Deltag selv på Fjällräven Classic

Fjällräven åbner typisk midt i januar for salg af billetter til den næste classic. Se meget mere her: http://classic.fjallraven.com/denmark/ 

Beretning fra Fjällräven Classic

Klokken er 10 minutter i 9 her en dejlig sommermorgen på Faldsled Havn. Der bliver snakket, grinet, vejet rygsække, drukket kaffe og taget en masse billeder. Stemningen er rigtig hyggelig, man kan mærke, at folk glæder sig, og at der nu kun er 10 min tilbage.

10 min til hvad? 10 min til starten for starthold 1 i Fjällräven Classic Denmark 2018.

Hvordan kom det så til, at jeg står her? Det, og så en fortælling om mine oplevelser gennem turen, er noget af det du kan læse mere om her, hvis du fortsætter.

Jeg snakkede med Christian Milbo fra Outsite, og han spurgte, om Fjällräven Classic 2018 ikke var noget, jeg kunne tænke mig at deltage i. Det eneste, jeg vidste om det var, at det var en 75 km vandretur på Fyn.

Men efter lidt tid på Google fandt jeg lidt flere informationer om konceptet Fjällräven Classic og sagde ja tak til at deltage på turen. Det var også så heldigt, at jeg kunne tage min kone med, og vi fik en start på 1. starthold onsdag d. 27/6 kl. 9:00

Så derfor står vi her, på Faldsled Havn 10 min i 9 og er klar med rygsækkene på.

Den orange markering til rygsækken og vandrebogen, hvori der skal stemples ved hvert checkpoint og ved afslutningen på dagens etape.

Vi ankommer til Valdemar Slot tirsdag aften lidt før kl. 20. Der havde været check in til kl. 19:30 på P-pladsen, så her står vi og ved ikke lige, hvad vi skal gøre. Men vi har jo bestilt plads i bussen fra Valdemars Slot til Faldsled Strand Camping, så det er bare at vente. Bussen kommer efter 10 min, rygsækkene bliver lagt i bagagerummene, og så er der afgang. Allerede på den lille time, som busturen varer, oplever vi lidt af det internationale præg, der er en del af Fjällräven Classic. Der bliver snakket livligt på flere forskellige sprog, hvilket bliver et gennemgående islæt på resten af turen.
Vel ankommet til campingpladsen bliver vi budt velkommen af Catrine fra Fenix Outdoor (arrangørerne af Fjällräven Classic Danmark). Vi havde mailet frem og tilbage om Outsites deltagelse. Så det var sjovt lige at få ansigt på en, man har snakket i telefon og mailet med.

Klokken er omkring 21, så vi skal have slået teltet op. Vi finder en plads, slår teltet op og går derefter lidt rundt på pladsen, både for at indsnuse naturen, nyde ikke-storby stilheden og for at indtage stemningen hos de mange, der skal starte sammen med os i morgen. Efter lidt aftensmad er det tid til at komme i seng, så vi kan være klar til i morgen.

Onsdagen starter godt. Vi var så heldige, at Catrine havde været forbi med en pose morgenbrød. Skønt.
Vi spiser, jeg får en morgendukkert, og vi pakker vores sager sammen. Hurtigt får vi tilbagelagt den lille kilometer over til Faldsled Havn. På havnen summer det hele af liv. Der er lang kø ved kaffeboden. Der er folk, der ligger i græsset og nyder vejret, og der er snak og latter alle steder fra. Vi skal checke ind, så vi kan få de vandrepas, der skal stemples undervejs, og som forhåbentlig bliver et bevis på, at vi når hele turen igennem. Ved check in får vi udleveret et stykke orange stof med Fjällrävens logo på, og som skal sættes fast på rygsækken som bevis på, at vi er en del af Fjällräven Classic. Der bliver udleveret mad og gas, som er en del af tilmeldingspakken. Der er et sted, hvor man kan få vejet ens rygsæk, så man ved hvor meget, man slæber rundt med på ryggen. Snakken går lystigt, der bliver skudt en masse før billeder, en masse selfies, og der bliver ønsket god tur. Det hele foregår i en munter og dejlig atmosfære. Tiden nærmer sig de 9. Nu er det snart ved at være start. Catrine og Kasper byder velkommen, fortæller om konceptet, om åben ild forbuddet (pga. det tørre sommer) og lidt om, hvad der venter os de næste par dage.

Det er så nu, vi er tilbage ved starten af denne artikel, klokken er 10 minutter i 9, og om 10 min bliver det starthold 1 sendt afsted på Fjällräven Classic Denmark 2018.

Hvad er så Fjällräven Classic?

Historien om Fjällräven Classic, der også beskrives på deres hjemmeside.
”Ideen om Fjällräven Classic opstod i begyndelsen af det 21. århundrede, direkte fra Fjällrävens grundlægger Åke Nordin. Han havde altid været inspireret af de svenske bjerges dramatiske landskaber og betagende natur. Og han ønskede, at andre skulle udforske de samme landskaber og endnu vigtigere, den samme følelse af frihed man får ved at bruge nogle få dage på vandring i naturen. Hans løsning på dette var Fjällräven Classic.”

