Et startfoto fra Helsingborgs havn må der til.

Denne del af turen passer ikke med en eksisterende svensk led, så den har jeg mange gange overvejet på detailkortet: hvordan kommer man bedst på tværs af Kullahalvøen uden at gå for meget på kedelige asfaltveje? Der er masser af landbrug, trafik og bebyggelse, så det er ikke helt let at finde smutveje.

Jeg havde dog kig på en mulig tværgående rute lidt nord for Helsingborg, gennem Allerum. I mellemtiden er der faktisk kommet en del af Skåneleden her, nemlig SL5 Øresundsleden som går langs kysten og rundt om hele Kullahalvøen. Det er dog en sti langs kysten, der eksisterede i forvejen, så det indgik allerede i mine planer. Men fra færgen i Helsingborg kunne vi strakt følge ledmarkeringer nordpå langs strandpromenaden og efterhånden på en naturstrand med god udsigt over mod Kronborg. En smuk tur, men vi skulle jo tværs over halvøen.

Der er mange slotte at se på her, både over vandet til Danmark og langs den svenske kyst, hvor vi passerede Sofiero og drejede ved kulla Gunnarstorp, som ses på billedet.

Ved slottet Kulla Gunnarstorp drejde vi ind i retning mod Allerum, på en lidt stor vej, men til gengæld var den en smuk allé. I en skov fandt vi et frokoststed og fortsatte så ad småveje som vores 1:50.000 kort kunne vise os. Nogle gange bliver vejene dog lidt for små. En tilsynelandende fin bagvej ind i Allerum viste sig kun at være et traktorspor over en mark og i øvrigt ende i nogens baghave. Men vi listede os gennem haven og ud på den større vej huset lå ved.

På vej gennem landbrugslandskabet

Midt i det flade landsbrugsland ligger en knold, som er naturreservat, ved gården Svedberga. Den sigtede vi mod, for her kunne vi komme på sti igen. Vejen derhen var dog en helt lige asfaltvej. Såden en føles uendelig lang at gå ad hen mod bakken i det fjerne, selv om der faktisk kun var 1.5 km. Naturreservatet gav fuld valuta til vandrebenene. En opstigning til et græsningsområde på toppen med god sti og en udsigtsbænk. Vel nede igen mødte vi en cykel/vandresti på en nedlagt jernbane.

Den kunne man måske også have sigtet på tidligere. Den gik dog mere på langs end på tværs af halvøen. Nu førte den os ind i landsbyen Mjöhult, hvor vi fandt en idrætsplads, hvor fodboldtræningen var i fuld gang. Vi lånte en vandhane og sludrede lidt med træneren, der ikke var vant til at få vandrere forbi der. Og så var der ellers igen fladt landsbrugsland, hvor vi begyndte at se os om efter et sted at slå telt op. Der var lidt græspletter her og der ved små skovstykker og ved en å, men ikke noget vi synes kunne bruges. Et lidt større skovstykke, der så lovende ud på kortet, viste sig i virkeligheden at være indhegnet og fuldt af græssende får. Men ved siden af, nærmest i udkanten af et villakvarter, var der et græsstykke skærmet fra vejen af en bræmme træer. Her kunne vi tilbringe natten. Turen denne dag blev næsten 30 km.

Så godt kan man ligge i et svensk villakvarter

Vi var nu næsten ude ved kysten igen ved Skälderviken og mødte her SL5 og en kyststi. Kysten her er lav med ”rønner”, sandbanker ud for kysten. En sandbanke ved Vegeåens munding er forbundet med land med en bro. Som vi gik derhenad og kunne se broen, diskuterede vi om den ville tage os over åen. Det så dog ikke sådan ud på kortet og det var altså også bare en ø vi ville komme ud på. For at krydse Vegeå, må man gå et stykke ind langs den, heldigvis på en sti, og krydse den på landevejsbroen. Men derefter ligger der er stort fyrreskovsområde op mod Ängelholm, hvor det ikke er noget problem at finde smukke veje og stier at gå på. Et sted kom vi gennem et afbrændt skovområde, så vi følte os langt ude i vildmarken.

Dejlig forsommervandring langs åen

Al bebyggelse ophører inden Ängelholm

Jernbanestationen i Ängelholm ligger lige ud til skoven, så den er let at finde. Sammested ligger et jernbanemuseum, som vi fordrev ventetiden på, inden vi kunne tage toget hjem.

Læs del 1 her...

Læs del 3 her...