Vandring i Thy

Den er averteret til at være ca. 80 km i længden fra Agger i syd til Bulbjerg i nordøst. Ruten er i sig selv enestående. Men der er muligheder for betydeligt længere vandringer. Ud over at beskrive ruten vil jeg medtage nogle ”krøller”, som efter min mening optimerer den. Jeg skal nok præcisere, hvad der er ruten – og hvad der er ”krøller”. Her som andre steder gælder naturligvis, at det letteste er at holde sig til ruten. 

Find folderen om stien hos Skov og Naturstyrelsen klik her..

Transport til Agger Tange

Jeg vil begynde lidt syd for selve stiens begyndelse, nemlig ved Agger Tanges sydlige spids, der ligger ved Thyborønkanalen – lige over for selve Thyborøn. Limfjordens åbning til Vesterhavet. Transport hertil sydfra med den lille private jernbane: Vemb-Lemvig-Harboøre-Thyborøn og herfra med færgen over til Agger Tange. Allerede i toget er eventyret begyndt. Der er ingen station ved Agger Færgeleje. Men efter vink fra lokale passagerer går man ind til lokomotivføreren i dennes cockpit og beder alligevel om at blive sat af ved færgelejet! Og man får også ønsket opfyldt – mindre end 100 m fra færgen – og 1½ km før Thyborøn Station. Jo; man kommer hinanden ved her. Overfarten tager ca. 10 minutter. Mod vest ligger Vesterhavet, mod øst Nissum Bredning, der her også tager sig ud som et stort hav.

Vandring på Agger Tange

Efter kiosken på kanalens nordside er der ingen bebyggelse før Agger, der ligger efter 10-12 kilometers vandring. Den første lille kilometer følges kystvejen, der her går langs tangens østlige side. Herefter drejer man vestover ad en lille sandvej mellem hjælme mod klitrækken langs tangens vestlige side. Udsigter over nogle store lagunesøer med rigt fugleliv på tangens indre. Vistnok rester fra et mislykket inddæmningsforsøg for mange år siden. Lagunerne fortsætter hele vejen op over tangen. Store rørskovsområder. Et stykke oppe følges en smal grusvej på klitrækken. Denne er oftest tilsandet. Efter 2-3 timers vandring nås Agger, hvor der er indkøbsmulighed i Brugsen og hos købmanden. Man kan også gøre stop og betragte høfdernes solide konstruktion ved kysten. Efter Agger fortsættes ad endnu en smal tange, denne gang med Flade Sø på østsiden. Efter godt et par kilometer ad grusvej runder man søen; og det første lille skilt med redningsbåden peger til venstre – op i klitten. Selve Vestkyststien Agger-Bulbjerg er begyndt.

Transport ved start i Agger
Begynder man sin vandring i Agger, kan man tage bussen fra Hurup, hvor der er en jernbanestation med forbindelse fra København.

Om Redningsstien
Stien forløber stort set hele vejen parallelt med kysten, ca. 1½ kilometer inde i land. Havet ses det meste af vejen ikke, idet der næsten konstant ligger en række af høje klitter yderst. Derfor forekommer navnet Redningsstien måske ejendommeligt. Men faktisk er alt det land, der ligger uden for 

stien resultatet af århundreders aflejringer af sand, ført nordover med havstrømmen. Således gik Redningsstien faktisk for 3-400 år siden ved kysten og svarede til sit navn. Der er dog tilplantet med hjælme, hvis dybe rodsystemer holder fast på sandet og har skabt grobund for etableringen af anden plantevækst. Der findes et par enkelte mindre vandreklitter hist og her.

Vandring på Redningsstien
1½ km længere fremme nås Lodbjerg Fyr, beliggende i et hjørne af Lodbjerg Plantage. Kort efter fyret ligger en lille lejrplads med shelter og bålplads i læ mellem træerne. Vand kan hentes ved fyret. I vindstille er der total stilhed her. Lidt ejendommeligt med den konstant drejende lyskegle fra fyret om natten.