På den første Fjällräven Classic Sverige i 2005 var der 152 deltagere til start, 10 år senere var deltagerantallet vokset til 2136, og antallet stiger stadigvæk for hvert år. Den svenske Classic er 110 km lang og bliver gået på Kungsleden i Nordsverige fra Nikkaluokta til Abisko. I 2018 starter første hold den 20 august, og målstregen lukker d. 24 august kl. 13:00, men kommer man senere, kan man stadigvæk få sit stempel og medalje på Abisko Fjällstation.

I 2014 valgte man så at starte Fjällräven Classic i Danmark. Her blev ruten på 75 km fra Faldsled Havn til Valdemars Slot. Ruten følger den dejlige Øhavssti på det sydlige Fyn og noget af Tåsinge.

Derefter fulgte USA – Colorado i 2016. Her går turen på 48+ km gennem Colorado Rockies, og man har 3 dage til at gennemføre.

Det nyeste skud på stammen er så Hong Kong i 2018, der med sine 48 km går fra Kei Ling Ha til Pak Tam Chung Po Leung Kuk. Også her har man 3 dage til at gennemføre.

Men tilbage til Faldsled Havn. Klokken er meget tæt på at være 9, og folk er begyndt at samle sig bag startsnoren.

Der står en dreng forrest i mængden, og han har fået lov til at skære startsnoren over. Snoren bliver skåret over, og det myldrer nu ud på ruten med børn, unge, voksne, gamle, store hunde, små hunde, folk med babyjoggere og nogle med meget store rygsække, men alle er glade, også selv om der ligger 75 km foran dem, de skal igennem på de næste dage.

En af de yngre udenlandske deltagere, der var ude på ruten som en af de første.

Vejret er godt, benene er friske, og fødderne er ikke ømme - endnu. De første kilometer gå bare derud af. Den orange slange (sådan ser det ud med alle de stofmærker på rygsækkene) bugter sig gennem landskabet. Allerede her fra starten af er ruten afvekslende. Vi går på en trampesti langs vandet, men drejer lidt ind i landet og kommer også ud på lidt landeveje og markveje. Inden vi får set os om, passerer vi 5 km mærket. Humøret er højt, overskuddet er i top, og der er rigeligt med tid til at stoppe op og plukke bær fra de træer og buske, som står langs ruten. Vi kan godt mærke, at solen har været i gang i nogle timer nu, varmen stiger og det er allerede godt varmt. Vi støder hele tiden på en, to, tre personer, eller små grupper, der lige tager en pause i skyggen og får lidt vand og lidt snack. Der er overskud til at snakke, eller lige hilse og ønske god tur. Vi har gået ok hurtigt og har allerede tilbagelagt de første 10 km. Det gå jo forrygende det her.

Fin skraldespand tæt på 5 km mærket.

Da de første ca. 12 km er tilbagelagt, ankommer vi til turens første checkpoint. Det er et vildt hyggeligt sted. Jeg ved ikke, om det er en gammel plantage, eller hvad det er. Men der er en masse små træer, hvor man kan finde skygge, og det er tiltrængt, for det er ved at være rigtigt varmt nu. Stedet er privatejet, og vi sidder i beboernes have. Der er opsat checkpointtelte, hvor nogle af de i alt 45 altid glade frivillige sidder klar med deltagerlister og stempler. Hurtigt bliver der sat et hak ud for vores navne på deltagerlisten. Det sker for alle, så ingen bliver glemt, og vi får vores obligatoriske stempel i bogen.

Solen står højt på himlen, og det betyder jo middagstid, så den udleverede mad bliver fundet frem.
Der bliver smurt rugbrødsmadder med makrel og leverpostej, og de glider hurtigt ned, men vi har også brugt en del energi i denne varme. Drikkedunkene bliver fyldt op fra de store vandbeholdere, der er blevet opsat. Der er også vand til de hunde, der er med, og som også ser ud til at have det rigtig varmt. Mange af dem bærer selv deres mad og vand. Det er også tid til at få tisset af, toilettet er gårdejers eget, så man skal ind i huset og stå i kø i deres gang, indtil det er ens tur. Lidt pudsigt, men meget sjovt. Det er også første gang, vi stifter bekendtskab med vabelbussen.

Vabelbussen er en Røde Kors kassevogn, der er fyldt med plastre, nåle, renseservietter, og hvad der ellers skal til for at hjælpe de deltagere, der har problemer med fødderne. Det er de sødeste samaritter og ikke nok med det: de er også så omhyggelige og grundige. Selv om der er kø, giver de sig tid til, at alle får en rigtig fin behandling. Det er rart at føle sig i gode hænder, hvis nu man har brug for det. Efter den skønne tiltrængte pause er vi klar igen. Vi får dog ikke gået mange meter, før vi bliver forstyrret af en summen i luften. Fjällräven har sin egen fotograf, og han er ved at starte sin drone op. Jeg er jo lidt nysgerrig, så jeg får lov til at kigge med, mens han styrer den ind over checkpoint og laver nogle 360° billeder. Det er ret flot, så jeg håber, at vi får dem at se efter turen. Da nysgerrigheden er stillet, fortsætte vi turen.

Vabelbussen er på plads og klar til turens mange kunder.
De er smilende og enormt hjælpsomme, tak for det.

