Solovandretur i Norge

Da jeg godt kan lide at vandre alene besluttede jeg mig for at tage på vandretur men vidste ikke rigtig hvorhen. På Outsite.org er der altid gode råd at få og jeg skrev derinde med forslag til en sådan tur. Der gik ikke længe før jeg havde de første gode forslag og jeg ”forelskede” mig med det samme i forslaget om Bergen. Gullfjellet, det højeste fjeld i Hordaland. Ulriken, det højeste fjeld i Byfjeldene….. Højt er godt ☺

Så gik jagten ind på mere viden. Jeg blev medlem af ”Gullfjellets venner” og fik hurigt kontakt med en venlig nordmand, der var villig til at svare på alverdens spørgsmål. Jeg ved ikke, hvad nordmænd kalder danskere – men jeg er sikker på, han tænkte ”Loco Loco” ☺”Ligger der meget sne i fjeldet? Kan jeg drikke vandet?, Hvor køber jeg gas til turen?, Hvor må jeg telte etc….” Og jeg fik svar på det hele! Nu var der bare tilbage at komme afsted og klare turen på egen hånd.

Jeg fik flybillet til Bergen torsdag eftermiddag. Fra lufthavnen skulle jeg over Bergen for at komme med toget til Trengereid. Denne del var der styr på. Hvad jeg ikke lige havde tænkt over var, at når jeg steg af toget, ville jeg stå på et trinbræt med vand på den ene side og stejle fjeldsider på den anden! Og der stod jeg så - og skulle finde ud af hvilken vej jeg skulle gå!  

Efter at have gået lidt frem og tilbage ved stationen, tog jeg en beslutning og begav mig op af vejen. Og når jeg siger op, mener jeg op! 100 m og sveden sprang fra mig. Kan godt være jeg ikke lige havde nærstuderet vejens forløb på kortet – men der var en grund til, at den lignede en bugtende slange! Op kom jeg dog og stødte på en større vej og en rundkørsel. Efter at have stået der i længere tid og kigget kort, stod det pludselig klart for mig, hvordan jeg skulle komme videre.

Jeg forstår det ikke, men det ene øjeblik er jeg helt lost for ved det næste øjekast at være 100 % sikker på hvor jeg er og hvad jeg skal - meget forunderligt. Men rigtigt var det, og så gik turen af en lidet flatterende landevej men med mål i Gullbotton naturområde.

Det var skønt, da jeg endelig kunne trække fra landevejen og ind i naturområdet. Da skiltet med ”Velkommen til Gullbotton” tog imod mig, og bommen fortalte, at motorkøretøjer ikke længere var tilladte, slappede jeg af. Jeg var fremme ved min egentlige start, og nu følte jeg mig lidt mere som en fjeldhiker ☺ Klokken var næsten 22, men der var masser af lys på sommerfjeldet, så det var ikke noget problem at finde rundt.

Jeg bevægede mig frem på ganske små stier, opad hvor vandet piblede ned. Langs brusende elve og forbi små sletter med højt græs. Eftersom dette var min første tur i de norske fjelde, var jeg ikke helt klar over, hvad jeg skulle kigge efter i forbindelse med min teltslagning, men som udgangspunkt noget nogenlunde plant. Jeg ville gerne hen for foden af fjeldet, så jeg gik en times tid og lagde hele tiden mærke til, hvor jeg evt. kunne gå tilbage til og slå telt op, hvis ikke jeg fandt andet.

Men pludselig var den der… sletten! Fedt! Den ualmindelig svampede og våde slette! Men det gik. Jeg fandt et knapt så vådt sted at slå teltet op. Fik kogt vand til kaffe og satte mig derefter bare og kiggede ud og op;  op og op af fjeldsider hele vejen rundt omkring mig… wow, jeg var solgt! Lige på stedet. Og alene – helt alene – men aldrig utryg!

Natten var lidt kold, men jeg fik sovet nogle timer og vågnede ved lyden af stemmer langt borte. Da jeg kiggede ud, kunne jeg skimte to mennesker på vej op ad den sti, jeg formodede også at skulle op ad efter morgenmad og kaffe. Det var fedt at se, hvor små de var på det store fjeld og vide, at det her ikke var Gullfjellet, men bare en forløber for en forløber. Det kriblede i kroppen for at komme afsted og jeg var ikke lang tid om at få spist og pakket sammen.

