Hvis du kigger på dit fjeldkort (BD7 eller her...), så ligger Mårmapasset og Mårmastuen, næsten stik syd for Abisko lidt over 28 km. Ruten er en stiplet linie fra nord til syd forbi Mårmastugan og ned til Vistasstugan.

Den typiske måde at komme til Mårmapasset er enten fra nord til syd via broen over Alisesatnu syd for Gielaccohkka bjerget (1803 m). Den kommer man typisk til enten fra Abiskojaurestugan, en tur igennem Lapporten eller evt. igennem Ballinvaggi. Sydfra er nærmest kun en rute brugt, nemlig via Vistasstugan, hvor der går en fin rute opad.

Efter nogen år på fjeldet med min søn, hvor vi havde gået i mange af områderne omkring Kungsleden, følte vi os nu klar til større udfordringer i sommeren 2011 og jeg vurderede min søn til at være ”fjeldstærk” nok til det. Vi kunne komme på tur sidst i sommerferien (slut juli/start august), så sneen skulle være væk fra de høje pas og vi havde planlagt at starte fra Abisko Östra og gå igennem Lapporten og efterfølgende ned igennem Bessesvaggi AKA skovhelvedet (tilvokset og forholdsvis ubrugt sti).

De første dage af turen var grålige og regn fyldte, så vi tog en hviledag i forholdsvis godt vejr, ved broen over Aliseatnu hvor opstigningen ind mod Mårmapasset begynder. Der var nogen fantastiske teltpladser til enkelte telte på sydsiden af bredden ved broen. Der var en større flok unge svenskere (fiskelejr for teenagere), der var ved floden og camperede en km østpå ved det lille delta. Snakkede lidt med et par af de unge der fiskede. Senere på eftermiddagen, kom en af disse unge med at par flotte ørreder (formentlig Rødding) på 20-25 cm og da de selv havde fanget nok til at spise. Siden jeg kun havde et benzinbrænder kogesæt med, måtte jeg lige improvisere et lille bål, lidt ”Ray Mears stil” med at sprede kødsiden på ørreden ud med et par pinde og tilberede de lækre fisk over bålet.

Næste dag vågnede vi glade og veltilfredse efter hvil og god mad og vejret var i bedring. Vi begyndte vores tur sydover op sydpå langs Vierrojohka. Ruten er markeret på fjeldkortet BD6 og broen over Vierrojohka var nybygget i 2011.

Turen op imod Mårmastugan er for det meste bare en jævn stigning opad på østsiden af Vierrojohka, krydret med flotte vandfald og enkelte teltpladser i ny og næ. Ruten bliver dog ramt af erosion fra vandløbet, så man skal ikke vandre med hovedet under armen, for der går ikke så mange her, så en ny sti tager et par sæsoner at forme, men tæt på kan man se at vandrere, er begyndt at gå en vej en meters penge væk fra sektioner af næsten eroderet sti.

Undervejs opad er der flotte udsigter tilbage nordpå imod bjergmassivet, som Lapporten, Nissonvaggi og Ballinvaggi er en del af. Sidst på ruten imod Mårmastugan bliver det mere stejlt og mere blokmark. Hytten ser man, når man er få hundrede meter fra den. Da hytten var ledig, valgte vi at sove i den, der var pladser til få telte i nærheden, dog anbefales et godt liggeunderlag. Men jeg vil anbefale at telte på vejen op langs Vierrojohka, på de omtalte enkelte teltpladser på vej op, for der er meget stenet og udsat for vinden omkring hytten. Hytten var mørk når døren var lukket, siden vinduet i den typiske lille STF A-læhytte, var blevet erstattet af nogle brædder og noget tæppe. Jeg var derfor glad for en lille let led lygte på 4 cm i mit nødkit.