Benene er stadig friske, så vi kommer hurtigt derudaf. Ruten følger spor langs markerne og små trampestier. Vi kommer forbi 15 km mærket og fortsætter i samme tempo. Varmen bliver ved med at tage til, det er rigtig godt varmt nu, så det er med at huske at drikke rigeligt med vand. Meget apropos vand, så er det sjovt at snakke med dem, der har gået turen sidste år. Sidste år havde det regnet på hele turen, ikke bare småregn, men silende regn i alle 3 dage. Så vi kan ikke rigtig tillade os at klage over vejret, selv om det er lidt varmt.
Vi fortsætter gennem lidt skov, og ganske langsomt åbner landskabet sig, og vi er på vej ind i Svanninge Bakker. Landskabet bliver mere og mere kuperet, og der er rig mulighed for at få en rigtig flot udsigt, når man står oppe på nogle af bakkerne. Turen gennem bakkerne fører os også forbi Lerbjerg, som er Fyns fjerdehøjeste punkt på hele 126 m, hvilket jo er højt i et fladt land som Danmark.

Gennem bakkerne er der ingen vind, og solen bager ned på os. Det er rigtig varmt, så vi holder tit pauser i skyggen af træerne. Lige meget, hvor vi går, sidder der folk og slapper af under træerne. Vi er ikke de eneste, der søger ly skyggen, og også alle de køer, vi ser, klumper sig sammen under træerne. Nogle steder er der skygge midt på vejen, og her har kørerne så valgt at lægge sig, og de flytter sig ikke. De kigger bare på os og tænker nok, hvad vi er for nogle tosser.

Køerne ligger og slapper af i skyggen, midt på vejen.

Vi har fulgt de hvide markeringsstrimler gennem landskabet på hele ruten. På strimlerne står der Fjällräven Classic. De er placeret rigtig mange steder og så tæt, at man ikke er i tvivl om, hvilken vej man skal gå. Ca. 1 ½ time før starten kl. 8:00 går en lille gruppe frivillige i forvejen og sørger for at sætte markeringsstrimler op på dagens etape. Den ene morgen var jeg forbi starten ved 7 tiden, og her stod de første deltagere allerede klar til at komme afsted. Det gjorde, at der blev sat markeringsstrimmel op inden start for, ikke at folk skulle starte for tidligt. Jeg fik senere at vide, at de første næsten havde indhentet frivilliggruppen ved dagens checkpoint. Så hurtigt var der altså nogen, der gik. Efter dagens sidste starthold med deltagere går der så igen en gruppe frivillige og samler alle strimlerne sammen.

Rundt omkring i Svanninge bakker er der opsat nogle billedrammer. Disse rammer er placeret, så de viser nogle af de motiver, som fynbomalerne malede i 1900-tallet. Under de enkelte rammer er der en lille beskrivelse af, hvem der har malet billedet, hvornår det er malet osv. og så er der en kopi af originalbilledet. På den måde kan man stå og sammenligne maleriet fra dengang og så motivet i dag. Så mange ting har heller ikke ændret sig.

Godt igennem Svanninge Bakker kommer vi til Odensevej, som vi skal krydse, og det er et dejligt sted. Ikke så meget på grund af Odensevej, men fordi ”Skovtrolden” ligger her. For dem der ikke ved hvad ”Skovtrolden” er, så er det et stort ishus. Udover is er der også mulighed for at købe kolde sodavand, kolde fadøl, slik og kage. Der er godt gang i salget i dag, køen er lang, men der er ingen sure miner, alle glæder sig bare til at det bliver deres tur til forfriskningerne. Det er dejligt med en pause og en velfortjent is og sodavand. Men vi mangler lidt endnu for at have gennemført dagens etape. Turen går videre gennem mere skov, over Nyborgvej og lidt efter: 25 km skiltet, nu er dagens etape ved at være slut. Vi går og går, og jeg er allerede gået i ”stoppe for i dag”-mode, men jeg har ikke læst det med småt i beskrivelsen af turen. Her står der at turen er ca. 75 km i alt, og at den altså godt kan være længere end de 25 km pr. dag. Jeg er træt af at gå nu, jeg vil bare være i mål, men vi mangler bare lige lidt endnu. Min måling viser 29,8 km, da vi kommer til slutningen af dagens etape, så det er fedt endelig at være kommet frem og kunne slappe lidt af i fødderne. Min optakt til denne tur har ikke været helt optimal, så jeg har ikke fået gået så mange lange ture med rygsæk, som jeg gerne ville. Men vi er kommet til Holstenshuus, og det er slut med at gå for i dag; dejligt. Jeg tror ikke, at jeg er den eneste, der har den følelse.
Ligesom tidligere på dagen skal vi have et hak på deltagerlisten og få vores obligatoriske stempel. Tjek. Så er vi klar til hvil.

Vi finder et sted hvor vi kan slå teltet op. Mark, som vi skal ligge på, er fuld af tidsler. Så min kone kravler rundt på alle fire inde i teltet for at fjerne tidsler med lommekniven. Der er godt varmt i teltet, da det ikke står i skygge, så jeg er glad for, at hun meldte sig frivilligt til den opgave. Og efter lidt A og Av for fan… er tidslerne væk, intet kan stikke gennem bunden på teltet. Ud med underlag og sovepose, og frem med kogegrejet. På grund af de varme og meget tørre dage er her så tørt, at vi ikke må lave mad ved teltene. Al åben ild er forbudt i lejren. Vi samler vores mad ting sammen og går op på gårdspladsen til godset. Midt på gårdspladsen er der sat markeringsstrimmel op, og inden for dette ”Cooking area” må der laves mad. Det betyder, at her er rigtig mange mennesker. Det er super hyggeligt, og snakken går, mens vandet koger, og den frysetørrede mad findes frem. Der er nogle, der selv har købt mad, så der bliver kigget lidt misundeligt til dem, der kokkererer lidt mere end de fleste af os andre. Maden bliver hurtig spist, og nu skal der bare slappes af.

