Vandretur på Skjoldungestien

Man kan følge Skjoldungestien fra Lejre Station til Hvalsø Station, og vandreturen er på mange måder genial. Transportmæssigt giver det mange muligheder. Tidsmæssigt kan man lave turen så lang eller kort, som man ønsker. Turen går meget på stier og ikke så meget på asfalt.

dagstur på skjoldungestien

Dagsvandretur på Skjoldungestien

Jeg starter en morgen på Lejre Station. Kalenderen siger efterår, men termometret siger 27 C. Selvom jeg står i en stationsby, føler jeg nærmest, at jeg allerede er på tur. Efterhånden forsvinder togets dieselbanken, og fuglenes kvidren og naturens lyde dukker op - herinde midt i byen.

Jeg kunne gå mod Lejre Museum, hvor jeg kan forlænge turen, eller til Ledreborg Allé, men da jeg har rigeligt med kilometer foran mig, jeg går langs skinnerne over parkeringspladsen og følger den lille trampesti mod skoven, som man kan se herfra.

lejre til hvalsø vandretur

I Gl. Lejre ved museet kan man overnatte gratis i shelter. Det samme gælder vest for stationen, hvor der overfor spejderhytten også ligger et shelter (Klostergårdsvej 66b). Fra parkeringspladsen følger jeg den lille skovvej, der er tunnelagtig med krat og træer. Det er rigtig hyggeligt at gå her, og selvom togskinnerne ligger få meter fra mig, kan jeg ikke se dem. Jeg møder to damer til hest, og vi falder kort i snak om ruten, som de også benytter.

Ledreborg

Det begynder at gå langsom opad, og oppe på “toppen” møder jeg Ledreborg Slotspark, der er en privatejet skov og park. Skiltet byder flot velkommen med sloganet: “Sæt pris på naturen og nyd roen”. Det vil jeg da følge.

Parken er utroligt flot. Uberørt natur, med troldetræer, væltede stammer med godt liv af insekter og svampe og i ny og næ, lidt overbevokset kunst. Sjov blanding, der egentligt er charmerende.

ledreborg

I et pusterum fra “den vilde natur”, møder jeg selve slotsparken, der er passet og plejet flot ned til mindste detalje. Græsstråene er klippet så præcist, at man kan stille uret efter det, og på toppen af kransekagen ligger den gule Ledreborg.

Slotsparken er sindsygt flot og ganske unik. Jeg står med udsigt til dalen, med Kornerup å (der også er passet og plejet her) i midten af det hele, og med arkitektens linjer, der peger op imod slottet, på den anden side af dalen.

Herovre ligger Nationalpark Skjoldungernes Lands hovedkontor også. Man må sige, at de er heldige at have den ramme at arbejde i. Jeg elsker, når jeg skal besøge dem. Jeg nyder virkelig området. En stor anbefaling herfra, hvis man både vil opleve den lidt vilde natur og den flotte park. Der er også klatring og svævebaner, golf, restaurant og meget mere i området. Man kan som jeg også bare sætte sig ned og nyde det hele i et øjeblikfor derefter at gå videre.

Mødet med den vilde nationalpark

Nærmest som en port af vild skov er den lige park væk igen. Man kan nærmest stå med et ben i hver lejr. Det begynder at gå nedad igen, men der er et eller andet, der pusler…

Mine sanser bliver skærpet. Der er en underlig stemning i naturen. Det er som om, at hundredevis af skovtrolde løber rundt om mig, men jeg kan ikke se andet end træer og krat?

Til sidst kan jeg endelig se, hvad der sker. Hundredrevis af høns og fasaner løber nemlig rundt for enden af bakken. Nogle ser påvirket ud af min tilstedeværelse, andre løber rundt som hovedløse kyllinger, fordi der er så mange samlet ét sted. Da der kommer ro på tropperne, bevæger jeg mig langsomt og forsigtigt videre. En fasan, der har trykket sig, farer op og giver mig et kæmpe chok. Det er de satme gode til…

Jeg kommer helt ned til al virvaret, hvor der nu er forholdsvis ro blandt fasaner og høns. Nogle fasaner er hoppet op i træerne for at skjule sig. Denne taktik er nærmest ligeså god som at trykke sig, da vi mennesker automatisk kigger på jorden efter dem. Jeg står og filmer med min mobil, men jeg synes stadig, at der er noget andet ved området…

rådyr

Pludselig hopper en hjort op kun 5 meter fra mig. Vi kigger overrasket på hinanden, og begges urhjerner forsøger at finde svaret på: Flygt eller bliv. Min hjerne vælger:
Feeeeedt øjeblik - bliv! Hjortens hjerne er dog ikke enig: FUCK - løøøøøøøb!
Jeg fumler mobilen op igen og bander over, at den ikke var kommet hoppende et minut før, hvor jeg stod med mobilen i hånden. Men da jeg forsøger at fange den, ser jeg, at den har flere venner med, der gemmer sig bag den lille bakke.

