Shelter på Møns Klint

Magiske Møn

Når man kommer bragende med 130 km/t af sydmotorvejen, er der ikke meget idyl. Men så snart man drejer fra motorvejen enten ved Farø eller via Mønsbroen, åbner det gamle Danmark sig. Det er ikke overdrevet at skrive, at barndomsminder om Tysklandsture i en gammel Simca eller overfyldte pensionistbusser med rygning tilladt sammen med mormor dukker op. Men mindet er at sammenligne med spændingen om at skulle til Jylland via Storebæltsfærgerne. Forventningen, eventyren og det fantastiske ved "hvad er der på den anden side?".

Før Mønsbroen er man allerede i stemningen. Selvom det travle liv lige skal slippe en, så man ikke bander over de forbandet mange byer, hvor man må ned på 50 km/t igen og igen og igen...
Når man ser broen til Møn i det fjerne, er man der allerede, men alligevel er der stadig langt til klinten, men pyt  med det. Du har nemlig en god tur foran dig.

moens klint

Har du god tid, så stop ind forbi Stege, der har sin helt egen charme. Ellers, så kig forbi Kaj Kok, der er en vejside-restaurant med meget hyggelig stemning og god betjening. Du skal prøve deres stegte flæst, og prøv så, om du kan finde toilettet (skiltet, der hjælper dig på vej, er ret sjovt).

Hvis du er gennemkørende, så er der efter Stege et væld af små byer, der er værd at beundre fra bilens vinduer. Der er utroligt mange gallerier og hyggelige småbutikker på vejen, men det skal også nævnes, at man kan mærke, at man er ved at nå til Danmarks ende. I hvert fald i denne ende af landet. Nogle huse ligner desværre Låsby-Svendsens kunstværker, men det er ganske få og forstyrre ikke oplevelsen.

Du kommer på et tidspunkt til et utroligt vue. Det fortæller dig, at du nu er kommet til den kuperede del af Møn. Herfra er det bare at læne sig tilbage i bilsædet og lade indtryk komme ind. Det hele kulminerer ved Møns Klint Resort (ganske fornuftigt alternativ, hvis du ønsker en campingplads i verdensklasse) og vejen ned til shelterpladsen og Møns Klint.

Møns Klint lejrplads 

Asfalten stopper, og du er nu på vej ned af en meget smuk skovvej. I skarpe sving og i et kuperet terræn ligner vejen noget fra vildmarken i Sydsverige. Det er en utrolig hyggelig vej - en af dem der aldrig må stoppe. Møns Klint Oplevelsescenter og selv klinten dukker nu op, men du skal lidt længere. På højre side kommer der snart en umarkeret parkeringsplads med plads til mange biler.

Lige overfor den gratis parkeringsplads er der en markeret sti, der tager dig hele vejen til Møns Klint lejrplads. Der er ca. 150-200 meter at gå.

shelter Møns Klint

Der er fire sheltere med plads til 4-5 personer i hver. Shelterne har en "bænk" ved indgangen, der er tilpas i højden, så man ikke dingler med benene. Shelterne er i fin stand. Foran hver shelter er der et lille bålsted med rist, der kan køre op og ned. Mellem hver shelter er der et borde/bænke sæt med plads til 6-8 personer. I midten af det hele er der et stort bålsted med bænke omkring, hvor alle kan mødes.

Møns Klint lejrplads (skulle den ikke hedde shelterplads? Man må ikke slå telt op på pladsen...) er generelt rigtig flot. Næsten for flot. Rundt om bålstederne er der lagt brosten i mønster, og man får fornemmelsen af en "flot friseret plads". Det ødelægger dog ikke oplevelsen - slet ikke. En af bord- og bænkesættene var dog løs i bordpladen, så husk lige at se efter før du sætter dig.

baalsted paa lejrplads

Jeg havde faktisk forventet at blive vækket af morgenfriske løbere, MTB'ere eller gæster på Møns Klint. Men der var helt stille. Ikke et øje kom forbi, og det undrer mig lidt, men det er selvfølgelig rart med en stille plads. Og det er her - stille. Nærmeste civilisation er vel campingpladsen, og der er langt. 