Når jeg sidder der og kigger på alle de mennesker, tænker jeg: her er jo folk i alle aldre. Der er lige fra babyerne i babyjoggerne til de gamle senede mænd og kvinder, der ser ud som om, de har vandret hele livet. Det er fantastisk, at så mennesker i alle aldre bare hygger sig med hinanden.

Efter turen fik jeg lidt statistik, som I da ikke skal snydes for.
På Fjällräven Classic Danmark 2018 så fordelingen således ud:
56% mandlige deltagere og 44% kvindelige deltagere.

Aldersfordelingen var:
0 – 9 år: 12 personer 10 – 19 år: 55 personer
20 – 29 år: 116 personer
30 – 39 år: 221 personer
40 – 49 år: 228 personer
50 -59 år: 130 personer
60 -69 år: 41 personer
70 - 79 år: 3 personer

Og der var hele 24 lande repræsenteret. Ganske imponerende.

Danmark: 385 personer
Tyskland: 130 personer
Sverige: 92 personer
Holland: 70 personer

Øvrige lande: Østrig, Belgien, Kina, Tjekkiet, Finland, Frankrig, Hong Kong, Ungarn, Irland, Sydkorea, Luxembourg, Malaysia, Norge, Polen, Singapore, Schweiz, Taiwan, Thailand, Storbritannien og USA.

Eventet er gået fra at have 84 % danske deltagere på den første Fjällräven Classic Danmark (2014) til at nu kun at have 47,8%. Fjällräven Classic Danmark har altså gennem årene udviklet sig til en global begivenhed.

Men ikke mere statistik lige nu. Tilbage til gårdspladsen.

I den modsatte side af gårdspladsen i forhold til madlavningsarealet er Johan Skullman ved at gøre sit udstyr klar.
Johan Skullman er svensker, men ikke en helt almindelig svensker. Han har været 30 år i den svenske hær. Han er officer og har været tester af det udstyr, som den svenske hær bruger. I dag er han ansat af Fjällräven til at teste og repræsentere deres udstyr. Der går sågar rygter om, at folk som Bear Grills og B.S Christiansen ringer til Johan, hvis der er noget, de skal have svar på.

I den næste 1½ times tid fortæller Johan om hvilket udstyr, man bør have med på korte og længere ture. Han gennemgår alt, hvad han har i sine forskellige størrelser rygsække, og fortæller om, hvad der er godt og skidt at have med på tur. Der er ingen tvivl om, at han har en kæmpe viden inden for udstyr og brugen af det i naturen. Det skinner også lidt igennem, at han har været soldat. Der er nok nogle ting, han tænker over, som almindelige - hvis man kan sige det - outdoorfolk ikke tænker over. Johan er meget inspirerende og rigtig god til at formidle, så tiden går hurtigt, og selv om det er blevet lidt køligere, er der ikke mange, der går mens han fortæller. Da foredraget er færdigt, smutter vi hurtigt ned til teltet, for vi er lidt brugte og lidt trætte, og inden klokken 22 bliver der ro i teltet.

Det var en dejligt nat, og det er skønt at vågne udhvilet til endnu en dag på Øhavsstien, hvor der igen i dag er start kl. 8:00. Vi er sikre på, at vi godt kan holde tempoet fra i går, og da dagen er lang, giver vi os god tid og kommer først fra lejren ca. 8:30. Solen er allerede et godt stykke oppe på himlen, og det tegner også til at blive en meget varm dag i dag. Vi er ikke de eneste, der har ventet lidt med at komme afsted. Den orange slange er der stadigvæk, selv om der er lidt længere afstand mellem folk nu. Vi starter dagen ud med at gå parallelt med Slotsallen. Det er en smal sti, der løber lidt inde i skoven. Dejlig start på dagen.

Vi kommer til en nedlagt jernbane, hvor nogle australiere er ved at lave lidt photoshoot. De springer fra den ene skinne til den anden, mens de har deres rygsække på, og det er der nogle piger, der synes er vældig morsomt. Så nu står der er lille flok og tager billeder af dem, der tager billeder. Det ser ud til, at nye venskaber er ved at blive skabt.

De to australiere, var også villige til at være modeller til et par billeder for Outsite. Vi blev enige om at billeder skal hedder ”Two guys following the tracks”.

