Vandrerute i Dovrefjell

Det vrimler med vandreruter i Dovrefjell, og køber du et kort med DNT’s ruter indtegnet, kan du sikkert tage 1000-vis af kilometer. Det er også planlægningsmæssigt let at lave en rundtur, men der er fælder… For DNT's ruter er IKKE som de danske og svenske vandreruter. Det er ikke store skilte, spranger over vådområder og blokmark eller broer over fos. Du får nogle T’er, der er malet på nogle sten (de fleste steder), og så må du ellers klare dig selv! Det er der nu også noget helt specielt ved. På godt og ondt. Læs med her, og find selv ud af, om en vandretur i de norske fjelde er noget for dig.

Video fra vandreturen i Dovrefjell

Vandretur i Sydnorge

Vi starter kl. 04.30 om morgenen. Jeg tænder kaffemaskinen og går i bad. Emil, der deltager på årets Outsitetur, har overnattet på min sofa, så han sparer mange kilometer i bil. Vi skal mod lufthavnen, hvor Poul venter. Han har efterhåndende været med på mange fjeldture, og det bliver et rigtig hyggeligt gensyn. Poul er forventningsfuld, for i Dovrefjell er der vilde moskusokser. Jeg har taget mit store teleobjektiv med, så vi kan fange dem, hvis vi er heldige.

Turen til Dovrefjell er som sådan let nok, og når du når til Norge, skifter landskabet konstant og bliver smukkere og smukkere. Skal du til Dovre, vil jeg anbefale, at du kører over Rondane. Det er en tur, du sent vil glemme!

Ved Oppdal drejer vi ind på den sidste del af ruten, og her er fjeldene ubeskriveligt smukke. Dybe og stejle dale med overdrevet imponerende vandfald og…

JEG BREMSER HÅRDT…

En elg, der bestemt ikke kender færdselsreglerne for os mennesker, træder pludselig ud foran bilen. Jeg står nærmest på bremsen. Det store dyr ender på køleren af min VW Polo. Heldigvis er de ikke værre end, at elgen rejser sig op og løber ind i skoven....

Vi er alle OK i bilen, og Poloen har bare en lille bule i kølerhjelmen. Vi fortsætter lidt rystede mod vores destination. Det skal dog nævnes, at vi ringede til politiet, der sendte en jæger ud, for at bekræfte, at elgen også var OK. Det er det, man skal gøre, når man oplever den slags.

Lettere forsinket ankommer vi endelig til vores destination; Den frodige Grøvudalen. Vi får rygsækkene på og begiver os derudaf.

Gruppen er lidt trætte efter turen, og der er ikke underligt lidt “brok” i rækkerne over rygsække, der sidder forkert, træthed eller ømme ben efter den lange køretur. Lyset er ved at forsvinde, så det er ikke meget vi ser af ruten og den ellers smukke opstigning.

Det går lidt opad til at starte med, herefter lidt ned, og så ellers nogenlunde fladt. Vi når vores lejr, der ligger flot ved elven Grøvu i nordenden af søen Nysetertjønna.

Vi får teltene ud, men på grund af træthed er folk ikke så hurtige, og der er mange, der fumler lidt. Et af teltene har desværre en defekt lynlås, så vi må sende Patrick ind i teltet til Emil, der sover i et Nordisk Oppland 2 LW.

Trætte går vi i seng en gang efter midnat efter næsten et døgn på farten.

Grøvu til Fegran

Vi har sat uret til kl. 8, så vi kan nå at få nogle timer. Vi har afgang kl. 10, men vi skal ned til bilerne med det defekte telt og hente et ekstra telt. Vi får lidt kaffe og morgenmad, og Sara og jeg bevæger os herefter mod bilerne.

Turen ned er meget smuk, og man kunne have undet os den i går som belønning for vores uheldige køretur. Meget varieret med den voldsomme men smukke elv, birkeskoven, de åbne udsigter til fjeldsiderne og ruten der snor sig, og går op og ned, som de plejer i fjeldet. Turen går ret hurtigt, og vi går de 3 km på kun 48 minutter.

Vi får lagt det ødelagte telt og finder vores ekstra telt. Herefter er det retur op til lejren, de ca. 3 kilometer væk.

Vi ankommer ved 12 tiden og har i alt brugt 1,5 time op og ned (uden rygsæk på, selvfølgelig).

