Kebnekaisefjeldene

Mange fjeldvandrere kender Kebnekaisefjeldene der er opkaldt efter Sveriges højeste fjeld ”Kebnekaise”. Området er også kendt for Sveriges mest berømte fjeldrute, Kungsleden der har sin mest vandrede strækning i området. Et berømt Fjällräven arrangement foregår også på den strækning, nemlig Fjällräven Classic.

Læs del 2 her...

Alt dette indikerer, at området i højsæsonen er lidt overrendt specielt på Kungsleden. Alle der kender mig ved at jeg har en mangeårig passion for netop dette fjeldområde som jeg har besøgt hvert år siden min første tur i 1969.

Foruden Kungsleden byder området imidlertid på mange flere andre vandremuligheder end Kungsleden, og også nogle som slet ikke er markerede og hvor der slet ikke er sti overhovedet.

Nogle ruter er faktisk kun beskrevet i Bogen Kebnekaisefjeldene udgivet af Wadskjærs Forlag og forfattet af René Ljunggren.

Nærværende rute og også delvis beskrevet i bogen, men vil man gå den skal den stykkes sammen af flere beskrevne ruter. Her får I den, ikke kun i samlet form, men i en helt ny version.

Når jeg skriver turbøger, så bygger rutebeskrivelserne på mere end én gennemgang af ruterne, men når man vandrer i stiløst terræn, så går man aldrig 100% den samme rute. Der er variation i hver tur, og var der ikke det orkede man nok ikke at vandre de samme ruter igen og igen.

Fakta om Kebnekaise

Kebnekaise ligger 150 km. Nord for polarcirklen i svensk Lapland.
Kebnekaises sydtop er reelt 1750 moh., men da der på toppen ligger en gletsjer der p.g.a. klimaforandringerne afsmelter er det pt. 2096 moh. Kebnekaises nordtop som er ren klippe er 2097 moh. og altså på vej til at blive Sveriges højeste fjeld.

Hvordan kommer man til Kebnekaise?

Man rejser lettes til området med tog til Kiruna og derfra med bus til Nikkaluokta.

Man kan også flyve men skal så med bus fra Lufthavnen og til Nikkaluokta.

Sværhedsgrad

Jeg har sat sværhedsgraden til 3 ud af 5 støvler, men den ligger tæt på 4 idet ruten ikke er markeret så den kræver at man har fjelderfaring og behersker orientering i den slags terræn. Der kan også forekomme let til middelsvære vad over vandløb, men der er aldrig dybere end vand til knæene.

Hvad koster det?

Tog fra København koster omkring 3000 kr t/r. og flybillet fra Kastrup ca. 4000 kr.

Helikopter op på fjeldet fra Nikkaluokta koster ca. 3600 SEK for en 4-personers helikopter.

Flyver man med rutehelikopteren fra Kebnekaise fjeldstation til Nikkaluokta koster det ca. 900 SEK pr. person.

Husk at chartrer helikopter hjemmefra hos Kallaxflyg så de ved hvornår du kommer og hvor du skal flyves hen.

Vandrer man ud men vil sejle med båden, man sparer ca. 6 km. Af de 20 km. Strækningen er koster den ca. 300 SEK pr. person.

Bis mellem Kiruna og Nikkaluokta koster 200 SEK.

Kan man drikke vandet i fjeldet?

Ja det kan du sagtens men tag kun vand der enten løber eller fra store søer.

Er der mange myg?

Jeg er selv overfølsom for det stof, myggene sprøjter ind for at blodet ikke koakulerer i deres snabel. Jeg synes dog ikke at de er det store problem når bare man kommer væk fra skoven og ellers telter lidt højt hvor det lufter.

Kan jeg risikere at møde en bjørn?

Nej det kan du ikke. Bjørnene er i de store mennesketomme skove og de er så sky at de flygter såsnart de vejrer dig.

Kort over området

Lantmäteriets BD6 eller Kalazos. Kebnekaisefjeldene dækker hele ruten.

Rejsen til Kebnekaise

Jeg rejser altid med tog. Dels er det hyggeligt og dels er jeg så sikker på at min rygsæk er fremme samtidig med mig.
Jeg rejser fra København, men det går også fint at tage toget i Göteborg. Begge ruter går over Stockholm hvor man skifter tog til ligge- eller sovevogn.
I Kiruna kører bussen til den lille sameby, Nikkaluokta ca. 70 km. mod vest og her ender vejen.

I Nikkaluokta er der et cafeteria og et servicehus for betalende teltende gæster, samt en lille butik mest med souvenir. Regn ikke med at købe provianten til turen her.
Cafeteriet har udmærket mad og øl- og vin rettigheder.
Det er gratis at telte i området. Du skal kun betale hvis du vil have bad etc.

