Dag 1: Akka – Laplands dronning

Klokken er halv ti om aftenen den 2. august 2013 og jeg begynder at fryse lidt i den lille båd. Udsynet mod Akka bliver mere og mere overvældende som vi nærmer os bredden på den anden side af Akkajaure:

 Ritsem og klar til afgang med 13 kg. på ryggen. Kæmpefjeldet Akka ses i baggrunden.

Akka kl. halvti om aftenen. Cirka midt i billedet ses en grå stribe tæt på søen. Det er Nirrumjåkkas udløb i Akkajaure og der turen starter.

Lystfiskerbåden fra Ritsem rammer igen den stenede bund på nordsiden af Akka massivet. Det virker som om der simpelthen er for lavvandet til at lægge til her. Den ellers flinke lystfisker, der egentlig kommer fra Piteå, men tilbringer sommerferien på Ritsem campingplads, ser mere og mere mellemfornøjet ud. Jeg overtaler ham til at gøre et sidste forsøg, han nærmer sig igen og halvanden meter fra bredden springer jeg i land og undgår lige akkurat at få våde fødder. Jeg takker ham igen for at ville sejle mig over Akkajaure, han ryster lidt på hovedet og ønsker mig ”lykke til”. Så sejler han: 

Den sidste kontakt med et andet menneske sejler væk i solnedgangen

Helt alene, og langt væk fra alle tegn på civilisation, det var jo det jeg skulle være, men nu hvor han er sejlet er det lidt underligt. Det har været en lang dag, der startede tidligt i morges i Roskilde, og efter cirka 14 timer i bus, tog, fly, fly, bus, bil, bil og båd, med destinationer som København, Stockholm, Luleå og Gällivare, er jeg godt og grundigt træt. Fra hvor jeg befinder mig i ca. 455 meters højde ved søkanten af Akkajaure og op til Akka stortop i 2015 meters højde er der ca. 1560 højdemeters forskel. Det er den største højdeforskel i Lapland, og ud fra den betragtning er Akka Sveriges højeste fjeld, og lidt af en mundfuld at bestige. Den første del ser dog indbydende ud, og efter at have spist en dobbelt portion Travellunch jægergryde og hældt lidt vand fra Nirrumjåkka i maven, beslutter jeg mig for at gå lidt op.

Vinklen snyder. Akka Stortop anes bagerst midt i billedet. Lidt til højre ses kløften der er dannet af Nirrumjåkka. Min rute til toppen følger den venstre side af kløften.

Jeg befinder mig på østsiden af elven Nirrumjåkka, der kommer buldrende ned. Efter få hundrede højdemeter vender jeg mig om, og der åbner der sig en fantastisk udsigt over Søen Akkajaure, og et par lys i Ritsem på den anden side af søen minder om, at der stadig er andre mennesker i nærheden. Efter en god times vandring gennem diverse videsnår er buskadset ved at slippe sit greb, og i ca. 800 meters højde er der et par lækre næsten flade græsområder med flot udsigt over søen. Jeg rejser teltet og finder mig tilrette med liggeunderlag, sovepose, jetboil, og jeg lægger rygsæk og diverse habengut i forteltet og vanddunken fyldes op. Så er det ind i ”hulen” og slappe af!

I teltet gumler jeg noget mørk marabou chokolade, laver en lille liter kaffe, spiser en chimpanzee energibar med kokos smag, og kigger lidt ud over fjeldpanoramaet. Sikke en dag, sikke en udsigt, sikke en fed ferie tænker jeg, og ti minutter senere når hovedet knapt at ramme sovepose og liggeunderlag før jeg falder i en dyb søvn. 

første etape – sejlads og ca. 5 km. vandring

2 dag: Akka og kæmpen på Kassalako

Morgen på nordsiden af Akka i ca. 800 meters højde

Hvilken fantastisk morgen! Solen skinner fra en skyfri himmel og der er helt vindstille. Müsli, vand og kaffe ryger ned, pakke sammen, rygsæk på, vandrestave klar og så afsted. Langs Nirrumjåkka er der hist og her noget der minder om en sti, men efterhånden er det nærmest en kløft man går i, med store blokmark sten overalt. Lidt for ivrigt går det videre opad, Akka stortop stråler i lyset 1200 højdemeter længere oppe, solens varme brager ned, og jeg kan slet ikke vente med at komme op på toppen. Pludselig bliver venstre fod plantet lidt for hastigt og jeg skvatter så lang jeg er og hører i det samme et højlydt KNÆK….

