Vandretur i Tarfaladalen

Det var i sommeren 2015, turen skulle gå til Hardangervidda i Norge. Flere af billetterne til rejsen var købt, Det samme gjaldt kort over fjeldet. Rygsækken også næsten pakket, i rigelig god tid. Pludselig blev det hele dog vendt op og ned. Outsites turleder var desværre blevet skadet og kunne ikke tage af sted på tur. Det kan jo ske, men hvad gør man så?

Så kom tilbuddet fra en anden turleder på Outsite, om at os der skulle have været med til Hardangervidda, kunne komme med på hans tur til Lapland. Hvor turen gik i området omkring Kebnekaise. Uh, det var nu slet ikke en dårlig erstatning, når nu man sådan var opsat på at komme afsted til fjeldet. Norge eller Sverige, det ligner ”næsten” hinanden, tænkte jeg. Selv om der er over 2000 km imellem områderne.

Tiden nærmede sig. Rygsækken var pakket færdig, togbilletter og kort over området købt. 10 dage i fjeldet var den planlagte tur med Outsite. Vi kom godt omkring i området og dagene fløj afsted. Selv om ruten måtte ændres kraftigt, da der netop dette år var utroligt meget sne i fjeldet her i juli måned. Men jeg fik min fjeldoplevelse og var endnu mere hooked på det her vandring i fjeldet.

Jeg havde dog også lagt lidt andre planer, inden turen startede. Jeg havde samme med Thorkild besluttet at vi lagde to dage til turen, efter de andre var rejst hjem. Så inden vi kendte til ruteomlægningen og hvad det medførte, så var vores plan at tage 2 dage ekstra. Én dag skulle muligvis bruges på at bestige Kebnekaises Sydtop, og den anden dag skulle bruges på at gå ud af fjeldet, til Nikkaluokta hvor vi skulle med bussen. Det måtte så også laves en smule om. På grund af den nye rute vi gik, blev der pludselig tid til at dem der ville bestige Kebnekaise kunne gøre dette på dag 9. Der var 4 der tog udfordringen op, og de fik en hård, men flot tur til toppen med det smukkeste vejr og dermed udsigt til følge. Jeg valgte ikke at tage turen, da jeg ikke var sikker på formen var god nok. Hvilket jeg stadig er sikker på var det rigtige valg.

På dag 11 sagde Thorkild og jeg så farvel til de andre, som vi havde været på tur med. De tog helikopteren ud til Nikkaluokta. Vi gik tilbage til vores telte, som lå ikke langt fra helikopterpladsen (kan ikke anbefales hvis man vil sove længe – de larmer).

Vi havde dagen inden studeret kort og besluttet os for at gå op til Tarfala-dalen ad den mærkede sti, som går langs vandløbet, Darfáljohka, og op til midten af dalen hvor Tarfalahytten ligger, for herefter at dreje mod øst og gå op igennem bjergpasset imellem de to toppe, Darfálčorru og Darfálčohkka. Der skulle herfra gå en "sti" som ikke er særlig brugt og ej heller godt markeret. Efter at have nået højdepasset ville vi følge højdekurven et par hundrede meter under toppen af Darfálčorru og så ramme stien, der går fra hvor broen over Darfáljohka og Dag Hammarskjöldleden mødes. Stien er ikke en rigtig sti, men bare en rute der er markeret med varder indimellem.

Vi havde som sagt slået lejr ikke så langt fra denne sti, og en halv kilometer fra broen, lidt oppe af fjeldsiden hvor der var et godt plateau.

Vi fik slået teltene op på plateauet hvor der var en fin udsigt igennem dalen Láddjuvággi, hvor fjeldstationen ligger. Vi havde for nogle dage siden passeret ikke så langt fra dette sted, da vi gik fra Nikaloukta via Čievrračohkka til Fjeldstationen.

Udsigt ud over Láddjuvággi. Bjerget til højre er Tolporgoni. Fjellstationen ligger lidt til højre for midten på billedet. Man kan ane en lille rund bakke, Kaipak, lige bageved ligger hytterne.

