Solvognen og området
Ikke så langt fra shelterpladsen bor jeg selv. Her i Odsherred er der masser af natur og et, i dansk standard, anderledes og bakket landskab, der bestemt er et besøg værd. Her er der åbnet nogle nye shelterpladser, der gør besøget lettere, og shelterpladser ligger rigtig godt.
Vi starter med den forholdsvis nye shelterplads ved Solvognens fundsted.

Hvis du kører hertil sydfra (København/Holbæk), så vil du på motortrafikvejen opleve nogle gode udsigtspunkter, man ellers ikke oplever i Danmark. Du kører gennem nogle store dale, op og ned, for til sidst at ende på et fladt stykke. Her kører du fra motortrafikvejen, og får den sidste udsigt, inden du drejer ad den lille og charmerende vej ned mod Solvognens fundsted.
Området er lidt mystisk og man kan forestille sig hvordan her har set ud, før området blev drænet og jorden dyrket. Et sumpområde efter bakkelandskabet, hvor det sikkert har været svært fremkommeligt, og med mosekonens bryg og anderledes dyreliv.
Sagt på en anden måde, så giver det mening at fortidens folk har ment, at området var lidt “helligt” og “mystisk”. Man har ofret i mosen, måske i dårlige tider, og en af ofringerne er Solvognen. Du kan måske besøge Solvognen på Nationalmuseet, og få historien om den. Herude på fundstedet, kan du også få meget mere historie.
Solvognens shelters
Historien kan du selv få, på veje over til shelterpladsen, for du skal igennem det spændende område, før du kommer derhen. Gør dig selv den tjeneste, at gå runden - evt. med appen, så du samtidig får den gode fortælling fra den elektroniske guide.
De 6 shelters ligger med fin afstand, så man i princippet kan være 6 gruppen, uden at forstyrre hinanden så meget. Du ligger også med åbningerne spredt, så man ikke kigger ind til de andre.
Shelterne er ikke så dybe, men de er brede nok til, at der nok kan ligge 4 ved siden af hinanden. Der kunne måske godt have været liiiidt mere dybde, men det går.
Andre overnatningsmuligheder
Jeg kan ikke læse mig frem til, om teltning er tilladt på pladsen, men der er lavet en køjeplads, hvor der kan hænge 3 køjer fra pæle. Ret godt tænkt! Der er som sådan ikke høje træer til flere køjer, så det er en sjov feature, at der er lavet plads til køjer. Det ser man ikke så mange steder.

Andre faciliteter
Der er et soldrevet muldtoilet, der er designet til at fjerne grim lugt. Det er en ret sjov opfindelse der, hvis den holder, gerne må installeres i alle andre muldtoiletter.
Der findes handicapvenlige shelter på pladsen. Kontakt Geopark Odsherred for mere info.

Sheltersæsonen
Der er desværre ikke bålpladser ved hvert shelter, men der er lavet en fælles bålplads. Du skal derfor være klar på lidt social hygge med andre. Vær også opmærksom på, at du selv skal medbringe brænde til pladsen (med mindre I er en gruppe. Så kan der laves en aftale med Geopark Odsherred - se link længere nede).
Derfor er shelterpladsen nok bedst i de varme måneder, da du ikke kan varme shelters op med bål.
Hvordan kommer man hertil
Der kører ingen bus ud til pladsen, så du skal gå en lidt længere rute, for at komme dertil. Med bil kører du fra ved afkørsel 225 Nykøbing (Sjælland), når du kommer af rute 21. Herfra kører du af Odsherredvej og drejer kort tid efter til venstre af Trundholm mosevej. For enden af vejen, efter et par sving, kommer du til parkeringspladsen. Herfra er der vel ca. 3-400 meter gennem Solvognens fundsted til shelterpladsen.
Find parkeringspladsen her: https://maps.app.goo.gl/fnYiLJPHNRD4F92s5
Mere info
Find mere info om shelterpladsen her: https://www.visitodsherred.dk/turist/planlaeg-din-tur/shelterplads-ved-solvognens-fundsted-gdk1151372
Her finder du også kontaktoplysninger osv.
For inspiration til området se: https://geoparkodsherred.dk/
Sommerland Sjælland ligger meget tæt på, så shelterpladsen kunne også bruges, til en hyggelig familieweekend med besøg her: https://sommerlandsj.dk/
Vandreturen Istidsruten går i øvrigt lige gennem pladsen, så det kunne også være en overnatningsmulighed: https://istidsruten.dk/