Videre nordpå er man snart ude på det åbne klitareal igen. En smal sandvej, der fortsætter kilometer efter kilometer. Hvornår der sidst er blevet kørt på denne, ved jeg ikke. Det sker i hvert fald ikke dagligt. Kort efter plantagen skal man holde godt øje for at komme på den rigtige sti. Ellers ender man ude ved kysten og må senere krydse ind over – gennem høj lyng.

I øvrigt vidt udsyn til alle sider. Nogle plantager yderst i horisonten – ellers bare de åbne småkuperede klithede-arealer så langt øjet rækker. Bevoksning: Hjelme, lyng, revling, rensdyrlav og forskellige hårdføre stargræsser tillige med spredte stedmoderblomster o.l.. Ind imellem en lavning, hvor der fra tid til anden er en sø – og til andre tider – udtørret. Bevoksningen af porse, mosebølle og lysesiv m.v. vidner om, at der almindeligvis ER fugtig bund de steder.

Kun sjældent møder man andre vandrere. Stilheden erobrer langsomt sindet. For nogle er dette en lise for sjælen. Andre kan ikke udstå det. På de tider af året, hvor der er lærkesang, gennembryder denne stilheden på en fantastisk smuk måde. Også regnspovernes trillende fløjt bryder af og til igennem.

Et afbræk
Et par kilometer nord for fyret er der et stikryds, hvor der kan drejes øst over og senere krydses ind over klitten mod Hvidbjerg Klitplantage, der er en af landets kronvildtrige plantager. Er man heldig, ser man dem også ude på klitheden. Men ved vandringen bort fra stien, må knæene løftes højt, idet der er høj bevoksning af lyng. Måske en lille sløjfe uden om et sumpet areal. Der findes en god overnatningsplads i Hvidbjerg Klitplantage – med vand ved plantørboligen et kort stykke derfra. Men dette er altså i givet fald en krølle på ruten – vist mest til variation, hvis man har været der før. Ved krydsning af klitten – hav et godt kort. Kompas er ikke en nødvendighed, men kan med fordel anvendes.

Men selve Vestkyststien fortsætter yderligere ca. 4 km til Lyngby, en lille klat huse med bl.a. en gammel redningsstation. Her kan der overnattes, idet der skal findes 16 sengepladser indendørs tillige med et par kogeblus. En lille smal asfalteret vej går her ned til stranden. Redningsstationen er aflåst; men nøgle skal kunne afhentes i et af husene.

Efter Lyngby et stykke ad grusvej. Enkelte meget spredte sommerhuse de første par kilometer langs denne. Derefter svinder grusvejen atter ind til et par græsbevoksede hjulspor – og de øde vidder fortsætter. I fugtige perioder står der enkelte steder på denne strækning nogle store indsøer ind over vejen, som kan nødvendiggøre nogle store omveje for at komme videre.

Ca. 5 km efter Lyngby nås Stenbjerg Klitplantage med lav bevoksning af bjergfyr. Her ligger igen en lejrplads et lille stykke til højre for stien. Skilt ved stien. Endnu et par kilometer; og man når Stenbjerg, der er en idyllisk gammel fiskerby, også iblandet sommerhuse. I Stenbjerg er der atter indkøbsmuligheder. Man kan tanke vand ved kirkegården.

Vandreruten følger herefter hovedgaden ca. 1½-2 km til stranden (det føles næsten som storbyen nu). Ved nedkørslen til stranden ligger nogle ældgamle fiskerrønner, som kan være et mål. Efter fiskerrønnerne går ruten stik øst på ind i land igen ad en bred, snorlige landevej, som er lidet inspirerende. 2 km inde drejer vandreruten til venstre ad endnu en landevej; og snart er man inde i det eneste større sommerhusområde langs hele ruten. Lige til Nørre Vorupør, som man åbenbart også skal føres ind igennem. Alt i alt fører ruten her næsten 10 km ad landeveje med biler og næsten konstant bebyggelse. Det er ikke derfor jeg kommer på denne ellers særegne strækning.