Vi forlader den muntre lille gruppe og bevæger os videre. Vi går gennem den lille landsby Åstrup, og lige på den anden side af byen bliver vi guidet ind på en lille sti. Denne lille sti er nærmest en lille korridor med tætte træer på begge sider af os, og de er så høje, at de næste lukker sig helt samme i toppen. Vi kan kun se, at stien bare går lige ud. Det er ret hyggeligt at gå i denne korridor, da man føler det lidt som om, man går i en tæt jungle. Men efter en 500-600 m er det desværre slut, og vi er ude i det fri igen. Vi har for resten allerede passeret dagens første km skilt, så vi har pt gået sammenlagt over 30 km. Vi kan se lidt vand forude, men vi er ikke ude ved kysten endnu. Vi går en kilometer langs en sølignende Inddæmningen med en masse svaner. Vandet er spejlblankt og ser meget idyllisk ud med åkander og solens stråler, der spiller i vandet. Vi er kommet til Fjællebroen og er nu ude ved kysten. Lige før vi rammer Fjællebro havn, står 35 km skiltet, så er der også hak ved det. I Fjællebro Havn er det tid til dagens første stop. Der ligger en kiosk, men de har desværre lukket, de kunne ellers nok have tjent nogle gode penge i dag og i morgen. Så vi spiser lidt, fylder drikkeflaskerne og sidder lidt i skyggen og nyder det hele.

De næste godt 5 km går langs kysten. Vi går ad nogle små trampestier, på sten og på stranden. Jeg tænker på dem, der har babyjoggere med; de må godt nok have det hårdt her på stranden. Det bliver ikke 5 lette km for dem. Der er ikke mange mennesker her på stranden, vi ser kun en flok for det ligger på sandet, som om de har valgt at bruge deres torsdag på stranden. Afsted det går, og 40 km skiltet bliver passeret, stadigvæk i god stil. Ikke langt efter 40 km skiltet står fotografen fra i går i en lille skov og tager billeder af alle de svedige vandrere, der går forbi ham. Det er et dejligt køligt sted, han har fundet her i skyggen, men vi ved, at checkpointet ligger lige om hjørnet, så efter en hurtig snak er vi på vej igen. Dagens checkpoint ligger på Syltemae Camping helt ud til vandet. Vi får de obligatoriske stempler, og så er det tid til frokost.

Der er blevet banket en lille øl/vand/is/kaffe bod op, og her er det muligt at få dejlige kolde øl og vand. Vi forsyner os med lidt af de forskellige ting, for der er allerede ved at blive udsolgt på nogle af hylderne.

Frokosten bliver fundet frem, og så skal der spises. Der er ikke skygge til alle, og da vi er kommet lidt senere afsted, må vi sidde i solen, og den er godt nok varm nu. Maden bliver spist, og de kolde væsker forsvinder hurtigt. Efter at have slappet lidt af skal vi en tur i vandet. Der er ikke så mange, der benytter sig af denne mulighed, men jeg har gået og glædet mig til den hele den sidste kilometer. Det er skønt at komme i vandet; ja, det var lige hvad jeg trængte til.
Efter at have været i vandet finder vi ud af, at man for 2 kr. kan få et brusebad på campingpladsen. En femmer skifter hænder og retur kommer to 2-kroner. Det er en dyr vekselkurs, men det er det hele værd. Det er dejligt med et bad. Fødderne får compeed på, (jeg er blevet opereret i den ene hæl, så lige meget, hvad jeg gør, får jeg vabler her), og der bliver også skiftet til nye strømper. Det er jo næsten som at være født på ny.

Stairway to heaven er det ikke. Men for enden ligger
Syltemae Camping og ”heavenly” kolde øl og vand, dejlige is og et skønt brusebad venter. Plus stemplet til vandrepasset.

Nå, men vi skal jo også videre. På med rygsækkene og klar til afgang. Efter fem-ti minutters gang kommer vi til et lille gårdsalg, hvor vi køber en bakke kirsebær, som vi spiser på vore vej gennem Syltemae Ådal. Det er er et skønt sted at vandre; vi bevæger os i ly af træer, der hænger over åen, og her er dejlig skygge for solen og køligt på grund af åen. Stien er mudret, men nem at komme frem på. Der er en masse dyreled, vi skal igennem, og vi kan høre, at led bliver lukket i det fjerne, det giver et ordentlig ”dunk”, når den skrå låge hamrer mod den ramme, der holder den. Vi kommer også forbi 45 km skiltet, så nu er der ikke langt igen. Igen bliver det skønt at få smidt støvlerne og få nogle lidt lettere og luftigere sandaler på.

Vi går uden om Vester Skjerninge. Vi finder kort tid efter ud af, at det var en dum idé. Uden for byen møder vi en gruppe mænd, som netop har været inde i byens brugs. De kommer glade gående med kolde øl. Det kunne godt nok være lækkert med en kold øl her i varmen. Men heller ikke så lækkert, at vi gider vende om. Nogle af dagens sidste kilometer går vi på en cykelsti, en lille landevej og gennem skov. Det er dejligt snart at være fremme. 50 km skiltet bliver fotograferet, humøret er højt, for vi er jo snart i mål for i dag. Faktisk snakker vi så meget, at vi fuldstændig overser pilen, der peger mod venstre. Heldigvis er vi ikke de eneste, der ikke har kigget os grundigt for. Da vi står og kigger på kort, kommer en kvinde hen til os. Hun kan heller ikke lige finde ud af, hvor hun er. Sammen finder vi ud af, hvor vi er placeret, og vi vender om. Det betyder, at vi kommer til at gå en lille omvej på 1,5 km, inden vi rammer lejrpladsen for natten. Dette tager vi let, for solen skinner stadigvæk, stemningen på lejrpladsen er hyggelig, og det er tid til at få hvilet fødderne. Lejrpladsen ligger i dag på Gorilla Park Svendborg. Der er desværre ingen gorillaer, men her er mere end 2,7 km forhindringsbane med over 100 klatreelementer i trætoppene. Banerne ligger i 1-26 meters højde, så man skal ikke være højdeskræk, når man skal op i de højeste toppe. Desværre er det ikke det, vi skal i dag, det kunne ellers have været sjovt.

