Lørdag 18/8 2012: Blev vækket kl 7 af rener. Stak hovedet ud af teltet og det vrimlede med dem overalt, i hundredevis. De gik ganske tæt på teltet og jeg stod ud for at få dem lidt på afstand, så de ikke pludselig gik i linerne. 

Flere af renerne kom ganske tæt på teltet i Routesvagge

Det var ganske køligt ca 5 grader, overskyet og der blæste en frisk vind fra nord. Der var ingen myg overhovedet, måske det havde lokket renerne ned i dalen. Jeg måtte tage en skiundertrøje på under skjorten for ikke at fryse. Mens jeg spiste morgenmad studerede jeg kortet og kunne konstatere at det ikke var helt korrekt. Den navnløse gletcher mellem Gavelberget og Gavabakte, syd for Såltatjåkkå og Gassatjåkkå, er vist på fjeldkortet som en sammenhængende skålgletcher som strækker sig fra Gavelberget til Gavebakte, men sådan er den ikke længere. Der er kun lige en lille rest is i hver ende og på midten er den helt væk nu. Jeg var afsted ved 10-tiden, det var stadig lidt koldt og jeg havde mest lyst til at tage jakken på, men nu havde det ikke været nødvendigt med skaljakken indtil nu, og der gik lidt sport i at kunne gennemføre hele turen uden at have haft skaljakken på, så jeg beholdt skiundertrøjen på og tog fleecetrøjen på også, så kunne jeg gå mig varm. Der er et meget tydeligt og letgået optrampet spor, som jeg fulgte. Efter ca 1 km lå der en pose teltstænger, som var stillet op ad en sten. En noget grim situation at komme frem og opdage at man mangler teltstængerne. Gik en 2½ km den første time før jeg tog en lille pause. Det var stadig overskyet og blæste lidt, men jeg var rigelig varm og smed fleecetrøjen. 

En mærkværdig stenformation dannede en slags halvtag 

Jeg havde passeret en mærkværdig stenformation lidt oppe på skråningen mod Påisatjåkkå, en kæmpe flad sten stak ud og formede et perfekt halvtag, positionen er ca N67 26.000 E17 33.600 med nogen usikkerhed, jeg fik ikke markeret stedet, men den er let at se. Jeg fortsatte den næste time med yderlige 2½ km og var fremme ved Smailajåkka lidt over middag. Det gik fint at vade den nede i dalen hvor den var forgrenet. Der var fin sandbund, ikke særligt dybt eller stærk strøm. Ellers så man søge lidt op mod udløbet, hvor den er yderligere forgrenet. Men det var ikke nødvendigt. Det var også køligt og tidligt på dagen, . . . ja OK tidligt og tidligt, . . . midt på dagen så.

Smailajåkkå vadet i Routesvagge 

Efter vadet fortsatte jeg yderligere 1 km, frem til en ubegrænset udsigt mod Ruotesjekna, hvor jeg spiste nudler til frokost. Jeg så en enlig vandrer på den anden side i modsat retning, han må være kommet vest om Ruotesvarasj og vadet Smailajåkkå højere oppe. Jeg var afsted igen efter frokosten ved 14-tiden og fortsatte mellem Ruotesvaratj og Ruotesjauratj. Jeg krydsede over til øst-siden af Ruotesvagge lige nord for Ruotesjauratj, på kortet er vist et vandløb, men det er kun en lille bæk som man kan skræve over. Syd for Ruotesjauratj så det noget sumpet ud. Jeg så 2 vandrere nord for Ruotesvaratj, ellers havde jeg ikke set andre eller mødt nogen i dag, lidt underligt i betragtning af at det er højsæson of Ruotesvagge skulle være en af de mest befærdede dale i Sarek. Jeg fandt ikke nogen optrampet sti på østsiden, indimellen kun et fragmentarisk spor som hurtigt opløstes igen. Jeg var fremme ved jokken fra Niakvagge ved 16-tiden efter lidt over 4 km efter frokost, kun afbrudt af et par småpauser på 5-10 minutter. Vejret var perfekt, ca 16 grader, let overskyet og ind i mellem tittede solen frem, men forsvandt hurtigt igen. Det var lige tilpas så man ikke svedte når man gik, men blot var behagelig varm. Når man holdt pause så begyndte man at blive lidt kold efter 5-10 minutter og så var det på tide at komme videre. 