Høj af øjeblikket og den massive tilstedeværelse af forskellige arter (inkl. mig selv) vandrer jeg videre. Der har dog været en storm, der har væltet en stor del af skoven her, så jeg mister faktisk stien og beslutter at følge et lille hegn, der måske vil lede mig tilbage på sporet. Det gør det ikke, og jeg ender i en spøjs form for urtehave, hvor fasaner og hjorte igen har fest. Jeg kan dog på kortet se, at stien er tæt på, så jeg er ikke helt galt på den og kommer hurtigt tilbage på sporet. Men sikke en oplevelse!

Den venlige dame

Oplevelserne er dog sket ikke slut, og kort tid efter dukker en bindingsværksbygning op. Som taget ud af en Morten Korch film står en dame og plukker æbler fra æblelunden tæt på huset. Jeg hilser på, og damen bryder straks i snak. Hun fortæller, at hun desværre har måttet sætte skilt op om, at æblerne ikke må plukkes. Det er hjortenes og hendes ejendom. Hun har desværre været udsat for, at folk tager poser med hjem, og det har efterladt hende med få æbler til sig selv. Min umiddelbare indtryk er, at hun måske er lidt sur på sine ældre dage, men min forudindtagethed bliver hurtigt gjort til skamme. Hun har nemlig ikke mistet troen på folk - tværtimod.

æbler og den gamle dame

I løbet af den varme sommer har hun oplevet mange vandrere, der har banket på hendes dør, for at få lidt vand i varmen. Hun fortalte mig, at det hele startede med to store og skaldede typer, som bankede på hendes dør. Hun tænkte ved sig selv, at hun intet kunne stille op, hvis de gjorde hende noget, men hun åbnede alligevel døren, for det kunne jo værre, at de skulle bruge hjælp. Hun inviterede dem indenfor til et koldt glas vand, for hun ville ikke nænne at sende dem over i laden, hvor vandet ikke var nær så koldt. Modig dame. Hun fortalte også historien om, hvordan hun egentligt var endt på Ledreborgs grund - i et hus som burde være flere millioner værd i dag: Det er den flinke godsejers skyld, fortalte hun mig.

- Min mand blev fyret af skovløberen, fordi han havde set en fidus i at ansætte elever, der var meget billigere i løn. (vi taler 60-70 år siden!). Det blev godsejeren sur over og lod det dengang unge par blive boende, selvom de ikke var berettiget til det. Godsejeren påstod overfor skovridderen, at kontrakten på huset var blevet væk, og at han derfor ikke kunne ophæve den. Kort tid efter blev alle genansat, da det gik op for skovridderen, at eleverne var knapt så effektive som arbejderne. I dag, påstår damen, er kontrakten nok væk, eller ved at smuldre væk i tidens tand, men hun er stadigvæk stor fan af godsejeren og området, som hun er vokset op i. Sidst i samtalen nævnte hun, at hun sætter lidt æbler ud til forbigående, når hun havde, hvad hun selv skulle bruge.

Hun var i den grad inspirerende. Jeg synes, at vi i dag er ret hurtige på aftrækkeren til at bedømme andre handlinger (æblerovet) og gøre alt for at blokkere og barrikadere os mod “det onde”. Denne gamle dame tog det dragende i æblerne og rovet, for hvad det nok var: en simpel misforståelse fra forbipasserende. Hun sætte æbler ud i stedet. Det er fandeme inspirerende adfærd!

Bakkedale og heste

Foruden høj sol og 27 c og oplevelserne på den relativt korte strækning er der andet godt ved min tur. Jeg har nemlig allerede brugt ret lang tid, men tid har jeg rigeligt af i dag. Jeg besluttede hjemmefra, at jeg ville sætte god tid af til turen, og “mit åbne tidssind” har allerede givet pote (uden at skulle lyde for spirituel hippie-agtig). Det skal gang på gang vise sig at være godt givet ud.

