Overnatte alene

Hej

Første tråd. Ved ikke om kategorien er den rigtige. Jeg er så småt blevet mere og mere varm på friluftslivet. Det er blevet til vandring, shelterture, m.m.

Jeg er blevet mere og mere hooked på tanken om selv, at tage alene afsted, men tanken skræmmer mig også. Der er et eller andet angstprovokerende i, at skulle overnatte i naturen alene. Jeg ved ikke hvorfor... hvad gjorde I andre af tanker inden jeres første overnatning alene? Står jeg alene med denne følelse?

Nej, det er du ikke alene om. Jeg har slet ikke gjort det endnu. Har alt for god - og dramatisk forestillingsevne.

Hej Mule

Jeg forstår udmærket dine overvejelser omkring alene vandring, og det er nok svært at komme med et klart svar, når vi ikke kender hinanden.
Vi er en del herinde på sitet der vandrer alene i ny og næ, og der er selvfølgelig både fordele og ulemper ved alene vandring:

Fordele:
1. Du kan gå i dit eget tempo.
2. Du får en meget intens naturoplevelse.
3. Der er god tid til at stresse af, og reflektere over livet i al almindelighed.
4. Du lærer at hvile i dit eget selskab, og have en større tro på dig selv og dine evner, hvilket kan bruges positivt i mange sammenhænge.

Ulemper:
1. Vi mennesker er flokdyr, og der er ingen at tale med på en alene tur.
2. Hvis du kommer til skade, er du på egen hånd, hvilket kan være risikabelt, hvis du er langt fra andre mennesker.
3. Enkelte andre mennesker der opdager at du vandrer alene, vil opfatte dig som lidt af en særling; men jeg ved ikke om det er en fordel eller en ulempe:)

En berømt mand(jeg har glemt hvem), sagde engang:
"Hvis du ikke trives alene, må det være fordi selskabet er dårligt!"

Jeg kan kun anbefale dig at prøve det, fx en enkelt overnatning i klinteskoven på Møn, eller et andet sted, hvor du kan føle dig alene, uden rigtigt at være det alligevel. Du kan på forhånd fortælle andre hvor du har tænkt dig at overnatte, medbringe mobilos, og evt. en god bog.
Og husk, hvis du tænker dig om er det ikke spor farligt at være ude i naturen alene, selvom det måske godt kan føles sådan første gang.
God tur!

Selvfølgelig er du ikke alene med den følelse. Det er helt naturligt at føle sig sårbar når man er alene, især hvis man er et sted man ikke kender.
For mig hjalp følgende ting:
1. At jeg læste mig til at andre havde det lige sådan, også de mænd der er 2 meter høje og kan fælde et træ med de bare næver og slå en bjørn ned med deres ånde.
2. At erkende at det var noget der skræmte mig, at angsten primært i irrationel og ubegrundet, men det var vigtigt ikke at skamme sig over den (jf pkt 1)
3. At øve mig i trygge omgivelser. F.eks når jeg var på spejdertur med min gruppe, så lagde jeg mig til at sove udenfor, 50 meter fra hytten.
4. at fokusere aktivt på følelsen af at være tryg og veltilpas det sted jeg har valgt at overnatte.
Disse ting hjalp mig til at komme over tærsklen og tage afsted på min første solotur, som jeg har skrevet om her på siden. Da det kom til stykket var jeg ikke bange for at lægge mig til at sove. Jeg sov da nok ganske let, men det gør jeg altså også når jeg er alene hjemme i mit eget hus

Dette et noget mange nok kender igen og der er helt sikker nogen som ikke siger det, men det er nok få som bare har det afslappende.
Men som andre skriver så kan man bygge sig lidt op, særligt hvis du har godt tur kammerater så kan i jo aftale af sove i sammen skov/område.
Her oppe i norge har jeg god erfaring med at sende elever på solo døgn, og placere dem sådan at de enten kan hør hinanden eller sel skæret fra de fine bål. Som alle fyre.
Det med risiko for skader osv, kræer lidt mere tanke og fokus på det. Og det er uanset klog at tænke på.
Jeg håber på at du finde en god vej ud i naturen og så bygge på de gode øjeblikke og erkende at de skumle ikke er dem der før over vægten. _
Alt det bedste go vinde !

Hej Mule!
Jeg har haft og får stadig den tanke, når jeg vandrer alene. Og jeg tager stadig mig selv indimellem i at overreagere på de mindste lyde, når jeg lægger mig til at sove i mit telt. Men det har altid været ubegrundet, og med tiden er jeg også blevet bedre til at styre det. Uanset, i de tilfælde kan det måske være en ide at have en bog eller lignende til at lade dig abstrahere af.
Når det så er sagt, tænker jeg også, der kan være en tryghed i, at du har ladet andre kende din rute og tidsplan, og hvis det ikke er nok, eventuelt have nogle tidspunkter, hvor det er aftalt, at I ringer sammen. Det er ikke bare en god sikkerhed, hvis du skulle være ude for et uheld, men kan også give dig lidt ro på sådan rent mentalt.
Lige meget hvad, kan jeg kun anbefale dig at kaste dig ud i det. Der er så mange lækre oplevelser i at vandre alene.