Solovandring Hærvejen

Jeg er desværre selv et af de mennesker, som har stået bagerst i køen, da der blev uddelt stedsans, jeg lider af udtalt højre/venstre-konfusion og mestrer heller ikke kunsten at holde et kort, så nord og syd peger bare tilnærmelsesvist i den rigtige retning. Så når jeg følges med andre, har jeg en yderst kedelig tendens til at koble hjernen fra og bare følge i den forangåendes fodspor uden selv at lægge mærke til skilte, pejlemærker i naturen osv. Og det irriterer mig selvfølgelig grænseløst!
For hvad nu, hvis dem jeg følges med, bliver bortført af marsmænd i nattens løb? Eller ædt af en ulv? Eller en mårhund? Eller vi bliver rygende uvenner? Eller ……??

Men hvordan bliver man så bedre til at finde vej? Ved at øve sig, naturligvis!

Hærvejen – god til begyndere

Pga. ovenstående udfordringer/begrænsninger tør jeg endnu ikke kaste mig ud i det helt vilde, jeg foretrækker ruter, som andre ”har fundet på”, så jeg har en nogenlunde fair chance for at nå i mål (og tro mig, det kan skam sagtens gå galt alligevel!).

Og til det formål er Hærvejen simpelthen genial. Den er nemlig som oftest rigtig godt skiltet, så den kan benyttes af ”amatører” (i hvert fald de steder, hvor jeg har gået). Gammeldags papirkort har jeg opgivet på forhånd, men der findes lykkeligvis også en app, som bestemt må være Guds gave til sådan nogen som mig. (Den passer dog ikke hver gang; f.eks. befandt jeg mig på et tidspunkt, ifølge app’en, midt på hovedvej A13!). Derudover er Hærvejen inddelt i mange etaper, som man kan vælge imellem alt efter temperament, tid til rådighed, fysik (aht. antal planlagte km pr. dagsmarch), logistiske muligheder ift. transport til og fra start-/slut-destination osv. osv. Er man mere hardcore end mig, kan man sove på de primitive lejrpladser på eller nær ruten; er man som mig stadig på kravlestadiet, hvad angår vovemod, kan man blot vælge det sikre, nemlig at sove på de mange herberger langs ruten. Det sparer noget vægt i rygsækken fordi telt, underlag, Trangia m.m. kan blive hjemme i grejbanken, og så er man fri for at bekymre sig om hugorme i soveposen, om overfaldsalarmen vil kunne høres de 7 km, der er til nærmeste hus hvis nu……osv.
Trygt og godt!

Sidste år kastede jeg mig over strækningen fra Viborg til Nørre Snede (i øvrigt en fantastisk smuk rute, som varmt kan anbefales). I år var turen så kommet til den næste del af Hærvejen, Viborg til Aalborg (dog taget i omvendt rækkefølge, fordi DSB’s orange billetter ville det således).

Første udfordring

Første lille udfordring kom, før jeg havde trådt så meget som ét skridt på Hærvejen!
Vel ankommet til Aalborg Banegård og, hvis sandheden skal frem, vældig stolt over at have taget toget alene for første gang nogensinde i mit snart 50-årige ”stedblinde” liv. (Den succesfyldte rejse skyldtes formentlig udelukkende, at jeg minutiøst krydstjekkede på køreplanen på mobilen hver eneste gang vi standsede på en station på den 260 km lange tur, bare lige for at være heeeelt sikker på, at vi stadig kørte den rigtige vej!!!).

Nu skulle vandrestavene så bare lige ”teleskoperes ud i fuld længde”, så var jeg klar til afgang. Men hvordan fa’n gør man det?

Jeg er ikke vant til teleskopstave, havde kun brugt disse en enkelt gang tidligere og havde ikke lige tænkt på at øve hjemmefra. Tre kvarter senere (!!) foreslog en ældre herre, der havde betragtet mine besværligheder, at jeg spurgte om hjælp hos en af de taxa-chauffører, som det vrimlede med på stationen!

Nu ved jeg selvfølgelig ikke, om udfoldning af teleskopvandrestave er en spidskompetence hos en gennemsnitstaxachauffør fra Aalborg, men jeg valgte at klare mig selv. Så efter endnu et kvarter forlod jeg stationen, lettere haltende pga. 1 ½ vandrestav!
Men det kigger vi på i morgen!!