Ååh nej, hvad var det? Ben og arme er heldigvis ok, men det viser sig at den ene vandrestav måtte lade livet i faldet. Så er det slut med vandrestave for denne gang, begge to ryger op i rygsækken, den tilbageværende stav tænker jeg at bruge ved større vad.

 Comperdell vandrestav - kend den på knækket!

Videre op går det, 1100 meter, 1200-1300-1400 meter siger højdemåleren. Den store Hyllgletscher viser sig nu frem. Den såkaldte ”normalvej” til toppen fortsætter over gletscheren. Med anslået 5-10 bestigninger årligt af Akka er normalvejen ikke ligefrem overrendt. For at undgå farlige spalter fortsætter jeg dog ikke af normalvejen, men går i stedet op på kammen øst for gletscheren.

 Hyllgletscheren set fra ca. 1400 meters højde

Det er en varm dag, termometret siger 23(!) grader nu, uldundertøj ryger af, og jeg kværner frysetørret ”Naked Ape” mad og et par ”chimpanzee” bars sammen med adskillige kopfulde iskoldt smeltevand for at holde dampen oppe. I 1900 meters højde åbner udsigten mod syd sig op, og wauv for et syn siger jeg bare:

Niak, en anden fjeldgigant, set fra Akka

Næsten 360 grader rundt ser jeg på fjeld, fjeld og mere fjeld. Kun mod vest er udsynet endnu ikke frit, de to tvillingetoppe der udgør Akkas øverste del står i vejen:

Akka stortop(2015m) til venstre og Akka Norøsttop(2010m) til højre

Akka er en virkelig kæmpe efter svenske forhold, videre går det på kammen op til Nordøsttoppen i 2010 meters højde og straks efter kommer et slags hak mellem de to toppe. Slet ikke teknisk svært, men eksponeret og helt fantastisk at kunne se direkte ned på både syd- og nordsiden af Akka samtidigt:

Hakket mellem de to toppe. Billede er taget med selvudløser, så jeg kom over hakket adskillige gange den dag.

På toppen af Akka stortop i 2015 meters højde er det pausetid, jeg smelter sne og laver kaffe, spiser tre stykker runde kanelknækbrød med nogle solide skiver Røsnæs spegepølse på, uhmm hvor det smager. Den blå himmel og den høje temperatur på stadig cirka 18-20 grader får det til at virke helt malplaceret at kigge ned på sne og gletschere så langt øjet rækker. Mod nord ses Kebnekaisefjeldene langt væk, mod øst de kæmpemæssige fjeldskove der fører ud mod Gällivare, mod sydøst og syd ses sveriges vildmark nummer et, Sarek, med toppe så langt øjet rækker og med fjeldene Niak og Kisuris som Sareks nordligste vagtposter. Mod sydvest og vest det fladere Padjelanta med de store søer og de norske fjelde i baggrunden.

Efter en solid time på toppen er det tid at komme videre. Jeg går til at starte med tilbage samme vej jeg kom, og før toppen 1916 drejer jeg ned mod sydøst og den store højslette Kassalako der fører ind i Sarek. Sydsiden virker umiddelbart ikke nær så stejl som nordsiden, det er bare vandring, men til gengæld vælter man sig bogstaveligt talt rundt i løse kæmpesten, og sten som jeg umuligt kan forestille mig bevæge sig når jeg stiller mig på dem, gør det alligevel. Én af disse sten overrasker mig med sin pludselige rullen rundt, jeg laver et akavet spring for at komme i sikkerhed, men lander alligevel hårdt på alle fire, slår hul på begge knæ og min højre håndflade, samt får mast mit dyre nyindkøbte kamera godt og grundigt:

Kameraet virker heldigvis stadig, man kan dog ikke se motivet på skærmen længere. Men North Face bukserne har hul på begge knæ, jeg bløder på begge knæ, min blødende højre håndflade er fuld af små sten, det gør av og jeg er ærligt talt selv lidt rystet. Bortset fra en flok på cirka 30 rener der står og glor godt og grundigt på mig fra det nærmeste snefelt, er der jo ingen andre i nærheden overhovedet! Jeg er frustreret over min egen klodsethed og ryster en smule. Der er kun renerne det kan gå ud over: ”Hvad helvede glor i på – latterlige rener!” råber jeg af mine lungers fulde kraft.