Nogle mulige krøller

Alternativt kan man fra fiskerrønnerne følge stranden til Nørre Vorupør og her dreje ind i land og skyde tværs over Klitten til Tvorup Klitplantage.

En anden løsning, som jeg fandt sidst, jeg var der med en kammerat, var at dreje øst over gennem Stenbjerg Klitplantage og derefter gå øst om både Stenbjerg og Nørre Vorupør – øst for kystvejen. Bl.a. forbi den smukke Førby Sø (skal dog bemærke, at der her kommer et par private veje, som vist skulle være lovlige nok; men et sted var der et alligevel et ”privat-skilt&rdquo. Og senere tværs over et stort lyngareal mod lejrpladsen i Tvorup Klitplantage. Noget, der på kortet kunne se ud som sumpede og tvivlsomme strækninger, viste sig ikke at være et større problem, om end det var lidt tungt at færdes der. 

Stenbrallen

Igen på ruten: Lejrpladsen Stenbrallen i Tvorup Klitplantage ligger på et skyggefuldt sted i plantagen. Der kommer ikke meget lys. Der er et shelter og et bålsted. Vand må medbringes.

Bøgsted Rende og Vangså Hede

Nogle kilometer nord for lejrpladsen nås Bøgsted Rende. En idyllisk slugt, hvor igennem en lille bæk snor sig ned mod stranden. Man smider gerne sækken for at tage en afstikker gennem slugten og tilbage igen. Lidt gæstevenlig løvskov langs selve bækken, specielt domineret af lidt lav eg.

Man fatter atter sækken og fortsætter nord eller nordøst over. Sidst var stiens forløb ændret i forhold til den forrige gang. Så jeg troede, at den denne gang ikke endte ved kystvejen som sidst. Det gjorde den alligevel, blot lidt længere fremme. Næste gang skyder jeg tværs over klitten for at ramme den smalle sti, som fører op over Vangså Hede. Her er stien så smal, at man placerer fødderne foran og ikke ved siden af hinanden! Atter er man på en af disse mageløst øde strækninger.

Vangså består af nogle få ejendomme omgivet af lidt tørre græsmarker. Efter denne fortsættes ad en lille vej til kystvejen, der krydses et par gange, inden Klitmøller nås.

Klitmøller

Her fandt jeg sidst, længst nede mod den yderste klit – på Krovej – en lille privat teltplads - i bogen ”Overnatning i det fri”. Udmærket sted. Vand måtte jeg hente ved det offentlige toilet ved P-pladsen til stranden. Et par hundrede meter derfra.

Fra Klitmøller følger stien kysten til Hanstholm. Havudsigt osv.. 10-11 km langs stranden/kysten.
Jeg foretrækker et alternativ. Lige inden for ligger nemlig Danmarks største samlede fredede areal. Hanstholm Vildtreservat.

Hanstedreservatet, en stor krølle

Så jeg forlader atter den (rimeligt) komfortable sti for at vade ind tværs over noget meget mere besværligt noget. Jamen må man da færdes i et reservat?? Jo, det meste af året er der offentlig adgang i den vestlige halvdel (uden for fuglenes yngletid d. 1. april - 15. juli. Dette gælder for resten også en del andre arealer langs Vestkyststien i Thy).

Hvorfor færdes der så ikke flere? Jo! Der er ingen stier; man skal selv finde vejen – og færdsel er besværlig. Der findes nogle store lavninger med høje tuer, som selv jeg snart opgiver at krydse over. Så jeg vælger de kuperede klitarealer uden om lavningerne i stedet. Vejen bliver betydeligt længere af det. Og det går konstant op eller ned. Ude midt i – på grænsen til reservatets østlige halvdel, som er totalt lukket for offentligheden, går der en gammel traktorvej fra syd til nord. Den følger jeg – til den ender blindt – ved foden af nogle høje klitter. Og kigger øst over, hvor der er en del søer. Og nogle rørskovsarealer. Har kun været her om efteråret. Da er der kun lidt liv; men her er også næringsfattigt. Et par regnspover og en spidsand. Var der en rørhøg langt ude? Skelettet af et rådyr ved siden af sporet vidner om dramatik ind imellem.

