Sikkerhed - på min måde!

Mere
9 år 5 måneder siden #18570 af JensB
Jeg kan sagtens både forstå og genkende dine tanker, Rene, og finder også noget meget sundt i at have en kalkuleret risiko i baghovedet, som man er afklaret i forhold til, og at man også tilpasser sin færden efter den.

Skægt nok var 1969 også det år, hvor jeg første gang var på fjeldtur. Jeg var den gang 12 år og tog sammen med min far en 2-dages prøvetur fra hytte til hytte på Hardangervidden, blot for at snuse til det - mens resten af familien boede i en lejet hytte. Dette blev startskuddet til en masse ture senere. De første mange år gik vi dog fra hytte til hytte, hvor vi jo altid indskrev os i hytteprokollerne, hvilket jo er en sikkerhed, hvis man skulle blive savnet og fulgte markered stier. Senere er jeg kommet til at gå med telt og forlader også ofte ruteafmærkningerne. Dette medfører jo nogle andre overvejelser omkring sikkerheden.

Sikkerheds udstyr er godt; det skal dog ingenlunde afløse den sunde overvejelse over, hvad man gør! I udgangspunktet tager jeg ikke større risici end før, jeg skaffede et sikkerhedsudstyr. Jeg synes alligevel, det er rart at have muligheden. Noget helt andet er så de pårørende derhjemme.

Du er altid velkommen på min hjemmeside: www.jensesvandringer.dk

Til mine næste ture: jensesvandringer.dk/tamedpaatur.html
Følgende bruger(e) sagde tak: Ljunggren, miko

Venligst Log på eller Opret en konto for at deltage i samtalen

Mere
9 år 5 måneder siden #18573 af Georas
Besvaret af Georas på emne Sikkerhed - på min måde!
Noget er galt, jeg kan ikke se artiklen?

De bedste hilsner
Rasmus

Venligst Log på eller Opret en konto for at deltage i samtalen

Mere
9 år 5 måneder siden #18574 af Milho
Besvaret af Milho på emne Sikkerhed - på min måde!
Artiklen var sat til udgivelse den 17, men en kommentar til artiklen gjorde at artiklen røg ud i forummet, uden at den kan læses. Den er nu udgivet - bevares, I skal da ikke vente til den 17 ;)


Vh Christian
Følgende bruger(e) sagde tak: Georas, miko

Venligst Log på eller Opret en konto for at deltage i samtalen

Mere
9 år 5 måneder siden - 9 år 5 måneder siden #18601 af Urban packrafter

Jeg har aldrig min mobiltelefon tilgængelig eller tændt på fjeldet. Dels vil jeg ikke være slave af den og dels er der sjældent forbindelse, men frem for alt tager jeg ikke derud for at have forbindelse med civilisationen. Det forstyrrer min oplevelse. Jeg har heller aldrig haft lyst til at medbringe en SPOT eller andet nødudstyr. Det fandtes ikke da jeg startede min karriere indenfor fjeldvandring, og jeg har levet uden i rigtig mange år og det vil jeg blive ved med, igen med mindre jeg har ansvar for andre som guide!


Bliver man en slave af en mobiltelefon fordi man har den med til nødsituationer, og skal man kun medbringe remedier der fandtes, da man startede sin karrierer?

Jeg kan sagtens forstå, at du gerne vil vandre alene og også at du gør det ud fra en kalkuleret risiko. Jeg er også helt med på at erfaring og kloge valg reducerer en masse risiko betydeligt. Men alligevel virker det som uforståelige grunde til at fravælge nødkommunikationsudstyr på alene vandringer, når det faktisk findes.

Selvom det ikke er sket endnu er der altid en risiko for at du falder og ikke kan gå (som forøvrigt kun bliver større med alderen). Vandrer du i et område uden mange andre sætter det dig faktisk i livsfare lige meget hvor meget erfaring du har. Hvor lang tid kan du klare dig alene med en brækket ankel eller ben? Og er det virkeligt det værd bare fordi du ikke bryder dig om teknologien?
Sidste redigering: 9 år 5 måneder siden ved Urban packrafter.

Venligst Log på eller Opret en konto for at deltage i samtalen

Mere
9 år 4 måneder siden - 9 år 4 måneder siden #18646 af Urban packrafter
Hej Ljunggren
Først og fremmest tak for smileyerne. :-).

Jeg syntes, at det udsagn som jeg citerede dig for udtrykte en meget bombastisk holdning til mobiltelefoner, satellittelefoner spot m.v. Det var naturligvis min egen umiddelbare tolkning af dit udsagn og jeg beklager, hvis jeg har tolket forkert.

Filosofisk er det, at ikke at vælge til nu også et fravalg. Men da det her netop handler om sikkerhed og ikke om ord og tolkninger, så lad os lade det ligge.

Langt de fleste skader på vandringer omhandler fødder, ankler, knæ og ben. Meget få af dem er alvorlige, men utrolig mange af dem kan gøre, at man ikke kan gå. De her relativt ufarlige skader bliver farlige og livstruende, hvis du ikke kan tilkalde hjælp. Tænk på situationen at forstuve anklen blot 8km væk fra Kungsleden oppe på et bjerg? Har du prøvet at hinke 8 km? Eller hvad med et banalt svullent knæ dybt inde Padjelanta?

