Fra Padborg til Høruphav ad Gendarmstien

Fredag den 27.maj 2011

Vi er fem mand og en hund afsted her i sidste weekend af maj. Fjeldbumsen har snydt i forvejen og er allerede fredag formiddag draget afsted for at bese det hele lidt fra den anden side, altså den tyske, bl.a. Christian IVs gamle kobbermølle, der var én af de vægtigste danske industrivirksomheder, indtil det overgik til tyskerne i 1864. Fjeldbumsen mødes vi med lørdag. Bjergløven, Hilding og sønnen Casper er ankommet til Padborg fredag eftermiddag som planlagt og har gået de ca. 13 km til første overnatning i Kollund Østerskov. 
Et misset tog fra Vejle gør mig to timer forsinket, så det er for mit og hundens vedkommende ilmarch langs Kruså, over den og gennem byen med grænsekioskerne lige til højre for mig. Jeg har pr. sms fået bestilling på 3 kasser sodavand og 3 kasser øl, men synes egentligt, at jeg har fået pakket nok i forvejen, så den ekstra vægt fravælger jeg. 
Herefter ned gennem Kollund Skov og forbi Skomagerhuset, hvor der er en utraditionel grænseovergang, som ganske enkelt består af en almindelig træbro over Krusås udløb i fjorden. Det tiltagende mørke gør, at jeg går glip af en rigtig flot tur gennem resten af skoven, inden jeg når Kollund by, hvor jeg på kirkegården tanker vand til alle mand. Og så det sidste stykke af aftenens tur. Stadig i højt tempo, selvom det nu er blevet helt mørkt, og chancen for at slå telt op i dagslys er forpasset. Ved Rævebjerg i Kollund Østerskov møder jeg vandrefællerne i ly af mørket kl. 23. Det vil sige, at jeg møder Casper og Per, da Hilding er gået på hylden, og en liflig snorken lyder fra teltet. Heldigvis har Casper kaffen klar, og det er rart efter en lang dag, der også endte med at blive stresset efter arbejde! Men den slags lærer man af! F.eks. at slå telt op i mørke! Og det kan sagtens ses lørdag morgen, da vi vågner. Kommentarerne udebliver ikke… 