Jeg går op på toppen af en af de højeste klitter. Hvilket udsyn! Hanstedreservatet – kulminationen af al den natur, jeg har oplevet de seneste dage. Her er der for en gangs skyld et sted, hvor Danmark er stort! Godt, at vejen herud er så tilpas besværlig!

Tager pejling efter Hanstholm Fyr, der ligger på en høj bakke langt oppe og går videre – op – ned –op – ned - osv. Pludselig, mens jeg er i en lavning – kommer en kronhjort til syne på toppen af en klit. Lidt efter følger et harem på 9 hinder. Hjorten er bare flot! De ser mig ikke og forsvinder kort efter stille og roligt ned på den anden side. Ser igen kronvildtet lidt senere. De ser mig stadig ikke.

Og hvilket flor af blåbærplanter, mosebølle og pors i alle regnbuens efterårsfarver de lave steder.

Hanstholm
Igen på den officielle rute: Efter det meste af en dag i reservatet krydser jeg kystvejen lige syd for Hanstholm og går op ad en laaaang trappe til bakkerne, hvor der er udsyn over Hanstholm Havn og Skagerak. Der går en sti langs toppen af bakkerne hele vejen rundt – og egentlig har det ikke meget bykarakter. Bevoksning af hjelme, hybenbuske og bittesmå forblæste fyrretræer, der ikke desto mindre sikkert har en del år på bagen.

Senere kommer man forbi den berømte kanonstilling fra krigen med kanonen, der kunne skyde næsten halvvejs over Skagerak. På norsk side – i Kristiansand – var der en tilsvarende – og på det lille smalle stykke i midten, som ikke kunne nås med kanonerne, var der spredt miner. Ja, ved Hanstholm går faktisk grænsen mellem Vesterhavet og Skagerak; men det er der vist ikke mange, der tænker over. 

Vigsø Bugt
Efter at have rundet pynten ved Roshage – stadig godt oppe i bakkerne, kommer Vigsø Bugt pludselig til syne. Der langt, langt ude i den fjerneste horisont ses Bulbjerg som et forbjerg – hvis vejret er klart.

Man skal lige huske, at hvis målet er Bulbjerg, er Hanstholmcentret absolut sidste indkøbsmulighed – efter at Brugsen i Vigsø nu er lukket. Følger kysten 7 – 8 kilometer op og ned ad bakker til ud for Vigsø. Store udsigter hele vejen. Man kan dog også vælge den fladere rute neden for bakkerne. Et ganske kort stykke efter Vigsø – i en lille plantage – er der en lille lejrplads mellem små bjergfyr. Også et shelter. Plantagen er en brandfælde, så brug af ild er forbudt her – man holder sig til kold aftensmad. Vand kan tappes ved det offentlige toilet ca. 1 km før lejrpladsen.

Strækningen fra Klitmøller, inden om Hanstedreservatet – uden om Hanstholm og herefter til Vigsø er en pæn lang dagsvandring. Måske ikke specielt lang – målt i km (ca. 30 tror jeg); men den tager kræfter, når man har det hele med. Der er ingen lejrpladser på stykket der imellem. Ad den afmærkede rute er der nok knap 20 km. 

Strækningen mellem Vigsø og Bulbjerg har jeg gået én gang for mange år siden; så den vil jeg ikke bruge mange ord på. Men den er lang, øde og meget af vejen sandet. Efter fiskerlejet Lild Strand, der vist i dag mest er sommerhuse, følger endnu en lille bugt før Bulbjerg.