Det var blevet frokosttid, så vi fik spist en masse mad for at fylde depoterne. Vi fik pakket et par dagsturstasker (låget fra vores store rygsække kan også bruges som en lille ”rygsæk”) med snacks, vand, regnjakker, kort og kompas. Klokken blev nok lidt mange inden vi kom afsted, i forhold til planen, men det var jo lyst hele natten og vejret var godt, så det gjorde ikke så meget. Vi startede med at gå op langs vandløbet hver det strømmende gletsjervand, som er uklart af sedimenter og det har en helt speciel farve i solens lys.

Dalen Darfálvággi og vandløbet Darfáljohka, hvor det grumsede vand fra gletsjerne tydeligt ses.

Det var en nemt tur op igennem dalen, terrænet stiger langsomt. Samtidig er der meget at se på. Der var stadig rigtig mange snefelter og derfor også mange små bække der løb ud over de stejle fjeldsider, som grænsede op til Kebnetjåkka, som stadig var sneklædt bare få hundrede meter over os, her på den nordøst vendte side som vi gik og så på. Vi skulle krydse vandløbet et par gange, og der var to helårs broer markeret på kortet. Det skulle dog vise sig at den ene af helårsbroerne var blevet beskadiget af snemasserne her i løbet af foråret. Heldigvis er denne sti meget brugt, så der var fløjet en midlertidig aluminiums bro ud, som vi kunne gå på over det grumsede kolde vand. Tidligere var der ikke nogen broer i denne dal, da man kunne gå på den ene side af vandløbet. Nu er fejldet eroderet så meget, at ruten er lagt om og der er opsat broer så man noget af vejen kan gå på den modsatte side.

Den midlertidige aluminiumsbro som er fløjet ud med helikopter, og bare lå løst på nogle stablede sten.

Langsomt som vi kom højere op i dalen, begyndte man at kunne se at det tyndede ud i buske og birketræer. Nu var der kun meget små lave pilebuske, græs og nogle flotte fjeldblomster tilbage. Terrænet var også blevet mere stenet. Et par steder var stien forsvundet i små stenskred. Der var mange små vandløb vi kunne drikke af på vejen op. Vi fik også lige smagt på gletsjer vandet, selv om det var meget grumset af sedimenter og det ikke er så sundt i større mængder.

Thorkild drikker af et vandløb, som kommer fra det lille vandfald i baggrunden. Vandet er iskoldt og var sikkert sne for få minutter siden.

Udsigten mod dalen Láddjuvággi blev stadig mindre synlig som vi kom længere ind ad Darfálvággi, dalen hvor Darafáljohka løber igennem. En ting der er lidt ærgerlig ved denne sti, er at man ofte går langs elmasterne der forsyner forskerstationen som ligger i Tarfaladalen (Darfálvággi).

Sjov fakta: det i denne dal at den kraftigste vind i Skandinavien er målt (81 m/s).

Dalen Láddjuvággi bliver mindre synlig.

Et flot syn møder os, hvor dalen bliver mere stejl og sneen ligger over åen, hvor den danner en snebro. Lyden fra vandet dæmpes tydeligt af sneen der kapsler dele af vandløbet inde. Samtidigt er det et flot syn af se at vandet vælter ud af et hul i sneen. Hvilket vi fik set en del gange på denne 12 dages tur. Vi krydsede flere mindre snefelter hvor sneen heldigvis stadig kunne bære os, så vi ikke sank i og skulle bruge kræfter på det.

Vandløbet er her dækket af snedyngerne, som har fyldt dalen hele vinteren.

Vi begynder at kunne se et par fjeldtoppe for enden af delen som langsomt bliver større, jo tættere vi kommer. Dette er et par små toppe som ligger imellem de to gletsjere, Storglaciären og Isfallsglciären. Vi får også set et par rener der går og græsser imellem alle Engblommerne der står i blomst.

