Deres rejse bød på alt, hvad en vandreentusiast kan drømme om: majestætiske fjelde, storslåede landskaber, og et dyk ned i historien til en tid, hvor modige mænd og kvinder krydsede fjeldet til fods med vilje og udholdenhed.

Telegrafrutens Historie

Telegrafruten, der strækker sig over Saltfjellet, var oprindeligt en vital transport- og kommunikationsvej i det nordlige Norge. De telegrafhytter, der blev opført i slutningen af 1800-tallet, fungerede som baser for telegrafarbejderne, som under barske forhold sørgede for, at kommunikationslinjerne forblev operationelle. Før hovedvejen E6 åbnede i 1937, var Telegrafruten den eneste måde at krydse fjeldet på – en 60 km lang vandring til fods over det barske terræn. 
I 2015 blev ruten officielt anerkendt som en historisk vandrerute, og telegrafhytterne står nu som vidnesbyrd om fortidens strabadser. Den typiske vandretur starter i Røkland og slutter 60 km senere i Bjøllånes, med en samlet højdeforskel på 1200 meter både opad og nedad. Med DNT-hytter strategisk placeret langs ruten, er turen velegnet for både voksne og seje børn, der hver dag skal vandre mellem 10 og 20 km.

Forberedelser og Afgang til Saltfjeldet

For familien handlede turen ikke kun om at nå fra A til B. Den skulle også være en pause fra hverdagens travlhed – en tid til refleksion og nærvær, samt en lejlighed til at prøve kræfter med at fange fisk til aftensmad. Med tre døgn uden mobilsignal ventede et eventyr helt "off the grid."

Rejsen begyndte i Svendborg med kurs mod Bodø, hvorfra de skulle mod Saltfjellet. Efter en overnatning i lavvu-telt i den lille, hyggelige by Kosmos blev rygsækkene omhyggeligt pakket og vejet. For at sikre en god oplevelse skulle de voksne ikke bære mere end 20 % af deres kropsvægt, mens børnene holdt sig til 15 %. Samlet set bar familien 40 kg, inklusive 12 kg mad, soveposer, nød-tarp, skiftetøj og et spil kort.

Med madpakkerne smurt og rygsækkene klar begyndte familien deres eventyr – først med et lift i bil til Tollådalen, hvorfra de fortsatte til fods mod Bjellåvasstua.

Vandringen på Saltfjellet

Fra Tollådalen og ind i Saltfjellet blev familien mødt af velmarkerede stier, der bød på både frodig skov og åbent højfjeld. Stigningerne kunne være krævende, men landskabet åbnede sig op og belønnede familien med storslåede udsigter og en følelse af frihed. Efter cirka 5-6 km gennem skov blev det barskere højfjeld nået.

Første dag sluttede ved Bjellåvasstua, hvor familien overnattede ved bredden af Nodre Bjellåvatnan. Selvom fiskemulighederne skulle være gode, udeblev fangsten. Aftensmaden blev derfor en lækker omgang tortillas med bønner og smeltet cheddar, ledsaget af et glas vin til de voksne. Morgenen efter bød på en solid brunch. Natten bragte 11 timers tiltrængt søvn under midnatssolen for de fire udmattede vandrere.

Hytter og Oplevelser

Dag 1: Bjellåvasstua
Første etape bød på 10-12 km vandring og overnatning i Bjellåvasstua. Hytten er fra 1970'erne og byder på 22 sengepladser samt gode fiskemuligheder i søen.

Dag 2: Midtistua
På andendagen nåede familien Midtistua, en autentisk telegrafhytte i 700 meters højde. Hytten er én af de få originale og blev genopbygget i 1901 efter en brand. Midiastua står stadig og ved siden af en nyere sikringshytte samlet med 16 sengepladser.
Historien om Telegrafruten er flot fortalt via udskæringer i de massive træstolper, med navne og årstal på folk der har overnattet i hytten fra 1901 og frem, og på mange måder forunderligt at se at ”Johann Johannes 1907” også er en del af familiens eventyr.

Dag 3: Krukkistua
Krukkistua blev næste stop, selvom familien passerede Saltfjeldstua på vejen. Dagens tur var 12 km, og det blev tid til en strandtur ved kanten af Södra Bjellåvatnan.
Krukkistua er et af to tilbageværende telegrafrum i Saltfjellet-Svartisen Nationalpark. Hytten er fra 1881 og præcis magen til Midistua, ved siden af er den der helt ny og mere moderne hytte fra 2008 til sammen har de 12 sengepladser.
Her blev dagen brugt på fiskeri i elven, badning og kortspil i de naturskønne omgivelser. Aftenen blev afsluttet med nybagte boller fra en moderne gasovn og en omgang norsk Super Yatzy.

