Givskud shelterplads på Hærvejen

På Hærvejens vandreetape 16 ligger Givskud shelter. Shelterpladsen har et 10 m2 shelter samt en masse faciliteter. Du kan også overnatte i telt, tarp og hængekøje, og så ligger overnatningspladsen i midten af rigtig mange oplevelsesmuligheder.

shelter paa haervejen

Givskud og Hærvejen

Vi kommer nordfra på vandreetape 16 på Hærvejen, der går fra Nr. Snede til Givskud. Men lidt snilde kan man godt gøre ruten lidt mere spændende. Den officielle etape går langs lige skovvejen, men det til trods er du stadigvæk langt fra byer og biler.

Den sidste del af vejen fra Kollemorten til Givskud er ikke skide spændende, men i Kollemorten er der en købmand ved tanken med mulighed for indkøb. Er du heldig, er der kaffe på kanden, for dét kan man også få. Når man kommer til pladsen, har man hurtigt glemt det lange lige stykke.

Givskud shelterplads

Der er en lille indgang til Givskud shelterplads. Man kan måske komme til at gå forbi, men der er dog et lille skilt der peger ind til pladsen. Kommer man i bil, er der en parkeringsplads lige ved siden af pladsen.

givskud overnatningsplads

Herinde på pladsen er der fred og ro. Man er lukket inde af træer og krat til alle sider, så selvom det faktisk blæser ret meget, er vi i læ herinde. Umiddelbart er pladsen ret bar. Shelteren er presset ned i det nord-østlige hjørne med de fleste faciliteter. Resten af pladsen er sand og græs, ret flad. Er man to, er her nok for åbent og stort. Er man som os flere, går det fint an.

Shelteret er nyt og flot, men af en eller anden grund, har man bygget det højt, hvilket ikke rigtig giver mening. Vinden kan suse ind og varmen forsvinder ud. Der er intet bålsted foran shelteren, så her kan man heller ikke få varmen. Der er plads til ca. 4 personer i shelteret.

Andre overnatningsmuligheder

Der er masser af plads til telte. Der kan nok stå 30-40 stykker 2-3 personerns telte og pladsen er ret flad, så det er let at finde en plads til teltet.

Vil du overnatte under tarp eller i hængekøje, så er der også mulighed for det. Mod øst er der stadig kun lidt krat og mod nord er der træer, men overvokser i skovbunden. Hele vestsiden er dog fin og her kan du finde spots til køje og tarp. Du ligger dog ud til en lille vej, hvor der ikke rigtig kommer biler. Jeg var dog så uheldig at nogle unge mennesker kom forbi om natten fra kl. 3 til kl. 4 og holdte i tomgang hele tiden.

Faciliteter

Der er alt, hvad en plads kan have, før det begynder at blive decideret camping. Muldtoilettet er af den fantastiske slags, der ikke lugter af andres efterladenskaber, så man kan sagtens sidde lige længere tid og nyde udelivet på tønden. På østsiden af shelteret er der brænde samt skraldespand og på vestsiden en infotavle og vandhane.

shelter med toilet paa haervejen

På selve overnatningspladsen er der et større bålsted men nogle stammer man kan sidde på samt et bord/bænkesæt og nogle træstubbe man også kan sidde på.

Sheltersæsonen 

Jeg vil mene, at shelterpladsen er til de varme 2 sæsoner. Da der ikke er bålsted foran shelteret, kan du ikke sidde og holde varmen i de kolde måneder. Det er både vigtigt og hyggeligt i den mørke vintertid. Pladsen er derimod velegnet til de varme måneder, hvor du kan lave mad og et lille hyggeligt bål (der ikke behøver at være varmegivende, men mere til hyggen).

baalplads

Shelteret kan bruges af alle, da der både går en vandrerute, cykelrute og en vej forbi. Shelteret kan bookes, men det kræver nærmest, at man kommer forbi og skriver sig i bogen eller finder nummeret til bookningen (beklager, jeg har glemt det).

Hvordan kommer man hertil

Til fods: Følg Hærvejen vandreetape 16 nordfra. Når du rammer den lille vej med en gravhøj på højrehånd, så er du der. Sydfra vil du have parkeringspladsen samt gravhøj på venstre hånd og pladsen på højre hånd.

På cykel: Følg Hærvejen cykeletape 10 nordfra. Når du rammer den lille vej med en gravhøj på højrehånd, så er du der. Sydfra vil du have parkeringspladsen samt gravhøj på venstre hånd og pladsen på højre hånd.

Bus/Tog: Der køre mange busser forbi stadionvej og herfra kan du gå nogle 100 meter til Hærvejen og shelterpladsen. Se Rejseplanen og planlæg din rejse.

i bil: Kør til Givskud og drej ad Stadionvej. Efter vejen slår et lille sving mod højre kommer du til et T-kryds hvor du skal til højre. Kort herefter er der en parkeringsplads lige til højre for shelterpladsen.

shelter med borde baenke

Mere info

Shelterpladsen på udinaturen.dk (meget begrænset info).

Vandre- og cykelkort over Hærvejen: http://kort.haervej.dk/index.php/da/

Rutebeskrivelse af vandreetape 16: http://www.haervej.dk/haervej/vandreetape-noerre-snede-givskud-ca-227-km

Rutebeskrivelse af cykeletape 10: http://www.haervej.dk/haervej/cykeletape-nr-snede-givskud-ca-186-km

Info fra og om Givskud: http://givskud.dk/

Givskud Zoo: https://www.givskudzoo.dk/

Oplevelser fra shelterpladsen

Det er jo oplagt med Givskud Zoo. Du kan også vandre sydpå og besøge facinerende Jelling og besøgscenteret, der bestemt er en dag værd. Man kan også besøge Øster Nykirke og Sgt. Peters kilden, der er Danmarks højestbeliggende kilde.

Chefredaktør
Jeg er passioneret vandrer og grejnørd. Jeg skriver om vandring og friluftsliv, med mine egne ord og egne øjne. Jeg er til nordisk friluftsliv og elsker at vandre i Danmark, på Skåneleden og i fjeldene i Lapland.