Fra Nikkaluokta bruger jeg helikopter til at transportere mig op på fjeldet, og væk fra skoven. Har man ikke lyst til det, eller vil spare pengene, kan man blive sat af bussen i den lille by Årosjåkk, 20 km før Nikkaluokta og starte ad en sti op gennem skoven til højfjeldet.
Der er intet i Årosjåkk udover private boliger. Der er ingen butik.

I den følgende beskrivelse beskriver jeg begge muligheder.

Fortvivl ikke over de underlige samiske navne på kortet og i beskrivelsen – du vænner dig til dem.

Vandreruten

Man beder om at blive sat af bussen i Årosjåkk. Sig det til chaufføren når du stiger på i Kiruna, så jeres rygsække ligger yderst i bagagerummet.
I Årosjåkk står et skilt der hvor stien starter, og så er det blot at starte opstigningen. Vær opmærksom på de røde krydser på stænger der står på ruten. Krydserne viser skiruten så dem skal du kun følge, der hvor vandre- og skiruten følger samme spor.
Det er ikke helt logisk hvor stien går idet der også løber småvandløb ned hist og her, men det gælder bare om at komme deropad.

Stien stiger fra ca. 490 moh til 750 moh over ca. 3 km. Og når du når op er du over trægrænsen, men ikke grænsen for pilekrat. Pil vokser hvor der er vand og sumpet så vær omhyggelig med at følge vandreruten, også selvom det måske ser ud til at være lettere der hvor de røde krydser forlader sporene. – Tro mig. Du vil ikke ende i tæt pilekrat.

Fortsæt ad stien indtil du er ud for Stággučohkkas forbjerg Stággunjunni. Der er lidt pilekrat på stedet der godt kan være en smule besværligt, men det er ikke ret bredt. Læg mærke til hvordan det ser ud på fjeldkortet. Du skal helst ramme lige der hvorsporene deler sig i to. (Koordinater: SWEREF 99 TM: N 7542150, E 678350. WGS84: 67°56'18.5"N 19°15'28"E)
Den letteste måde at komme videre op på er, at gå skråt mod nordvest op til højdekurve 900 moh. og derfra zig-zagge indtil det er let at komme videre op. Du tager nu retning imod Stággučohkka hvis top du går nordom og derfra over til søen Dolakjávri. Pas på ikke at komme for langt ned idet du da rammer pilekrattet. Du skal ikke længere ned en højdekurven 950 moh. Men, forholdene ændrer sig fra år til år så selvom du følger mit GPX-spor så brug almindelig omtanke også. Gå syd om Dolakjávri og derfra ned imod vandläbet Vállašjohka hvor du møder ruten du ville komme ad hvis du fløj op. Den rute tager vi nu og så fortsætter resten ...

Helikopterruten

I Nikkaluokta vandrer du over til heliporten. Helikopteren flyver dig op til søen Dolakjávri og her møder du vandreruten beskrevet i det første afsnit.

Der er teltmuligheder ved Dolakjávri.

Fra søen Dolakjávri (ca. 940 moh) går du mod vest op mod søen 1028 syd om Dolakčohkka.

Gå ad vandløbets sydlige bred op. Der er det lettest at vandre. Når du har nået søen 1028 fortsætter du op mod den lille lavvandede sø, der ligger mellem fjeldene Ruohkkečohkka og Behččarčokkka.
Terrænet er jævnt, men blødt kuperet og letvandret. Der er ikke så megt vand heroppe, så tag vand i din vandflaske hver gang du kommer forbi noget så du ikke løber tør.
Der er teltmuligheder ved søen, men de er lidt skrå.

Idet du går opad får du bedre og bedre udsigt over iod Kebnekaisemassivet. Her er flot og en smule barskt, og chancen for at møde andre vandrede herinde er ikke stor. Derimod kan der godt være mange rener i området.

Fra søen skal du nu stik vest et stykke. Landskabet stiger yderligere og nu bliver det lidt vanskeligere men absolut fremkommeligt. Sæt lidt ekstra tid af til de næste etaper for det går opad og terrænet er visse steder ren blokmark. Se figur 1 – kort 1.

Som du kan se på kortet så skal du frem og møde kløften Šnjalžogurre. Kløften er dybt nedskuret på den side, der fører ned i Leavašvággi og mod Visttasvággi. Den er derfor yderst vanskelig at stige op i fra begge sider, men hen over fjeldet går det fint.
Du kommer helt op i over 1200 moh, og heroppe er der ikke mange teltpladser at finde, men det er der nede ved vandløbene du lige har passeret.

