Fjällräven classic

I år skulle jeg følges med 8 glade mennesker: min kæreste Helle og 7 andre vandrere. Kakajkok og jeg havde lokket dem med. Mens Kajakkok har været med alle år og var en af de kun 16, der har været med fra starten, missede jeg 2016.

Hårde facts om en hård tur

Fjällräven Classic forløber over tre dage på Øhavsstien med 26 km hver dag. Ruten starter i Falsled på Sydvestfyn, snor sig igennem Svanninge Bjerge, forbi Svendborg og har mål på Valdemars Slot på Tåsinge. Piece of cake vil du måske sige, men prøv engang.

Alle kan klare turen, siges det; alle lige fra børn og hunde, tykke og tynde og folk med proteser. Men selv om det ’bare’ er flade Danmark, og selv om Fjällräven opfordrer alle til at komme velforberedte, er der igen og igen mange, der ikke har fået trænet nok og frisk begiver sig afsted. I år var der 749 tilmeldte. Hvor mange der stillede til start, er ikke offentliggjort, men 135 udgik som følge af vejr, skader, dårlig form og andre grunde. De 135 var lidt flere end dobbelt så mange som i 2016.

Måske skyldes det store frafald det faktum, at 30 af de 78 km i år foregik på asfalt. Det er noget længere end normalt, fordi arrangørerne i allersidste øjeblik på grund af højvande blev nødt til at forlægge den efter min mening smukkeste del af turen, nemlig 6,5 km i vandkanten, til 8,5 tunge km på asfalt. Hverken denne ændring, der skyldtes højvande, eller en anden kan tilskrives arrangørerne. Få km senere kom en anden ændring, fordi nogle forhastede vandrere tidligt i feltet havde glemt at lukke en låge bag sig med den konsekvens, at et par tyrekalve rendte løs rundt der, hvor vi deltagere skulle gå.

Den danske hygge

For mig er Fjällräven Classic lige dele vandring, smuk natur OG hygge. Ja, HYGGE. Det starter så'n set aftenen inden turstart, hvor Falsled Camping er samlingssted for deltagere fra nær og fjern.

Gensynsglæden ses tydeligt hos mange. Classic er nemlig et fællesskab, som folk vender tilbage til. Så kan det godt være, at Fjällräven står bag og som firma har en naturlig egeninteresse i promoveringen, men pyt! Fjällrävens ansatte og de frivillige hjælpere har fået skruet en rigtig god event sammen.

I takt med at Fjällräven har samlet tilmeldingen på nettet til de nu fire officielle ture i henholdsvis Sverige, Danmark, Hong Kong og USA, kommer flere deltagere til fra udlandet. Det ses også på variationen af f.eks. telte og udstyr, hvor der virkelig er mulighed for at gå på opdagelse. Vi så i år alt lige fra telte med oppusteligt 'skelet' til de to søstre, der meget frisk ville sove sammen under et regnslag. Et sådan egner sig altså ikke til at være to under. De selv og deres ting ragede ud, så vi som nærmeste naboer flere gange måtte hjælpe dem med at komme under 'tag'. Den ene afbrød turen på andendagen, og det var godt, for derfra var turen præget af regn, regn og regn.

Med til “hyggetingene” hørte i år oplæg den første aften fra en garvet outdoorfyr og bål med skumfiduser til børnene (vi var flere, der følte os betydeligt yngre end, hvad dåbsattesten udsiger, så…). På den anden aften var der levende musik og snobrød til alle, mens regnen bare silede ned og ind alle steder. En glad vandrer havde ”for meget” Små grønne granatæble-lakridsshots, og det nød vores hold godt af. Han ikke kun delte shots ud; vi fik faktisk det meste af flasken. Selvfølgelig hjælper man da en medvandrer med at lette hans bagage.

Normalt i den svenske Classic får man lidt godt at spise undervejs på de forskellige checkpoints. På tredjedagen i år mødte vi pludselig nogle af de frivillige, der uddelte is. Selv om vi ikke havde været længe undervejs, og selvom det regnede, takkede kun få nej.

Disse små pitstops er en oplagt mulighed for at falde i snak med andre, og det benytter folk sig af. Det ser også ud til, at de frivillige hygger sig. Jeg faldt selv i snak med en svensker, der snakkede engelsk til mig. Jeg punkede ham for det, for vi naboer skal da i det mindste forsøge at kommunikere på skandinavisk. Siden hen gik den lystigt på skandinavisk. Jättekul.