Gletcheren Routesjekna med hhv Kaskatjåkkå og Routestjåkkå til venstre og højre

Jokken fra Niakvagge løber i en small rende. Jeg havde holdt højde, men måtte følge renden 500 meter ned hvor den ophører og jokke forgrener sig. Der kunne jeg let overgå den uden vad. Jeg fortsatte knap 5 letgåede km nedenfor Niak og ved 18-tiden var jeg fremme ved Suottasjåkkå, troede jeg. Den så ikke så slem ud, godtnok bred og med store sten, men absolut vadbar. Men den løb den forkerte vej synes jeg. Den løb fra venstre mod højre og Suottasjåkke skulle løbe fra højre mod venstre. Jeg checkede kompasset og ganske rigtigt, jokken gik nord-syd, hvor Suottasjåkkå skulle løbe øst-vest. For første og eneste gang brugte jeg GPS’en til at orientere mig, og ganske rigtigt, jeg stod ved Niakjåkåtj knap 1½ km syd for Suottasjåkkå. 

Akka set fra Routesvagge udfor Niakvagge 

Jeg fulgte Niakjåkåtj nordpå indtil sammenløbet med Suottasjåkkå og vadestedet lige over sammenløbet. Der er beskrevet flere vadesteder, hvoraf de lettere skulle ligge mellem nogle hundrede meter og en km opstrøms. Men jeg synes det så tilforladeligt ud lige over sammenløbet, men det gør jeg ikke igen. Der er ikke stærk strøm og der stikker store sten op, men det er meget lumsk. Stenene er glatte som isblokke indsmurt i sæbe af gletcherslam og man kan ikke træde på dem. Man er nødt til at træde imellem stenene og der er meterdybe huller. Jeg gik over med en teknik med at kile støvlen fast mellem stenene, men det er meget farligt fordi man brækker helt sikkert benet hvis man falder. Samtidig kan man ikke bruge sine vandrestave til ret meget, da der er for dybt mellem stenene og de knækker let da de kommer i klemme. Her kunne man godt have brugt en rigtig tyk traditionel vadestok. Jeg kom helskindet over, men med mine vadeposer fyldt med vand, og selvfølgelig gennemblødte støvler og sokker. Jeg slog lejr lige efter vadet ved 19:30-tiden. Dels så var støvler og sokker gennemblødte, og dels så var jeg hvor jeg havde planlagt at være. Og i øvrigt synes jeg, det var nok for i dag.

Niak (1922 moh) set fra telpladsen lige nord for Suottås-Jåkkå - der er knap 1100 meter i niveauforskel fra telt til top

Jeg spiste Paste Provancale til aftensmad i teltet. Myggen havde holdt fri hele dagen, men nu tog den revance da vinden have lagt sig. Min første 220g gasdåse løb tør. Den havde holdt godt i 6 dage nu. 3 kedler vand om dagen (1 om morgenen og 2 om aftenen) og derudover 2 kedler den første aften og 2 ekstra efter Kuoper toptur og turen til Mikka gletcheren. Derudover 3 gange kogte nudler, ialt ca 28 kedler vand (den lille Trangia) eller ca 14 liter vand. Det giver lidt over 15g gas pr liter vand på en Trangia 27, alt kogt i læ i teltet bortset fra nudlerne til frokost. Så da jeg havde taget to 220g dåser med, var det rigeligt med gas. Jeg fik hængt sokkerne til tørre og puttede servietter i støvlerne efter de havde dryppet af. Jeg tog som sædvanlig kaffen på sengen og lagde mig til at sove ved midnatstid. 