Renerne - de eneste tilskuere til mit uheld. Den tissende førerren står til højre

Den eneste der er latterlig her må vist være mig selv. Den største og nærmeste ren pisser en ordentlig tår med let spredte ben, og lunter derefter hoverende tilbage til sin flok. Den store krop nærmest svæver af sted med de lette tråd. Jeg går forsigtigt videre mod søen på sydøstsiden af Akka, og beslutter mig for at skylle de beskidte sår her. En gletscher når ned til søen og små isklumper flyder rundt i solskinsvejret. Meget malerisk. Jeg smider alt tøjet og hopper i den iskolde sø. Ude i det kolde vand kommer jeg i tanke om tre ting:

1. Mine første ord på denne fjeldtur er et par eder til en flok rener!
2. Jeg bader i Sveriges højeste beliggende sø i næsten 1600 meters højde, gad vide om der er andre mennesker der har badet her før mig?
3. Jeg er endnu ikke engang kommet ind i selve Sareks Nationalpark. Hvis denne kadence af klodsethed fortsætter, hvad skal det så ikke ende med inde i Sarek?

Striptease på Costa del Akka i knap 1600 meters højde.

Det kolde vand gør nu godt, nu er det mere kulden der fylder inde i hovedet end det er uheldet. Inden tissemanden forsvinder helt er det op igen, lave kaffe, spise snacks, tørre i solen. Efter lidt tid slår det mig at jeg er splitternøgen. Ikke at det virker som om en helikopter med japanske turister eller familier på fjeldtur er på vej, men underbukserne kommer alligevel på igen, just in case…

Snart går det videre mod den store højslette Kassalako, en kæmpemæssig blokmark med en labyrint af mindre søer og vandløb imellem. Det virker som om en stor kæmpe har kylet gigantiske sten hid og did her, frostsprængte sten ligger alle vegne, så nu går det kun langsomt og forsigtigt videre.

Typisk Kassalako sten, bemærk rygsækkens størrelse i forhold til.

De mange vandløb og små søer alle vegne gør, at fødderne hurtigt bliver plaskvåde, men videre går det, og snart har jeg nærkontakt med det store Sarek massiv, med top efter top der stikker op mellem de blåhvide gletschere. Akka massivet er bag mig men troner stadig højt, og længst til højre i Sarek massivet står et andet kæmpefjeld, Niak, der har en imponerende stejl nordvæg:

Det imponerende fjeld Niak. Jeg kom flere gange til at tænke på en gigantisk chokolademuffin når jeg så på dette fjeld.

Endnu nogle kilometers vandring følger, med passage af adskillige gletschervandfyldte elve, der med sit mudrede vand gør, at man ikke kan se bunden af elven. Jeg krydser de fleste fuldt påklædt, men enkelte gange er det store vad, og bukserne ryger helt af, mens skoene bliver på. Hvide lår, brune skinneben, grå sokker, én vandrestav der klodset bliver brugt til at føle med – godt der ikke er tilskuere siger jeg bare! Klokken syv om aftenen er jeg grundigt brugt, teltet ryger op, og Risotto dobbeltportion med chokolademousse til dessert ryger ned. Sikke en dag. Efter at have inspiceret bukser, kamera, knæ og håndflade er jeg rolig igen, der skete jo ikke noget alvorligt. Jeg overvejer igen, om det nu også er en god ide at forsøge at gennemføre Sarek traversen i morgen, en travers over de fire højeste toppe i Sarek. Jeg beslutter mig for at sove på det, og se hvilket vejr og humør morgendagen bringer.

2. etape – ca. 38 km. vandring 

3 dag – Sarek Nordtop og Pierikjaure

Jeg vågner med tanke på de tre M´er: Mokka, Müsli og Morgentoilette. Først skal der dog gabes og dovnes lidt, og kigges på kort. Jeg beslutter mig for at kaste mig ud i traversen over sarekmassivet, men lover mig selv at vende om hvis det bliver for farligt eller jeg bliver for usikker.

