Shelterplads i Helvigstrup Skov - Bidstrup Skovene

 

Fra bilen anes Roskilde Fjord og man drejer fra ved afkørsel 15, Gevninge. Pulsen sænker sig langsomt, og tiden går over på ”sommerhustid”. Ugens travlhed lægger du her og fortsætter ad landevejen.

Lejre Kommune byder herefter på anderledes og kuperet landskab, hyggelige byer og flot natur.
Bidstrup Skovene dukker langsomt op efter Hvalsø, og vejene bliver mindre og mindre.
Fra Smidstrup drejes sydpå, og den sidste lille tur ad Lerbjergvej til parkeringspladsen for foden af skoven er meget hyggelig. Kør forsigtigt, for her er mange sving og bakker med begrænset udsyn. Resten af vejen hen til shelterpladsen, sker på gåben og tager højst 10 minutter fra P-pladsen.

Bidstrup Skovene er ejet af staten og Naturstyrelsen. Her er af uforklarlige årsager ikke fri teltning - ikke engang i en del af skoven.

Der er masser af muligheder for vandreture og oplevelser - Bl.a. Sjællands højeste punkt Gyldenløveshøj.

shelterplads med baalhytte

Shelterpladsen

Shelterpladsen i Helvigstrup Skov er meget stor og med udsigt over en lille sø. Her er i sæsonen mange spiselige planter. Nogle kan du endda nå fra bålhytten. Pladsen har to sheltere, der kan benyttes af to forskellige grupper uden at genere hinanden. De er nemlig ikke placeret lige op ad hinanden, så I kan hyggesnakke uden at forstyrre naboerne alt for meget.

Shelterpladsen er relativt ny, så den mangler stadig at vokse til, men her er allerede hyggeligt.

gynge fra trae

Bålstederne ligger som på alle andre pladser i Danmark desværre alt for langt væk fra shelteret. Dette betyder, at du ikke kan varme shelteret op, når det bliver koldt. Ikke engang, hvis du laver reflekterende bål. Det er dog ikke det store problem her, da I har bålhytten, og her er der god mulighed for at nyde varmen ved bålet. Ellers kan I måske bruge et bærbart bålsted. Hver shelter har plads til 4-5 personer, alt efter størrelse af liggeunderlag. 6-7 børn kan her nok ligge.

Billedet herover er historisk, for træet med gynger er fældet. 

Andre overnatningsmuligheder

Det er ikke tilladt at telte på shelterpladserne i Bidstrupskovene. Til gengæld er der 2-3 teltpladser, så er du til telt, så er der også muligheder for det (bare ikke på shelterpladserne).
Bidstrupskovene er så store, at det ikke er et problem.

Andre faciliteter

Pladsen har stort set alt, hvad hjertet begærer (og mere til).

Bålhytten: Rigtig flot og stor bålhytte med plads til max 20-25 siddende gæster. De 4 borde/bænkesæt står rundt om bålstedet i midten, og du vælger selv, om de skal være overdækket eller i fri luft. Det er lavet så smart, at du kan rykke frem og tilbage på bordene, selvom de sidder fast med en kæde.

Selve bålstedet er med rist og rigeligt til store grupper. Bålet er i hoftehøjde, så madlavning er en leg. Man kan opvarme soklen, så man også får lidt varme til fødderne.

shelter med toilet

Toilettet: Multtoilet i klassisk stil. Der er rigtig god udsigt over søen herfra.

Sheltersæsonen

Der er run på shelterne. Da vi besøgte pladsen, kom der flere grupper efter os. Vi kunne heldigvis hjælpe med at udpege de mange andre shelterpladser/teltpladser. Næste dag kom to damer tidligt,for at se, om de kunne ”reservere” shelterne til senere. De blev derfor siddende, til vi forlod stedet, så de var sikre på at have det til om aftenen, hvor resten af gruppen ville komme.

Sagt på en anden måde, så er her i højsæsonenen mange mennesker.

baalsted og udsigt

I forhold til andre skovgæster ligger shelterne forholdsvis uforstyrret. Fra bålhytten ser man andre skovgæster, både vandrere, cyklister og folk til hest. Det er super hyggeligt, for folk hilser på hinanden. I ydersæsonen er her knapt så mange, så her kan man godt satse på pladsen, hvis man vandrer/andet. Sørg selvfølgelig altid for en plan B og som nævnt, er der rigeligt med andre muligheder i skoven.

Hvordan kommer man hertil?

I bil: Den hurtigste vej er at tage Holbækmotorvejen og køre af på frakørsel 15. Herefter kører du mod Hvalsø og Smidstrup. Du kan parkerer små 10 minutter fra pladsen på Lerbjergvej.

Med Bus/Tog: Tag regionaltoget til Hvalsø. Herfra kan du følge Skjoldungestien sydpå. Den fører dig direkte til shelterpladsen.

Lokale tips

Bidstrupskovene er fyldt med oplevelser og historie. Fra gamle tørvemoser fra krigen, hvor du kan finde kødædende planter, til gamle spor af kongevejen. Bl.a. et ”hemmeligt” sted, hvor man kan finde spor af et ledvogterhus.
Her er også grævling, så hvis man står (meget) tidligt op, kan man måske se dem.

Skovene er i visse områder ”event-skov”. Du kan rende ind i store arrangeret løb og hver lørdag, skal man være vågen, da der kører hundeslæder (efter ATV/andet, da her jo ikke er meget sne). Dette er dog mest i skovens nordøstlige ende og generer ikke den nye shelterplads.

Sjællands højeste punkt, Gyldenløvehøj (125,5 moh) ligger tæt på shelterpladsen. Udsigten fra 'toppen' er begrænset af træer. Man fornemmer dog i det meste af skoven, at det er meget kuperet terræn (Danmark taget i betragtning).

En kold overraskelse

Hvis du vil overraske den eller dem, du er på tur med, kan du slå vejen forbi Kuskehuset. I sommersæsonen kan du invitere på is. 

oplevelser i bidstrup skovene

Avnsø i den nordøstlige del er en af Danmarks reneste søer. Her er der mange faciliteter til en skovtur med borde/bænkesæt, bålsteder osv. Her er også badefaciliteter, og der er spor af vinterbadning. Der er også fiskeri i Avnsø og andre søer i skoven (kræver fisketegn).

I det hele taget er skoven, der kun ligger 30 minutter fra København, virkelig anbefalelsesværdig. Skoven er ikke overrendt, og her er masser af plads. Du kan f.eks. finde en brochure og gå på oplevelse i de mange spændende tilbud.
Skjoldungestien går gennem skoven, og du kan selv forkorte eller forlænge stien, som du vil. Outsite har mange ture i området, og vi kan anbefale stien, der er en del af den rigtige Camino. Vi kan kalde denne del ”Cold Camino”.

Sidst, men ikke mindst, er Bidstrupskovene en del af den nye Nationalpark Skjoldungernes Land. Her kræver det nok et magasin at gøre opmærksom på tilbud, events og faciliteter.

Mere info

Naturstyrelsen
Bidstrupskovene brochure
Nationalpark Skjoldungernes Land
Gyldenløvehøj
VisitLejre

Flere shelters, klik her...

Chefredaktør
Jeg er passioneret vandrer og grejnørd. Jeg skriver om vandring og friluftsliv, med mine egne ord og egne øjne. Jeg er til nordisk friluftsliv og elsker at vandre i Danmark, på Skåneleden og i fjeldene i Lapland.