Vi er ikke de eneste der er i Syltemae Ådal. Kvægene er her også. Her er masser at spise og dejlig koldt vand, når altså de kan komme til det for indhegningen.

Vi får stemplet vandrepasset og snakket lidt med Catrine. Planen var, at der skulle være et stort fælles bål med snobrød og pølser, med som følge af afbrændingsforbuddet er det aflyst. Det er de selvfølgelig kede af, men de har arrangeret musik og pølsehorn til alle, så må man selv tænke sig til bålet.

Smuk solnedgang over lejrpladsen ved Gorilla Park Svendborg.

Vi får anvist vores teltplads og madlavningsområdet. Vi er blevet inviteret på en lille anretning af Fjällräven, så vi slipper selv for at lave mad i dag, det er meget fedt. Nå, men op med teltet og så bare hygge resten af aftenen. Vi går lidt rundt på pladsen og suger til os. Vabelbussen er (selvfølgelig, kan man sige) allerede kørt i stilling, og der er kunder i butikken. Hanwag baren er åben, men de kolde drinks m.m. må man kigge langt efter. Til gengæld kan man gratis få pudset ens Hanwag støvler, og skulle snørebåndet være knækket kan de også fikse det. Fin lille service.

Der bliver hygget maksimalt her i aften. Efter hyggearrangementet med nogle af Fjällrävens folk samt nogle deltagere fra Friluftsland, som har vundet en intern konkurrence, slår vi os ned på bakken med solnedgang og udsigt over lejrpladsen. Der sidder en del her på bakken, og vi bliver tilbudt øl, lidt lunkne, men nøøj de smager godt efter så lang en varm dag. Da klokken sniger sig hen mod 22.30, siger vi godnat og lister glade, mætte og trætte mod vores telt.

Jeg vågner ved, at der er godt varmt i teltet. Så det er tid til at stå op og komme i gang med turens sidste etape.
Vi spiser morgenmad, pakker teltet og rygsækkene og er klar til afgang 8.30.

Vi hørte i går om en deltager, der have lakeret sine negle med Fjällräven logo og flag fra de lande, hvor hun har deltaget i Fjällräven Classic. Jeg har et håb om at finde hende i dag, så jeg kan få et billede af de omtalte negle.
Mens jeg står ved ”start” og venter på fruen spotter jeg hende i en gruppe af asiater.

Jeg spørger, om jeg må se hendes negle samt tage et billede af dem, for jeg havde hørt om dem allerede i går. Hun bliver lidt forbavset over, at der bliver snakket om hendes negle, men vist også lidt stolt. Billedet bliver taget og jeg er glad.

Neglene som er lakeret med Fjällräven logo og flag fra de lande hun har vandret Fjällräven Classic i. Flot lavet må man sige.

Så er fruen også klar, og vi tager hul på dagens og turens sidste etape, som slutter på Valdemars Slot. Igen igen har vi det gode vejr med os. Fantastisk.

Turen starter igennem skoven, som vi kom ind af i går. Vel ude af skoven ser vi en bygning, der rager lidt højere op end alt andet, og vi går og snakker om, hvad mon det kan være. Vi kommer tættere og tættere på og kan ikke rigtig finde ud af, om det er et observatorium eller en gammel mølle med glastop. Det viser sig, at bygningen ligger den vej vi skal. Heldigt, for så kan vi se nærmere på, hvad det er.

Inden vi kommer helt tæt på bygningen, bliver vi budt velkommen til af en masse Fjällrävenfrivillige. Skarø Is har simpelthen valgt at donere noget af deres lokale is. Selv om det er tidligt på dagen - klokken er knapt ni - kan man jo altid spise en is. Så Jo tak til is. Næste information giver svaret på vores spørgsmål. En af de frivillige siger ”isen smager bedst, hvis man spiser den oppe i møllen og nyder udsigten imens”. Med den skønneste udsigt spiser vi vores is denne dejlige morgen.

Egebjerg Mølle set fra afstand

Skøn Skarø is. Valgte at spise en hel del af den før jeg tog et billede af den.

Udsigten fra Møllen

Jeg syntes, at historien om møllen er ret spændende, så den får I her. Mere information kan findes på www.egebjergmolle.dk

Historien om Møllen

Egebjerg Mølle blev bygget i 1855 som en hollandsk vejrmølle. Der blev givet en bevilling til at male gryn, grut med videre, men ikke mel, som der ellers var gode penge i. Møllens ejer – Peder Christensen – malede dog alligevel mel og blev gentagne gange anmeldt og tildelt bøder. I sommeren 1858 fik Peder Christensen økonomiske problemer. Den 13. november 1859 brændte møllen, og på grund af sin anstrengte økonomi blev han hurtigt mistænkt for at stå bag branden. Han blev arresteret, sigtet og forhørt i mange og lange retsmøder, dog uden en opklaring. Forsikringssummen blev derfor udbetalt, og en ny mølle blev genopført på samme sted og stod færdig i 1861.