Anden udfordring

Når man ikke bruger kort, men sætter sin lid til en moderne app, bl.a. med mulighed for at se den præcise lokalisation, kræver det naturligvis, at der er mobildækning. Dækningen var sådan set også fin nok i Aalborg, men når man vælger at starte vandreturen om søndagen i den weekend, hvor der er Hærvejsmarch, er der muligvis en smule øget pres på Hærvejs-app’en. I hvert fald kunne jeg til tider slet ikke komme ind på den. Lidt skidt for en vandre-amatør! Det tog derfor ca. 3 timer at komme ud af Aalborg!
Men SÅ gik det også over stok (1 ½!!) og sten!!

Og nu kommer den så endelig …… historien om patsved og fråde om munden
Pga. ovenstående tidsrøvere var jeg efterhånden blevet noget forsinket ift. min plan om at nå det første herberg (Hødalen – Øster Hornum) i fornuftig tid. Selv i et raskt tempo ville klokken blive i omegnen af 21.30, og det kunne jeg slet ikke lige overskue på min allerførste vandredag. Møghamrende varmt var det, rygsækken tung af Pommern til, og jeg var efterhånden lettere opgivende.

Men nød lærer som bekendt nøgen (vandre)kvinde at spinde – eller at kaste tommelfingeren i vejret og håbe på et lift af en venlig bilist! Igen, første gang jeg prøver sådan noget (og ikke noget jeg ubetinget vil anbefale folk at gøre, da det muligvis ikke altid er mennesker med godt i sinde, der tager blaffere op).

Men med svedrand mellem babserne og lidt anstrengelsesudløst fråde om munden (og en alder tæt på de 50) er det altså ikke verdens letteste opgave at få forbipasserende biler til at fatte tillid eller bare et minimum af medlidenhed og standse op. Det lykkedes dog efter utallige forsøg (og efter en diskret soignering), og jeg var igen et lykkeligt menneske!

Herberget i Øster Hornum var rigtig fint, jeg var mutters alene og nød roen (og ikke mindst at få benene op). Udsigten næste morgen kl. 5 var aldeles betagende, og måske pga. nyfunden indre sjælefred lykkedes det mig på mirakuløs vis at få fikset den halve vandrestav. NU kører det for mig!!

Udsigt fra herberget kl. 5 om morgenen – Oh hvilken morgenstund!

Dag 2 – Øster Hornum til Skivum Forsamlingshus

Jeg havde lavet en aftale med en gammel skoleveninde, der nu slår sine folder på Aalborg-kanten, så hun kom ud til herberget om morgenen (med madpakker til os begge, ren luksus), og vi vandrede sammen i nogle timer og fik klaret både verdenssituationen i almindelighed og lidt nyfigen sladder i særdeleshed. En hel dag uden at gå forkert, formentlig pga. det gode selskab!

Ting tager jo nogen gange lidt længere tid end planlagt. Jeg har det f.eks. med at glemme, at jeg ikke går lige så stærkt med 15 kg på ryggen, som jeg gør med blot en vanddunk i mavebæltet. Så min veninde måtte afhentes, før vi var i mål ved næste herberg, og jeg sagde helt uden skam i livet, ja tak til et lift det sidste stykke. (Jeg spurgte ikke selv om det, jeg fik det tilbudt, og så må man gerne - det gør ikke én til et ringere vandremenneske, og da slet ikke når termometeret sniger sig op på 28-30 grader!).

Som kompensation for de manglende km i benene lånte jeg en cykel på herberget og kørte til den nærliggende købmand ca. 3 km væk (og trak cyklen hjemad når det gik op af bakke, sådan bare for at få vandret lidt mere!).

Igen et fint herberg, igen mutters alene, som jeg holder så vældig meget af!