Vi tager lidt frokost, og jeg underviser deltagerne i fjeldvandring og teltslagning i blæsevejr. Herefter pakker vi lejren sammen, og vi vandrer derudaf.

Turen er forholdsvis flad og hurtigt vandret. Vi kommer til Grøvudalshytta og Gammelsetra, der er en lille bygd, hvor frivillige har renoveret en gammel gård og bygget hytter i gammel byggetradition. Det er et meget fascinerende og smukt syn. Samtidig sælger de vafler, hjemmelavet ost, kaffe osv. En meget anderledes oplevelse i fjeldet. Vi kan ikke dy os for fristelsen og må selvfølgelig smage en vaffel, der serveres af to meget venlige norske piger. Klart et besøg værd!

Besøget tager dog lidt tid. Vi er allerede midt på eftermiddag. Vi skal egentligt vandre 9 km i dag, men gruppen og tempoet er langsomt. Vi krydser Grøvu elven tilbage på østsiden ved Storvallen. Her er endnu en gammel gård, der dog er ubeboet.

Herfra ændrer de åbne vidder sig til birkeskov, og en opstigning begynder så småt. Det er en fin variation på ruten. Vi kommer også i læ for vinden, der dog ikke er kraftig. Birkeskoven er let at vandre i og med lidt vandfald, der kommer ned fra fjeldsiderne. Ikke noget der er svært at forcere.

Gruppen er som helhed ved at være trætte, kan man mærke. Vi - Brian, der er medturleder, og jeg - beslutter os derfor for at afkorte ruten. Da vi kommer til det nye slutpunkt ved Fegran, forsvinder birkeskoven, og den frodige dal åbner sig igen. Der er fine teltpladser til rigtig mange telte. Kl. er blevet 18, og vi slår teltene op. Denne gang uden problemer. Vi spiser aftensmad og hygger allesammen ved Nop og Mettes telt.

Fegran til Bjørkøya

Om natten tager vinden betydeligt til. Meget kraftige vindstød på vel op til 25 m/s blæser gennem lejren. Jeg vågner et par gange, og en enkelt gang går jeg ud for at besigtige teltene hos de andre. De står rigtig fint, så jeg kan godt gå i posen igen.

Om morgenen fortsætter vinden, men vi pakker lejren ned og bevæger os mod højfjeldet. Vejrudsigten siger, at vinden vil tage af i løbet af dagen.

Vi vandrer videre ad den markerede rute langs fossen Grøvu, og vi er nu i en lav birkeskov. Det begynder at gå opad, og landskabet er smukt, grønt og frodigt. Der er fjeldblomster overalt, men dalen er også kendt for at have 75% af alle fjeldblomster i Norge.

Vi holder pause lige over trægrænsen, der her ses meget tydeligt. Nærmest på cm ændrer landskabet sig. Træerne slutter på række og bliver overtaget af store sten og blokmark. Vi kommer igen over til Grøvu fossen, der her dog er en whitewater forlystelsespark - rigtig smuk!

Vi holder pause lige før næste dal, hvor det flader ud igen. Her kan vi sidde i ly for regn og vind. Man kan se store byger flyve forbi os, men det er kun støvregn, der rammer os. Et rigtig godt frokoststed.

Vi fortsætter to trin op og bliver ramt af en vindstyrke af orkan. Man kan ikke stå stille uden at blive skubbet rundt, og vores trin bliver nu og da forstyrret så meget, at det er uforsvarligt. Teltene vil heller ikke kunne klare denne kraft, så vi beslutter hurtigt at gå ned igen. Vi kan ellers se, hvor vores næste lejr skulle have stået, nemlig for enden af Littvatn, en lille sø med en gammel hytte i den nordlige ende.

Beslutningen om at vende om er ikke svær, og det er bare med at komme ned i ly igen.

Vi beslutter os for at slå lejr ved førstkommende lejlighed. Vi skal dog lidt ned igen, før det kan lade sig gøre. Vi kommer ned ved Bjørkøya og finder nogle fantastiske teltpladser. En lille smuk og åben plet mellem træerne, der yder formidabelt ly for vinden. En lille bæk løber i “forhaven”, og lyden er en behagelig rislen. Bagved er der lidt bloksten, flotte farver af mos, og små lave træer. I baggrunden et stort og majestætisk fjeld, der troner med 1641 m.o.h. Vi er selv i 1034 m.o.h. så’n cirka.

