Sikkerhed - på min måde!

Du siger bare til.

Fuld respekt for dit valg alene. Så sætter man heller ikke andres liv på spil, hvis det skulle gå galt. På den måde meget altruistisk og fuldt i tråd med din naturnære friluftsfilosofi. Og når det gælder andre, så har jeg jo om nogen erfaret, at så kan du hurtigt få hjælp til dem.

Hej Ljunggren

Jeg synes, at du har en fin pointe i, at det, der er til debat, ikke er dine valg, for dem har du alligevel ikke tænkt dig at ændre på - men derimod at andre reflekterer over begrebet "sikkerhed på min måde" i stedet for på din!
Jeg har slet ikke din erfaring med solo-vandringer - det tror jeg ikke, at der er mange der har. Men jeg færdes ofte i naturen alene - også nordpå. Det er min erfaring, at man bliver langt mere bevidst om såvel sine grænser som sin sikkerhed, når man godt ved, at man er helt alene om ansvaret. Da jeg fisker meget har jeg forholdsvis stor erfaring med vad og vadning i strømvand, og jeg har da også været ude at svømme et par gange F.eks. er blå-ler, der i skumringen ligner sand, en djævelsk elv-bund med ret stor risiko for en efterfølgende svømmetur. Pointen er, at i den situation kan jeg have lige så mange mobil- og sattelitttelefoner, spots og GPS'er liggende i rygsækken som jeg kan bære .. de hjælper mig hverken til at holde balancen i elven eller til at komme i land igen! Mit eneste værktøj er at holde hovedet koldt - hvilket godt kan være svært på trods af vandtemperaturen!
Jeg er til gengæld af den faste overbevisning, at min risiko for en vandgang er mindre, hvis jeg er alene end sammen med kammerater - simpelt hen fordi jeg instinktivt er mere forsigtig.
Det nødgrejet beskytter mod er så alvorlige styrt, at man ikke selv er i stand til at bevæge sig eller til at holde sig varm og tør. Risikoen for at det sker for en erfaren og alene-forsigtig fjeldbruger anser jeg for en mindre risiko end adskillige andre risici, som mange udsætter sig for til hverdag.
Jeg har nu om dage en primitiv GPS med .. men ikke telefon, da jeg har erfaret, at den distraherer mig med sin nærmest konsekvent fraværende dækning der, hvor jeg færdes!

venligst
Martin

For nu at bringe fokus tilbage på et andet aspekt du er inde på; det med at kende sig selv, sin egen formåen, og evne at lave ruten om. Jeg har længe haft lyst til at tage en solovandretur, og ved det vil være en stor udfordring for mig. Ikke fordi jeg ikke nyder mit eget selskab, men når man er alene om at bedømme en situation kan man godt blive usikker når man ikke har nogen at vende den med. Nogen vil måske så træffe et vovemodigt valgt. Andre - som jeg - vil nok træffe et valg om IKKE at vove, og dermed nok også begrænse sig selv mere end man ville have gjort i selskab med blot 1 anden person.

Ved fuldmåne i august besluttede jeg mig for at gå en tur rundt om mit hus. I en cirkel på 1 km radius. For at opleve området hvor jeg bor på en anden måde end sædvanligt (en ide jeg i øvrigt gerne vil anbefale ). Jeg bor på landet, så det passede godt med denne tid, hvor de fleste marker var høstet. Det var de bare ikke alle sammen. Så turen blev en del anderledes, da jeg ikke ville trampe bønders korn ned (det er også ret anstrengende at vandre i en fuldmoden kornmark). Godt og vel halvvejs nåede jeg til en lille drængrøft, som jeg ikke havde kunne se på kort og satelitfotos da jeg tegnede ruten. Den var ikke ret bred, men jeg er ingen længdespringer, og der var ikke plads til at tage tilløb. Den var sikkert heller ikke ret dyb, men lidt mørkt var det jo, og jeg havde ikke nogen pind eller lignende til at måle dybden eller vurdere breddernes fasthed med. Havde vi været to, ville jeg have sprunget over, og så grinet sammen med den anden hvis vi fik våde støvler. Alene - turde jeg bare ikke. Jeg følte mig som en klovn, og en kujon, der var jo reelt ingen risiko på spil, udover mudder og våde støvler. Det var såmænd grænseoverskridende nok at snige sig rundt på folks marker om natten helt alene men at overbevise mig selv om at "tage springet" kunne jeg altså ikke.
Så jeg overvejer lige den der solotur lidt endnu. Og overvejer hvordan jeg kan træne min solo-beslutningskraft

Måske skal du tage med på en af vores vandreture i Sydsverige eller måske i fjeldet hvor nogle af os ofte vandrer helt udenfor stierne på mange etaper. På den måde kan du starte blidt og se om det er noget. Ofte er en stor del af oplevelserne derude bedst når man har nogen at dele dem med [/quote]

Tak for tilbuddet, måske skal jeg tage i mod det, for min mand gider ikke fjeldture mere, det var ellers sådan vi mødte hinanden i tidernes morgen i Jotunheimen

Skal man tage dobbeltkondom på just in case det første sprænger, måske hun har prikket hul i for at lænse mig for børnepenge. Der er stor forskel på oplevelsen.

Lad os hellere skifte stilling til noget andet. Batman triologien handler alle tre geniale film om frygt på meget forskellige planer. Husker I den sidste film i rækken hvor han skal klatre op uden reb?

Nå, men det er jo også film, lidt for smarte superhelte har jeg efterhånden gennem livet mødt nogle stykker af IRL. De havde travlt med at prale om hvor seje de var, for selvom de havde brækket samtlige knogler og blodet sprøjtede ud af dem (I kender vist efterhånden min profil, overdrivelse fremmer forståelsen), så fortsatte de jo, de var så seje og viljestærke.
Neeeeeeeeeeeeeej, de var nogle klovne som ikke hjemmefra forinden havde gjort sig afklaringer om hvornår de skulle stoppe.
Jeg læste en blog fra Hyperlite moutain halløj, om sikkerhed og om at det er flot men dumt at man vil lege Rambo og tro at man lige kan sy sig selv sammen i armen, medmindre man syer hver dag i sit arbejde, så bliver det ikke godt.

Diskussionen om hvorvidt man skal have X, Y eller Z udstyr med, er absolut relevant, men som jeg læseri tråden her så er der noget andet på spil.

Det bør står temmelig tydeligt og klart i enhver håndbog for
spejdere og nisser og hvad ved jeg, at uanset hvor stærk og cool man selv mener man er, så er der nogen grundliggende beslutninger og overvejelser, som man ikke først skal til at tage, når man står i den stressede situation ude i felten og er enorm stædig, træt og for stolt til at stoppe.

Det er en del af de mentale forberedelser at man har afklaret med sig selv hvornår legen stopper, fortalt pårørende at hvis man bliver spist af en bjørn, så er man i bjørnens øjne gået til et godt formål. Skal man i bjørneland, så læser man selvfølgelig på Bearsmart.com eller andre steder om bjørne.
Det handler altså ikke om at være sløv og ikke gøre sit hjemmearbejde, tværtimod.

Tag stilling hjemmefra, ikke når du er derude.

"jamen jeg kan jo ikke vide alt hvad der sker derude" - årh hold nu op, så har du ikke fattet en meter af det hele.