Pilegrimsleden Norge

Min mentor blev ramt af en blodprop i 2017 og vil gerne se, om hun kunne vandre igen. Da vi går nogenlunde samme tempo og har det godt sammen, trods aldersforskellen, jeg er 49 år.....

Jeg er ved at spare op til min næste tur fra Le Pyu ---> Lorders ----> Somport passet ----> Jaco ----> Logrono ---> Santiago de Compostello. Så denne Gudbrandsleden tur vil jeg gerne på for at se, hvordan jeg trives med udstyr på ryggen..... Vi lavet en klar aftale om at følges, og hvis der opstår problemer, finder vi løsning på det......

Mandag morgen af sted tidligt op til Oslo og derfra til Lillehammer, så er turen godt i gang......
Henkastet siger min mentor ja forresten, jeg har også KOL og har ikke trænet særligt meget med gåture....... Smiler Ja, så viste jeg, at her tager vi det med ro og klart, vi må finde andre muligheder på at komme til Trondheim....
Vi havde valgt nogle af de billigste overnatningssteder, og det var og er ofte gamle hytter med seng og lokum i gården eller i hovedhuset.

Den første dag blev hård for os. Da vi skulle kravle hen over kløfter og nedstigninger på ikke eksisternede stier. Der blev det hvide håndklæde smidt i ringen. Min mentor fandt på løsninger, og jeg fulgte med, da jeg ikke vil lade hende være i stikken. Vi er fælles om denne tur...... Så ned til E6 og tage bus. Mentor var meget træt og opgivende, så her fandt hun løsning, hun blaffer. Jeg griner. Tænk en 74 årigt stikkerr tomle fingeren ud, og ja hun kom at køre ved en tømmerhandel.... Sådan min Mentor. Op igen til fjeldet og finde vores første overnatning ved en gård Moegård med hindbær og bad i elven......

Nu måtte vi tænke kreativt. Jeg vil gerne gå lidt, og Mentor havde jeg givet besked om at holde en hviledag. Hun må tage bus til vores næste overnatningssted Brokeud samt søge for indkøb....... Jeg gik af sted alene og var glad for, at min hun ikke skulle igennem disse svære stier...... Jeg kommer til Ringdalsgården, og et uvejr trak op, så jeg holdt en pause........Men jeg kunne ikke finde Pileledet og måtte vende om og gå via landevejen. Der tomlede jeg så og blev kørt til et vejkryds, og værten fra Brokeud hentede mig.

Dagen efter mod Nordrum Gård, et historisk sted. Vi vælger at gå væk fra ledet og tage skovvejen, hvor vi kommer til en smuk smuk udsigt. Turen var i et behageligt tempo, dog da vi blev ledt væk fra ledet pga. skovfældning. Varmen tog til, så vi gik ned og tog bussen til Fårvang, hvor værtens svoger hentede os. Vi mødte en tysker i bussen og tilbød at tage hendes rygsæk med op til Nordrumgård. Hendes del af aftalen var at købe et par øl til os.

Nu skulle vi afsted til Ringebu, hvor vi ved, at kirken er et unik sted. Op igen og vi klatrer gennem fjelde og skal igennem lavsskov. Da vi kom ned til nogle huse, var vores vanddunke tomme. Ved en have sidder en ældre herre i skyggen; vi spørger efter lidt vand. Han inviterede os ind i haven - bænken var beregnet os pilgrimsvandrere. Han hentede sin kone, der kom med hjemmelavet saft. Vi fik historien om deres liv i fjeldet, hvad de får tiden til at gå med, og hvor meget de sætter pris på de små ting i hverdagen, blandt andet har de flere norske gårdhunde, fugleliv og tamme musvitter, som de kan håndfodre. Jeg så det selv. Fruen kommer ud med nogle ældre postkort med Ringebu Kirke og ønsker os en forsat god tur.

Dagen er lørdag, og vores næste tur er ikke så lang. Vi skal ind til Ringebu by og handle lidt og så vente på en bus til Dale-Guldsbrands Gard. Igen var Mentor fiks, så mens jeg var på toilet, havde hun sørget for lift til døren....... Rart med veltrængt dag med afslapning. Vi sad og spisete, og der kom Ali fra Østrig. Han har gået fra Nordkap og går via de sydlige punkter imod Cap Town. Han er så inspirende og imødekommende - vi følger nu hans vandretur via Facebook.

Vi skulle kun til Sygard Grytting. li fortalte os, vi skulle blive på vejen, da vejene på fjeldet var svære at færdes i. Vi ankom til denne gård som har et pilgrimsloft fra omkring 1300-tallet. Her fik vi vores eget hus med nyt bad og køkkenet.

Dagen efter havde jeg en øv dag, men vi skulle til Varphaugen og gik lidt og tog bussen til en campingplads og fik en hytte.

Vi kom nogenlunde tidligt af sted op til udsigten. Det var en smuk tur - hatten af igen for hvad mibn mentor kan. Ned skulle vi også og gik langs elven mod Otta. Her køber vi togbilletter til Hjerkinn og derfra til Trondheim. Vi vil med bus til Jørundgard, det er en opbygget filmkulliseby, hvor man kan overnatte på Pilgrimsloftet. Igen er vi udfordret, for når man står af bussen, kommer man baglæns og der kunne jeg ikke se logikken i. Vi fik vores eget rum med en seng, der svarer til en størrelse 140 cm. Byen er speciel, man skal enten bade i elven eller ved en vandpost.

Nu er vi ved Gudbrandsdalen, og her vidste vi begge, at det vil vi ikke kunne klare. Vi må tage det offentlige til Hjertkinn, hvor vi kan overnatte på denne gård, hvor ejerne er den 13. generation på stedet. Heroppe er det køligt og luften så ren. Vi fik kun set lidt af dette, men vi vil ikke have undværet det.

Toget gik mod Trondheim, hvor vi fik fik overnatning på et Airbnb. Vi kom til katedralen dagen før Sct. Olaf's dag, som bliver fejret med fest og pilgrimsmesser. Hvor heldig kan vi lige være....
Vi afsluttede med nadver, hvor den morske biskop velsignede os.
Den ellers planlagte tur måtte vi ændre på grund af vores begges helbred, så vi tog nogle mindre vandreture og fandt nogle sjove og billige overnatningssteder. Der var også noget, vi måtte springe noget over.

Vores tur blev til en historisk turistvandretur. Vi fik oplevet noget af det smukkeste i Norge, hvor elvene og vandløb var tørlagte. Vores udfordringer var varmen og økonomien, en overnatning koster snildt 300 norske kr for en meget simple seng.
Vi fik sovet på Lillehammer Vandrehjem, Moegård, Brokerud Nordrum Gård, Ringebu Kirke, Dale-Gudbrands Gard, Sygard Gard, Varphaugen, Jørundgard middelalder center, Hjerkinn, Trondheim

Jeg fik meget ud af at rejse med en partner - hverken min mentor eller jeg selv ville have været denne rejse foruden. Hun er en sej fighter og ukuelig, når hun vandrer.... Det handler ikke om, hvor langt vi kom, men om hvordan vi begge kunne tilrettelægge og vandre stille..... Tak til Grete Andersen.

Næste gang bliver det interrail smiler