Nalgene On The Fly
On the Fly eller OTF er serien, som beskriver formen og lukkesystemet i toppen af drikkedunken. Den er smal og let at holde på, og så er låget 100% vandtæt. Drikkedunken til børn er ikke så stor som til voksne, og så kommer den i mange forskellige farver og med MARVEL-tryk (Spiderman osv).
Specifikationer
- Indhold: 350 ml.
- Vægt: 110 g.
- BPA-fri
- Alder: 3+
- Slagfast
350 ml. er nok til en dag i børnehaven og ellers kan den jo let påfyldes igen.
Testen af Nalgene OTF
Jeg åbner lågen til børnehaven, og min datter kommer mig løbende i møde. Hun holder stolt sin nye drikkedunk i vejret, mens hun ryster den op og ned. Mit smil bliver hurtigt til bekymring, for som så mange gange før har hun fyldt drikkedunken med sten.
Der er dog ikke noget at spore inde i drikkedunken, så min bekymring bliver gjort til skamme. Andre drikkedunke har ellers givet op allerede første dag med “sten-testen”.
Efter konstante test i børnehaven følger samme drikkedunk min datter på hendes første skoledagog den overlever helt op til 1. klasse. Det er 4 år. Den døde i øvrigt ikke men er bare blevet glemt og derefter væk.
Til min søn prøvede vi til at starte med et andet mærke, der har en lettere åbning. Min datter havde ingen problemer med åbningen på Nalgene OTF. Det viste sig at være en kæmpe fejl, for efter nogle måneder samlede der sig mug indvendigt i sugerøret, og det var et tilfælde, at vi opdagede det. Det er ikke særligt betryggende. Og når vi taler om ‘betryggende’, så er de billige drikkedunke (i 20 kroners klassen) det heller ikke.
Her tænker jeg på blød plastik, og hvad der kan være i affaldsstoffer. Hvad ved jeg som forælder? Men jeg ved at jeg ikke stoler på hverken fjernøstens producenter eller indkøberne i billige dagligvarebutikker. Så stoler jeg mere på et produkt fra USA, hvor en retsforfølgelse ikke er for sjov, hvis man lyver.
Konklusionen
Det korte af det lange er: Nalgene On The Fly til børn holder, mens barnet vokser op. Den tåler slag, sten, sand og kontinuerlig brug uden spor af mug eller andet. Den bliver højst ridset på ydersiden efter flere års brug.Det er lidt svært at vurdere en drikkedunk efter vores 10-stjernesystem, men jeg kan ikke finde meget kritik på den “dyre” 89 kroners drikkedunk. Vi har afskrevet den med 22,25 kr. om året. Vi brugte tidligere flere hundrede kroner på de “billige”, som jo så ikke var så billige endda.
Nalgene On The Fly til børn kan f.eks. købes hos SpejderGEAR og besøger du butikken, får du tilmed gratis kaffe og 20% rabat (som Outsite+ medlem). Men du kan selvfølgelig også købe den på butikkens webshop: https://spejdergear.dk/shop/search-1.html?keyword=nalgene+b%C3%B8rn (der er som regel et større udvalg af farver i den fysiske butik)