Engblomme der næsten er fuldt sprunget ud. Der var tusinder lige her, hvor der var en næringsrig plet.

Vi er nu nået til selve Tarfala dalen, og terrænet flader ud og består nu hovedsageligt af sten samt lidt mos. Rundt om os ligger der snefelter hist og pist. Foran os er der næsten helt hvidt og vi kan se Tarfala hytten fremme. Ude mod øst kan vi se de rå fjeldsider som ender i Darfálčorru og længere henne Darfálčohkka. Her ser vi også to store rener med store gevir. De står på en sneplet og holder skarpt øje med os og spiser grønt.

Snefeltet ligefremme er Storglaciären, og indhyllet i skyerne er Kebnekaises to toppe.

På vores venstre side, mod vest, tårner fjeldsiderne sig også op på den anden side af vandløbet. Det mest markante vi nu bemærker, er de store delvist sneklæde gletsjere som ligger én efter én. Med Kebnekaise som bagvæggen, der forsvinder op i skyerne. Vi står nu lige foran Storglaciären, og Nordtoppen på Kebnekaise er ligefremme indhyllet i skyerne. Hvilket fantastisk syn!

Stien i sneen er nu tydelige. Vi står lige ved siden af Tarfala hytten.

Vi nærmer os nu hytten, og vi går i sneen der for det meste kan bære os, så det er rimeligt let at gå på. Vi går ind i hytten for at holde 5 minutters pause og se hvordan den ser ud. Vi er godt våde, på sko og benklæder, af at gå i tøsneen. Vi kan ikke finde hytteværten, men opdager så at hun er på vej over til den isdækkede sø, Darfáljávri, for at tage et bad. Det ligner det i hvert fald herfra.

Men vi skal også videre, selv om der var rart inde i hytten. Klokken er nu blevet 16. Det er aldrig rart at hoppe i et par våde støvler (det har de været i 10 dage..), men videre det må vi. Ude på sneen igen kan vi se hvor vi skal krydse over i bjergpasset mod øst. Puha, det ser stejlt og stenet ud. Vi går igennem sneen og når til hvor stigningen begynder, her hvor sneen er smeltet og det bare fortrinsvist er løse sten der møder os. Dejligt. Fra tøsne til løse sten. Et skridt frem og to tilbage, når stenene forsvinder under mine fødder. 

De løse sten på bjergsiden. I baggrunden ses Gaskkasčohkka og Gaskkasbákti, samt den isdækkede sø, Darfáljávri. Der er 4 forskellige gletsjere på billedet.

Efter godt og vel en times vandring, halvejs klatring, er vi vist ved at være halvvejs oppe, det mener vi i hvert fald. Det er en udmattende stigning og stenene hjælper ikke på det. Men vejret er rigtig flot og udsigten ud over dalen og gletsjerne og Kebnekaise-massivet bliver bare mere og mere fantastisk, jo højere op vi kommer. Vi har forresten ikke fundet den såkaldte sti endnu. Det viser sig senere at der ingen sti er, men kun nogle markerede sten midt i det hele, som vi gik rimelig tæt på.

Udsigt over Darfálvággi, Storglaciären og Isfallsglciären. Stadig med Kebnekaises toppe i skydækket.

Mine ben er lidt overraskende ved at blive tunge. Så det er dejligt da det flader ud hen mod passet, som ligger imellem de to toppe. Oppe i passet møder vi en englænder (?) som er ved at slå telt op midt i det værste stenhelvede. Vi hilser og han fortæller at han venter på en kammerat som er på vej op. De skal op på de to toppe som er 1904 og 1626 høje, og videre over til Gaskkasvággi. Jeg tænker at det er et mystisk udsat sted han har udvalgt sig til lejrplads. Men udsigten er ret flot til alle sider. Jeg håber de havde varme soveposer med.

Her på nordøst siden af Darfálčorru hvor det meste er dækket af sne i op til en 70 cm dybde.