Du siger, at det er en kalkuleret risiko, men det jeg ikke kan forstår er, at du jo kan reducere de her risiko stor set helt, UDEN at du behøver ændre din praksis. Du har stadigvæk din frihed i hvor og intet i, hvordan du vandrer bliver anderledes ved at medbringe nødkommunikation. Hvis du ikke stoler på en SPOT, så køb en satellittelefon. Hvis du er bekymret for dækningen i bjergdale, så sørg for at vælge et mærke, som også bruger andre satelitter end de geostationære ved ækvator.

Derudover er det naivt at tænke, at du ikke vil udsætte nogle redningsfolk for fare. Hvis du ikke kommer hjem, så vil der blive sendt folk op og lede efter dig. De folk vil blot have mindre at gå efter, og en endnu mere trøstesløs tur. Derudover syntes jeg også, at du har et ansvar over for venner og familie i at reducere de risiko mest muligt. Selvfølgelig er det altid et dilemma mellem at gøre, hvad du har lyst til og tage hensyn til sikkerhed. Det syntes jeg også du skilter fint i din artikel. Men i det her tilfælde ikke at medbringe nødkommunikation, så syntes jeg du er ude på uforsvarlig tynd is.

Jeg kan vel lige slutte af med at sige tak for at du delte artiklen og dine tanker om sikkerhed. De er interessante og gør at vi netop kan få en diskussion om sikkerhed på solovandringer.
Sidste redigering: 9 år 4 måneder siden ved Urban packrafter.

Venligst Log på eller Opret en konto for at deltage i samtalen

  • Fjeldabe
  • Gæst
  • Gæst
9 år 4 måneder siden #18656 af Fjeldabe
Besvaret af Fjeldabe på emne Sikkerhed - på min måde!
En vis mann sagde engang "Fare er ikke farlig for den som farer varlig" (Faarlund)

Sannsynligheten for at dø i en bil er fortsatt større end at dø på fjellet... Men de fleste av os velger allikevel at bevege os på veinettet - kalkulert risiko.


Jeg har svert ved at være uenig med verken Rene eller mr. Urban.
Jeg tror vi her har et godt eksempel på to "generasjoner" av friluftsfolk, hvis verdier knyttet til livet i den frie natur, ligger langt fra hinannen. Det her er nok vel så meget et verdispørsmål som et sikkerhetsspørsmål.
Telefonen kan godt ligge i sekken, men erfaringsmessig så vil tilstedeværelsen av en sådan, medfører en helt anden turopplevelse - for noen.
Noen av os har gjennom et relativt "langt liv" i naturen (der var ikke en gang tenkt på mig i '69), fulgt en langsom progresjon og her igjennom tilegnet sig et erfaringsgrunnlag basert på mønstertolkende, gjenkjennende tenkningen i veivalg og i krevende situasjoner. Gjennom denne tilnærming har man knyttet noen verdier til livet i den frie natur.
Dette i en kultur som i visse læringsperspektiver kan minne om mesterlærer, en kultur som ligger langt fra forbrukssamfunnets "her og nu" mentalitet og en kultur der er begrenset med plass til i dagens samfunn. "Samfunnet" her derfor også vanskelig ved at forstå dette - man bliver plassert på hyllen som tosse eller fjellbums...

En del av denne prosess er bla. at kunne ta vare på en selv, og velge ture efter evne og med overskudd. Altså med gode marginer således at man er i stand til at håndterer "situasjoner" på egen hånd. Det er i mine øjne langt viktigere for sikkerheten, end en spot eller mobiltelefon.

Nu er det vinter i fjellet, og år efter år reiser det debatten om "sikkerhets gadgets". Det hjelper ikke med ballonger på ryggen hvis du bliver tatt av en lavine og smadret inn i et træ. Det hjelper heller ikke med en mobiltelefon, når din ven som ligger under snøen, bare har et overlevelsesvindu på 15min.
Der må handles, treffes gode vejvalg, og hvis uhellet er ute, må man kunne ta vare på seg selv.


Langt de fleste skader på vandringer omhandler fødder, ankler, knæ og ben. Meget få af dem er alvorlige, men utrolig mange af dem kan gøre, at man ikke kan gå. (mr. urban)
Hvis det ikke er alvorlig, så kan man gå! Ikke uten smerter og ubehag, men man kan gå.
Mange redningsaksjoner er unødvendige, ene og elene fordi folk/gruppen ikke er godt nok forberedt og avklaret med hva de laver. Løsningen bliver så at "ringe" efter ander som kan løse situasjonen.
Det avspeiler ikke sunde verdier, men en kæde av dårlige valg og vurderinger...

Risikoaksepten vil alltid være forskjellig mellom folk. Nogle velger at så i kø på Everest, nogen padler Sørgeorgia rundt, andre går alene i fjellet. Der vil alltid være en rest risiko - spørsmålet i mine øjne bør ikke være om man har nok gadgets med, men om man er avklaret med det man foretager seg, med og uten kommunikasjonsmidler. Og om familie og nære venner er det...

Venligst Log på eller Opret en konto for at deltage i samtalen

Tid til at oprette siden: 0.165 sekunder