Der er som sagt rigtig mange aspekter af denne sag, og stort set alle spørgsmålene kan jeg ikke svare på, før turen er undervejs, eller når jeg er kommet hjem.
Men jeg kan forberede kroppen og hovedet på, at der skal til at ske noget specielt.
Og hvordan gør man så dét?

Ja det er vel så individuelt, som noget kan være.
Det mentale kommer for mig helt af sig selv – sådan næsten da. Ved at have næsten 2½ år til planlægningen af turen vænner hovedet sig langsomt til tanken om turen. Jeg skriver tur-dagbog på min blogg, og på den måde kommer jeg af med alle de tanker og idéer, jeg har i hovedet. For mig er det vigtigt at komme af med det, så hovedet ikke bliver fyldt op med turen. Jeg tror dette er ret vigtigt – det er det i hvert fald for mig – da man ellers hurtigt vil blive mentalt træt af, kun at tænke på turen, uden at kunne koble af fra den.
Og bliver man træt af at tænke på turen, så tror jeg at det er en glidebane man er på vej ud på.
Pludselig gider man ikke rigtig mere, der bliver sløset med tingene, og forberedelserne bliver ikke gode nok.
Derfor har jeg besluttet ikke at tage så mange lange ture med overnatninger endnu. Det venter jeg med til senere på året. I stedet har jeg valgt at fokusere på kortere ture (10-15 km) uden selskab. Det gør jeg ikke for at være asocial, men udelukkende for at vænne mig til, at jeg ikke kan forvente, at der kommer nogen og deltager på turen.
Selvfølgelig vil jeg da helst have selskab på turen, og jeg håber da også, at der er mange, der vil kunne tænke sig, at gå en etape eller bare en del af den sammen med mig. Det ville da være fedt.

Efterhånden som turen kommer nærmere, og flere får kendskab til min blogg, så får jeg også lejligheden til at svare på mange spørgsmål omkring turen.
Der er fortsat over et år til tur start, og derfor er det fortsat familie, venner, arbejds kollegaer og FB bekendte, der spørger ind til turen, og jeg går næsten også ud fra, at de der fra udlandet kigger på bloggen, er dem der har klikket på et link fra Google. Men det er jo fint nok – bare de kigger med og måske får lyst til at tage en tur i naturen.

Jeg har sagt nej til at deltage i mange ting.
Det gør jeg ikke for at være asocial eller være en, der bare tænker på mig selv eller har nok i mig selv.
Dette gør jeg helt bevidst. Er jeg så underlig….dum måske??
For nogle er det fuldt muligt – og er der venner og bekendte, måske endda familie der føler det, så beder jeg oprigtig om undskyldning.
Jeg gør dette mest for min egen skyld, men lige så meget for jeres.
Under turen vil i måske høre fra mig en gang hver uge, nogle gange vil der endda gå 14 dage, så jeg synes dette er en stille og rolig måde, at vænne mig selv og jer til, at i ikke lige sådan skal forvente at høre fra mig hver dag.

Vejret er da helt klart også en faktor, der vil spille ind mentalt.
Nordisk vejr er så forudsigeligt, som noget kan være, og regn er desværre en del af det. Jeg kan jo ikke bare sådan uden videre gå indenfor. Nej det er bare at fortsætte. Og omkring Bergen i Norge, regner det ret ofte i efteråret.
Trist vejr er altså noget, jeg kommer til at stifte bekendtskab med rigtig mange gange, noget der vil få humøret til at dale.
Og her er det vigtigt, at være godt mentalt forberedt, så man ikke bare giver op, fordi det nu er 17 dag i træk, at det regner.

At man stoler på, at udstyret er tæt, er en vigtig del af det, at overleve mentalt. Ved man at udstyret holder, er det ikke noget problem at vandre i regnvejr….sige til sig selv ” Jeg skal bare lige derhen, der ser det ud til, at der er mulighed for at stå i tørvejr”. Så når man forbedrer udstyret og træner med det, kommer man til at føle sig vant til det, og ved hvad det kan holde til. Man føler sig tryg. Og at føle sig tryg ved udstyret, er også en del af den mentale forberedelse.

Ingen tvivl om at man på et eller andet tidspunkt, vil komme til at føle, at det hele bare er noget lort. Få lyst til bare at ringe efter en taxa, og køre til den nærmeste lufthavn, så man kan komme hjem.
Men det er sådanne tidspunkter, at man finder ud af, om hvor godt mentalt trænet, man har været.

Når tidspunkter som disse opstår, er det vigtig at tænke positivt. For mig virker det, at tænke på hvilke positive ting der venter forude, hvis jeg fortsætter.

En af de ting er en af grundene til, hvorfor jeg elsker at gå ture om morgenen.
Solopgangen…..

At sidde foran bålet eller Trangiaen, ta en kop kaffe, lukke øjnene og tænke: ”Kæft det bliver fedt at gå i dag ”…..
At gå i sol og skyfri himmel er jo ikke helt skidt. Og for mig er det ligegyldigt, om det er om vinteren. Jeg elsker en kold morgen med skyfri himmel og en 5-10 minusgrader.

Dette er to små ting – men to små vigtige ting. En sådan morgen kan redde rigtig mange dårlige dage.

Det mentale bliver helt klart den største udfordring.
Fysisk og konditions mæssig føler jeg mig helt ok – ikke helt på toppen endnu, men det kommer.
Men det mentale er, synes jeg, svært at træne på andre måder, end jeg har beskrevet ovenfor.

Det jeg måske kan frygte mest af alt er, at jeg mister kontakt med dele af min vennekreds. Men er de venner bliver de der vel også, når jeg er tilbage igen.
Familien er helt klart det, jeg tror, jeg vil savne mest af alt under turen. At vænne sig til at være væk fra dem i så lang tid er svært, men jeg er 100% sikker på, at jeg kommer mentalt styrket tilbage.

Mvh
Jesper

Vandretur fra Danmark til Italien	Vandretur fra Danmark til Spanien	Vandretur fra Skagen til Gedser