Dag 3 – Skivum Forsamlingshus til Testrup Gl. Skole

Denne dag endte faktisk med at blive den eneste dag, hvor jeg gik HELE strækningen.
22 km er jo ellers ikke voldsomt langt, men jeg var fuldstændig ødelagt pga. varmen, den massive soleksponering og overvægten på ryggen og må vist bare indse, at jeg ikke er skabt til så godt vejr, når jeg skal vandre. Jeg startede med at blive vældig irriteret på mig selv, for planen var jo netop at gå hele vejen (som jeg gjorde sidste år), men nogen gange er man bare nødt til at erkende, at planerne har været for optimistiske og i stedet lytte til sin krop. Og så i øvrigt overbevise sig selv om, at turen bliver akkurat lige så god en oplevelse – blot på en anden måde end man regnede med!!

Også denne gang sov jeg helt alene på herberget (igen et dejligt sted, hvor der i øvrigt også var to shelters i haven), og det er da vidunderligt ikke at skulle stå i kø, når man skal tisse og selv at kunne bestemme, hvornår lyset skal slukkes om aftenen – og tændes næste morgen!

Dag 4 – Testrup Gl. Skole til Skals Gl. Kro

En ny varm sommerdag, hvor jeg vandrede noget af vejen og blev transporteret med bus det sidste stykke. Et pragtfuldt koncept under denne sommers massive hedebølge, så der stadig var energi til at nyde livet – og ferien - når jeg kom frem.

Kroen var en rigtig god gammeldaws af slagsen, med raflebægre og masser af tobakståger, der var hele to købmænd i nærheden og et pizzaria lige overfor, hvor saltbalancen blev genoprettet med en gang pomfritter! Her sov jeg for første gang ikke alene, men delte værelse med et par meget søde vandrekvinder, som gik modsat mig, og vi udvekslede lidt erfaringer omkring rutens beskaffenhed, og jeg fik tips og tricks ift. at pakke lidt mere hensigtsmæssigt!

Dag 5 – Skals Gl. Kro til Viborg

Sidste dag inden returnering til hverdagen. Ultra tidligt op, pakke i stilhed så jeg ikke vækkede mine roommates, morgenmad på en bænk foran kroen og så afsted på raske fjed. 25 km til Viborg, desværre uden for min fysiske formåen i varmen, hvorfor jeg igen valgte at tage bussen lidt af vejen (jeg havde jo et tog, der skulle nås). Området ved Hjarbæk Fjord var helt fantastisk, og er man på de kanter, bør det bestemt opleves. Der er endda mulighed for at se oddere, hvis man er heldig (og det var jeg!).

Området ved Hjarbæk Fjord

Samlet vurdering af ruten

Der var en del landevej og i det hele taget en del asfalt (og ikke kun fordi jeg tog på stop eller kørte med bus, men fordi Hærvejen er anlagt således på de kanter, bl.a. en laaaaaang cykelsti), så man fornemmer ikke på samme måde, som på strækningen fra Viborg til Nørre Snede, at være langt væk fra alting. Men det har jo så nogle andre fordele (hvis man som jeg vælger at kombinere vandring med brug af offentlig transport). Der er ikke noget, der er skidt for noget, uden at det også er godt for noget!

Hvorfor dog tage på tur hele alene??

Fordi det er bevidsthedsudvidende – helt uden at overtræde loven om euforiserende stoffer!!
Soloture giver ro og ikke mindst tid til at tænke – eller ikke tænke!
Soloture giver lidt (heldigvis kun imaginære) hår på brystet og en følelse af at være vokset 5 cm i højden, når man har gennemført (måske især, hvis man er kvinde).
Soloture gør selvsagt, at du suverænt bestemmer alting selv og ikke behøver indrette dig efter, hvornår andre skal tisse, er sultne, om de kan eller ikke kan lide lugten af makrel, om du tager flere billeder på turen end dem, om de er A- eller B-mennesker, om de snorker osv. osv.

For travle mennesker med jobs, der skal passes, børn, der skal serviceres, måske endda en partner, der skal forkæles lidt onsdag og lørdag (!!), er der ofte ikke tid til denne egoisme, denne ”mig-tid”. Men den er SÅ vigtig, både for en selv og ens omgivelser!

Og her kunne en solotur på Hærvejen være en mulighed (fordi den er ret let at gå til), men det kan jo i princippet foregå alle mulige andre steder også, det handler ikke så meget om omgivelserne, men derimod om ”den mentale rejse”.
Men selvfølgelig gør det ikke noget, hvis der samtidig er noget pænt at kigge på!!