Lejr ved Kukkesvagge

Afsted går det efter en grundig morgenmad, det første stykke har jeg den 300 meter lodrette nordvæg på Sarek Nordtop lige til højre for mig. Ikke noget for en fyrreårig familiefar, i stedet benytter jeg snefeltet på nordøst siden af toppen. Her går vandringen let, og Sarek Nordtop bliver ad denne rute til en af de letteste 2000 meters toppe i Sverige at bestige. Vejret er til gengæld ved at blive dårligt, skyer kommer ind, og det begynder at regne voldsomt. Regntøjet kommer i brug for første gang. Oppe på topkammen klarer det imidlertid op en stund, og jeg ser ned på gletscheren Kaska Sarekjekna, der ligger dramatisk omgivet af fire 2000 meters toppe. Til højre fortsætter kammen mod Nordtoppen:

Sarek Stortop(2089m) midt i billedet, Nordtoppen(2056m) til højre

Det sidste stykke går det op mod toppen. Tæt under toppen ligger en gletscher, men det øverste stykke er bare et snefelt man kan krydse over uden problemer. Udsigten fra toppen i 2056 meters højde er meget imponerende. Hvor der er noget mere majestætisk storladenhed over Akka massivet, så er det et mere alpint og råt indtryk jeg får her på toppen af Sarek Nordtop. Mod vest ses gletscher på gletscher, et flot motiv. Fjeldforfatteren Claes Grundsten har taget et billede herfra, der efter sigende skulle være brugt på de nye svenske 1000 kr. sedler. Jeg har aldrig set en, så jeg ved ikke om det passer.

Fra Sarek Nordtop mod nordvest

Efter knækbrød, spegepølse og energidrik med citronsmag går det videre mod Sarek Stortop. Kammen er meget smal, visse steder kun et par meter bred, men med lidt kravlen og klatren her og der kommer jeg ned i passet mellem de to toppe. Kort efter passet kommer et svært stykke, en cirka 5 meter høj stejl væg, som det med lidt besvær lykkes mig at komme over. Næste udfordring er endnu en væg, denne stejlere og højere end den første….. Hvis jeg kravler op ad denne væg kan jeg helt sikkert ikke komme ned igen samme vej…..Og hvad hvis der kommer noget endnu sværere længere oppe…..? Hvad gør jeg nu….? Alene, usikker, uden reb og i halvdårligt vejr er der naturligvis kun et at gøre, og det er at vende om på stedet!

Den første væg efter passet skal jeg nu ned ad igen, det virker pludselig stejlere og farligere end før, men det er jo også altid sværere at klatre ned end at klatre op igen. Jeg sætter mig og tager en tår at drikke, spiser en müslibar. Så prøver jeg at tænke på noget helt andet; skal det være spaghetti bolognaise eller kylling i karry jeg skal spise i aften? Gad vide hvordan vadene er nede i Kukkesvagge? Skal jeg gå på vest- eller øst siden af Pierikjaure? Jeg smider sækken på ryggen igen, og langsomt, meget langsomt, kommer jeg ned i passet og tilbage på nordtoppen igen.

På kammen mellem Nordtoppen og Stortoppen

Efter denne forskrækkelse er det tid til en kop kaffe på nordtoppen. Jeg smelter sne og beslutter mig for, at det nu er slut med topbestigninger for mit vedkommende på denne tur, der er kone og børn der venter derhjemme. Hermed forvandlet fra top- til dalmenneske går det ned ad snefeltet igen, og med en rask kælketur på cirka 500 højdemeter er jeg snart nede i nærheden af Kukkesvagge igen.

Så følger en lang men letvandret tur rundt om Sarekmassivets nordside, og først sidst på eftermiddagen dukker ”galningebjerget” Pierikpakte op i horisonten:

Pierikpakte(1789m.)

Videre ned i den bløde dal mod Pierikjaure går det, jeg opdager at der atter er noget der godt kunne minde om en sti her. Jeg følger den dog kun et par kilometer, for jeg kan se der stadig er aftensol på østsiden af søen Pierikjaure, og stien fortsætter på vestsiden, så jeg beslutter mig for at krydse elven umiddelbart før søen for at kunne nyde aftensolen. Vandet er iskoldt og går til hoften, men strømmen er ikke kraftig og den flade bund består af små sten, så vadet er ikke svært. Herfra er det let og fortsat stiløs vandring langs Pierikjaures østside. Her er der masser af gode teltpladser. Så er det pasta, stracciatelli og kaffetid, og kikkerten tages i brug. Jeg kigger søen rundt, på Pielavalta sletten og på bjergsiderne. Der er ingen at se, selv renerne må være gået til ro et eller andet sted. Jeg gør snart det samme og falder hurtigt i en dyb søvn.

3 etape – ca. 29 km. vandring

Fortsættelse følger i "Allein, allein" - del 2

Læs "Solovandring i Sarek" del 2...

Mere fra denne tur

Se pakkeliste fra Sarekturen her...

Læs om "Spotten" som Rasmus har brugt på turen, klik her...