Gylsboda

Nogen gættede på granit og andre på basalt, før turen atter tog os offroad gennem krattet.

Søren Kragh vurderede imidlertid at der var tale om en mafisk bjergart, som er en bjergart, der er dannet fra en magma uden kvarts. Den indeholder primært mørke mineraler. Når denne flydende magma trænger op i sprækker i den omkringliggende faste klippe og størkner, dannes gangbjergarten Diabas. Jo mindre sprækken er, desto hurtigere afkøles magmaen og jo mindre bliver mineralkornene i bjergarten, da de har kort tid til at udvikles.

Hvis magmaen var blevet presset helt op gennem klippen til jordoverfladen, var den blevet til Basalt. Basalt er en bjergart der størkner så hurtigt man ikke kan genkende mineralkornene med det blotte øje.

Omkring 1870’erne opstod et sandt eldorado i og omkring Gylsboda, hvor man startede med at bryde denne ”sorte Granit”,  som diabasen i folkemunde blev kaldt. Hägghult-diabasen, som den kaldes af geologer, er en meget finkornet diabas, der er meget eftertragtet i hele verden. I bruddets velmagtsdage omkring 1890 var 400 arbejdere beskæftiget ved Gylsbodabruddene, hvor diabasen var for området, hvad guld var for Klondyke.

Diabasen fra Gylsboda bruges til alt fra gravstene til kunst og udsmykning af bygningsværker. Diabasen fra området er bl.a. brugt til udsmykning af Empire State Building, US Marine Corps Memorial, og efter sigende havde Hitler afgivet bestilling på diabas til sit sejrsmonument, der var planlagt at skulle pryde Berlin i hans 1000 års rige. Det blev så heldigvis aldrig til noget.