Fra den lavvandede sø går du skråt ned i noget der ligner en gryde. Det er et afsmeltningsområde for en gletsjer der lå her for mange år siden. Om vinteren og nogle gange helt hen på sommeren, kan der ligge meget sne på de østvendte skråninger. Området ligner derfor et istidslandskab. Man kan krydse meget rundt i det for at finde den letteste vej over imod Šnjalžogurre, men spild ikke tid og energi på det. Gå hellere blot over vandløbet og tag udløberen op til den lille top og derfra direkte over imod Šnjalžogurre mod vest. Du ender i ren blokmark over en strækningheroppe, men blokkene ligger stille og strækningen er overkommelig.
Hele vejen hen oveer højderne belønnes med storslåede udsigter.
Se kortet fig. 7

Når du når Šnjalžogurre kommer du naturligt ned ved vandskellet, og altså i dalens højeste punkt, og derfra skal du vandre lidt nedad mod sydvest indtil du finder de fine græssletter hvor der underligt nok ergode teltplasser. Underligt fordi teltpladser i denne højde ikke er ret almindelige. Du er oppe i over 1100 moh.

Lidt historie

Šnjalžogurre er et af mine foretrukne steder i fjeldet. Det er et godt spot jeg indtil for nylig har holdt for mig selv.
Jeg fandt det ved et tilfælde (læs ved at jeg dummede mig, og gik forkert). Vi er tilbage i starten af 80’erne. En kammerat og jeg ville vandre over Mårmapasset fra nord, med start i Abisko Östra og derfra gennem Lapporten. Turen gik fint, indtil vi havde overnattet i den lille nødhytte i Mårmapasset. På vej mod Visttás stoppede vi ved gletsjerne for at fotografere, og udforske området lidt. Der er flot heroppe og det er der stadig selvom gletsjerne siden dengang, har trukket sig en hel del tilbage.

Mens vi går rundt bliver det pludselig helt tåget. Det var lige som om skyerne bare faldt ned over fjeldet, og vi havde vanskeligheder ved at finde rygsækkene, vi havde sat fra os. Vi fandt dem, og nu tænkte jeg at vi bare skulle nedad. Jeg havde glemt eller fortrængt, at der lige er en lille stigning, inden ruten går ned mod Visttas. Til venstre for os var der en nedgang og den så rigtig ud, og fejlagtigt tog vi den. Det var helt forkert og efter en dags vandring var vi klar over at vi havde gået forkert. Ikke at det betød så meget. Vi havde masser af tid og proviant, men på den måde fandt jeg Leaváš-området. På de næste ture vandrede jeg rundt i dette område og fandt så også kløften Šnjalžogurre og de fine teltpladser heroppe.

Tilbage til turen

Efter at have teltet heroppe, skal du nu ned i Visttasvággi og nu skal du passe på, ikke at komme for langt ned i højden. Bliv oppe så vidt muligt på højdekurven 1250 moh, og gå syd om fjeldet Jorbaåivi. Du møder en kløft der er lidt besværlig, men find et egnet sted at gå ned. Der er ikke så meget vand i den, og ofte er der en brugbar snebro, men vær forsigtig med snebroer. Det er lidt stejlt op og ned men ellers er turen let.

På den anden side fortsætter du mod vest, og stadig uden af gå længere ned. Du skal helt frem til vandløbet Vássajohka, før du ændrer retning. På afstand af det kan det være fristende at krydse det og gå over på stien fra Mårma, men den kan desværre ikke krydses.

Ca. Én kilometer fra vandløbet og nærmest lige under Jorbaåivis top, går du skråt ned mod skoven og vandløbet der løber i en dyb kløft. Igen – gå ikke for langt ned og ikke ned i krattet. Det er et rent helvede at skyde genvej derned. Gå hellere helt hen til vandløbet på kantan af kløften.

Førhen var der en tydelig sti ned gennem skoven allerede her, men da jeg var her sidst for et par år siden fandt vi den ikke, men gik blot ned gennem skoven langs vandløbet. Man finder den længere nede, og derfra bliver vandringen lettere helt ned til den gamle samekåte, der står på stien der fører mellem Nikkaluokta og Visttas-hytten.

Der er teltmuligheder ved kåten. Følg nu stien mod Visttas-hytten. Stien går gennem birkeskoven men er letvandret. Efter en kilometer kommer du til broen der fører over elven Visttasjohka. Gå over broen.
På den modsatte bred er der også fine teltpladser helt ned til vandløbet.

Følg med i anden del af den unikke fjeldtur - læs den her!