Krølle
Sidste gang, jeg gik i området, gik jeg fra Klitmøller øst om Nors Sø (langs søbredden; her er der private jorde, så den er måske ikke helt OK, skal jeg sige) og gennem Tved Plantage over Ræhr til Vigsø. Der er en teltplads med shelter på sydsiden af Nors Sø – dog lidt svær at finde, når man kommer fra søbredden. Ved pladsen er der en vandhane. I øvrigt er der også fra østsiden nogle store udsigter over Hanstedreservatet fra et mindre område med offentlig adgang. Og så har købmanden i Ræhr nu også lukket.

Bulbjerg
Her ses endnu svagt den lille ”sokkel” af horsten Skarreklit et stykke ude i vandet. Bulbjerg har Danmarks eneste fuglefjeld. Det er primært rider (normalt en arktisk mågefugl), der yngler på afsatserne – som det ene af ridens tre ynglesteder i Danmark. De andre er Hirsholmene ved Frederikshavn samt Græsholmen ved Christiansø. På toppen nydes udsigten tilbage over de eventyrlige strækninger, man har passeret.

Hjemrejse
Fra Bulbjerg er der endnu knap 5 kilometer til en større vej, hovedvej A 11, hvor der er regelmæssige busforbindelser til hhv. Thisted, Fjerritslev og Ålborg med linie 70.

I Ellidsbøl Plantage, lidt syd for Bulbjerg skal der i øvrigt findes en lejrplads.

Varighed
Uden oppakning har jeg ved et fodslawarrangement været med til at gå fra Klitmøller til Thyborøn Kanal på én dag. Det er 52 km. Modsatte vej fra Klitmøller til Bulbjerg kunne også gøres på en dag. Men med oppakning, hvor der skal være tid til lejrslagning, madlavning og evt. lejrbålshygge vil 3 dage nok være minimum. 4 eller 5; så kan krøllerne og lidt naturstudier m.m. være med. De fleste ville nok foretrække 4 eller 5 dage.

Fortsættelse ad vestkyststien
Endelig kan vandringen ad Vestkyststien fortsætte langs Jammerbugten gennem Han Herred til Vendsyssel. Også her kommer nogle meget fine strækninger.

Vestkyststien Agger-Bulbjerg indgår i øvrigt som en del af Nordsøstien. 

Om at gå off-piste
Jeg har nævnt nogle ”krøller” på ruten, hvor der krydses tværs over nogle store åbne arealer.

Et af goderne ved afmærkede vandreruter i almindelighed er, at man ved at følge dem sikrer sig, at færdsel er tilladt, hvor man går. Herunder, at man undgår konfrontation med utilfredse lodsejere.

Problemet med lodsejerne er dog ikke aktuelt mange steder langs vestkyststien i Thy, hvor langt størstedelen af arealet er statsejede plantage- og klitområder. Jeg har også nævnt, at der på en del arealer er adgangsforbud i fuglenes ynglesæson, 1. april til 15. juli. Som naturelsker og vandrer er det naturligvis i ens interesse at respektere dette. I plantagerne skal man følge vejene.

Kort
Jeg bruger selv ”Det levende Danmarkskort”, hvorfra der kan udskrives kortudsnit af ethvert område i Danmark i str. 1:50000. Rimelig brugbart, selv om et større kort nogle steder ville være bedre. Der kan skaffes målebordsblade i str. 1:25000 hos en hver boghandler. Der skal dog et pænt antal til for at dække hele det her beskrevne område.

”Det levende Danmarkskort” opdateres desværre ikke mere og kan vist heller ikke mere anskaffes.

Det kan ved krydsning af ”bushen” være aktuelt at anvende kompas. Det er dog ikke en absolut nødvendighed, hvis man har en rimelig orienteringsevne.

Følger man ”ruten” kan man selvfølgelig nøjes med kortet i folderen. Jeg vil dog nok anbefale noget lidt mere detaljeret, idet afmærkningen nok ikke kan forventes helt intakt alle steder.

Se flere ture på: http://jensesvandringer.dk