Fra 1870 og 100 år frem var møllen ejet af tre generationer i samme slægt. Efter 2. verdenskrig var vindkraft ikke længere rentabel. En dieselmotor overtog driften af mølleriet i Egebjerg Mølle, og vingerne blev taget ned. I 1970 var det slut, og i årene efter forfaldt møllen. Hatten og de øverste etager blev taget ned.

I 1983 blev Egebjerg Møllelaug oprettet med det formål bevare Egebjerg Mølle og gøre den tilgængelig for offentligheden. I kraft af en stor frivillig indsats lykkedes det i starten af 1990’erne at genopføre de øverste etager af møllen og svikstillingen.

I 00’erne opstod en ny idé. Egebjerg Bakker skal gøres til udflugtsmål og rekreativt område med Egebjerg Mølle som omdrejningspunkt. I samarbejde med Naturturisme I/S får møllelauget skaffet midler til en ombygning, så den i dag står som Naturrum.

I sin nye forklædning skal møllen være udgangspunkt for oplevelser i Egebjerg Bakker og de øvrige natur- og kulturperler på Sydfyns og i Øhavet. Naturrummet skal også fortælle historien om et foranderligt Sydfyn, hvor klimaet gennem tusinder af år har formet landskabet og påvirket menneskenes levevis.

Som kronen på værket blev møllens glastop monteret i januar 2014. Formen på prismen er inspireret af svikstillingens ottekantede form og den roterende bevægelse fra møllens oprindelige vinger. Med glas som det gennemgående materiale er der også klare referencer til den is, som engang skabte Egebjerg Bakker.
(gengivet fra www.egebjergmolle.dk)

Isen er spist, og dagens første 3 km er tilbagelagt. Afsted afsted det går. 55 km er nu gennemført, så er der kun 20 km tilbage.
Ruten bugter sig gennem skov, markvej, landevej og smalle trampestier. Vi følger den orange slange og hilser på og snakker med dem, vi har mødt de sidste par dage. Vi holder pauser undervejs, drikker vores vand og spiser chokolade og energibarer for ikke at gå helt sukkerkolde her i sommervarmen. Nu kan det heller ikke vare længe, før vi ser vand igen. Svendborg nærmer sig hastigt. Der kommer flere og flere huse på vores vej og flere og flere mennesker. Da vi kommer ud på en lidt større vej, er der en, der har sat en lille bod op – her kan vi købe sodavand, kaffe, kage og saftevand. Igen holder vi en lille pause og drikker lidt køligt i skyggen.

En af de lokale har slået en lille bod op med diverse forfriskninger, skønt.

Vi bevæger os ud til vandet og spotter Ærøfærgen. Så kan der ikke være ret langt til Svendborg og turens sidste checkpoint. Vi kommer igennem flere og flere villakvarterer. Vi snakker om, at der er helt utrolig, som de går op i Fjällräven Classic her. Det må være noget stort for byen, for der er sat små og store flag ud til vejen foran husene, vi går forbi, og hele vejen til Svendborgsundbroen. Det er da super hyggeligt, at de lokale byder os velkommen på den måde. Lige inden vi kommer til Svendborgsundbroen går vi forbi 65 km skiltet, Uuuhhh så er der under 10 km igen.
Selv om det lyder som om, vi holder pause hele tiden, er det tid til en pause igen. Der skal spises frokost, drikkes vand og slappes af i skyggen, for igen er det bare varmt varmt. Vabelbussen er også på plads, så man lige kan få lappet fødderne, så de kan klare den sidste del af turen.
Nok om pauser, vi skal jo i mål. Nu er det tid til at komme over broen, den ser godt nok høj ud hernede fra. Da vi går over broen, er der god sidevind, og det gælder om at holde godt fast på hat og vandrestave, for dem der bruger det.

Vel ovre broen skal vi ned af en del trapper for at komme ned på vejen under broen. Ved toppen af trappen står der en fyr med en babyjogger. Han ser lidt træt ud over alle de trapper han skal kæmpe sig ned af. Jeg spørger, om jeg ikke skal give en hånd med. Han lyser op og siger jo tak, hvis det ikke er til besvær. I løbet af ingen tid får vi forceret alle trapperne, og nu ligger vejen til målet lige foran os. Han takker og har vist fået overskuddet igen.

