Kajak på Østersøen
10 timer tog turen over med pagajerne denne dag, hvor Østersøen viste sig fra sin bedre side det meste af vejen. De sidste 10-15 km blæste det op fra vest og måtte vi arbejde for alvor i høj sø.
Et år inklusive 2 vintre har forberedelsen strukket sig ud over, da vi ikke kom af sted som planlagt sommer 2012. De oprindelige 3 uger vi havde afsat til at finde en dag, blev til 3 måneder grundet ustabilt og uforudsigeligt vejr. Vi måtte udsætte turen til 2013.
I år satsede vi på en enkel weekend: Stor Bededags weekenden. Heldet var med os i år, lørdagen så godt ud. NU skulle det bare være og det blev til en skøn dag på vandet. Der var et eventyrligt lys over vandet og flot med sol, som fik Klinten til at lyse op, så vi stadig kunne se den 20 km fra Møn. Temperaturen lå omkring 6-8 grader, vinden op til omkring 5 m/s fra nord/vest om formiddagen, op til 8-11 m/s fra vest over middag.
Vores største frygt var sejlrenden midtvejs. 2 km bred, med stortrafik i begge retninger på tværs af vores rute. Der er travlt sådan en lørdagmiddag. Følgebåden sejlede tæt langs med os og informerede de store skibe om vores tilstedeværelse. Vi satte fuld fart på og slap forholdsvist ”nemt” igennem det løbende bånd af storskibe uden ende.
Efter sejlrenden sigtede vi efter vindmølleparken, beliggende ca 25 km nord for Tysklands kyst. Ca 5 km før vindmøllerne tog bølgerne til. Vi holdt en længere pause her, for så at knokle på de sidste 20 km. Det blæste op fra vest og bølgerne viste tænder på den anden side af vindmølleparken. Kajakkerne tog dem dog pænt, selv om bølgerne kom sidelæns ind på os. Det blev koldt i nakken og på fingrene, så vi måtte pakke os godt ind og arbejde hård for at holde varmen.
Så ”tæt” på kysten, ville vi holde os under de 10 timer, som Marlon fra start har sagt de 60 km skulle kunne klares på. Og det gjorde vi, men vi var trætte. Det mærkede vi først da vi skulle bære kajakkerne fra stranden og over vejen til Camping am Freesenbruch til opbevaring. Vi kunne næppe bære kajakkerne de sølle 250 meter. Vi vendte hjem med følgebåden efter turen. Blæsten holdt ved, så hjemturen i følgebåden blev en barsk tur på 3 timer. Kl 20.00 var vi tilbage i Klintholm havn, 14 timer efter afgang.
Både Carsten og jeg havde lidt af en uvirklig og tom fornemmelse ved ankomst på Dansk jord igen. Det havde gået alt for stærkt. Både den lange forberedelsestid og koncentrationen/spændingen hele vejen over Østersøen, gjorde at vi først realiserede og kunne nyde selve turen et par dage efter hjemkomst.
Det har været en mega oplevelse over al forventning og vi vil gerne takke alle dem som har været med til at realisere turen over Østersøen i kajak, for så vidt vi ved, for første gang roet fra Danmark til Tyskland for at fejre og takke for friheden på dette farvand.