5. etape: Halmstad-Vessigebro
Vores vandring mod Göteborg er nu nået til Halmstad. Nu er vi nået så langt væk, at vi godt vil have lidt flere dages vandring, når vi nu rejser til Sverige. Så i 2018 blev det Kristi Himmelfartsferien, der lagde vandredage til. Hallandsleden har vi ikke brugt endnu på vores vej, men nord for Halmstad kan man møde den i Oskarström, som ligger ved Nissan ligesom Halmstad.

Årets overordnede plan var derfor at følge Nissan til Oskarström og derfra give Hallandsleden en chance. Hallandsleden har både en østlig rute, langt inde i landet og en vestlig, som også går inde i skovindlandet, men dog ikke så langt fra kysten. Det er den vestlige del vi sigter på.

Teltplads ved nissan

Kreativ teltning hvor der ingen plads er

At komme ud af en by til fods på en fornuftig måde er altid en udfordring, men her gjorde planen om at følge Nissan det let, for der er faktisk en vandresti langs floden, helt inde fra centrum og langt ud på landet. Så vi startede langs lystbådehavnens kajer og kom længere og længere ud i skoven. Det var aften, så vi skulle også overnatte, men det første lange stykke er det en lokal sti for hundeluftere fra villakvarterne, så vi syntes ikke lige vi kunne slå lejr der. Jernbane og motorvej krydser Nissan samme sted og ser meget uigennemtrængeligt ud. Men jeg havde sikret mig på Google Earth, at der var en sti under motovejsbroen, så vi troede på det og fandt den også. Derfra var der øde nok til at lede efter en teltplads. Nu var problemet blot at floden havde stejle skænter, som stien gik nedenfor. Det flade stykke langs bredden rummede kun lige stien og ovenfor skænten var der straks kornmark, så her kunne vi heller ikke være. Til sidst kom vi dog til et sted, hvor vi lige kunne få plads til teltet mellem sti og flod. Det var ikke just et ugenert sted, men det var efterhånden så sent, så der ikke kom flere forbi. Næste morgen hilste nogle kondiløbere på os, men det var fint nok at ligge der.

Vi havde ikke haft mulighed for at skaffe vand, så dagen startede med at gå til Sperlingsholm kirke og tage vand til vores morgenmad. Derfra fortsatte vi med at følge Nissan, nu dog i lidt større afstand inde i skovene. Et sted manglede der forbindelse mellem den skovvej vi gik på og de skovveje, som førte ind i skoven nord fra. Kortet viste hverken vej eller sti, men dog en elledning, så vi tænkte at om ikke andet kunne vi følge den. Det viste sig dog, at lige hvor der var kortest mellem vejene, var der også en fin trampet sti gennem skoven, så andre har haft samme behov for at komme igennem her. Grusvejsvandring

Ind i skoven

Billede: Vabler

Det varme vejr har desværre en tendens til at give mig vabler, men de kunne behandles ved en smuk shelterplads.
Fra Enslövs kirke kunne vi på kortet se en næsten nedlagt, stiplet forbindelsesvej nordpå. Den viste sig at være i bedre stand end andre veje vi har brugt, som har haft større signatur på kortet. Sådan er det altid spændende at se virkeligheden bag de streger man følge på kortet.

Vi sigtede mod at møde Hallandsleden ved Virsehatt, en markant knold i det knoldede hallandske landskab. Det sidste stykke gik ad en mindre vej langs den meget slyngede Sennan. Selv om det var vandring ad asfaltvej, var det så tæt på den snoede å, at vi bare kunne kravle over autoværnet og finde en fredfyldt frokostplads med fødderne i vand. Vejvandring er slet ikke så ringe, bare vejen ikke er lang og lige.

Frokost ved aa

Frokoststop en meter fra asfaltvejen

Efter Virsehatt med et fint naturreservat, har Hallandsledens planlæggere dog ikke kunnet finde på andet end at følge netop en lang, lige vej ind til Oskarstöm. Det var kedeligt og varmt. Bedst som vi talte om, at vi i det mindste kom ind i en by, hvor vi måske kunne finde en cafe, førte leden alligevel ind i en skov, som vi slet ikke var motiveret for lige nu.
Hallandsleden fører over Nissan ved det gamle industriområde. Her tabte vi skiltningen lidt, men kom så til gengæld ind til centrum og fik en cola. På den videre færd fulgte vi stort set Hallandsleden, som også er markeret på Terrängkartan 1:50.000. Og det er meget godt den er det, for det er godt at vide hvor man skal lede efter markeringer. Hallandsleden er ikke den bedst vedligeholdte led.

Grinnared soe

En mulig teltplads når man så på kortet, men i virkeligheden lidt for opdyrket og tæt på huse

Det er også godt at kunne se, hvornår leden blot har tænkt sig at følge en vej. Vi kunne nogle steder godt finde bedre alternativer selv på de mindre veje. I særdeleshed næste dag mellem Asige og Abild, hvor leden pludselig går sydpå for at komme frem til en stor vej, der så følges et langt stykke nordpå. Her fandt vi betydelig mere spændende skovveje og endda dagens overnatningssted i skoven ved tilkørselsvejen op mod en vindmølle. Faktisk gik vi igennem et helt vindmølleanlæg heroppe i højderne. Måske var det det, leden ikke havde fået tilladelse til at gøre. Også efter Abild valgte vi en alternativ vej gennem herregården Hjuleberg. Man skulle ret tæt gennem gården, men kunne dog undgå de veje, der stod privat ved og kom så ud på fine gamle skovveje, hvor der tidligere havde ligget torp, som hørte under gården. Her stødte vi til leden igen, der også har fundet en strækning langs de gamle veje.

Billede: Hjuleberg

Den imponernede indgangsportal til Herregården Hjuleberg

Endnu finere gamle veje skulle det blive, da vi nåede til Via Regia, den gamle kongevej gennem Halland, der går oppe på åsen for at vandløbene ikke skulle krydses. På et stykke er den bevaret som en forhøjning gennem landskabet, en rigtig smuk del af vandringen. Via Regia slutter for denne gang ved Vessigebro ved Ätran og her valgte vi også at afbryde årets tur. Det skulle være muligt at tage en bus til Falkenberg herfra, men tiderne passede dårligt, så vi endte med at tage en bus i den forkerte retning til et øde stoppested og vente der på en anden busrute tilbage mod Falkenberg. Det viste sig at være samme bus og chauffør, som grinede lidt af at vi bare havde siddet ude i skoven i stedet for at køre med ham til Ullared og tilbage.

Via Regia

Via Regia på det stykke, hvor den er tydelig i landskabet. Næste år til maj går vi videre fra Vessigebro med mål i Varberg, hvis alt går som planlagt.