Sikkerhed - på min måde!

Jeg kunne ikke selv finde på at gå en rute alene i fjeldet, hvor jeg risikerede ikke at møde andre hver dag. Det har jeg hverken alder eller erfaring til.

De fjeldfolk, der har denne erfaring, har sandsynligvis også en baggrund til at vurdere, hvad de begiver sig ud i, og om det er nødvendigt med GPS, SPOT, Iridiumtelefon eller andet. Det synes jeg er rigtigt svært at moralisere over.

Jeg er også vokset op i en tid, hvor der ikke var andet end fastnettelefon, telegraf og telefax - og snailmail - og det var velsignet skønt at kunne være udenfor rækkevidde, kan jeg godt fortælle! Det kunne naturligvis også være belastende ind i mellem ikke at kunne kontakte én, der var ude at rejse/på tur el. lign., eller ikke selv at kunne ringe hjem, når man havde lyst/brug for det. Men det var en belastning, som man måtte leve med, som så meget andet.

Men i disse tider er det nærmest en skændsel, hvis man tillader sig at holde sig fra de moderne kommunikationsmidler, selv for en kort periode, og især hvis man er ude i naturen imens.
Vores tid kan slet ikke få nok af farefulde sportsgrene (hvad med ham, der klatrer op ad Half Dome uden sikkerhedsline, eller dem som Fjeldaber nævner, op ad Mount Everest, eller dem, der kaster sig ud over en klippekant eller flyvemaskine kun iført lidt vindtætte klude som faldskærm). I sammenligning med dette behøver en fjeldtur ikke være meget mere end 'a walk in the park'. Og er den det alligevel, må den erfarne vel selv bestemme og vurdere, hvilke tilkaldemuligheder han/hun vil benytte sig af.
At man bringer andre i fare.... Tja, hvad med dem, der skal transporteres ned fra en alpetop? Er faren så meget mindre, bare fordi man vidste, hvor de var? Eller dem, der er havnet i en lavine?
Hensynet til familien er et etisk spørgsmål, som hver enkelt må afklare med sig og sine. Det kan vi andre nok ikke råde, når vi ikke er del af pågældendes nærmeste. Det er i hvert fald min mening.
Jeg er lidt skræmt af al den overvågning og krav til at man skal være tilgængelig 24/7 - kommer også til at tænke på at børn i vore dage ikke har meget frihed til at lege for sig selv. De skal også have en tændt mobil på sig hele tiden, så deres forældre ikke får et føl af skræk over, hvor de er. Jeg forstår skrækken, da jeg selv er forældre, men jeg har også været barn og ved, hvor meget man kan finde ud af selv, og hvor meget man lærer af det.
Jeg synes at dette spørgsmål med at være under radaren for en kort eller lang periode mens man er ude i livet er meget kompliceret, og der findes nok ikke en enkelt sandhed om det.
Hver især må finde sin egen vej.

Hej Fjellabe m.fl.
Suk. En anden vis mand sagde også "at man bruger de første 30 år på at lære, de næste 30 år på at få indgroet vaner og de sidste 30 år på at glemme, hvad man har lært."

Jeg har forstået, at I syntes, at I har erfaring nok til at køre bil uden at behøve sikkerhedselen. Vi kan da selvfølgelig godt kalde sikkerhedselen for et værdispørgsmål, men lad os lade være med at pakke det ind i fortællinger om ældres "lange erfaring" og "særlige værdisæt knyttet til den vilde natur", blot fordi nødkommunikation ikke hjælper i alle nødsituationer. Det gør sikkerhedselen heller ikke, men den reducerer nu alligevel chancen for at dø ved ulykker betydeligt.

Vi er allesammen enige om, at erfaringer og kloge valg er godt. Men det undskylder bare ikke også at tage andre forholdsregler, når de er til rådighed. Der var engang nogle gode råd fra jeres tid i 60'erne om, at aldrig skulle gå alene og altid fortælle, hvor fortælle går hen. Men dem har I sikkert glemt?

