Vandreturen
Vi startede turen fra Kalø 13:30 (Bus 123 fra Aarhus går direkte til slotsruinen). Vi var kommet lidt sent af sted, da dagens stormvejr indgød lidt ubeslutsomhed. Først går turen gennem Ringelmose Skov ad grusvej. Man kommer så ad bakkede marker til en strækning på landevej, hvor man går i vejkanten. Ikke videre ønskværdigt. Man kommer dog igen gennem et langt stræk med plantageskov og engområder. De sidste kilometer går ad landevej og på cykelsti til man når Ryomgård, som vi ankom til en halv times tid efter solnedgang. Derfra tøffede vi hjemover igen med toget.
Kaløstien er altså ikke en vild naturoplevelse, men en stille, rolig og dejlig tur, når vi byboere skal ud og have noget frisk luft. Især er de gode transportmuligheder et kæmpe plus og man får da også set noget typisk dansk landskab. Efter to måneder med eksamen og sygdom var jeg rigeligt tilfreds med at få strukket benene, også selvom noget af turen var i vejkanten med biler blæsende forbi.
Vi fik på turen prøvet noget nyindkøbt grej og tøj. Vandblærer der passer perfekt i de til formålet indrettede lommer i tasken? Genialt! Jeg vil ikke længere rynke på næsen over hvor fjollede de ser ud med sutteladsen på slangen. Og moderne rygsække er intet mindre end fantastiske. Jeg tænker på måske at skrive lidt om grejindkøb som komplet nybegynder, men ved ikke om det her er det rigtige sted til den slags.
2016 bliver et godt år med masser af frisk luft og lidt mere komfort ude i landskabet.
Mere info:
Billedalbum fra turen med titlen “Dansk landskab i dårlig belysning”
Info på http://udinaturen.dk/facilitet/kal%C3%B8stien/4627