Vi går gennem Vindeby, og her får vi os et godt grin. I dag skal alle 3 g’ere fra Svendborg Gymnasium køre studenterkørsel. Det er slet ikke os, som byen flager for, men alle de glade studenter, der dyttende, syngende og skålende kører forbi os på lastbiler. Vi bliver enige om, at det nok også er lidt for vores skyld, for det synes vi, vi har fortjent. Vel ude af Vindeby drejer vi ind i skoven, og dér står 70 km skiltet. Så er der kun ca. 5 km tilbage. Benene bliver lidt friskere, og humøret stiger endnu mere. Vi kommer ud af den lille skov og går nu langs vandet gennem Troense, som er sidste by inden målet. I dag er vi opmærksomme på skiltene og ser fint det skilt, der peger mod højre, men vi kan også se at der længere fremme går en person ad den forkerte vej. Jeg smider rygsækken og løber efter personen. Det viser sig at være en asiat, der har set en mand gå og tage markeringer ned langs ruten. Jeg forstår ikke helt hvad hun mener, men jeg får overbevist hende om at vi skal lidt tilbage og så er vi på sporet. Hun følger med og kigge lidt mærkeligt da vi når sporet igen, men vælger bare at følge den, og så ser vi ikke hende mere. Vi bliver guidet ind i skoven og kort efter kan vi høre en masse musik, som må være fra festen på Valdemars Slot, der bare venter på alle de deltagere, der kommer i mål i dag. Men - men - men, vejen drejer 90 grader væk fra musikken og vi går nu vinkelret væk, mærkeligt. Vejen fører os rundt om slottet og tilbage på sporet, og her står det længe ventede 75 km skilt. Her er nærmest kø for at få taget et billede med skiltet, så vi venter pænt på, at det bliver vores tur. Men hold da op, hvor er humøret højt her ved skiltet. Vi føler, at vi går og går; nu må vi da snart være der. Musikken bliver højere og højere, nu kan vi se flagene, jahhhaa vi har gennemført Fjällräven Classic 2018.

Ikke nok med at der er flag og musik, der står også en hel række af frivillige. De frivillige laver bølge, hepper og klapper for alle, der kommer over målstregen. Hvor er det bare fantastisk at være en del af. Det er simpelt de mest entusiastiske frivillige jeg nogensinde har mødt. De har godt nok skabt stemning og fest på hele ruten.

Målstregen er i sigte. I venstre side kan man se fruen juble over at være i mål og man kan lige skimte de frivillige i den orange bukser står og heppe, klappe og lave bølgen for dem der kommer i mål.

Som en perfekt afslutning er der arrangeret, musik, buffet, kolde øl, kolde vand, kage og alt, man lige har brug for lige dér.

Mens vi sidder og spiser og nyder det hele, bliver der uddelt præmier til de heldige. Der bliver uddelt specielle diplomer til dem, der har gennemføret alle Fjällräven Classic i Danmark, samt til dem der har gennemført en Fjällräven Classic i samtlige lande. Der er én, der modtager et diplom for at have gennemført Fjällräven Classic i samtlige lande plus gennemført Fjällräven Polar. Det er lidt af en præstation. Han har godt nok fået nogle oplevelser med sig.

Midt på pladsen er der opsat en deltagerplanke, hvor alle kan skrive deres navn.
Der bliver hygget, sunget og skålet overalt på pladsen. Alle er bare i godt humør. Vi bliver informeret om, at de sidste deltagere er på vej i mål. Næsten alle, der er på pladsen går over til målstregen, og da vi kan skimte de sidste to deltagere begynder hele flokken at klappe dem i mål. Det er godt nok en fed følelse af fællesskab, vi oplever her. Det kan slet ikke beskrives.

Deltagerplanken

I løbet af de næste timer begynder folk at sive stille og roligt væk fra pladsen. Der er nogen, der skal i bad, inden de tager hjemad. Vi snakker også med nogen, der tager direkte på Roskilde Festival. Det er godt nok sejt. Jeg er nok blevet lidt for gammel til den slags.

Vi bliver og hygger det meste af aftenen, men til sidst siger vi tak for i dag og smutter i seng.

Efter en god søvn pakker vi teltet og pakker det hele sammen. Vi spiser fælles morgenmad med dem, der er tilbage.
Det er stadigvæk hyggeligt at være en del af dette her.

Men tiden er kommet. Tak for i år. Måske ses vi næste år igen eller måske til en af de andre Fjällräven Classic i de andre lande. Vi er glade og bobler af godt humør, da vi kører derfra, men vi er også godt trætte.

Mange tak for i år, det har været helt fantastisk.

Hilsen Jan og Line

Den sidste statistik:
I år var der 5 deltagere, der med gennemførelsen af Fjällräven Classic Danmark, har deltaget i alle fire Classics (DK, Hong Kong, Sverige og Colorado).
184 af deltagerne i år, har gået Fjällräven Classic Danmark én eller flere gange før.
14 personer har gået Fjällräven Classic Danmark alle år (5. gange).
I år var der 36 der måtte udgå. Det er meget færre end sidste år, hvor regnen som nok største årsag, gjorde kål på hele 135 deltagere.
Ud over alle deltagerne var der 45 frivillige, til at hjælpe med check in, checkpoint, opmuntring og alt muligt andet.

Konklusion:
Hvis du kan li´ at gå for dig selv, have følelsen af at være alene i naturen, selv vil finde vej og klare dig selv, ja så er Fjällräven Classic Denmark ikke noget for dig.

Kan du derimod godt li´ at du ikke skal bruge for meget tid på selv at lave en rute, finde ud af hvor du skal overnatte, hvor du kan købe mad og få vand, samt være en del af et internationalt ”sammenhold”, snakke med en masse mennesker fra ind og udland, ja, så er Fjällräven Classic lige noget for dig.

Flere oplysninger:
Man kan finde meget mere info på http://classic.fjallraven.com/

Der er også en app med ruten der hedder Outdoor Guide – Sydfynske Øhav (Hvor man så skal vælge kortet Fjällräven Classic).

Outsite var inviteret af Fjällräven Classic Danmark.
Fjällräven Classic Danmark har ikke haft indflydelse på indholdet af denne artikel.