Ruotesvagge (Boajsajågåsj) - Suottasjåkkå

Dagens etape: 18.0 km (150 højdemeter)
Total: 87.5 km (950 højdemeter)
Lejr 7: N67 31.276 E17 25.360

Søndag 19/8 2012: Vågnede ved 7-tiden, det var blæsende og køligt, ca 8 grader, men føltes meget koldere, solen glimtede frem mellem skyerne, så det tegnede til at blive endnu en dejlig dag. Der var dejlig varmt i soveposen og støvlerne var klamme og kolde, så det kneb lidt med at komme igang. Jeg havde ikke sålang en etape i dag og ingen vad, så det gik nok at hygge sig lidt og tage den med ro. Jeg fik lavet kaffe, spist morgenmad, pakket sammen og var først afsted ved 10-tiden. Strømperne var tørre og støvlerne ville tørre helt efter et par timer vidste jeg af erfaring. 

Niak med toppen i skyer og bagerst til højre Routesvagge

Jeg havde beholdt skiundertrøjen på da det var lidt køligt. Der var et tydeligt spor fra Suottasjåkkå og nordpå som jeg fulgte. Der vokser ind i mellem en del vide og der er en del bæk raviner man skal ned i og op af, men eller er stykket meget letgået. Jeg tog en kort pause på 15 minutter efter 2½ km ved 11-tiden og fortsatte derefter de sidste 1½ km til Rakkasjåkåtj som jeg ramte ved 12-tiden. Solen var brudt igennem og Akka kunne ses i fuld størrelse. Rakkasjåkåtj løber i 2 adskilte løb og de kunne begge stengås efter lidt søgen. Efter Rakkasjåkåtj tabte jeg sporet, men det var ikke noget problem. Jeg sigtede blot mod Akka vestende og de nu meget tydelige terrasser der. 

Den meget smukke sø med det uudtalelige navn Sjnjuftjutisjauratj

Jeg ramte sydenden af den dybt liggende sø Sjnjuftjutisjauratj ved 13-tiden. Udsigten her er fantastisk med den dybtliggende sø langt nede og fjeldene i baggrunden. Så jeg besluttede at holde frokost her, knækbrød med pølse, for at nyde udsigten. Det var solskin og ca 15 grader så skiundertrøjen røg af nu. Der gik en mand nede ved bredden og fiskede. Jeg måtte bruge kikkert for at se hvad han lavede. Jeg var afsted igen ved 13:30 tiden, der var en tydelig sti øst om Sjnjuftjutisjauratj langs vestslutningen af Akka. Stykket ville have været noget krævende uden sti pga videsnår. Jokken som løber ned fra Vesttoppene er ikke noget problem at passere, men den er meget flot, der er en masse små vandfald som løber i terrasse/trappeform. Rundt om vestslutningen af Akka nogle hundrede meter nord for jokken åbner udsigten over Akkajaure sig. Det er et meget overvældende syn, Akkajaure var helt blå i det flotte vejr. 

Akkajaure 

Jeg satte mig for at nyde synet, klokken var blevet 15:30. Jeg ville prøve om der var mobildækning og det var der. Jeg sendte besked hjem om at jeg var planmæsigt på Akka vestside og alt var gået godt. Hjemmefra var der ikke de store nyheder, udover at min ældste datter Louise og hendes kæreste Peter, som havde passet mit hus og have mens jeg var væk, havde prøvet at lave indendørs swimmingpool i min kælder. De havde glemt at lukke for vandet til haveslangen som så var sprunget læk lige udfor lyskassen til kældervinduet. Men de forsikrede mig at alt var ordnet nu, og det var kun nogle ganske få cm vand som var endt i kælderen, men det var fjernet og tørret. Det mest morsomme var, at de havde ringet til en VVS-mand fordi de troede det var et vandrør som var sprunget. Han var kommet og efter 2 minutter lukket for den udendørs vandhane – og den service kostede så 950,- (incl moms). Jeg fortsatte ved 16-tiden og gik de knap 2 km over grusterasserne på lidt over en halv time, det er meget fint terræn og lettere ned ad bakke. 

En meget stejl nedstigning fra grusterrasserne på Akka vestside

Jeg var fremme ved kanten ved 16:30-tiden. Det er meget stejlt, især det øverste stykke falder ca 50 meter på 100 meter og det er fuldt forståeligt at turen rundt om Akka vestside anbefales at kommer samme vej som jeg. Hvis man starter turen den modsatte vej og skal kravle op her med fuld rygsæk er det noget af en kraftanstrengelse. Jeg satte mig på kanten og nød længe udsigten. Der var et par små bålpladser og der var åbenbart nogle som var kravlet ned i skoven for at hente brænde. Ved 17:30-tiden var jeg afsted og kravlede ned i skoven. 