Kort efter huset og æbledamen kommer jeg til turens første asfalt. Det er kun 50 meter, og det tager mig henover Kornerup Å og forbi små bondehuse. Jeg går under togskinnerne og drejer lige efter mod vest ad Skjoldungestien. Jeg går igen langs skinnerne, men nu i et åbent og meget kuperet landskab, der kendetegner nationalparken.

toget

Så langt øjet rækker, er der bakkedale og toppe, der danner et klassisk postkort fra Danmark. Det hele forstyrres dog af et IC4 tog, der fra min position ligner et modeltog. Jeg griner lidt indvendigt, for IC4 symboliserer sådan set også os danskere, når vi er dummest. Hvorfor fanden skulle et så lille land have et specialdesignet tog? Kunne vi ikke bare have købt et parti ICE-toge og lænet os op ad Tyskland og deres kæmpe lager af reservedele til toge, der er gennemtestede og virker? Nå, jeg er ikke transportminister og nok mest af alt endnu en sofadommer i sagen. Jeg skal også videre.

heste paa skjoldungestien

Nogle heste har søgt skygge i deres fold. Jeg er ellers ikke hestegal, men der er noget fascinerende ved deres farver. Jeg stopper og kigger på dem, og de gengælder min nysgerrighed. Jeg får besøg. Solstrålerne, hestenes farver og deres rolige gange ser vildt godt ud. Igen bliver jeg mindet om, at min (føles det som) uendelige tid, betaler sig.

Oren og frokost

Oren er et lille øreformet (jeg mener, at det faktisk også betyder dette) stykke skov. Ligesom Ledreborg Slotspark er skoven også privat. Skjoldungestien går dog gennem og tager bl.a. gæster over Syvhøje. Der er gravhøje, der er 2-3000 år gamle - Et ganske unikt sted. Man genbrugte gravhøje (det har nok også taget en dag eller to at lave for 2-3000 år siden), så det er ganske unikt, at her er 8 på bakkedraget. Hvorfor det så hedder Syvhøje, giver skiltet intet svar på.

frokost på vandretur

Sulten begynder efterhånden at melde sig, så jeg sætter mig ned i skyggen og laver lidt mad og kaffe. Vinden er taget lidt til, men den er meget velkommen i de høje temperaturer. Skjoldungestien kommer igen ud i det kuperede kulturlandskab. Efter lidt bakkevandring kommer stien ned til og går langs Kornerup Å. Her er nogle gode fotomuligheder, men efter den varme sommer, dog ikke så meget vand i åen.

Jeg kommer ud til Roskildevej og et stykke asfalt på 3-400 meter, der er det sidste inden Hvalsø. Et skud på tasken er, at stien fra Lejre til Hvalsø, når “op” på ca. 5% asfalt, og det er ganske unikt i Danmark, vil jeg mene.

Bidstrup Skovene

I Skov Hastrup tager jeg altid et hjørne af Skjoldungestien. Oprindeligt gik stien ad Glædesbjergvej, men fortsætter nu videre. Forløbet giver bestemt mening, men der er noget ved “smutvejen”, som jeg ikke kan holde mig fra. For det første går vejen lige gennem en gårdsplads. Det er ikke mange steder i Danmark, at det sker, men i Sverige er det ganske tit. Som dansker skal man liiiige tage sig sammen, før man “tør” gå gennem noget, der ligner folks private grund, og det har krævet nogle ophold og kortkiggeri i Sverige. Turen gennem gården giver derfor gode minder. For det andet ender man ude på en markvej, der giver et flot vue over Bidstrup Skovene, der står som en mur i det fjerne. Langsomt kommer skoven mig i møde, og jeg går og glæder mig til skyggen og de fantastiske skove, der venter mig.

Selvom Skjoldungestien er flot anlagt gennem skovene, giver ruten også mulighed for at forkorte eller forlænge rutenn som jeg vil. Jeg kan stort set gå gennem skove, herfra, over Haraldsted Sø ved Ringsted, fortsætte forbi Sorø, ned til Tystrup-Bavelse søerne og ende ved Slagelse. Jeg kunne også gå syd-vestpå igen stort set gennem skove til Køge. Med lidt fantasi kan jeg også fortsætte herfra til Næstved. De uendelige muligheder kan næsten dræbe ens valg af rute, og man kan ende med at følge stien rundt til Hvalsø. Dette er dog sket ikke et dårligt valg. Jeg har faktisk aldrig taget ruten nøjagtig gennem Bidstrup Skovene, så hvorfor ikke prøve i dag?

skjoldungestien

Ved Friluftsladen (en fantastisk overnatningsmulighed, der dog koster lidt penge), slår ruten ud på Særløse Overdrev. Ovenfra en simpelt firkant med overdrev, krat og sump. Nede på jorden en nærmest fuldstændig umulighed at navigere i.

Indrømmet - jeg har aldrig gået “korrekt” over overdrevet. Ikke engang på Outsites ture. Vi er altid endt i mulige og umulige ruter på trods af, at vi har prøvet at følge stien. Du skal dog bestemt ikke lade dig skræmme. Du skal bevæge dig ud i overdrevets mystiske veje, der nok skal belønne dig med oplevelser, du ikke havde forventet. Det kunne f.eks. være fuldstændig gennemblødt fodtøj, stød fra et elektrisk hegn eller fuldstændig fantastisk troldeskov.