Vi hygger os i teltene, og vejret er totalt omskifteligt. Vi oplever et fjeldvejr, der lever op til dette: “kan du ikke lide vejret nu, så vent 5 minutter, så kommer der noget nyt”.

Her til aften er vinden endnu ikke aftaget, og nu og da kommer der vindstød ind til lejren.

Bjørkøya til Salhøtjønnesøerne

Vi vågner til lidt vind og blå himmel med lidt skyer. Vi tager det stille og roligt og ser tiden an. Kl. 9 beslutter jeg, at vi alle går mod højfjeldet, og vi pakker derfor lejren ned. Opstigningen kender vi fra i går, men vi skal dog meget videre.

Vi rammer hurtigt Littvatn Søen, hvor vi skal passere via store blokke af sten. Det er lidt vanskeligt, men ikke mere end, at det blot nedsætter vores tempo en hel del. Efter søen bliver det fint igen, og vi er nu startet på den lange opstigning mod 1400 m.o.h.

Stigningen går fint, og gruppen er godt vandrende. I enden af Storgrøvudalen rejser sig en snevæg, som vi skal op på. Det ser ret vildt og smukt ud. Vi tager opstigningen forsigtigt. Tramper trin i sneen, så vi kan komme op. Der er i perioder noget stejlt men ikke noget uforsvarligt. Sneen er blød, og man ville kunne stoppe rutcheturen, hvis man var uheldig og faldt. Her er en formidabel udsigt. Vi husker at stoppe op og nyde den.

Vel oppe får vi en ny udsigt over Salhøtjønnesøerne og højfjeldsdalen heroppe. Vi har nu kun 2 km til lejren, og de er let vandret. Humøret er højt i gruppen, og vejret har virkelig været med os i dag. Det fortjener vi også!

Lejrlivet er hyggeligt. Nogle bader i søerne, andre fisker lidt. Nop hopper i søen fra et snefelt. Den mand er ikke fra denne planet! Vi har set det før, og jeg bliver lige imponeret hver gang.

Om aftenen kigger Patrick ind i teltet, og vi hygger med lidt kaffe og god humor.

Salhøtjønnesøerne til Lesjøen

I dag har vi en længere etape foran os, men det kommer an på, hvor langt vi kan få gruppen. Vi skal først gennem et langt stykke med blokmark, og det er ikke en høj hastighed, vi vil have her.

Det har regnet i nat, men vi står op til lidt tåge, dog slet ikke slemt. Inde bag tågen kan vi se blå himmel, og noget tyder på endnu en god dag. Vi pakker lejren ned og så er vi afsted.

Midtre og Søre Salhøtjønne søerne er noget tekniske at vandre ved. Der er meget blokmark, og det går op og ned. Ved Søre søen spotter vi en person og en hund ved nogle hytter. Personen går på et tidspunkt lidt op mod os, og da vi når det højeste punkt på etapen, kommer hun os i møde. Hun har lejet hytten med sin mand, og de skal være her en uge - ganske alene i fjeldet. Hytterne ligger meget øde, så de kan få masser af fred og ro.

Ved den sydlige del af fjeldet Salhøe fortsætter blokmarken nærmest uendeligt. Vi holder frokost på en god lille plet, og solen titter frem. Vi skal helt til Veslholbekken, før blokmarken forsvinder, men her har vi så et vad. Sidst Brian var her, kunne fossen vades tørskoet, men ikke denne gang, så vi må af med støvlerne, smøge bukserne op og ud i det iskolde vand. Det går fint, og hele gruppen får en god oplevelse.

Herfra kommer der nærmest motorvej. Lejrsjøtelet, som er dalens navn, er meget let vandret, og vi skyder enormt god fart. Der kommer nogle gode fos ned over stien, men de kan vades tørskoet. Hele dalen er kæmpestor, og vi kan se enormt langt. Vi skal ned til Vollan-området og ligge i nordenden af Lesjøen søen. Her finder vi nogle meget fine lejrpladser lige ved hytterne og stien. Der er fantastisk udsigt over resten af dalen fra teltet.

I morgen skal vi op langs Langvassbekken, og forhåbentligt kan vi komme så langt, at vi måske kan komme helt til Snøhetta, der er plan A. Måske vi dog må “nøjes” med plan B, der er lidt kortere. Vi må se i morgen.

Læs med i 2. del her...