Bogø fyr shelter

Fejø, Bogø og fyret

Vi er igen sydpå. Vi kommer igen drønende med 130 km/t. ad sydmotorvejen og mærker ferien starter, når vi ser Vordingborg senderen der er 300-noget meter. Nu er vi der snart. Vi skal dog ikke hele vejen over Farøbroen, men drejer fra på halvvejen og må undværre hængebroen. Der er dog ikke langt til fyret herfra og hvis du ved hvor det ligger, kan du faktisk spotte det fra broen.

Kør ikke efter adressen i shelter-app'en! Denne er meget misvisende og vil sende dig langt væk fra Bogø fyr. Jeg fangede heldigvis fejlen da jeg indtastede adressen på GPS'en, da det ikke er ud til havet og man må vel forvente at et fyr ligger netop der. Den rigtige adresse er: Vesternæsvej 7.

Vi drejer ned af en lille vej, der bliver til grusvej. Der er godt skiltet til Bogø fyr helt ude fra hovedvejen, men man skal være opmærksom på at man ved nr. 7 skal dreje til venstre og følge traktorsporet helt ned til vandet.

bogoe fyr

Bogø Fyr

Man kan, hvis man er medlem af Bogø fyrs venner, booke 2 sammenhængende overnatninger og så har man samtidig førsteret på førstesalen. Det koster ikke ret meget at blive medlem, så hvis man virkelig vil have den fulde oplevelse, så synes jeg da at man skal støtte projektet, der er drevet af frivillige og ildsjæle. Besøg deres Facebookside her... for flere informationer om medlemskab.

Vi køre af traktorsporet og vi glæder os til det først vu over fyret. På beggesider af den smalle vej, går der kvæg og græsser og vejret er perfekt. Den bedste danske sommerdag, varmt, ikke fugtigt i vejret og det blæser ikke ret meget. Vi når ned til den lille havn og Bogø fyr står nu og troner stolt til højre. Vi kører bilen frem til fyret og hopper gurtigt ud, for hvordan mon det ser ud indvendigt? 

Vi kan vælge to døre: Til højre og til venstre.

Højre dør: Den lille sovekabine i stueetagen

Jeg bliver faktisk lidt skuffet, da vi åbner døren. Et lille smalt lokale, med en briks og gammel skummadras. Vinduet hjælper dog lidt på det, men umiddelbart er her kun plads til en person og det er da mere af nød end af fornøjelse at man ville sove her.

rum med 3 senge og madras

to rum med overnatning

hems bogoe fyr

Da jeg er trådt ind og vender mig mod døren, får jeg dog øje på stien til hemsen. Her er der plads til to og hemsen kan hurtigt gøres til en hyggekrog for 2 personer (hvis nu første sal er optaget). Døren til højre dør viser sig altså at gemme på overraskelser og det endte positivt.

Venstre dør: Bogø fyr 

Allerede når man åbner døren, kan man se at der venter en en stor oplevelse. Det er egenligt ikke fordi rummet er specielt romantisk: Havemøbler, grillhandske, infotavle og en meget stejl trappe er hvad der møder en. Historien om Bogø fyr og at man står midt i den, hjælper dog betydeligt og trappen lokker helt enormt meget, for hvad gemmer der sig ovenpå?

Vi skal dog lige gennemrode stueetagen, for her er også en donations-kiste (hvis man har lyst til at give et bidrag) og under trappen er der et camping WC gemt væk under forhæng.

shelter med toilet

Man kan nok ligge 1-2 personer i stueetagen hvis man er trængt på plads.

Et lille vindue ud mod havet overser man stort set, for nu er det opad! Ovenpå møder man et rum, der oser af muligheder. Ligefrem er der en sofagruppe, hvor man også kan ligge 2 personer. Men tager man bordet helt hen, kan man nok ligge 3-4 personer (alt efter personligt forhold og højde). Lige ved siden af sofagruppen, står der en nyere brændeovn og det betyder at du kan sidde lunt og godt, på selv den koldeste vinterdag. Du er altså ikke begrænset af sæsonnerne eller vejret her på Bogø. Du kan besøge stedet hele året rundt.

shelter med kakkelovn

I vindueskarmen mod syd, finder du stearinlys, lighter og gæstebog og lige til højre for vinduet er der en sovebriks mere. Der er også en "fodskammel" af træ og et maleri på vægen over trappen. Der er en låge for trappen og det er rigtig godt. For det første er den utrolig stejl (se billede længere nede i artiklen) og for det andet er det rart når man har børn med, så man kan sove trygt, uden bekymringen om om de styrter ned.

1 sal paa bogoe fyr

Det bedste af det hele er dog vinduet og udsigten mod vest! Her er vandet, bundpælene, fuglene, Farøbroen og Storstrømsbron i en perfekt oplining og den udsigt bliver man ikke træt af.

solnedgang

Jeg kan ikke vente med at sidde og nyde solnedgangen over Storstrøm.