Renskelet midt i bækken

Der er en meget tydelig optrampet sti, som er let at følge. Midt i et vandløb lå et renskelet, det så lidt uhyggeligt ud, selvom det var højlys dag og solskin. Jeg komme ikke lade være med at smile ved tanken om det skræmmende indtryk det måtte gøre på dem som kom den modsatte vej fra og lige havde startet turen, en mørk dag med truende lavthængende skyer. Jeg stødte til stien, Padjelanta, ved 18-tiden og dermed var turen i vildmarken slut. Man er ikke i vildmarken længere på en officielt navngivet vandresti, synes jeg. 

Den store hængebro over Vuojatätno og Akkajaure i baggrunden 

Jeg fortsatte ca 1 km til omkring 500m før nedstigningen til broen over Vuojatätno. Der var en flad plads med udsigt over Vuojatätno og Akkajaure. Jeg ville have spist aftenmaden ude, men myggen var ret påtrængende, så Stenbidergryde endte med at blvie spist i teltet. Men inden jeg havde opgivet at spise ude, så var jeg gået lidt frem og tilbage for at slippe for myggen og jeg havde fundet et par multebær. 

Friske multebær - smager skønt med sukker på pandekager

Efter maden gik jeg på jagt og jeg fandt en 8-10 stykker. Jeg besluttede mig for at lave pandekager, og rørte de mosede multebær op med lidt sukker som tilbehør. Det smagte himmelsk. Dertil kaffe og den sidste lille flaske cognac. Jeg gik i posen ved 23-tiden efter at have nydt aftenhimlen over Akkajaure, jeg skulle lidt tidligt op næste dag. 

Suottasjåkkå - Vuojatätno

Dagens etape: 14.5 km (200 højdemeter)
Total: 102.0 km (1150 højdemeter)
Lejr 8: N67 36.690 E17 21.551 

Mandag 20/8 2012: Jeg havde sat vækkeuret til kl 6:30 for ikke at sove over mig. Jeg var vågnet ved 4-tiden fordi jeg frøs, og jeg havde taget en trøje på og lukket soveposen. Da jeg her til morgen stak hovedet ud af teltet forstod jeg hvorfor, der var rimfrost på jorden og teltet. 

En kold nat med rimfrost

Jeg fik lavet kaffe, men sprang morgenmaden over. Jeg pakkede sammen og fik pakket om så jeg hvde rent tøj øverst. Jeg var afsted lidt før 9 i strålende sol. Det var igen en oplevelse at krydse den store hængebro over Vuojatätno. Efter Vuojatätno var der flere steder med telte, de måtte være kommet sent i går siden de ikke var gået længere. Det var første gang siden Skarja for 2½ dag siden jeg rigtig mødte andre. Et par af stederne var det tydeligt familie på tur, og jeg kunne ikke lade være med at more mig kosteligt over sceneriet. Et overenergisk forældrepar som sprang rundt og sure børn som sad formummede bag hættetrøjer og myggenet. Jeg kunne ikke dy mig, og råbte højt ’Goodmorning, what a fantastic day – have a nice trip’ og fik en hilsen og et smil tilbage fra forældrene. Ungerne reagerede ikke. Det gik stærkt på stien og de 5 km til Anonhjalme var taget på under 1½ time. 

Den lille cafe ved Anonhjalme

Jeg gik ind i den lille cafe ved Anonhjalme for at få morgenmad, og spiste en røget fisk, glödkage, ost og rigeligt med kaffe, det var helt underligt igen at spise ved et bord med fast tag over hovedet. Efter en times tid i cafeen gik jeg med til båden og sad og nød den sidste ½ time i solen ved bådbroen. Storlule var sejlende igen og kom til tiden kl 11:40. Turen var noget længere på tilbagevejen, da Storlule sejler forbi Vaisaluokta, og jeg var først tilbage ved Ritsem ved 13-tiden. Det var ikke noget problem, da bussen først kommer ved 14:30-tiden, så der er 1½ times ventetid, som jeg brugte til at gå lidt rundt og nyde vejret. 