Derudover er området ved hytten plaget af mus, formentlig fordi STF af uransalige årsager, har valgt at sætte et affaldskur her ved hytten. En vandrer må vel kunne slæbe sit affald ned til Vistasstugan eller med ud til Abisko Östra eller Abiskojaure? Derudover så det ud til at der ikke var hentet affald i årevis, men vandrerne her har holdt området pænt, der lå ikke affald andre steder end i affaldsskuret.

Om aftenen ved hytten mødte vi de første folk på hele dagen, efter vi var gået fra broen. Først en flok yngre tyskere, som havde gået over passet sydfra, et par timer tidligere. Senere kom en finne med hånden og armen i blod, fordi han var faldet på vej ned af passet og havde gået med sine ”steigeisen” i hånden. Ved at kigge på passet (dog begrænset udsyn fra hytten), forstod jeg ikke lige hvorfor han skulle bruge steigeisen på selve passet, det så jo snefrit ud og den tidligere gruppe, havde fortalt der hverken var sne eller is og bortset fra det var hårde stigninger, så var det ikke svært at gå passet. Efter at jeg hørte hvilken rute, han havde gået, forstod jeg at han havde gået for langt vestpå af passet og ramt de meget stejle sne og klippefelter. Dette kan ses på billederne senere.

Næste morgen vågnede vi op og vejret var fremragende, høj sol, ingen skyer og heller ikke meget vind. Rigtigt højtryksvejr havde erstattet de tidligere dages lavtryksvejr med sporadisk sol og grå skyer. Vi spiste morgenmad og jeg kiggede for skægt i gæstebogen for Mårmastugan. Jeg fandt min store fjeldferie inspirator Reimer Bo Christensen i bogen, som havde været forbi ved Skt. Hans i 1999.

Vi gik let stigende rute imod passet, hvor der er sten varder hele vejen og et par store snefelter der skulle passeres.

Endelig så jeg hele passet i dets imponerende helhed, hvor jeg straks så en rute og hvad finnen fra aftenen i forvejen havde gjort forkert, på mit billede kan man se han havde været for langt vestpå (til højre i billedet) hvor der er snefelter og stejle partier. Men samtidig var jeg også lidt frygtsom, for det så godt nok stejlt ud fra en kilometer væk, men samtidig ved jeg at tæt på en bjergside, ser man næsten altid at der er en vej op. Det handler om at tage det stille og roligt, hvor der altid er en mulighed for at gå tilbage den samme vej man kom fra.

Når man går op af en bjergside er det altid godt at danne sig nogen pejlepunkter man følger, for man kan ikke se meget af bjergsiden på selve stigningen. Vi havde undervejs også fyldt vores drikkedunke, så vi hver havde 2 liter vand til passet, for der så ikke ud til at være vand undervejs. Så jeg tog en pause ved et snefelt lige før passet og studerede opstigningen af passet og fandt nogle pejlepunkter, som jeg ville kunne finde på bjergsiden. Jeg endte med at beslutte mig for at gå passet på denne måde:

Først og fremmest ville jeg hen til punkt 1, fordi jeg så at stigningen imod punkt 2 og 3 ville være mere overkommelig, jeg tager typisk stejle stigninger eller nedgange i sig sak. Punkt 2 er at jeg kunne kigge op og se klippeknuden over mig og følge den (ikke for tæt på). Punkt 3 er hvor jeg ser klippevæg over mig og går sideværts imod punkt 4, fra punkt 4 og imod toppen af passet aftager stigningen og punkt 5 er toppen.

Den rute jeg havde valgt, var der masser af varder, men også varder som ledte i andre retninger, så jeg var glad for jeg havde valgt min rute, med de holdepunkter jeg havde vurderet og på selve stigningen, var der som ventet ikke det store overblik undervejs, andet end de holdepunkter jeg havde sat. Selve stigningen føltes udfordrende, men ikke farligt. Jeg ville dog hverken gå den i tåge eller regnvejr, da jeg vil vurdere at det kan være særdeles glat. Vandrestave er også en god hjælp.