Lørdag den 28 maj 2011

Jeg vågner ved den umiskendelige lyd af en teltlynlås, der bliver lynet op. Tænker, at det er for tidligt og vender mig. Men så skramles der med gryder, og nu er hunden også vågnet og MEGET opsat på at komme ud af teltet. Inden han vælter hele hytten, er der kun én vej: op og ud og se den nye dag i øjnene. Det er en fin morgen herinde i skovens læ. Snakken går, morgenmaden fortæres, alle er forventningsfulde i forhold til dagens 21 km tur. For flere er turen nemlig også en test af, hvor de egentlig står formmæssigt. Så spørgsmålet er: kan benene bære? Kan fødderne klare det? Der er kun én måde at finde ud af det på, så kl. 9.10 letter vi anker. Vi er hurtigt ude af skoven og nede ved fjorden, som fra nu af bliver vores faste følgesvend på vores højre side. Herude ved kysten kan vi mærke vinden, der er ret kraftig. Himlen er truende, men der kommer ingen regn ud af den. Helt kystnært går vi forbi Sønderhav, Rønshoved, og ved Knudsmade mødes vi med Fjeldbumsen, der har ligget på en – ifølge ham – meget anbefalelsesværdig plads nord for Munkemølle. Rundt i Stranderød Bugt begynder røde og gule farver at blande sig mellem de øvrige sten på stranden. Det er tegl. Bl.a. her ved Brændstoft finder vi resterne af et af de utallige værker, der var baseret på en særlig slags finkornet ler, som blev aflejret mod slutningen af sidste istid. Historien om teglværkerne står altså på skuldrene af en endnu ældre historie! I dag er produktionen af tegl koncentreret på to store værker, hvoraf det ene ligger i Egernsund, men levnene fra teglværksproduktionen, bl.a. i form af gamle grubeovne og udskibningssteder, møder vi hele vejen rundt langs kysten til Iller Strand. Lerets kvalitet var som nævnt basen for de mange teglværker, men en væsentlig grund til, at der kunne ligge så mange økonomisk rentable teglværker i et så lille område var Københavns brand i 1728. Der skulle bruges mange sten til genopbygningen, og der er en stor sandsynlighed for, at især gule huse bygget i København i 1700-tallet var bygget med de såkaldte Flensborgsten herfra. Ved Iller Strand har man valgt at bevare Cathrinesminde Teglværk, der blev grundlagt i 1732 og var i drift til 1968, hvor der for sidste gang var ild i ovnene. Det restaurerede værk fungerer nu som museum, og udover udstillingen om tegl gennem tiderne, får man også et indblik i arbejds- og boligforholdene omkring værket. Selvom flere var trængende, måtte dasset i arbejderboligen dog ikke benyttes! På dette tidspunkt af dagen har det regnet et par timer efterhånden, men den stærke vind blæser stort set vandet af os. Vi var så heldige, at solen ligefrem brød frem netop, som vi satte os ned for at spise frokost. Dermed var der også basis for en god, lang frokostpause, hvor der blev fortæret og forbundet. Turens yngstemand, Casper, må sande, at det er hårdt for fødderne, og de bliver tapet op efter alle kunstens regler! Alligevel må han give op, da vi når Egernsund, hvor der er kort vej op til toget i Gråsten. Han har gjort det godt, fået testet sig selv og forlader os i højt humør! Turen ind gennem Egernsund, Rendbjerg og udkanten af Broager er ikke den mest spændende på ruten. Samtidig er vi ved at være slidte, så snakken er lidt forstummet, og vi ser alle frem til at komme i lejr ved Iller Strand, hvilket vi når kl. 17. Vi undres over den imødekommende venlighed, vi møder her igen. Ikke så meget pga. det vand, vi får ved et hus, men mere det, at manden lige vender forbi for at tjekke op på os og høre, at alt er okay. Og hvis vi har vabler, kan vi bare komme hen, for hans kone er sygeplejerske og har lappet mange vandreres fødder sammen gennem tiden, forsikrer han os. Netop som vi går i gang med aftensmaden er det slut med sjatregnen. Nu tager det til, så vi får hurtigt fodret af og finder ind i vores respektive telte. Med regnens trommen mod teltdugen bliver der luret lidt, læst noget og opdateret fra aftenens Champions League-finale. Vi er jo ikke i ødemarken, så mobilforbindelsen bliver udnyttet! Der skal mere end regn til at slå os ud af kurs, og midt i hyggen, der kører mellem teltene, lyder det pludseligt: ”det kan godt være, det regner, men er livet da ikke godt?”. Vi andre samtykker højlydt.