Ude på stien som jeg havde forladt foregående aften, gik det afsted mod toppen af Gullfjellet, 982 m over havets overflade, og hvilken tur op. Den ene top efter den anden. Lyden af fårenes bjælder, der kunne høres som en sagte sang i vinden. Klipper, mudder og smukke bjergtagende udsigter. Det var helt fantastisk.Stendyngerne var lette at navigere efter, og turen til toppen gik efter planen. Små to timer efter start var jeg oppe. Oppe på taget af Hordaland og udsigten var imponerende. Her mødte jeg flere mennesker. Ældre garvede nordmænd, unge friske fyre i et forrygende tempo og et meget sødt par som spurgte interesseret ind til min tur. Jeg adskildte mig fra resten af flokken med min velvoksne rygsæk og mine stave ☺ 

Næste etape gik fra toppen til redningsstationen. Det skulle have været en tur på en markeret rute, men på et tidspunkt gik det op for mig, at de blå markeringer var forsvundet. Jeg stod på toppen af en slugt og kunne se nogle søer i bunden. Efter at have studeret kortet et stykke tid var jeg sikker på, hvor jeg var, og gik ned gennem slugten for at finde stien igen.

Det lykkes heldigvis. Jeg har hjemmefra læst, at der er folk som har mistet livet i dette terræn, så jeg var meget ydmyg i forhold til at tage de kloge beslutninger, og jeg var glad, da jeg igen gik på en afmærket rute. Sporet var meget teknisk og selvom jeg kunne se den næste markering og vidste, at jeg var på ruten, forundredes jeg over hvor svært terrænet var på denne del. Virkelig stejle stier ned, hvor jeg koncentrede mig udelukkende om ikke at falde. Jeg var trods alt alene og der kunne nok gå lidt tid inden nogle fandt mig, hvis pludselig jeg lå der med et brækket ben! Redningsstationen dukkede op på et kærkomment tidspunkt. Pause, kaffe, samtaler med søde nordmænd og en plan for næste etape danner rammen om mit besøg ved Gullfjellets redningsstation. 

Min plan var at gå til Osavatnet, en lidt større sø med P-plads og infotavle. Det trygge sted at gå hen. Jeg valgte derudover at gå over Austlirinden, en ekstra top og ekstra højdemeter, for at få så meget ud af turen som muligt. Da jeg nærmede mig min destination, nænnede jeg dog ikke at gå ned fra fjeldet og valgte at sætte telt op på en lidt afsidesliggende fjeldtop i stedet for p-pladsen ved søen. Udsigten var endnu engang storslået og jeg nød en gang aftensmad til solens stråler der legende nåede fjeldsiderne mellem skyerne. 

Noglelunde veludhvilet vågnede jeg lørdag morgen og havde Ulriken som dagens sidste checkpoint. Først skulle jeg dog tilbagelægge ca. 15 km vandring. Søen Osavatnet var et smukt sted at starte dagen og som kilometerne forsvandt bag mig følte jeg mig overordentlig godt tilpas. Da jeg på et tidspunkt gik langs den brusende elv, fik jeg pludselig øje på et lille spor op af fjeldet. Efter at have tjekket kortet, kunne jeg se en markeret rute frem til en top 603 hm oppe. Sammen tur op og ned, men ikke noget jeg som passioneret trailløber kunne modstå. Turen gik op af det skønne lille spor og jeg blev i den grad udfordret af klipper, rødder, mudder og sump - præcis som jeg allerbedst kan lide det. Da jeg nåede toppen forkælede jeg mig selv med en kop kaffe og en lille hilsen over telefonen til min mor ☺. ”Jo tak mor, jeg har det godt – rigtig godt”.

Nede igen gik turen mod Espeland og Lone Camping. Her var min plan at spise frokost inden jeg skulle fortsætte mod Ulriketoppen. Jeg havde kigget på kortet 100 gange, og mente jeg havde fundet et godt sted at telte for natten. Midt mellem Turnerhytten og Ulriketoppen så det ud til, at der højt oppe var et område nogenlunde fladt og med lidt grøn vegetation.

Nu skulle det så vise sig ikke at være helt så let. For første gang på min tur gik tingene ikke helt som forventet. Da jeg kiggede mod fjeldtoppene, kunne jeg se, at de var mørke og pakket ind i tåge og skyer. Det afskrækkede mig dog ikke umiddelbart, så jeg begav mig afsted med kortet i hånden og en plan om, hvor jeg skulle hen. Ikke langt fra start blev jeg dog stoppet af en venlig mand på en traktor, der frarådede mig den valgte vej. Den er ”terrible” som han beskrev den… Ok – ny plan!

