Shelterplads ved Roskilde Fjord
Skuldelev Strand shelterplads er lidt speciel for mig. Det var det første shelter nogensinde, jeg stiftede bekendtskab med (kan du huske dit?). Det er egentligt ikke et synderligt flot shelter (af rundtømmer og sådan), men det er et shelter, og det ligger ret godt placeret.
Når du nærmer dig shelterpladsen ved Skuldelev, kan du godt tvivle lidt på, om din GPS virkelig mener det alvorligt. Men så åbner fjorden sig op, og parkeringspladsen kommer på højre hånd hurtigere, end din GPS kan nå at sige “DREJ!”. Du fortsætter måske derfor ned mod havnen, men det er også et fint sted.
Shelterpladsen ved Roskilde Fjord
Der er 20 meter fra p-pladsen til Skuldelev Strand shelter. Du kan derfor slæbe rigeligt med, hvis du er i bil. Shelteret ligger lidt “skjult” i et krat og nogle træer, men det er bestemt ikke dårligt. Man kan derfor være lidt uforstyrret i shelteret.
Foran shelteren har du et lille bålsted. Det er måske ikke et officielt bålsted (på jorden), men det har været der i de mange år, jeg har kendt til stedet. Det er ret fedt, for så kan du også bruge shelteret i ydersæsonnerne, da bålet så kan varme shelteret op (noget man ellers kun kan i Sverige, hvor brandmyndighederne ser lidt anderledes på friluftslivet).
Shelterpladsen ligger i den nordlige ende af Nationalpark Skjoldungernes Land.
Andre overnatningmuligheder
Shelterpladsen er ret stor, og her er nok plads til ca. 20-30 telte. Da der ikke er mange træer, skal man nok være meget kreativ for at få en hængekøje op.
Andre faciliteter
Der er nærmest alt, hvad shelterhjertet begærer: Toilet og vand fndes ved havnen, borde/bænkesæt (3-4 stks) med tilhørende grill, p-plads, badebro, bålsted. Det eneste, der ikke er her, er brænde. Du kan derfor ikke sanke brænde på pladsen. Tag brænde med hjemmefra!
Sheltersæsonen
I sommersæsonen er her ret mange mennesker. Både udflugt til havnen, shelterpladsens grillsteder og badebroen. På en eller anden måde er det ikke så generende i shelteren, da det ligger lidt ugeneret. Jeg har bl.a. overnattet her en almindelig tirsdag om sommeren. Her var der 3 andre hold af mennesker, der overnattede.
I foråret og efteråret kan du være heldig at finde pladsen tom, og badebroen er fjernet. Der er derfor begrænset med mennesker, men der kan være sheltergæster.
Om vinteren er her ikke mange,men bålet kan varme både dig og shelteret. Det er derfor et godt vintershelter. Netop fordi shelteret vender mod øst, er du skånet for den kolde vestenvind.
Hvordan kommer man hertil
Der kører ingen busser hertil, så du skal enten gå hertil eller tage bilen, men da det ligger lige ud til Roskilde Fjord, er det også oplagt at ankomme i kajak eller i kano.
Lokale tips
I Skuldelev ligger der en Dagli’ Brugsen, så indkøb kan gøres der. Her ligger også et dukkemuseum. Hvis jeg ikke husker helt galt, ligger her faktisk også en afdeling af Summit To Eats fabrikker (ingen fabrikssalg - desværre ;).
Hornsherred er utroligt skønt fra nord til syd. Gør dig selv den tjeneste at køre forbi Kulhuse i nord, til Kirke Sonnerup i syd. Kuperet terræn, masser af natur og oplevelser langs fjordene, mange vandreruter og masser af overnatning i shelters og på lejrpladser. Den gode is køber du i Jægerspris, og så sender du Outsite en tanke, når du kører forbi Kirke Hyllinge (hvor vi har kontor - måske der er kaffe på kanden…).
Vi er også i den nordlige del af Nationalpark Skjoldungernes Land, der også rummer uendelige oplevelser.
Mere info og links
Nationalpark Skjoldungernes Land: https://nationalparkskjoldungernesland.dk/
Visit Frederikssund: https://www.visitfrederikssund.dk/
Visit Fjordlandet: https://www.visitfjordlandet.dk/
Fjordstien: http://friluftsguiden.dk/?group_ad=18116&action=trail®ion=1&kommune=Roskilde