Jeg har fået gået nogle lange ture, som jeg forsøger at få i gang hver anden weekend (i ulige uger), og har i stedet for mange korte ture på 6-10 km lagt stilen om, så jeg i stedet tager lige så mange kortere løbeture. Det var meningen, at de korte gåture skulle gi’ mig en god basis kondition, men jeg følte ikke, at jeg konditions mæssig fik nok ud af dem, så jeg lagde dem om til løbeture, og det ser ud til, at have den ønskede effekt.
De lange gåture har i den grad været en succes. Både på oplevelses siden hvor jeg har set dele af Danmark, som jeg med garanti ikke ville have set uden, men specielt også på test-siden, hvor jeg har fundet mere ud af, hvordan kroppen reagerer under og efter de lange ture på 30-40 km.
Vabler
Under en tur på 8250 km, vil vabler uden tvivl være noget jeg ikke kommer udenom, men jeg kan forebygge, så de ikke opstår i større grad.
På en af mine lange ture, havde jeg ikke tapet fødderne ind før afgang, og det fortrød jeg i den grad, da jeg efter godt 39 km kom hjem igen. Resultatet var 2 store vabler, placeret nok så fint under hver hæl. Andre ture havde givet eksempler på vabler på trædepuderne samt akilleshælen.
Specielt de to store vabler på hælene gjorde ondt, men der kom også noget godt ud af det.
I dag begiver jeg mig ikke ud på de lange ture, uden at fødderne er tapet grundigt ind. To lange ture er det blevet til, hvor fødderne er tapet ind, inden jeg begav mig ud på turen, og resultatet har været en total mangel på vabler.
Det er så forskelligt fra person til person, hvor vabler på fødder forekommer. Det kommer an på føddernes udseende og opbygning samt ikke mindst, hvilken type fodtøj man bruger.
Den eneste måde der er til at finde ud af, hvor vabler på ens fødder kommer, er at gå lange ture i forskelligt fodtøj, uden at forebygge. På den måde lærer man – på en smertefuld men effektiv måde – hvor vablerne opstår. Og så er det ligefrem at forebygge før næste tur.
Der findes mange typer plastre. Tensoplast er en af de mere kendte som, så vidt jeg er informeret om, også bruges af det danske forsvar. Jeg blev anbefalet dette af min svoger, og det er som sagt meget effektivt.
Udstyr
Alt udstyret er nu på plads, så i de kommende måneder før turens start, skal tiden bruges på at optimere udstyret, hvis det selvsagt er nødvendigt – ingen grund til at sy de uldne underbukser om ;-)
Min vogn – eller ”Mule” i daglig tale (skal ha’ fundet på et bedre navn) – blev færdig sidste efterår, og den er derfor blevet testet grundigt i foråret. Her fandt jeg et par mangler, som skal udbedres i løbet af efteråret. Trækstængerne til vognen har jeg også haft med på nogle af turene, og jeg ved nu ikke helt om de skal med, da de kan være til ret så stort besvær, så denne beslutning skal tages her til vinter. Fordelen ved at have dem med er, at jeg kan gå hurtigere (ud af lige vej!!), hvis jeg trækker vognen. Bagdelen ved dem er så, at de sidder fast over trækket på vognen, og det tager noget tid at få dem af, hvis jeg skal bruge noget i vognen. Jeg kan selvfølgelig bare tage det, jeg skal bruge i løbet af dagen i rygsækken, men dér er der jo begrænset med plads, så……
Regntrækket til Mule havde jeg sidste år besluttet at sy af et gammelt telt, jeg havde liggende. Manglen på symaskine - og evner – gjorde at jeg i stedet valgte at se mod det regntræk, der fulgte med vognen. Det har vist sig at være ganske effektivt, men desværre så er elastikken på trækket alt for smal, så jeg har købt en dobbelt så bred elastik, som selv jeg magter at sy på regntrækket.
Det sidste der skal laves om på vognen, er imprægnering af det grå træk. Det er lavet af syntetisk materiale, og kan holde støvregn ude. I samarbejde med regntrækket kan det holde forholdsvis meget vand ude, men jeg kan godt li’ at være på den sikre side, så imprægnering er vejen frem. Nu skal jeg bare have fundet den rette imprægneringsvæske…….
Blog
Noget tid er der også gået med at få lavet en overskuelig blog/hjemmeside, som ligeledes er nem at vedligeholde undervejs.
Her er der mulighed for allerede nu, at se ruten jeg har valgt, og læse om nogle af de ture, jeg har været på.
Meningen med bloggen er at holde interesserede opdateret undervejs, fortælle om turen og de mange daglige oplevelser – positive som negative, vise mange af de billeder jeg tager undervejs, samt kigge lidt på videodagbøger.
Bloggen vil også fortælle om det indsamlingsprojekt, som jeg holder kørende undervejs. Aftalen med organisationen, som skal modtage pengene, der samles ind, blev først endelig for to uger siden, og vi har ikke helt fået alle de små detaljer på plads, så en detaljeret beskrivelse af projektet kommer først, når alle ting er blevet vendt og drejet.
Jeg kan dog sige så meget, at der samles ind til store vandtanke, der skal monteres ved nybyggede skoler i et meget fattigt slumkvarter i Kenya.
Men meget mere om dette, når detaljerne er på plads……
Bloggen kan i se på www.svopwalk.dk hvor I er velkomne til at komme med kommentarer til indlæggene.
I tillæg til bloggen har jeg lavet en Facebook gruppe, som vil blive opdateret lidt oftere med korte inputs, end bloggen vil. Den kan i finde under navnet ”From Nordkapp to the toe of Italy”. Bloggen vil blive opdateret med tekst, billeder og/eller video, når der er adgang til Wifi. FB gruppen bliver opdateret, når der sker noget spændende :-D
259 dage til start
Frem til starten skal tiden bruges til de sidste forbedringer på udstyret. Vognen skal pakkes om og om igen, indtil jeg finder den rette måde, som tingene skal ligge på. Men der er også mange private ting, der skal være styr på, inden jeg tager flyet til Honnigsvåg.
Bilen skal lejes ud - måske via GoMore, lejligheden skal siges op, møbler og andet happengut skal flyttes til opbevaringssted, jeg skal have fundet et passende sted hvor min 15 år gamle kat kan blive passet i et år (der er 5.000,- i ”løn”), så der er også mange private, ikke direkte relaterede ting, der skal på plads, inden jeg sætter mig på flyet.
Der skal ligges waypoint ind på den gps jeg har med, at det tager et stykke tid. Gps’en er måske ikke 100% nødvendig, men jeg har valgt at tage den med alligevel, velvidende at der findes et hav af apps til telefonen, som kan bruges, men disse kræver ret meget strøm fra telefonen. Gps’en derimod kører på genopladelige batterier, der holder et godt stykke tid, så at have begge løsninger med, tror jeg er vejen frem.
Ikke mindst skal der knokles videre på arbejde, så jeg kan få sparet så meget sammen til turen som muligt, så jeg er sikker på, at turen også kan gennemføres økonomisk forsvarligt. Mange ville måske vælge bare at tage af sted og så se, hvad der sker, men jeg er måske blevet lidt for voksen til bare at slippe 100% løs og skide (undskyld sproget ;-) det hele et stykke.
Fortsat rigtig god dag til jer alle sammen her på Outsite :-D
Mvh
Jesper
Husk! Har du spørgsmål til Jesper, planlægningen eller turen, så kan du stille dem herunder (kræver login).