Ved målgangen på Valdemars Slot var der i den grad også pyntet op til hygge. Et er, at man klappes ind over målstregen, hvilket nærmest får folk til at flyve de sidste meter i mål, et andet var den levende musik, som vi totalt gennemblødte nød, mens vi fik os et par velfortjente fadøl og nød maden fra den lækre grillbuffet. I målområdet var der i år bålfade, teltudstilling, mulighed for at lave ens egen kniv og så selvfølgelig en Fjällräven Classic merchandise bod. Jeg selv fik lejlighed til at snakke med Bjarke fra Survivalstore.dk, der stod sammen med folk fra knivfabrikken Mora. Han fortalte om sin personlige tilgang til de nyhedsmails, han udsender. Et hyggeligt møde.

Godt undervejs

For de 1200 deltagerkroner udstyres man med rigelige mængder af mad, frugt, kaffe og te fra Growers Cup, juice, snacks og energibarer fra Rawfood. Faktisk så jeg adskillige, der fik så meget mad, at de takkede nej, mens andre lagde noget tilbage.

På førstedagen holdt vi pause i en skøn have tæt ved det hidtidige rastested. Disse checkpoints ligger cirka halvvejs på hver etape. Her blev der serveret rygende varm kaffe, igen fra Growers Cup. Værterne havde tilbudt sig selv, fortalte Catrine og Lars mig. De to er hovedpersonerne bag hele Classic-en. Jeg fik også snakket med værtinden og var så heldig at blive tilbudt lidt fra det kagefad, hun kom med til de frivillige. Gulerodskagen var lækker.

Classic-setuppet indebærer i Danmark, at maden udleveres dag for dag. Smart, for det letter den daglige byrde. Eller burde... for det ser ikke ud til at slå igennem på folks rygsække. I hvert fald ikke hos førstegangsdeltagerne. Efter nu flere gange at have gået rundt med rugbrødssmuler i müslistørrrelse, hvilket rugbrød ofte ender som i en tætpakket rygsæk, skal jeg næste gang huske en hardcase til brødet.

Om det at gå i takt

Når man er afsted en hel flok som os med ni personer, vil der uvægerligt være forskel på, hvordan man går. Vi holdt derfor en forventningsafstemningsaften nogle uger inden turen. Skulle vi følges hele vejen? Nej, var den fælles holdning. Nogle dage har man gode ben, andre dage vil de eller ryggen ikke, og så er der desuden en kæmpe forskel på at gå med en tung rygsæk i forhold til en dagsturssæk.

I modsætning til den svenske Classic, hvor man bare kan gå derudaf og slå lejr, hvor man har lyst, er det anderledes med den danske. Her er skal vi slå lejr på faste pladser, hvilket giver mulighed for at mødes. Vi havde aftalt at spise sammen, uanset hvornår vi var nået frem. Det skal man også gøre inden for afgrænsede områder. Lidt en kontrast til de mange ture, jeg har været på "bare" over i den sydsvenske vildmark i området Skåne-Blekinge.

Det med lejrpladserne er lidt en joke i sig selv. Brandmyndighederne stiller krav om, at der er 3 meter mellem hvert telt. Der skal ikke bare være 3 m mellem teltene men mellem den yderste bardun-ende og naboens ditto. De frivillige render rundt med 3 m liner og tjekker, om vi overholder disse regler, og gør vi ikke det, skal teltene flyttes. De gør selvfølgelig blot, hvad de har fået besked på, men det forekommer paradoksalt, når man kommer fra campingpladsen, hvor den slags regler angiveligt ikke eksisterer. Nå, men sådan er det, og vi lever med det.

Sjaskvåd – uanset billig eller dyr jakke

Jeg må indrømme, at jeg længe har været hooked på Fjällrävens lækre Keb Eco-Shell Jacket. Dens ydeevne i form af formidable 30000 mm i vandsøjletryk og en næsten tilsvarende åndbarhed får jo næsten tiden til at stå stille. Jeg har hidtil modstået mit indre pres.

I løbet af anden- og tredjedagen fik vi så meget regn, mindst 50 mm, som alene kom om fredagen, at selv disse Formel 1-jakker måtte give op. Jeg ville have ærgret mig gul og blå, hvis jeg havde investeret i en af de jakker.

Alt blev vådt, og alle blev våde. Regnen væltede ned fra omkring torsdag middag til sent fredag eftermiddag, kun afbrudt af enkelte stunder med opholdsvejr. Alle gik med rygsækovertræk, men lige lidt det hjalp, for vandet kom ind alligevel. Nogle talte bagefter om, at deres rygsæk var blevet flere kg tungere, fordi tøj og grej havde suget så meget til sig.

På den igen

Jeg er sikker på, at adskillige fra vores hold tager næste år med. På trods af udfordringerne. Jeg selv ville også rigtigt gerne have været med, men datoerne 27-30. juni 2018 gør det ikke muligt. De karambolerer nemlig med datterens studentereksamen, og så går den ikke. Ellers er jeg da med igen. Selvfølgelig.

Vil du læse mere

Hvis du vil læse mere om Fjällräven Classic, har jeg i 2015 skrevet om mine to første to ture.