Skulptur af drivtømmer

Bussen var det til tiden og som sædvanlig var buschaufføren meget underholdende. Fortalte bla om et stenskred som havde lukket vejen mellem Ritsem og Kebnats i over en uge. Autoværnet var stadig meget krøllet og han fortalte at som man kunne se, så var arbejderne som havde lavet autoværnet ikke var de mest pertentlige, men afgjort de billigste. Jeg snakkede med en tysk far som havde været afsted i 2 uger med hele familien, mor og 3 børn på 12, 14 og 16 år. De havde gået fra Saltoloukta, til Aktse, gennem Rapadalen og over Snavvavagge videre gennem Routesvagge til Anonhjalme . . . i gummistøvler. Vi var ved Kebnats lidt i 16 og kunne gå direkte om bord på båden. Jeg fik mit værelse og tog et langt og tiltrængt bad, det var skønt og skifte til rent tøj. Middagen var rykket til 18:30, det plejede ellers altid at være kl 18. Det er altid en skægt forestilling. 

Saltoluokta Fjeldstation

Man er linet op udenfor spisetstuen og bliver råbt op, og anvist bord. Det er en forestilling som var det en kongelig middag, og der står vi alle i vandretøj. Jeg delte bord med en dame i 60’erne som havde været på 3-ugers vandretur på Kungsleden fra Abisko. Og 3 yngre mænd sidst ei tverne, som havde været en uge i Sarek, med start i Suorva, Vuoskelvagge, Kukkesvagge, Bastavagge og Kungsleden til Saltoluokta. De var trætte og havde haft nogle lange dagsetaper. Maden var som sædvanlig udsøgt og vinen også. Forretten var en slags fiskesalat lavet af røget fisk, hovedretten renfilet med fløde kartofter, det til salat og masser af frisk brød. Desserten en mango mousse. Nu er folk som har været på vandretur i dagesvis og levet af tørkost og pulvermad generelt ikke kræsne, men selv under normale omstændigheder ville middagen på Saltoluokta have været udsøgt. Gik tilbage til værelset ved 22-tiden, jeg følte mig lidt sløj og havde lettere feber, jeg havde sikkert fået lidt kulde om natten, jeg havde taget dunsoveposen med som jeg normalt kun bruger om vinteren, men den er lettere end min almindelige sommer fiber sovepose, så for at spare vægt havde jeg taget den med. Men den havde været for varm de fleste nætter og jag havde måtte sove med den halvt åben, men når temperaturen så pludselig falder til under frysepunktet, så får man let kulde i en halvåben sovepose. Hvis jeg ikke havde det bedre i morgen tidlig, så ville jeg tage en pille. Det var dejligt at sove i en rigtig seng igen. 

Vuojatätno - Anonhjalme
Dagens etape: 5 km (50 højdemeter)
Total: 107.0 km (1200 højdemeter)

Med topturen til Kuoper og udflugterne ved Skarja så er totalen 131.0 km og 2450 højdemeter

Tirsdag 21/8 2012: Ikke sovet særlig godt, havde stadig feber, så skulle alligevel have taget et par piller i går, men den tog jeg så nu, og det hjalp. Fint vejr her til morgen, gik i bad og derefter til morgenmad ved 7:30 tiden. Skønt med friskbagt brød, smør, ost, æg, juice og kaffe. Lagde mig en times tid efter morgenmaden inden checkud kl 10. Vejede rygsækken på vægten ved indgangen, 24 kg, og det incl alt, kamera, GPS, vandrestave, skaltøj osv ikke så galt endda.

Kirkekåten i samebyen ved Saltoluokta

Gik over til samebyen, der var helt tomt, ikke et menneske overhovedet. Jeg besøgte også kirkekåten, der var rigtig fint indendørs med friske blomster og birkeris på gulvet. Gav selvfølgelig en skærv til driften. Var tilbage til fjeldstationen ved 12-tiden og spiste frokost. Det var igen i år ådan en slags mellemting mellem bacon og stegt flæsk med sovs og kartofler, en ganske solid frokost. 

