Ligesom i “gamle dage”, da jeg kom ud af gymnasiet og bare ville ud at stå på ski, længtes jeg umådeligt efter at lege i den friske luft igen. Ingen kæreste, ingen lejlighed, ingen hund, intet karriereræs, ingen terrortrusler, ingen Emil-Stabil eller Guldreng i radioen, ingen “normalbilleder” af tilværelsen... I løbet af tre måneder fik jeg indfriet mine forventninger på alle hylder. Mit sind havde kogt i endorfiner, som verdensklasse-sneforholdene satte bål under. En simpel tilværelse med natur og høj puls, hvor jeg blot skulle jeg tjene penge til dagen og vejen. En simpel tilværelse. Den tanke blev hængende i mit hoved i lang tid, og dagen før jeg skulle rejse hjem, udskød jeg min returbillet. Det føltes mere rigtigt end at rejse tilbage til dagligdagen derhjemme.

Nu sidder jeg i bedste stil og romantiserer en fortælling om, hvordan Japan har givet mig et nyt syn på tingene. Hvordan jeg har måttet åbne mine øjne for, at tingene kan gøres anderledes og stadig fungere. Hvordan jeg har givet efter for eventyrlysten og forladt et liv på vej mod volvo, villa og vovse-syndrom.. Den helt klassiske ud-og-hjem-igen-fortælling om identitetsdannelse, én-på-opleveren og import af kønssygdomme eller en og anden helt særlig thé. Den moderne dannelsesrejse kunne jeg da også bruge lang tid på, men det, jeg gerne vil med denne artikel, er noget andet. Det er noget, som du der læser og bruger outsite.org sikkert er rørende enig i. Det er noget, som jeg vidste i forvejen, men som jeg ikke vidste, havde så stor betydning for mig. Det er påskønnelse af naturen.

Meget bevidst beder jeg dig kigge på billedet herover af Mount Fuji. Den perfekte vulkan-form, som Mt Fuji er udgjort af, er noget, som ligger dybt i alle japaneres bevidsthed. Den går igen i haver, religion, lyrik og alskens kunst. Oprindeligt er bjergbestigning ikke en sport i Japan og den japanske befolkning har ikke leget i bjergene på samme måde, som europæere har. De har ikke haft køer gående at græsse. Bjergene i Japan er enormt besværlige at bevæge sig i og bygge veje igennem. De består ikke på samme måde af lange dale, som man ser i Europa. Skovene på bjergsiderne er vanvittigt tætte. Hvor der ikke er træer, er der helt sikkert bambus. Ufremkommeligt! Men alt dette har munkene i sin tid alligevel trodset og skabt stier på bjergene med henblik på at udføre rituelle bestigninger for at vise guderne respekt ved små templer. Naturens kræfter er stærke i Japan. Med utallige jordskælv, tsunamier og tyfoner er landet ofte udsat for heftige katastrofer. Mon der kunne være en sammenhæng mellem dette, og hvordan religionen har udviklet sig? Det er et stort miks af buddhisme, shinto og kristendom med et hav af guder for beskyttelse af hvad som helst - alt har en sjæl, også et bjerg. Og et bjerg eller en klippe kan sagtens være helligt. Det er en helt anden påskønnelse af naturen.

Kajakken i vandskorpen og snøren i vandet
Min sommer i Japan tog afsæt fra et frivilligt job for et guesthouse på halvøen Izu. Her var livet hastighed virkelig sat ned. Helt fantastisk at opleve den gigantiske forskel fra Tokyo til Izu. Det frivillige arbejde købte mig tid, og i løbet af foråret mødte jeg Masashisan fra nabobyen. Han tilbød mig at bo i hans kontor og arbejde for ham over sommeren. Min mavefornemmelse summede af sommerfugle, da han gav mig en kanon udfordring: Lær sproget og arbejd på japansk manér. Det blev et ‘ja’ til Masashisan uden de store overvejelser. Således blev min sommer i bogstaveligste forstand sat i japanske tegn.

Masashisan blev min port ind i det ægte japanske liv. I hvert fald det ægte japanske “masashisanske”-liv. Næsten hver dag blev brugt i kajakken, og inden længe var jeg dygtig nok til at kunne tjene penge på det også. Over sommeren fik jeg selskab af en række andre guider, som hjalp os igennem den ekstremt tætpakkede højsæson. Japanerne har ikke så mange feriedage, så sommerferien er meget kompakt! Men kajakjobbet var godt. Jeg var træt om aftenen. Klar til at gå i seng. Og det er godt for mig at have en naturlig træthed. Ligesom i skilærerjobbet fik jeg brændt en masse energi af i løbet af dagen. Masser af frisk luft og solskin. Masser af grin, indtryk og mennesker.