Søndag den 29 maj 2011

Søndag morgen er regnen holdt op. Så hunden lægger sig uden for teltet, og sammen holder vi for en tid øje med grænseoverløbere. Indtil de nye toldere er på plads, er det da det mindste , vi kan gøre, mener vi. Fjeldbumsen har lidt travlt i dag, da han skal nå rundt om resten af Broager, inden han kan sætte sig i bus og tog nordpå, så han damper af. Vi andre har ikke travlt, da vi har revideret anden halvdel af turen. Da den originale rute blev lagt, var det en betingelse, at vi skulle fra Sønderborg til middag mandag. Derfor havde vi lagt en meget lang tur på ca. 24 km søndag og en kort tur på ca. 5 km mandag. Siden har alle mand fået fri hele mandag, så nu bliver vi tre tilbageværende enige om fordele de knap 30 km ligeligt over turens to sidste dage. Så vi hygger i nogle timer i lejren. Snakken kører, mens flere kopper kaffe ryger ned. Hunden tager sig lige en lur mere, mens vi andre håber på, at teltene kan nå at blive lidt mere tørre inden afgang. Lige efter vi runder Brunsnæs, går vi bogstaveligt talt ind i en guldgrube! Vi synes dog, at vejnavnet – som er Guldgruben – lover lidt for meget i forhold til den samling huse, der ligger der, men overordnet for Gendarmstien som sådan er navnet meget betegnende! Det er en flot tur, hvilket gang på gang understreges af de flotte udsigter over Flensburg Fjord, de dejlige bøgeskove og det bølgende korn, der svajer i vinden på denne majdag.  Ved Gammelgab holder vi dagens første pause, hvor man fra bakketoppen virkelig kan falde i staver over udsigten. Havde det nu været fint solskin, var vi nok ikke kommet ret meget videre den dag! Igen bliver vi enige om, at selvom vejret ikke helt er med os og at det egentligt ikke rører os så meget, så er det naturligvis er en helt anden tur i solskin. Efter Skelde Vig og Skrækkehøj, der var hjemsted for vaskeægte pirater i 1200-tallet, kommer næste stop ved en gård, hvor den allestedsnærværende gæstfrihed igen titter frem: Claus var sådan set bare gået ind på gården for at bede om vand til os og høre, om vi måtte indtage vores frokost i læ bag gården. Straks kommer to børn myldrende ud for at se hunden, og de nærmest hiver os om i en længe, der er indrettet til den lokale jagtforenings gildesal. Her bliver vi bænket, mens de finder bestikkasse og helt bestemt mener, at vi skal lave kaffe på kaffemaskinen i stedet for at koge vand på Claus’ brænder… Børnenes begejstring vil ingen ende tage, især ikke da der dukker en plade chokolade op af Claus’ rygsæk. Imidlertid kommer moderen og tager børnene med kommentaren om, at vi nok gerne vil have lidt ro til vores frokost. Igen afløses asfalt og de åbne marker af bøgeskov, da vi når Kobbelskov, hvor vores plads for natten ligger. Det er en fantastisk beliggende plads, intet mindre! Lukket af skov på tre sider og åben ud mod fjorden, som den ligger lige på kanten af. Her æder vandet sig ind på kysten, så den smalle strand er fyldt af nedfaldne træer. Vi konstaterer, at der snart må trædes en ny sti, for i øjeblikket går den bogstaveligt talt lige på kanten! Aftenen igennem snakker vi med det tyske par, der i forvejen ligger på pladsen. De inkarnerer om noget, at man ikke har brug for en masse high-tech udstyr for at tage på tur. Teltet har kostet 20 EURO, og de varmer vand i en dåse over bålet. Selvom vi ikke hører hjemme i kategorien grejfreaks, så udgør deres setup immervæk alligevel noget af en kontrast til Helsport-telt, Optimus-brænder og titanium spork på 15 gr.! I aften har vi mere held med vejret, for først kl. 21 begynder det at regne for alvor. Men dér har vi for længst overstået forplejningen i form af god, hjemmetørret aftensmad og hyggen i form af bål, kaffe og en enkelt lille én. Så vi er helt klar til at gå hver til sit efter en kort tur på 13 km.