Dag 4: Den Store Finale
På fjerdedagen stod familien tidligt op til turens længste og mest krævende etape: 25 km med 400 meters stigning over Lappflyttarskaret og endnu længere ned. Denne strækning markerede både krydsningen af Polarcirklen og afslutningen på Telegrafruten, inden de nåede asfaltvejen ved Bjøllånes.

Da familien endelig nåede asfaltvejen, var energien fuldstændig opbrugt—måske var den det allerede 10 km tidligere—men turens oplevelser havde fyldt sindet med ro og en dyb, tilfreds træthed. Der var dog ingen mulighed for at bestille en taxi, da nærmeste by lå 50 km væk. Planen var derfor at få et lift ved at tomle sig til toget. De lokale nordmænd i deres Teslaer smilede venligt, men kørte forbi uden at stoppe. Som sendt fra himlen kom der dog en tysk kvinde fra Berlin, som tilbød dem et lift tilbage til Dunderland togstation. Hvorfra familen begyndte deres rejse tilbage over fjeldet med tog mod Bodø.

Fællesskab og Møder Undervejs

Selvom ruten anses for at være krævende, mødte familien 28 andre friluftsentusiaster undervejs, primært lokale nordmænd dog alle uden børn. Hytternes sociale atmosfære gjorde indtryk, og de historier familien fik fortalt af de få lokale nordmænd – i hytterne og fra DNT's gæstebøger – tilføjede en ekstra dimension til deres eventyr.

Ud på Tur, Aldrig Sur

En vellykket vandretur handler om at være mæt og tør, og DNT-hytterne lagde de perfekte rammer for dette. Familien havde medbragt 12 kg mad, hvoraf en stor del bestod af REAL Turmat – frysetørrede retter, der kombinerer høj ernæringsværdi med lav vægt. Aftensmaden den første aften var en omgang tortillas med bønner og smeltet cheddar, og næste morgen en brunch med brød, æg, ost og marmelade. Resten af turen stod på havregrød, knækbrød, snacks og de store mængder REAL Turmat

3 tip til måltider på vandreturen

Familien har tre madtip til en vellykket vandretur:

1. REAL Turmat: Disse frysetørrede måltider er både lette at tilberede, har høj ernæringsværdi og er nemme at pakke. Du skal blot tilsætte kogende vand, røre rundt, vente 8-10 minutter, og så er maden klar til servering. Børnenes favoritter er Pasta Bolognese og Kebabgryte. 
Et lille ”life hack” er at medbringe en halv pakke suppehornspasta, som har en kogetid på tre minutter. Ved at tilføje denne ekstra pasta kan man gøre en portion REAL Turmat endnu mere mættende, selv for en voksen mand.

2. Tortilla og æg: Tortillapandekager er ideelle til vandreture, da de har lang holdbarhed, er lette at pakke og indeholder masser af kulhydrater. De kan nemt opvarmes på en pande, og når de er varme, kan de foldes til trekantede "lommer" fyldt med ost. For en ekstra luksusudgave kan man tilføje et spejlæg – så er der serveret!

3. Havregrød med æblegrød: Efter et par dage på vandretur er det godt at have medbragt mad, der kan holde sig ved sommertemperaturer. En simpel, men nærende morgenmad kan laves ved at kombinere havregrød med æblegrød. Denne kombination giver et lækkert og energifyldt måltid, som i familiens tilfælde gav dem brændstof til at klare 25 km vandring på den sidste dag.

Afslutningen på Eventyret

Målet om at fange og spise en fisk blev ikke opfyldt, men familien prøvede kræfter med fiskestængerne ved begge Bjellåvatnan-søer og ved elven ved Krukkistua, og i sidste ende var fiskeri meget vigtigere end selve fisken. Eventyret bød alligevel på så meget mere end det. 
Den sidste dag på 25 km gennem den smukke Stormdalen gav tid til refleksion, og da familien endelig stod på den anden side af elven, kunne de se tilbage på fire dage fyldt med mindeværdige oplevelser.

På Saltfjellet fandt familien ikke bare tid, men også mening – og de vendte hjem med ømme ben, minder for livet og en historie om deres eget eventyr nu var en del af Telegrafrutens.