Han henviste mig til et oversigtskort lidt længere nede af vejen, som ville guide mig mod Ulriketoppen. Godt så. Skiltet fandt jeg som forventet, men samtidig fandt jeg også ud af, at det sted jeg ville telte ikke var en mulighed, da det ligger inden for den zone med restriktioner af hensyn til drikkevandbassiner. Jeg lod mig dog ikke kue af denne information og var sikker på, at jeg ville finde et egnet sted deroppe. Jeg fulgte de to skilte jeg så mod toppen, men stod pludselig ved en skillevej hvor der ingen skilte var. Nu var jeg i tvivl om, hvad der var den rigtige vej. Jeg tog en beslutning, og valgte  desværre den forkerte! Op op op gik det, ad en vej som var kørt i smadder af landbrugskøretøjer. Store sten, træer der lå som et gigant mikadospil og en vej, der blev mindre og mindre fremkommelig. Til sidst stod jeg et sted, hvor det så ud som om, der aldrig havde gået nogle før.

Vejen sluttede ligesom bare og jeg vendte noget slukøret om. Nede på den store vej gik jeg tilbage, hvor jeg kom fra, overbevist om at jeg måtte have overset et skilt til toppen. Jeg fandt en lille sti med en mærkelig jernlåge men ingen skilte. Jeg gik nogle tøvende meter ind af stien, men blev enig med mig selv om, at den ikke var rigtig og vendte om igen.

Nu gik turen tilbage til oversigtskortet. Jeg diskuterede en del med mig selv på dette tidspunkt. Jeg havde allerede gået 18 km. Der var 5 km til toppen af Ulriken, ifølge kortet, og mine fødder var opløste og gjorde ondt. Klokken var ikke så mange, men jeg havde været i gang i mange timer. Jeg vidste godt, at den rigtige belutning var at vende om og gå tilbage til campingpladsen og lægge en ny plan for resten af turen. Men jeg syntes, det er svært.

Tilbage ved oversigtskortet blev jeg ikke klogere. Jeg gjorde et halvhjertet forsøg på at finde den rigtige vej, men besluttede mig endeligt for at stoppe for den dag, da det endnu en gang ikke lykkedes. Jeg fandt vej til Lone Camping. Betalte 170 norske kr. for en overnatning og slog mit telt op helt nede ved søen. Jeg nåede lige at rede seng og gøre min aftensmad klar, da det begyndte at blæse op. Og regne. Og blæse og regne virkelig meget! Vejrudsigten havde lovet op til 20 mm regn, så det kom ikke som nogen overraskelse, men det føltes alligevel voldsomt. Mit lille Nordisk telt blev sat alvorligt på prøve den aften. Flere gange var jeg ude og tjekke pløkkerne, som stadig sad som de skulle, men det føltes som om telt med mig som indhold kunne tage flugten hvert øjeblik det skulle være. Da jeg vovede mig ud den aften og så op på fjeldene, var jeg ret glad for ikke at ligge deroppe helt alene. Der var sort og så ikke mere fredeligt ud end hvad jeg stod i på campingpladsen…. Endnu engang føltes min retræte som den helt rigtige beslutning!

Næste morgen pakkede jeg tidligt sammen og tog bussen til Nesttun. Derfra videre med bybanen til Bergen. Min nye plan var at gå til toppen af Ulriken fra Bergen-siden og bortset fra at mit Garmin Fenix 3 frøs og havde brug for et hard reset ☹ på turen derhen, var der ikke mange ben i den sild. Ulriken var pakket godt ind i tåge og regn, så det satte selvfølgelig en stopper for de smukke udsigter. Turen op var afmærket og underlaget varieret. Klipper, mindre stier, sumpede mudrede stier og store sten. Det var en fin tur til toppen og heldigvis klarede det lidt op i løbet af dagen, så jeg fik set Bergen by fra foroven. Det kom ikke i nærheden af oplevelsen af at gå i Gullfjeldene eller at stå på Gullfjeldstoppen, men det var ok.

Nede igen. Små 56 km fra min start i Trengereid landede jeg i Bergen by. På Burger King (af alle steder) og nu var der kun tilbage at finde tilbage til DK…. 

Jeg havde en fantastisk tur til Norge. Jeg kom til Bergen, jeg besteg fjeldene og jeg bestod min egen test med at tage afsted alene og finde vej. Og jeg gør det igen – det er helt sikkert. Måske ikke alene og ikke over Ulriken igen. Men området omkring Gullfjeldet og sydvest over ser mægtig interessant ud.

Sommer-konkurrence

Denne artikel er en del af vores sommerkonkurrence. Send os din turbeskrivelse og billeder, så deltager du i konkurrencen om spændende præmier!

1. Præmie: Biolite CampStove 2
2. Præmie: Exped SynMat Hyperlite M
3. Præmie: Rygsæk fra Nordisk

Send din artikel til: Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.