Mandag den 30 maj 2011

Der er den!! Solen!! Sådan da. Men regnen er helt væk her på sidstedagen, og solen bryder af og til igennem skydækket og oplyser de flotte klinter på Broagers østside. Fra campingpladsen ved Spar Es går det nemlig igen opad igennem det kuperede landskab ved Stensig, Brunbjerg og Gammelmark Klinter, hvor prøjserne havde tre kanonbatterier opstillet, så de kunne sende den ene ladning granater efter den anden over Vemmingbund til Dybbøl. Det var især danskernes venstre flanke, det gik over. Heroppe i det høje, hvor vi tydeligt kan se Dybbøl Mølle henover vandet, forstår vi virkelig den strategiske værdi af dette sted for tyskerne for snart 150 år siden. Netop derfor kan man godt undre sig over, at indsatsen for at sætte disse kanonstillinger ud af spillet ikke var større fra dansk side. Selvom man havde det flydende ”monster”, panserskibet Rolf Krake, liggende ude i bugten, turde man ikke gå for tæt på med det af frygt for, at prøjserne skulle få ram på dette den danske flådes bedste våben. Det var et frygtet våben, men danskerne evnede grundet deres forsigtighed ikke at udnytte det fuldt ud, heller ikke senere på sommeren 1864, da det kunne have forhindret, at prøjsernes landgang på Als var faldet helt så katastrofalt ud for danskerne – og Danmark. Vi bevæger os ned igen ved Dynt Strand og følger netop denne videre. Vi stopper op og studser over andefuglen ude på vandet. Vi kan ikke helt kategorisere den, men det viser sig at være en Stor Skallesluger, der netop kun lever her i den sydligste del af landet. Med kun ca. 50 ynglende par har denne hun med sine otte ællinger bestemt gjort sit til at videreføre arten. Så må man bare håbe, at de fleste af dem selv når så langt… Stranden, der dækket af sten og tykke lag af skiftevis muslinger og fedtet tang, er en udfordring for balancen, men vi er igen på asfalt, da vi når ind inderst i Vemmingbund, hvorfra vi igen stiger op på toppen af klinterne, siger farvel til Broager og for alvor er på det sidste stykke ind mod Sønderborg. Ved Dybbøl blandes de naturskabte monumenter i form af klinterne med de menneskeskabte monumenter, som skanseværkerne vitterligt er. Og selvom der kun er omridset tilbage af de fleste af dem. Der er ingen tvivl om, at Historiecenter Dybbøl Banke er et besøg værd, men vi går ikke længere op, da vi nøjes med at passere venstrefløjen, hvor vi først kommer til Skanse 1 og siden inderste skanserække. Og lige deroppe står Dybbøl Mølle med Dannebrog vejende mod den blå himmel. Når man har Tom Buk-Swientys fremragende bøger om Dybbøl og Als i erindringen er det svært ikke at prøve at forestille sig, hvilket helvede det har været her i 1864. I strålende solskin når vi Sønderborg, hvor slottet står ud på havnefronten. Opført i 1160’erne for at værne mod de grumme vendere, der var på jagt efter alsinger til det polske slavemarked, er det dog mest kendt for at have fungeret som fængsel for Christian II, der var raget uklar med Gud, hver mand, den jyske adel og ikke mindst svenskerne, der ville have hævn efter Det Stockholmske blodbad i 1520. 

Epilog

Dette dejlige område af Danmark har således en ret blodig fortid, som man ellers sagtens kunne glemme, når man i dag nyder Gendarmstiens skønhed og gæstfrihed. Der er flere overnatningspladser langs ruten. Disse ligger som oftest helt kystnært, så sejlerne også kan bruge dem. I praktisk talt alle skove er der fri overnatning efter 1-2-3-princippet, men er man til mere ”luksus”, byder campingpladserne sig også til. Der skulle med andre ord være mulighed for at sammensætte netop den rute, der passer én allerbedst. Der er fine togforbindelser til Padborg og hver anden times drift til og fra Sønderborg. Bus er der ligeledes mellem Padborg og Sønderborg. Men derudover er det begrænset med den offentlige trafik, især i weekenden. Gendarmstien er relativt let gået. Fikspunktet er hele tiden Flensburg Fjord, der er lige dér til højre for én (eller til venstre, hvis man går fra Høruphav). Turen er ikke helt flad, for den er hvert fald sine steder er ret kuperet, men i det hele taget er omgivelserne på turen meget varieret: man kommer uundgåeligt gennem flere byer, hvilket har den fordel, at man kan proviantere eller bare få en hotdog! Men ellers varierer man mellem smukke bøgeskove, forfriskende strandenge, høje skrænter, det åbne landbrugsland og enkelte steder direkte på stranden. Underlaget gennemgår derfor også hele spektret: man går på asfalt, grus, markveje, stier og strand. Den store variation på ruten – ikke bare på ruten som sådan, men også på de enkelte dage – er efter vores mening noget af det, der gør Gendarmstien så speciel. Vi kan hvert fald varmt anbefale turen til alle, der gerne vil ud med støvlerne og rygsækken eller trænger til at få luftet cyklen.

Billede: OpenStreetMap