Det gør, at man om natten kan høre "klinten synge". Man kunne høre lidt rumlen i løbet af natten. Det lød som sten/klumber af ler/kridt, der faldt ned her og der men ikke et decideret skred. Det var hyggeligt og mindede en om, hvor man var.

Andre faciliteter

På artiklens hovedbillede kan man ane en sti øverst i midten af billedet. Denne sti er en ridesti, men også stien til toilettet. Det er et muldtoilet og igen i fin stand.

shelter med toilet

Der er også en vandhane (meget kraftig stråle!) og Naturstyrelsen har efterladt en dunk som man kan bruge til at slukke bålet om aftenen/når man forlader pladsen. Der er masser af koste til at feje shelterne og andre redskaber.

vand paa shelterplads

Der er ikke økse/sav, så tag den slags med. Vil du være helt sikker, skal du også tage brænde med.

Sheltersæsonen

Jeg troede ikke, at shelteret var ledigt. I denne weekend samles 200 vandrere for at åbne Camønoen. Men der var ikke et øje, så vi var heldige. Pladsen kan bookes, og det vil jeg anbefale alle at gøre. Vær opmærksom på, at man i sommermånederne kan booke pladsen for 3 sammenhængende dage og uden for sæson 6 dage. 

shelterplads paa moens klint

Shelteren var booket. Både fra torsdag til fredag og fredag til lørdag (af to forskellige grupper). Der var dog ingen tegn på, at der havde været nogle før os og der var ingen der kom (Der skulle have været henholdsvis 22 og 25 personer iflg. bookningen). Det er for surt! Surt for dem, der gerne ville have benyttet shelterne, men ikke kunne fordi det var booket af nogle, der ikke tog sig tid til at afbooke. Det er desværre en tendens, og jeg vil opfordre Natyrstyrelsen til at kigge på reglerne igen. Må jeg foreslå, at man højst kan booke 2-3 måneder frem i tiden. På denne måde tilgodeser man både den "spontane" brug og giver tid nok til mere organiserede grupper. På den nuværende måde virker det som om, at vedkommende glemmer bookningen (men man får dog mails fra Naturstyrelsen).

camoenoen

Shelters er til for os alle - ikke bare grupper, der booker i flæng.

Om sommeren vil her være run på. Shelteret ligger utroligt godt! Men vi skal ikke langt ind i efteråret før her vil være masser af plads til næste forår. Men husk alligevel at book.

Hvordan kommer man til Møns Klint lejrplads?

I bil: Den hurtigste vej er at tage Sydmotorvejen og køre af på frakørsel 41. Herefter følger du rute 59 og 287 til du rammer parkeringspladsen efter GeoCenter Møns Klint. 
Alternativ: Tag frakørsel 42 (Farø) og følg rute 287 til lejrpladsen.

Med Bus/Tog: Tag regionaltoget til Vordingborg St. Herfra bus 660R mod Stege. I Stege skifter du til 678 der stopper ved GeoCenter Møns Klint.

Mere Info

Link til lejrpladsen: http://udinaturen.dk/facilitet/M%C3%B8ns-Klint-lejrplads/1134

Book shelter: http://booking.naturstyrelsen.dk/Home/Kort/?dialog=1&udinaturenID=1134

GeoCenter Møns Klint: http://www.moensklint.dk/

VisitMønsKlint: http://front.visitmoensklint.dk/

Camønoen: http://camoenoen.dk/

Flere sheltere: https://www.outsite.org/friluftsliv/overnat-i-shelter-i-danmark-og-sverige

Chefredaktør
Jeg er passioneret vandrer og grejnørd. Jeg skriver om vandring og friluftsliv, med mine egne ord og egne øjne. Jeg er til nordisk friluftsliv og elsker at vandre i Danmark, på Skåneleden og i fjeldene i Lapland.