Kirkekåten nydeligt pyntet med friske birkeris

Efter frokost købte jeg lidt smågaver og postkort, som jeg fik skrevet og sendt. Skrev også i gæstebogen og jeg skrev en hilsen til de 5 unge svenske jeg havde mødt på Kuoper med min e-mail, men jeg har dog ikke hørt fra dem. Læste lidt i biblioteket inden jeg gik ned til båden Langas kl 15:30. Den var der til tiden, og ombord mødte jeg igen det ældre tyske ægtepar som jeg havde mødt på vestsiden af Låvdak. Et meget pudsigt sammentræf. De var glade for at se mig velbeholdent tilbage og skulle selvfølgelig høre om min tur.

Bådebroen og M/S Langas ved Saltoluokta

De var på vej tilbage til Sjöfallsstugan efter at have været på en lille 3-dages tur til Slugga. Ankom til Gallivare kl 18, og toget gik først kl 19:15, så jeg besluttede mig for at spise på Hotel Lapland som ligger lige overfor stationen. Det skulle vise sig at være en særdeles heldig disposition, fordi der var kun kaffeservering i toget. Jeg fik en helstegt rødding med tilbehør, det kan godt anbefales. Hotel Lapland er ikke overfint, og med en meget hurtig servering hvis man gør opmærksom på at man skal nå toget. Toget var der til tiden, og jeg delte kupe med en yngre mand som have været på en 4-dages tur fra Nikkaluokta til Vakkotavare, og en lidt ældre mand som havde været stugvært på Vistasstugan i 4 uger. Det er noget af en logistisk udfordring med 3 personers sovekupe og 3 rygsække, som der knap er plads til på gulvet, men vi fandt et system med 2 rygsække på overkøjen, så var der lidt plads på gulvet. Jeg pakkede mig dagstursrygsæk med kamera, GPS, pung og toiletsager, og så stillede jeg min rygsæk udenfor. Meget hyggeligt med masser af vandre- og fjeldhistorier. Begyndte at få det lidt skidt igen, så jeg tog en pille til og gik i seng ved 22-tiden. 

Onsdag 22/8 2012: Op ved 7-tiden og gik straks til restaurantvognen og fik morgenmad, sad der længe. Det var overskyet. Gik tilbage til kupeen ved 9-tiden og de 2 andre var stået op. De skulle af om en times tid nogle stop før Stockholm. Var i Stockholm ved middagstid, og fordrev de 2 timers ventetid, før toget til København afgik, med at spise lidt frokost og gik en lille tur rundt om stationen. Der var et større renovationsarbejde igang lige udenfor stationen og arbejderne havde givet statuen af Nils Ericson skrigende røde høreværn på. Det er god værkstedshumor. (Nils Ericson var jernbane ingeniør og grundlæggeren af de svenske jernbaner). 

Nils Ericson med høreværn

Toget til Malmø afgik planmæssigt kl 14:15 og selvom jeg nyder at rejse, så må jeg indrømme at nu begyndte jeg at glæde mig til komme hjem. Alle de mange skift og 1-2 timer ventetider er lidt for meget i længden. Jeg fordrev tiden med at læse og drikke kaffe. Tog en stor sandwich lidt senere, det var stadig overskyet. I Malmø kl 19:15 og her kun 30 minutter til det sidste stykke med Øresundstoget til København. Jeg havde ringet til min yngste datter Lisette og fortalt at alt var efter planen så hun var der med bilen og hentede mig kl. 20. Vi kørte hjem og skulle selvfølgelig straks se billederne fra turen igennem . . . efter jeg havde besigtiget vandskaderne i kælderen, det var ikke så slemt som frygtet, de havde gjort et godt stykke arbejde med at få det tørret og ryddet op.

Hele ruten på 107 km (med toptur og udflugter 131 km)

Se med på næste onsdag hvor pakkelisten fra turen kommer :)

Indtil da kan du læse andre artikler fra LHL:

Kano- og vandretur	Vandretur i Sarek	Vandretur på Skåneleden