fbpx

Sådan styrer du en kano

Her kan du få tips og tricks til at lægge frustrationen bag dig og lære, hvordan det faktisk er muligt at styre en kano.

sådan styrer du en kano

Af: Lone Damsbo

Paddeltag, begreber og god kanotur

Mange har prøvet at sejle i en kano. Næsten lige så mange har oplevet frustrationen ved at mærke, at kanoen er svær at styre, og turen derfor ender med at blive dobbelt så lang som planlagt, fordi man zigzagger hele vejen.

Her kan du få tips og tricks til at lægge frustrationen bag dig og lære, hvordan det faktisk er muligt at styre en kano.

Før jeg startede på et kanoinstruktørforløb, som en del af min friluftsvejlederuddannelse på Paul Petersens Idrætsinstitut, anså jeg ikke kanosejlads som særligt teknisk eller overhovedet, hvad jeg ville betegne som en sport. Jeg blev dog hurtigere klogere og fandt ud af, hvor meget teknik og hvor stor kontrol og snilde det er muligt at opnå med kanoen. Man bliver overvældet af en følelse af tilfredshed, når man opdager, at man kan få kanoen til at bevæge sig lige efter ens hoved.

laer at styre en kano

Derudover opdagede jeg, hvor alsidig kanosejlads er. Der er meget mere i det end de aluminiumskanoer, som man ser flyde ned ad Gudenåen. Der findes turkanoer, kapkanoer og fosskanoer, som åbner op for et væld af muligheder lige fra den rolige kanotur over en spejlblank sø til kapsejlads og til adrenalinfremkaldende ture ned gennem vilde floder.

Jeg giver i denne artikel en kort introduktion til, hvordan man med få teknikker kan få kontrol over kanoen og styre den derhen, man gerne vil. Formålet med teknikkerne er at få så meget effekt ud af vores paddeltag som muligt og med mindst mulig brug af energi. Når man sejler ned ad en vild flod, er det vigtigt at kunne styre kanoen hurtigt og effektivt rundt om sten og faldne træstammer, men næsten lige så vigtigt er det at kunne styre kanoen nedad Mølleåen uden at karambolere med forbipasserende robåde og kajakker.

paddeltag

Begreber

Stævn: Forenden af kanoen
Agter: Bagenden af kanoen
Køllinje: Den linje fra stævn til agter, som også er der, hvor kanoen ligger dybest i vandet
Tælling: Den øverste kant rundt om hele kanoen
Forpadler: Personen placeret forrest i kanoen
Bagpadler: Personen placeret bagerst i kanoen

Paddeltag skal udføres ved hjælp af rotation i overkroppen. Hvis man kun bruger armene, løber man lynhurtigt tør for energi, og derfor er det vigtigt at aktivere de store muskelgrupper i ryg og skulder. For at skabe en god rotation i overkroppen er det en stor fordel at sætte sig på knæene i bunden af kanoen, mens numsen hviler på sædekanten. På den måde sidder man mindre fastlåst og har bedre mulighed for at rotere, og samtidigt flytter man tyngdepunktet længere ned, så kanoen bliver langt mere stabil.

For at få størst effekt ved fremadroning skal padlen lodret i vandet og føres langs med kanoens køllinje. Det betyder, at hele padlen og derved også ens hænder er ude over rælingen.

Når det kommer til at styre kanoen, er det nok vigtigste tip – og det, der virkeligt afslører om man er nybegynder eller ligner en, der har prøvet det før – at man aldrig aldrig må skifte padlen over i den anden side for at styre kanoen. Udover at det stråler ud af en, at man ikke ved, hvad man laver, så er det også meget tidskrævende og ineffektivt at skifte padleside. Det er derfor vi i stedet bruger styretag til at sørge for, at kanoen bevæger sig i den rigtige retning. Samtidigt undgår man på den måde, at forpadler og bagpadler pludseligt har padlen i samme side, og derved at kanoen bevæger sig unødigt rundt i cirkler.

Med de fire styretag, jeg her præsenterer, kan både forpadler og bagpadler styre kanoen til begge sider - uden at skulle flytte rundt på padlen.

styretag

4 styretag

Bagpadlerens J-tag

J-taget bruges til at svinge agterenden af kanoen væk fra siden, padlen er i.

1) Ligesom ved fremadpadling sættes bladet lodret i ud for knæene og føres gennem vandet i en lige linje parallelt med kanoens køllinje.
2) Når bladet er ud for hoften, roterer man øverste hånd således at tommelfingeren peger nedad. Derved vinkles bladet på padlen udad. Begge hænder skal fortsat være ude over rælingen.
3) Bladet føres nu udad og skubber derved vand væk fra agter, således at agter bevæger sig væk fra padlen. Ser man på hele bevægelsen, har bladet bevæget sig i et J igennem vandet.

Bagpadlerens fejetag

Bagpadlerens fejetag bruges til at svinge agterenden af kanoen mod siden, padlen er i.

1) Padlen rækkes ud og bladet sættes i ud for knæene og så langt ude fra kanoen som muligt, uden at man skifter sin vægt eller løfter sig fra sædet. Bladet skal være vinkelret på køllinjen.
2) Bladet føres i en blød bue til kanoens agter, så den former en kvart cirkel og bladet slutter parallelt med køllinjen. Derved skubbes vand ind under kanoen og agter bevæger sig mod paddelsiden.
3) Taget slutter, når bladet er helt inde ved kanoens agter. Taget har mere effekt jo længere tilbage padlen kommer, så det er vigtigt ikke at slutte for tidligt.

Forpadlerens fejetag

Forpadlerens fejetag bruges til at svinge stævnen af kanoen væk fra siden, padlen er i.

1) Padlen rækkes frem og sættes i ud for stævnen, sådan at bladet er parallelt med køllinjen. Den øverste hånd skal starte ud for brystet i modsatte side end padlen og tommelfingeren skal vende opad.
2) Bladet føres i en blød bue ud og væk fra kanoen, så bevægelsen former en kvart cirkel. Derved skubbes vandet væk fra stævnen og den bevæger sig derfor væk fra paddelsiden. Taget har mest effekt længst fremme i stævnen, så det er vigtigt, at man starter langt fremme.
3) Taget slutter, når bladet er ud for hoften og vinkelret på køllinjen.

Forpadlerens træk til stævn

Træk til stævn bruges til at svinge stævnen mod siden, padlen er i.

1) Padlen rækkes frem og sættes i ud for stævnen, sådan at bladet er parallelt med køllinjen. Her skal den øverste hånd hvile foran skulderen i paddelsiden med tommelfingeren vendt nedad. Jo længere ude fra stævnen bladet sættes i, jo kraftigere vil kanoen dreje.
2) Bladet føres vinkelret ind mod stævnen, sådan at der skubbes vand ind under stævnen og den derved bevæger sig mod paddelsiden.
3) Taget slutter, når bladet er inde ved stævnen.

faa en god kanotur

Disse fire styretag er kun et lille udsnit af de mange tag, der findes inden for kanosejlads, men der skal ikke mere til for, at man kan styre kanoen derhen, man gerne vil, og forhåbentligt slipper for frustrationen over at zigzagge hele turen igennem.

God fornøjelse med din næste kanotur!

Læs også