Første gang i Lapland. Er en alenetur realistisk?

Det er helt i orden og godt også at få den vinkel ind. På FC gik folk i mindre grupper og nogle mere tæt end, hvad godt er. Afstanden har stor betydning for muligheden for at se op.

I det her tilfælde gik den tyske kvinde forrest, for jeg så det. Min makker gik bagest, nemlig 5 meter efter mig, og vi snakkede ikke. Men principielt er jeg enig

Det var bestemt ikke min mening at skræmme nogen fra at rejse ud og bruge Naturen (!), mener også jeg skrev til Martin, at solo-tur på befærdede stier ikke burde være et problem.
Men jeg er optaget af, at folk har et reflekteret forhold til det de laver i fjellet, og danner sig et billede af risikoprofilen for den tur de nu planlægger, og så afstemmer den med den risikoaccept de selv og deres nærmeste har.
Alt kan jo være potentielt farligt, men bliver det først for individet, når man eksponere sig for det. Men vil man undgå at eksponerer sig for uønsket høj risiko, ja så må man jo vide hvad der potentielt er farligt, hvad der potentielt kan skabe problemer. Hvis du ikke ved hvornår lagdelt vintersne er farlig, ja så er det jo vanskelig at holde god margin til lavineterræn uden at blive hjemme.
At negligere potentielt problematiske situationer og fare hjælper i hvert fald ingen, og bliver man skræmt af at blive oplyst om naturens ”bagside”, ja så er det måske bedre at man bliver hjemme (eller jeg burde jeg måske blive bedre til at formulere mig mindre skræmmende).

Naturen er for alle, men ikke alt natur er for alle…
Tur efter evne og tur med overskud – så kommer vi alle hjem igen.

Det kunne måske være rart, ja. Men så er det jo også sådan, at det ikke altid er dem med mest erfaring som har de bedste refleksioner… Nogen gange skal der frisk blod til at se potentialet eller manglen på samme

Men jeg har 20 års erfaring med at færdes på fjellet ”uden mor og far”. Jeg arbejder som professionel bjergguide eller fjellførar som vi siger her. Jeg er tilknyttet rødekors hjeplekorps i en specialenhed inden for redning og søg i teknisk terræn, samt Norske alpine redningsgrupper.

Jeg boede lige ved siden af Kolsåstoppen gennem det meste af min barndom, den er en lillebiltte gnalling udenfor Sandvika i Norge. Der var rigtig mange ulykker og den er ekstremt let af bestige. Det skal dog siges at de fleste af dem der kom til skade klatrede op ad forsiden, men helikopterturene dertil var mange.

Jeg så en der faldt ud over, da jeg var 7, heldigvis nedefra, og et stykke væk. Det har sat en naturlig respekt for fumleri nær kanter, men også for det at selv "lidt" natur er farlig natur når man er uopmærksom.

Jeg kom til skade for 1,5 måned siden ved at stå stille og lige dreje lidt i knæet, og knæk, så gik sideledbåndet i udu. Så nogle gange er man bare uheldig, andre gange har man et dumt øjeblik. Det sidste kræver erfaring, den lærer man bedst af en mester, så derfor har jeg ingen aleneture på programmet længe, selv om jeg er norsk født og opvokset.

Fjeldabe skrev: Det kunne måske være rart, ja. Men så er det jo også sådan, at det ikke altid er dem med mest erfaring som har de bedste refleksioner… Nogen gange skal der frisk blod til at se potentialet eller manglen på samme

Men jeg har 20 års erfaring med at færdes på fjellet ”uden mor og far”. Jeg arbejder som professionel bjergguide eller fjellførar som vi siger her. Jeg er tilknyttet rødekors hjeplekorps i en specialenhed inden for redning og søg i teknisk terræn, samt Norske alpine redningsgrupper.

Jeg synes også du lød så klog

Jeg tror nu hverken der er nogen som er ude på at skræmme eller fortælle at fjeldet er vildt farligt

Men der er en del med fjelderfaring, som udtrykker at forberedelse og omtanke er vigtigt. Det er ikke forskelligt fra hvad en backpacker, kan læse om at rejse i lande som Indien eller Bangladesh. Ligegyldigt hvilken rejse vi alle tager på, er der nogen forberedelser og foranstaltninger, vi skal tage, når vi er væk fra den vestlige civilisation, hvor mobilen virker, der er folk omkring os og vi kan løse de fleste mangler med kreditkortet

Jeg har selv vandret Kebnekaise fjeldene med min søn i nogen år. Det første år valgte jeg at vandre Abisko - Kebnekaise Fjeldst - Vakkotavare. Jeg var som sådan ikke selv nervøs over det, for jeg var forberedt og havde læst. Men det vigtige for mig var at min søn havde en tryg tur. og jeg vidste at det var mulighed for min søn kunne finde hjælp, hvis der skete mig noget.

Jeg har vandret i fjeldene i en del år nu, og bortset fra nogle hudafskrabninger og et par tilfælde af småhypotermi, har jeg aldrig kommet til skade i fjeldet. Men jeg er også den type, som hellere lige tænker mig om to gange, specielt fordi jeg altid har haft et ansvar for andre på fjeldtur. Vi har vandret ruter, hvor vi mødte mindre en end håndfuld mennesker på et døgn, det her jo ikke været farligt, men alligevel har jeg altid lært sønnike at være forberedt. Men jeg har også været certificeret førstehjælper i 6 år, uden nogensinde at have brug for det, jeg har jo ikke taget førstehjælp fordi jeg frygter noget, men fordi jeg kan lide at være forberedt

Vandrer man to sammen, så er der en ekstra sikkerhed i at den anden, ville kunne slå et telt op og hjælpe en i soveposen og hente hjælp. Hypotermi sætter hurtigt ind, hvis man er svedig og vejret pludselig bliver køligt, selv når man er uskadet. Hvis man kommer til skade under fysisk aktivitet i køligt eller fugtigt vejr, er det vigtigste at ikke blive nedkølet. Det er ikke et problem når man er to, men som alene vandrer kan det være det. En forberedelse kunne være en mands vand og vindtæt vindsæk i signalfarve, for at forberede sig mod dette aspekt, for man kan ikke regne med man kan slå et telt op med et brækket ben. Det er heller ikke nemt at hente vand, hvis man kommer til skade i et bjergpas og er alene.

Livet er farligt, og fjeldet er ikke farligere end at køre på sin cykel. Men nogen kører cykel med hovedet under armen og uden cykelhjelm. Andre kører med cykelhjelm og nogle tænker sig endda langt mere om i trafikken. Begge grupper kommer formentlig aldrig seriøs til skade på cyklen, men hvis de gør, har den grupper der tænker sig om haft bedre mulighed for at undgå det og bedre chancer for ikke at få seriøse hovedskader.