Kajakken var i første omgang alt for let. Men stille og roligt som Masashisan udfordrede mig teknisk, blev jeg fanget af det. Umiddelbart før den japanske sommerferie indtraf, drog vi på en kajaktur på det japanske hav mellem Rusland og Hokkaido, som er den nordligste hovedø. Her vaktes min passion for alvor, og lige siden har jeg haft et helt andet syn på kajakken og dens muligheder. Desuden var det på denne tur, jeg mødte en anden kajakguide. Han tilbød mig at låne en kajak fra sin forretning på den sydligste hovedø. Jeg havde juletræer, stjerner, solskin og alt muligt andet i øjnene, da han listede den bemærkning ud i mørket hen over et bål.

Mine forældre har sået “naturfrø” i mit sind lige fra barnsben. Frøene spirede og voksede også fint med lystfiskeri, sejl- og campingliv, fange sommerfugle og spise madpakker i det fri, men i løbet af teenageårene tror jeg, de gik lidt i dvale. Urbant vildt liv i København med alt det, man ikke kunne få i Sønderjylland vandt popularitet og dominerede i lang tid. Om ikke andet rykkede jeg efter nogle år til provinsen, fik høns og køkkenhave og kørte mountainbike i Hedeland blot en kilometer fra min bopæl i Hedehusene. Hedeland fungerede som min ventil under min uddannelse, men her i Japan må jeg bare indrømme, at jeg kan gøre den ventil til en langt større del af mit liv. Inspirationen er hentet fra de mennesker jeg omgås her, som alle er drevet af en passion for “outdoorlivet”, hvad end det er fiskeri, surfing, mountainbiking, skiing, hiking, canoying, camping, river rafting etc..

Der var mange ting ved kajaklivet, som var interessante. Hele det japanske liv var en side for sig, men især et forhold, var interessant. Som regel er Japan meget restriktiv i forhold til… alt. Der er en formular i alle tilfælde, og instruktioner er altid rigtig lange, så du ved alt, inden kaster dig ud i noget. Men med kajaksporten og skiløbet var det anderledes. Det falder tilbage på, hvad jeg tidligere beskrev som, at japanere ikke har leget meget i bjergene. Sportsgrenene heraf er ikke etableret på samme måde som hjemme i Danmark, og således har jeg jo fx kunne arbejde som kajakguide uden at være certificeret. Jeg har intet imod den danske tilgang med DGI’s tilbud, EPP kurser osv. - men i mit tilfælde har det bare fungeret rigtig godt at lære det hen ad vejen. Jeg føler ikke, at det er raketvidenskab, hverken at padle kajak eller at bruge sin sunde fornuft til, hvornår det er klogt at padle ud eller lade være i forhold til bølger og vind. Strømforhold kræver lidt mere træning. Egenfærdigheder kan trænes og med en lærermester ved hånden fik jeg en en god fornemmelse for kajakken.

Hjemløs i to måneder
Nu har jeg stået på ski, mountainbiket, surfet, snorklet og padlet kajak siden januar. Og jeg elsker bare at være udenfor. Aldrig før i mit liv har jeg kunnet bruge så mange timer af mit liv udenfor. Det hjælper også lidt på det, når vejret er godt det meste af tiden. Det næste jeg vil, er at sætte min passion på prøve. Hvor meget kan jeg egentligt lide at være udenfor? Kajakguiden fra det sydlige Japan gav mig tilbuddet om at låne en kajak, og det følger jeg op på. To måneder har jeg planlagt at befinde mig i kajakken med telt og sovepose. Hans forretning befinder sig i Itoshima på den sydligste hoved ø, Kyushu. Herfra vil jeg padle ud. Herefter står det mig frit for, hvilken vej jeg vil padle. Mit mål er blot er komme hele vejen rundt om Kyushu, hvilket i store træk svarer til Danmark rundt. Der er kæmpe tidevandsforskelle, tyfoner og ingen makker at dele udfordringerne med. Den største udfordring i mit liv.