Andre overnatningsmuligheder

Der er en stor græsplæne fra havnen og hele vejen op til fyret. Her er man velkommen til at telte og der er ca. plads til 30 3-personers telt, så der er rigelig med plads. På stranden, nedenfor fyret, kan man, som i resten af Danmark, selvfølgelig overnatte under tarp (meget primitivt).

sheltertur med familien

Der er ingen træer, så lige her er der ikke mulighed for hængekøje.

Andre faciliteter

Bogø Fyr er perfekt hvis man kommer i kano eller kajak. Der er rigtig gode muligheder fra at komme op af vandet og gode pladser til kanoerne/kajakkerne på stranden. Der er to bålpladser. Det ene ligger lige udenfor fyret, så det er oplagt til dem der overnatter her. Længere ned mod havnen er der en stor bålplads til teltene.

(Rettelserne skyldes at det IKKE er tilladt at telte på området. Overnatning må KUN ske i fyret!)

baalstedet bogoe fyr

Der er to borde/bænkesæt og på Vesternæsvej 7 er der en vandhane og her er det også muligt at købe brænde. Hvis ejeren (passioneret friluftsmenneske) eller dennes storebror er på adressen, så er det også muligt at få en god sludder. Jeg stødte ind i storebroderen, men havde desværre alt for lidt tid, til en snak der kunne have været meget hyggeligere end den ellers var.

Jeg blev budt på kold cola samt den mest fantastiske figenfrugt, fra eget figentræ. Jeg fik historien om det fantastiske sted og den er ligeså fantastisk. Brødrene ledte efter et sted og fandt huset, samt grunden med fyret og skandsen. I stedet for at beholde det hele for sig selv, åbnede de muligheden for os alle, ved at søge midler til at genskabe fyret. Det er prisværdigt og endnu en grund til at behandle stedet med respekt og forlade det pænere end da man ankom. 

faciliteter bogoe fyr

Sæsonen

Bogø fyr er meget populært. Regn ikke med at førstesalen er ledig og husk at hvis der kommer nogle af "Bogø fyrs venner", så har de ret til førstesalen. Da vi var der ankom der faktisk nogle unge mennesker der havde booket fyret (dog først til dagen efter), men de slog et telt op, så vi kunne blive (kl. var også 22:30). Før vi stod op ankom der også to unge tyskere, der ville telte og se attraktionerne på Sydhavsøerne.

Da der er brændeovn på første sal, er der gode muligheder for at benytte fyret året rundt. Det bliver iflg. ejeren også brugt året rundt, så selvom det er i ydersæsonerne, skal du stadig ikke søle dig sikker på at have det for dig selv.

bogoe fyrs venner

Hvordan kommer man hertil

I bil: Tag frakørsel 42 Farø og kør over dæmningen til Bogø. På vejen oplever du nok Kitesurfere, der er et flot syn. Anden vej på højre hånd og så helt ned forbi Vesternæsvej 7 og ud til vandet og du er her.

Med det offentlige: Fra Københavns Hovedbanegård tager det 2 timer og 20 minutter. Tag toget mod Nykøbing F. og stå af på Vordingborg st. og tag bus 664 mod Stege. Stå af på Vesterskovvej og herfra er der ca. 1,9 km. til fyret. De unge der først ankom sent, var desværre gået efter den forkerte adresse og havde brugt 5 timer på rejsen (de var også uheldige med en bus).

Mere info

Bogø fyrs hjemmeside: http://www.bricksite.com/bogoefyr

Bogø fyrs venner på Facebook: https://www.facebook.com/Bog%C3%B8-Fyrs-Venner-177279322386172

Fyret er perfek til andre attraktioner på Sydhavsøerne, der trods det grimme stempel "udkantsdanmark" bestemt er et besøg værd. Folk er MEGET venlige og servicemindet - noget andre kunne lærer meget af!

trappe i fyr

Visit Sydsjælland og Møn: http://www.visitsydsjaelland-moen.dk/sydkystdanmark-ferie-paa-sydsjaelland-og-moen

Visit Lolland-Falster: http://www.visitlolland-falster.dk/velkommen_lolland-falster

Møns Klint skal selvfølgelig opleves: http://www.moensklint.dk/

Vandre Camønoen og brug Bogø fyr som overnatning på din vej: http://camoenoen.dk/

Stege byhttp://www.visitdenmark.dk/da/sydsjaelland/kultur/stege

Nykøbing Falster: http://www.visitlolland-falster.dk/nykoebingfalster

Maribo er også charmerende: http://www.visitlolland-falster.dk/maribo

Knuthenborg Safaripark er alle pengene værd: http://www.knuthenborg.dk/

Kaj Kok er et lokalt tip, som man kan stoppe forbi på vejen fra Møns Klint. De serverer en god gang stegt flæsk: http://www.kaj-kok.dk/

Alle husket alle glemt - der er sikkert mere du kan se på disse kanter, men det korte af det lange er at din lokation lige i midten af det hele, er en perfekt perle hvor du kan nyde dit ohold til fulde.

Chefredaktør
Jeg er passioneret vandrer og grejnørd. Jeg skriver om vandring og friluftsliv, med mine egne ord og egne øjne. Jeg er til nordisk friluftsliv og elsker at vandre i Danmark, på Skåneleden og i fjeldene i Lapland.