Jeg står i min naivitet og tænker: I dag! I dag er det min dag! I dag vinder jeg over overdrevet, for JEG har luret ruten: Man skal holde sig i nordenden og stædigt blive her. Det er også rigtigt, men sådan gik det selvfølgelig ikke. I stedet for liiige at ane kompasset er jeg så selvsikker, at jeg bare lader min ellers autistiske stedsans guide mig. Ved Særløse Overdrev Shelter, der også er privat, får jeg åbenbart drejet syd-vest, og da Avnstrup Spejder Center ikke dukker op, er jeg godt klar over, at jeg er endt i den store fælde - igen. Satans. Det er dog ligegyldigt, for jeg har endnu en vej gennem overdrevet, som jeg kan bruge en dag, hvis jeg har lyst. Jeg har mange af dem - bare ikke den rigtige…

Avnsø og nederlaget

Jeg kan genkende Tjørnehusvej (skovvej), men i stedet for at skære et hjørne af Skjoldungestien erkender jeg mit nederlag og vandrer tilbage til Avnstrup Spejdercenter. Herfra ved jeg, at Skjoldungestien er fantastisk anlagt gennem en sø, og herfra ender jeg ved Avnsø, der er en af Danmarks reneste søer. Det er et dødishul, hvor det er tilladt at fiske, bade, have bål osv. Stien her er faktisk lille og hyggelig, men til tider pløjet op af MTB’ere eller et stort løb (øv!).

Skjoldungestien går herfra til Helvigstrup Skov, hvor der er opført en fantastisk plads med bålhytte, et par sheltere og multtoilet. Her er god udsigt over en sø og en lysning i skoven.

Der er utallige veje, der prøver at lokke mig væk fra ruten, men jeg prøver stædigt at følge ruten videre. Jeg kommer nu ud på en for mig ukendt del af Skjoldungestien, og det glæder jeg mig til. Ruten fortsætter i skovkanten mod vest, og den er sket ikke dårlig. Vi plejer som regel at forlænge turen søndag, hvor vi går sydover gennem moser, kongeveje osv. Der er ikke langt ind til Hvalsø herfra, hvis vi går direkte.

dagstur på skjoldungestien

Da jeg når til Tradshusvej, kan jeg alligevel ikke dy mig for at tage et lille smut væk fra ruten. Jeg har aldrig set Rævemosen, der er en stor teltplads, som man kan booke gennem Naturstyrelsen (læs om pladsen i dette magasin: “Overnatningspladser i Nationalpark Skjoldungernes Land”). Skolestien leder mig igen på rette spor, og herfra går ruten igen forbi et kort stykke kuperet kulturlandskab. Skjoldungestien går stadig i skovkanten, og det giver fantastiske valgmuligheder i valget af udsigt: Skov eller kuperet landskab. Jeg ender oppe på Skovvej, hvor det sidste stykke asfalt - lidt over 1 km - fører mig til Hvalsø Station. Herfra kan man tage toget mod København, Holbæk, Kalundborg, Helsingør, Sverige, eller hvor man nu vil hen. Jeg skal dog ikke så langt. Jeg bor ca. 12-15 minutter væk (i bil).

En fantastisk tur er slut. Jeg er glad for de valg, jeg tog før og under vandreturen, og jeg kan ikke lade værre med at tænke på, hvilke andre muligheder ruten tilbyder mig en anden god gang.

Transport-info

Da ruten går fra station til station, er det ganske let at komme hertil og hjem igen med det offentlige. Fra København tager det ikke lang tid, før du står i fantastiske omgivelser, og det er let at komme tilbage til storbyen igen. Man kan også parkere sin bil gratis på begge stationer og benytte toget til at slutte cirkelturen.

Links

Kort og folder over Skjoldungestien (2020): https://nationalparkskjoldungernesland.dk/media/279609/skjoldungestien-2020.pdf

Kort og folder over Bidstrup Skovene: https://nationalparkskjoldungernesland.dk/media/217359/bidstrup_skovene_nst_111213_web.pdf

Kort med overnatningspladser i Nationalpark Skjoldungernes Land: https://www.google.com/maps/d/viewer?mid=1Qe8BjkvWxzDCLW2Boxh24fZRGwnQDwJ7&ll=55.670096577802%2C11.97954434999997&z=11

Chefredaktør
Jeg er passioneret vandrer og grejnørd. Jeg skriver om vandring og friluftsliv, med mine egne ord og egne øjne. Jeg er til nordisk friluftsliv og elsker at vandre i Danmark, på Skåneleden og i fjeldene i Lapland.

Læs også (2)