Den her diskussion minder mig lidt om en anekdote fra, da jeg for nogle år siden var i Sarak. Her stødte jeg på en ældre mand og hans to sønner som taget ud af Claes Grundstens Fjellboken i min udgave fra før 1990. Iført gummistøvler, gummiregntøj aluramme rygsæk og sydvest, kiggede manden kiggede på mine vandrestøvler og bekendgjorde, at den slags kunne man i hvert fald ikke vandre i. Det var farligt. Jeg undlod venligst at kommentere hans udstyr og var glad for at jeg ikke havde taget noget så moderne på som trailrunnner sko. Så havde chancen for, at manden fik et hjertesag sikkert været betydelig.

PS. Ljunggren selvfølgelig er der nogle som tager op og leder efter dig når du forsvinder

Ljunggren. Det er gået op for mig, at du desværre nok ikke ændre vaner. Og det skal naturligvis også have lov til at fortsætte med, ligemeget at jeg personligt mener, at det er nok så dumt .

Sikkerhedselen var en metafor (eller en lignelse på godt gammelt bibeldansk), for hvad må du selv gætte.

Min pointe med den gamle mand på fjeldet handler bestemt ikke om at købe en masse nyt udstyr. Men om, at ikke kunne se væk fra ens indgroede måder at gøre tingene på.

Jeg skal nok slutte her, da vi er ved at være noget det sted i diskussionen, hvor der ikke kommer så meget nyt frem.

God søndag!

Hvor gammel tror du den gamle mand (svenskeren) var?

På din alder ca.

Omkring min egen måde at gøre tingene på. Jeg har på de fleste af mine fjeldture vandret uden for ruter, men sammen med andre. Det er mig som har været den ansvarlige og har erfaringen til at kunne finde vej og vurdere de risici som vi har stødt på. Her syntes jeg ikke at det er nødvendigt med spot eller satellittelefon, simpelthen fordi det at være flere sammen gør, at man kan gå efter hjælp. Det er også sket en enkelt gang, at jeg skulle gå 8km ned af en bjergside for at skaffe hjælp til en som fik en kraftig forstuvning af anklen.

De sidste par år er jeg begyndt at tage meget mere afsted alene fx til Voxnan som du kan se i mine videoer derfra. Her har der været mobildækning og ikke længere end ti km til en vej eller hus. Mine overvejelser i øjeblikket går meget på sikkerhed på vandet. Jeg har købt en tørdragt for at undgå hypotermi, hvis jeg skulle falde i. Situationerne bliver meget farligere alene, da selvredning her er den eneste mulighed. Og desuden overvejer jeg, hvordan jeg kan få mere erfaring med at svømme i strømmende vand og redning ved forspaddling.

På linje med dig også gerne vil kunne bevæge mig frit også jeg tager afsted alene. Derfor har jeg gjort mig overvejelserne om at købe en satellittelefon e.l., hvis jeg skal til områder uden mobildækning. Ikke fordi jeg ikke stoler på mine egne evner til at klare mig og tage rigtige beslutninger, men simpelthen fordi min erfaring fortæller mig at ulykker og uheld sker. Man har et andet ansvar, når man færdes alene og jeg forsøger at reducere de højere risici så meget som muligt. At kunne tilkalde hjælp i en nødsituation, er i min optik lige så vigtigt som førstehjælp og kloge beslutninger.

Det vist ikke sket i nyere tid, men jeg er enig med René.

Bare fordi der findes en masse moderne sikkerhedsudstyr, har man jo ikke nødvendigvis pligt til at bruge det.

Tror man skal passe på med at gøre ting for svære og opstille en masse arbitrære regler og kunstige forhindringer, for at kunne bevæge sig til fods igennem terræn og landskaber, mennesker har bevæget sig i gennem i tusind af år.

Kvalificeret valg foretaget på oplyst baggrund må alt andet lige anses som værende fyldestgørende i denne sammenhæng.

Det ser jeg frem til, ellers kan den sendes