I løbet af min soloekspedition rundt om Kyushu har jeg dog en helt håndgribelig livline. Befolkningen. De fleste Japanere er uhyre hjælpsomme. Nu har jeg jo aldrig prøvet at være inde i hovedet på en japaner, men jeg har aldrig oplevet nogen her, som stiller sine egne behov før medmenneskets. Det gælder alle steder. Trafikken, trappen, døren, maden, skænkning af drikkelse og jeg kunne blive ved. Med mit nytilegnede basis japanske håber jeg at kunne rende ind i nogle lokale fiskere langs kysten, som måske kan hjælpe mig med vand og råd om strømforhold. Jeg håber, jeg kan virke som et medmenneske, og at de ikke er bange for mig.

Billedet herover har Masashisan taget, mens jeg er ved at gennemgå min pakkeplan for ham. Han har hjulpet mig med forberedelserne. Med sin egen 7500 kilometers ekspedition hele vejen rundt om Japan har han masser af erfaring at dele ud af, og jeg er enorm taknemmelig for, at han støtter mig. Han vil være min kontaktperson under min egen tur, hvis jeg skulle brække et ben eller andet selvfølgelig helt utænkeligt skrækscenarie (7-9-13).

Inden jeg besluttede at blive i Japan, havde jeg faktisk været i gang med at søge “drømmejobbet” i København. Det fik jeg afslag på, og det åbnede nogle andre døre for mig, som jeg ikke vidste fandtes. Hmm, et eller andet sted har det vel givet mig noget selvtillid i bagagen, nu hvor jeg har fået det hele til at løbe rundt og har kunnet beskæftige mig med noget, der gjorde mig glad. Deraf også incitamentet til at prøve mig selv af for alvor i det her outdoorelement. Jeg springer ud i det, og så må det bære eller briste. Jeg vil gøre mit absolut bedste for at gennemføre.

Min intention var at fortælle lidt om påskønnelse af naturen. Temmeligt bredt emne. Det er gledet lidt over i passion for outdoorlivet, og heraf vil jeg blot sige, at det for mig er to sider af samme sag. Der er ikke en dag i kajakken, hvor jeg ikke har tid til bare at sidde og glo ud over vandet og håbe på at se en haj, delfin eller havskildpadde. Eller i skiliften sidde og spotte dyrespor i sneen. Eller på cyklen da jeg kørte post i Danmark få øje på en fugl og glemme, at det er blevet grønt lys. Eller i militæret når vi var i skoven, ligge og stirre mig blind på en hjort der græssede lidt længere væk.. Sådan er jeg bare. Jeg elsker alle indtrykkene, roen og det instinkt, det vækker i mig. Jeg er stensikker på, at stress bliver den nye livstilssygdom, som vi kun har set toppen af isbjerget af. Alle forskere er enige om, at naturen har nogle kræfter, som får noget frem i os, der er det modsatte af stress. Noget som får os ned på jorden. Det er da en effekt, som er værd at påskønne.

Følg med til Kyushu

Min reinkarnation i Japans bølger og bjerge skal altså forstås på den måde, at jeg har fået genopfrisket nogle helt basale drifter. Udendørslivet, fiskeri, fridykning og snorkling, kulturelle- og sproglige udfordringer, singleliv, daglig portion adrenalin, campinglivet etc.. Det alt sammen har givet mig noget, som jeg ikke kan få andre steder end fra at rejse og være i naturen. Nu kan jeg over de næste 40 år implementere outdoorelementet i mit liv bedst muligt. Foreløbig skal jeg finde ude af, om jeg kan holde til at være på ekspedition alene. Jeg vil slutte dejlig klichefyldt med “at rejse er at leve”, for han har jo ret, ham H. C. Andersen - og ham kender japanerne også!

Rundt om Kyushu deler jeg undervejs blod, sved og tårer på min blog og facebookside. Du skal være velkommen til at følge med. Kom gerne med fifs, tips, tricks og fede fiduser!

www.okaykonnichiwa.blogspot.jp
www.facebook.com/kayakingkyushu

Sommer-konkurrence

Denne artikel er en del af vores sommerkonkurrence. Send os din turbeskrivelse og billeder, så deltager du i konkurrencen om spændende præmier!

1. Præmie: Biolite CampStove 2
2. Præmie: Exped SynMat Hyperlite M
3. Præmie: Rygsæk fra Nordisk

Konkurrencen er slut! Vinderen udtrækkes snart.