På vej imod toppen nordfra, kommer der pludseligt et ualmindeligt smukt panorama syn, af hele Kebnekaise massivet og den mest betagende udsigt jeg har mødt i mine år på fjeldet. Mælkesyren i benene betød pludselig ingenting og vi nød en velfortjent plade chokolade på toppen af passet, imens jeg tog mindst hundrede billeder af udsigten imod nord og syd.

Nedgangen imod Vistasstugan og søen Vassajavri (1169) er på en måde mere ukompliceret, men også hårdere. På trods af jeg prøvede at gå østligt virker det som om denne side er en stor blokmark og man farer hurtigt lidt vild imellem alle stenene og det eneste fokus er at kommer sikkert nedad. Der er masser af små varder, i alle mulige retninger, så dem følger man ikke.

Efterfølgende har jeg dog undersøgt diverse fora for anbefalinger omkring en rute for sydsiden. Jeg har indset jeg også blev forledt af at starte for meget vestpå, selvom jeg søgte at gå østpå og man kan ikke se meget rute fra toppen af passet, man er altid klogest (eller bagklog) når man står ved foden af en stigning og har det fulde overblik.

Den rute jeg gik ned af er markeret med orange, den rute jeg nok havde gået, set fra bunden og anbefalinger fra fora, er den gule. Det er også den jeg ville vælge, når min rute på en tur bringer mig den vej igen.

Man pejler imod at ramme lige øst for den lille sø, når man kommer ned fra stigningen, øst for det store snefelt, på siden af Vassacohkka (1725 meter) og passere vandløbet som angivet på kortet. Man skal ramme søen og vandløbet, for igen at komme på den simple sti markeret med varder.

Vandløbet er for øvrigt det første sted med drikkevand, inden opgangen nordfra, og jeg kunne på grund af vejret, godt have brugt en liter mere, end de to liter jeg havde med, så jeg drak igennem her. Vi spiste lidt sen frokost ved vandløbet og fortsatte videre ned imod Vistasstugan. Vi mødte slet ingen mennesker hele dagen, før vi kom til Vistasstugan, på trods af det fremragende vejr.

Det er en lang men ukompliceret rute fra den lille sø ned imod Vassajavri. Der er varder hele vejen og masser af teltpladser ved Vassajavri (men ret stenede for det meste), ved søen Vassaloamijavri og ned imod Vistasstugan. Specielt ved søen Vassaloamijavri, er der ualmindeligt flot og gode ”bløde” telt pladser, med dramatisk udsigt over hele Vistasdalen imod Nikkaluokta, ruten op til Njunni og ind i Unna Reaiddavaggi.

Vi endte dagens vandring ved 20 tiden ved Vistasstugan, med en velfortjent Norlands Guld til mig og en Fanta til sønnike og en dejlig gang svenske kødboller købt i Vistasstugan. Vi havde gjort det godt og min 13 årige søn Lukas havde gjort mig særdeles stolt. Han klarede passet uden at kny og vi havde været utrolig heldige med vejret.

Vores videre fjeldferie i 2011 var fremragende. Højtryksvejret holdt og nogle dage senere, var vi oppe på toppen af Kebnekaise i skyfrit vejr, med opstigning igennem Kaffedalen og Durins Led, men mere om dette en anden gang.

Til slut vil jeg sige at jeg var glad for min første tur igennem Mårmapasset var nordfra. Den potentielt farligste og sværeste del af passet er nordsiden efter min mening, grundet de store klippepartier med stejle sider. Kommer man fra sydsiden første gang man passerer Mårmapasset, skal man virkelig tænke sig om ruten ned, så man ikke ender som den blodige finne.

Sydsiden var med min rute knoklet blokmark, som kun føltes besværligt men ikke farligt. Samtidig vil jeg sige, at der er intet omkring Mårmapasset, som er farligere eller sværere, end Vestre Leden (turistruten fra Kebnekaise Fjeldstation) op og ned af Kebnekaise, bortset fra man går med fuld oppakning her. Den store forskel er de meget få mennesker, men det er jo både en fordel og en ulempe J