selv som individer adskilt fra verdenen, men samtidigt er vi vidende om, at vi er stadig en del af den.

Den enkelte friluftslivsudøver er formet af sine sociale, kulturelle og individuelle erfaringer, samt sine oplevelser. Dette danner grundlag for ens møde med naturen. Natur og friluftsliv vil opfattes forskelligt af forskellige individer, og vores forskellige forudsætninger og erfaringer vil præge hvordan vi oplever friluftslivet og naturen.

Gennem vores kropslige sansning er vi forbundet med omgivelserne, vi kan ikke løsrive os, kroppen er tilstede på ethvert tidspunkt, den er allestedsværende, vi kan ikke slå kroppen og dens sanseapparat fra ligesom vi kan med feks. en computer eller et TV.

Måske kan Friluftslivet med dets enkle midler, ”Less is more”, som man siger i min branche, hjælpe os med at reflektere over hvad som dybest set betyder mest for os. Kan vi ved hjælp af friluftslivet kvalificere og gøre os værdige til den individuelle frihed, så vi tør at vælge vores egen vej? Kan vores mod og valg af vej bidrage til en fælles vej? Kan vi skabe en fælles vision om en meningsfuld fremtid?

Hvad synes du? Kommentarer og kritik modtages gerne.

Hilsen og god jul.

Niels

Jeg ved ikke om bevægelse gør det for alle friluftslivs dyrkere, for der er altså en del af dem som nyder friluftslivet stort og er tæt forbundet med opholdet i naturen ved selve lejrlivet. De bevæger sig mindst, men opholder sig mest i naturen.

Eksempler:
Shelterbyg i baghaven. Bare det at sove ude i shelter giver hele friluftssuset og oplader batteriet, man behøver ikke gå længere væk hjemmefra.

Autocamper. De kører med hele molevitten ud i naturen, parkerer og dyrker friluftslivet med udekøkken osv. Ikke meget kropskulturelt gennem fysisk bevægelse, men opholdet i naturen som står i højsædet.

Lystfiskere. De kan stå i timevis og fiske langs kysten og har en kæmpe naturoplevelse.

Jeg vil nok sige at det ikke er selve bevægelsen i naturen men opholdet, på hver sin måde er det som forbinder os med naturen.

Jeg vil ikke påstå at dem som kropsligt bevæger sig mest i naturen får den største naturoplevelse på egen krop.

Så lejrliv er rent faktisk ikke friluftsliv vil du dermed sige...


Hvis jeg virklig skal gå i detaljer med min oplevelse - forbindelse med naturen, så er det mindst mens jeg går eller ror, for der er mange andre fakta gældende i bevægelsen. De momentum hvor jeg har størst forbindelse med naturen er mens jeg står eller sidder stille og suger omgivelserne i mig. 100% fokus på udelukkende hvor jeg befinder mig og hvordan ved IKKE at være i bevægelse og "afledt" af denne faktor.

Hej Niels

Jeg synes, at din tekst er meget velskrevet, og at du har nogle gode refleksioner over friluftsliv.
For mit eget vedkommende udgør friluftslivet et filter mod alt det støj, der påvirker ens tanker og handlinger i det daglige.
Når støjen forsvinder bliver ens tanker meget klarere.
Det gælder også i samværet med andre. Når jeg er på skolen med mine elever er alle uafbrudt optaget af stort og småt, og forstyrrelserne er evigt tilstedeværende. Hvis vi så går den faste tur på 18 km ud til en offentlig shelterplads - så er forstyrrelsen til stede i begyndelsen:

"det er træls at gå"
"jeg har ondt i benet"
ka' vi ikke holde pause"

.. men så indfinder roen sig lige så stille. Efter 7 km når vi en skov hvor vi går uden sti. Helt af sig selv begynder ungerne at hjælpe hinanden tørskoede over krydsende vandløb - og efterhånden går de alene eller finder sammen i små grupper mens indtrykkene og naturoplevelserne begynder at sætte sig. Til sidst på turen er der ofte nogen der begynder at synge - det er simpelt hen glæden ved at færdes i harmoni og fællesskab der skal ud

Naturen er et fint filter mod støj!

venligst
Martin

Hej Niels

Du skriver altså godt. Det er et ubestrideligt faktum.
Den første del er "tungere", sådan rent intellektuelt.
Sidste afsnit bliver lidt mere spørgende og du bløder lidt op, er lidt mere søgende. Bevidst oplæg til debat måske? For så syntes jeg det virker.

Teksten og meningen er meget klar.

Og jeg syntes du har ret i dine teser.

Flot tekst NOB, du kunne måske vise til lidt flere af de kilder du har hentet inspiration fra, hvis der nu var nogen som ville ha mere perspektiv på sagen.

Ljunggren skrev: Det jeg sagde var at man selv skal transportere sig derud ved egen kraft.

Nu ved jeg ikke om du havde hunde da du boede på Grønland, men 10 dage med hundeslæde er så heller ikke friluftsliv i dine øjne?

Personligt betyder bevægelse meget for mit friluftsliv, så jeg er sådan set ikke uenig, men jeg vil afholde mig fra at definere friluftsliv på vejene af andre, og gøre mig til dommer over hvad friluftsliv er. Jeg mener ikke motoriseret færdsel hører sammen med friluftsliv, men der er der ganske mange andre som gør.
Én ting jeg dog mener er gældende for friluftsliv er at kroppen bearbejdelse af snaseindtryk spiller en helt central rolle, som NOB også skriver med hendvisning til fænomenologien og Merleau-Ponty.