Vi begynder nedstigningen mod dalen, Čievrraláhku. Udsigten er også her ret flot, vi kan se over til de små fjelde, Govggečorrú, der støder op til Visttasvaggi dalen. Vi prøver at følge højdekurven som planlagt, men sneen bliver hurtigt meget dyb og blød. Selv om vi er på skyggesiden og det nok kun er få plusgrader, træder jeg oftere og oftere igennem sneen, da den ikke kan bære mig. Så ofte står jeg i sne op til knæet til midt på låret. Det er træls, koldt og tærer hurtigt på kræfterne. Mit humør daler og samtidig er det er ikke bedre at se at Thorkild, der er lettere, ofte kan gå oven på sneen.

Men ned kommer vi da, om end det går rimeligt langsomt. Der begynder at komme felter i sneen hvor stenene stikker op. Det er små sten der er nemme at gå på. Altså hvis det ikke var for alt det smeltevand der gør området til ét bredt vandløb det løber imellem alle de små sten. Klokken er blevet 18 og solen er nu gået ned bag fjeldet ved siden af os. Når jeg kigger tilbage kan jeg se vores spor i sneen, samt et enkelt andet spor lidt højere oppe, som går ud mod Kaskavaggi og forbi gletsjeren, Darfalglaciären.

Man kan se vores spor i sneen til venstre i billedet. Til højre ses Darfalglaciären.

Sneen er nu næsten helt væk og vi er begyndt at se efter vand, da vi ikke har så meget tilbage i flaskerne. Vi finder dog ikke noget på resten af turen tilbage til teltet, som vi tør at drikke. Der er rigtigt mange spor efter Lemminger i dette område og der er ikke rigtigt noget rindende vand. Jeg er flad, næsten helt flad. Heldigvis går det ned af bakke resten af vejen. De sidste par kilometer ned mod teltet er dog meget hårde og fjeldet er meget stejlt her, da vi har gået skævt på højdekurven uden vi har tænkt over det. Nok på grundt af vi er trætte, tænkes der ikke så meget. Det sidste stykke ned går vi i hver vores tempo og i zig-zag ned af den stejle fjeldside, som heldigvis er nogenlunde at passere. Der er dog et par passager undervejs hvor stenene forsvinder under mine fødder og det giver et par bandeord og en lille rutsjetur.

Bakken vi lige er kommet ned af, dog gik vi ned til højre for billedet. Det ser nu ellers ikke stejl ud her på billedet, men bag bakken er der endnu en bakke.

Vel tilbage ved teltene, begynder vi at tale om at vi ikke har noget vand til vores aftensmad og til at drikke. Afslapningen må vente, der skal hentes vand. Det nærmeste vand vi har set, var da vi gik fra fjeldstationen, måske 500 meter fra broen, på den modsatte side af vandløbet. Så afsted ned af bakken det går. Det går ikke så hurtigt, mine ben er helt færdige. To ekstra kilometer var ikke lige hvad jeg manglede, og jeg går bare og tænker på at jeg skal op af bakken igen.. Men vand får vi hentet og vi får varmet en masse vand til aftensmaden, og til at drikke kaffe og kakao. Så vi kan få varmen igen.

Vi trækker os begge midlertidigt ind i mit telt, med soveposer og liggeunderlag, da vi sover i hvert vores telt. Det er hyggeligere at kunne tale sammen og vi har virkelig brug for at blive gennemvarme igen, så vi ender hurtigt i soveposerne. Aftensmaden og varmedrikke bliver indtaget, mens vi ligger i soveposerne. Nogle gange smager chokolade, varm kakao og frysetørrede retter, bare ekstra godt. Dette var en af de gange. "Desserten" er pasta med fyld med ketchup på. Depoterne fyldes op igen.

”Desserten”, fyldt pasta med ketchup.

Morgenen derpå er vi heldigvis friske igen. Turen til Tarfala blev på 21 km og 1200 højdemeter. Nu går turen af Dag Hammarskjöldleden tilbage til Nikkaluokta og derefter med bussen og toget hjem. Om 48 timer er vi i Danmark igen.