Marjatta Bålshelter
I Præstø Fjord ligger der forskellige shelterpladser med bådsheltere. Jeg har besøgt Bådshelteret ved Marjatta et par gange. Vejen derhen er ikke så charmerede, hvis man kommer ad motorvejen, men man kan jo gøre en tur ud af det, og køre fra et par frakørsler før.
Strandvejen hvor shelteret også ligger ved, er dog ret flot.
Shelterpladsen
Fra Strandvejen går der en lille sti ned til bådshelteret, og det er ikke svært at finde. Der er ikke mange faciliteter men det behøver du heller ikke her; Udsigten er flot og shelteret ligger lige ud til havet. Med egen strand og bålsted i forhaven.
Shelteret er en gammel og charmerende fiskerbåd, der er vendt på hovedet. Indvendigt er der lavet 4 sovepladser, to i hver ende. Der er hyggeligt indvendigt, men du skal nok tage en lille kost med, og feje for sand (og måske spindelvæv). Sand er ikke det bedste for liggeunderlag.
Selvom shelteret ligge lige ved Strandvejen kan man ikke se og knapt høre vejen.
Andre overnatningsmuligheder
Det er også tilladt at slå telte op på pladsen og der er plads til et par stykker eller fire. Der er meget begrænset med træer, så hængekøjen må du nok lade blive hjemme.
Andre Faciliteter
Der er kun et Shelter og en bålplads, men der kan hentes vand 100 meter mod Præstø, i det der hedder Gøngehuset. Der er også en Café som Marjatta driver. Se deres hjemmeside for åbningstider osv.
Sheltersæsonen
Der er et møj lækkert sommershelter. Du har din egen strand i forhaven og kan hurtigt hoppe i baljen.
Om vinteren er shelteret også fint da det er bygget, så der kun er en lille indgang, og du dermed er i læ, stort set ligegyldig hvor vinden kommer fra.
Jeg har aldrig oplevet at der har været nogen besøgende, men det kommer der. Shelteret kan ikke bookes så det er først til mølle.
Hvordan kommer man til bådshelteret
Med det offentlige: fra Køge station tager du bus 102A mod Præstø og står af ved Bredeshave Strand. Herfra er der ca. 1 km. til shelteret.
Med bil: tag frakørsel 38 Tappernøje og kør mod Tappernøje. Fortsæt ligeud hele vejen fra motorvejen, indtil du rammer vandet. Her skal du til venstre og snart på højere hånd kommer shelteret. Der er en parkeringsplads tæt på.
Adressen er:
Strandvejen 15,
4733 Tappernøje
Lokale tips
Shelteret ligger ret godt til oplevelser på Sydsjælland. Der er stort set lige langt til Stevns Klint og Møns Klint. Der er ikke langt til Næstved eller Vordingborg (gåsetårnet).
Præstø er en meget hyggelig by og bestemt et besøg værd.
Mere info
Link til shelteret: http://friluftsguiden.dk/?print_page_id=8196&target=print
Butik/Café Marjatta: https://marjatta.dk/om-marjatta/butik-pilti/kontakt-og-aabningstider/