29. april Milngavie-Drymen

På den afsluttende del af vores flyvetur hen over Skotland blev vi overrasket over, at der lå et flot hvidt snelag over det hele og den megen sne på de bjerge, vi kunne se. Heldigvis viste det sig, at snefaldet havde været meget lokalt, så der var ikke problemer med det siden.

Vi var heldige med korrespondancerne i både Edinburgh og Glasgow. Jeg havde købt billetterne til både bus og tog hjemmefra, så det var bare at stige på først bussen, hvor andre først skulle skaffe sig kontanter til betaling. I Glasgow ankom vi til busstationen, og derfra skulle vi så gå en km til stationen for at finde forstadstoget til Milngavie. Det udtales Mill guy, forstod vi på højttalerne. På Glasgow Queen Street Station kunne vi afhente billetter til de andre forudkøbte togture senere på ferien. Det brugte vi den lille ventetid til, men alternativt skulle vi have gjort det i Milngavie. På stationen i Tyndrum på fjerdedagen ville der ikke være en billetmaskine, så det var altså noget, vi skulle huske.

Vi nåede Milngavie ca. halv to, og så var det ellers at finde starten på West Highland Way. Via billeder fra vandrevenner vidste jeg, at startstedet ligger på gågaden midt i byen, og da gaden ligger i direkte forlængelse af stationen, var det lige til at finde. Der mødte vi et tysk par, som tog et billede af os - og vi af dem det officielle startsted. Derfra var det bare at sætte i gang efter indkøb af noget vand til etapen.

Vi havde hørt og læst, at ruten er godt markeret, meeen… allerede 4-5 minutter efter starten følte vi os lost, for på vejen gennem den grønne kile ud fra centrum var skiltene pludselig væk… Ikke sk… smart. Ro på - ro på. Og så lykkedes det at genfinde ruten, der førte os ud af byen, gennem Mugduck Country Park og allerede kort derefter mødte vi de første rådyr og får. Uha det var godt, og overalt var der buske med gule blomster. De hedder Gorse, fandt vi senere ud af.

Umiddelbart havde vi læst, at den første dag var relativt flad 19 km. Måske var det spændingen, måske var det den tidlige afrejse, eller måske skyldes det, at vi havde valgt at gå på selve rejsedagen, men ruten forekom os relativt kuperet på den første del. Det gjorde dog, at vi fik et skønt udkig mod Loch Lomond i fjerne.

Siden fladede det ud langs en gammel jernbanestrækning, hvor vi gik forbi det flotte whiskydistillery Glengoyne. Kort derefter fik vi en velfortjent kop kaffe på The Beach Tree Inn. Kaffen var ikke noget at råbe hurra for, mere cremet end godt er, men vi fik på stedet det allerførste signal om, at noget “stort” var i vente. Udenfor havde stedet nemlig en såkaldt saucestation med adskillige saucer, ketchup, majonaise, sennep og eddike.

Vi nåede snart derefter Drymen (: Drimmen) og fandt vores første overnatningssted midt i byen… det trestjernede hotel Winnock Hotel. Jeg gik der med et deja vue, hvilket i og for sig ikke var så mærkeligt, da jeg jo havde set hotellet i forvejen på nettet og bestilt plads. Sådan var det flere gange.

Værelset…. Ja, det levede mere op til forventningerne. Der var så’n set alt, hvad vi kunne ønske os, herunder muligheden for at lave en kop Nescafe. Ingen Trangia eller Jetboil, bare en elkedel. Ren luksus. Kærestens kollega havde berettet om, at hun på sine vandreture i det engelske altid møder dette. Uha, det var en god kop kaffe. Baren lå i stueetagen, nemt og bekevmt.

30. april Drymen-Rowardennan

Lørdag morgen, og vi følte os friske og sultne. Vi ville afsted. HVAD er så det første, der møder os nedenunder? En mand i kilt. Nok havde jeg lånt en kammerats kilt i forvejen for at kunne tage et feriebillede til arbejdet, men her var en IRL.

Det, der tiltrak vores opmærksomhed, var morgenbordet, hvor vi efter at have fyldt på med det mad, der stod fremme, fandt ud af, at tingene på menusedlen på bordet ikke er extras - men noget man bare kan bestille fra. Vi er jo på luksustur :D. Vi er dog ikke så friske, at vi vover os ud i “the full Scottish breakfast”, men bare en tallerken med laks og røræg. Vi hører senere fra et par skotske vandrere, der sad ved siden af os, at vi havde siddet der med åben mund og polypper og ikke troet vores egne øjne. Ikke mærkeligt, når normen på vandreture er at åbne en pose med et nøje afmålt portion havregryn.

Siden er det afsted, og turen starter for alvor. Vi skal nordpå mod et hostel i Rowardennan. Dagens rute vil bringe os op på den smukke Conic Hill med udsyn over Loch Lomond. Vejret er perfekt vandrevejr med 12-15 grader og spredte skyer. Vi er SÅ klar.

Der går ikke lang tid, før vi fornemmer de mange højdemetre. Pulsen kommer i vejret. Selv om det ikke lyder af meget med Conic Hills kun 310 m.o.h., er der alligevel 437 meters opstigning og 292 m nedstigning i løbet af dagens første 13 km fra Drymen til Balmaha og siden 378 m opad og 373 m nedad på de sidste 11 km til Rowardennan.

Som toppe er flest, skal man ned igen - her til den lille by Balmaha. Da vi ikke havde kogegrej med, ville vi udnytte de kaffe-muligheder, der er. Dér i byen fik vi os en overraskelse, for byen summede af liv, og mange mennesker gik rundt iført røde tophuer :D Hmmm.. At der også var en sækkepibespiller, var til at forstå. Vi var jo lissom i Skotland, og hvad laver man ellers på en lørdag… Men tophuerne… !

Det viste sig, at vi var dumpet lige ned i åbningen af haven omkring et mindesmærke til ære for den skotske outdoor-kendis Tom Weir, der gennem en menneskealder gjorde en masse til gavn for skotsk friluftsliv og natur. På en eller anden måde var det ligesom at være dumpet lige ned i en de lokale “fairs”, hvor der i engelske krimier af Barnaby-genren (Midsummer) altid sker et mord eller to. Nu var vi i Skotland, så der skete ikke noget, selv om scriptet var lige til det. De røde ‘toorie’ huer var en hyldest til Tom Weir.

Herefter gik vi videre mod hostellet i Rowardennan. Sjovt nok havde kæresten inden vores tur vist sin mor et billede af huset, og hun havde med det samme udbrudt, at dér havde hun været for 56-57 år siden. Kun en skorsten var væk, som hun huskede det.

Vel ankommet og indlogeret på et noget mere ydmygt værelse end dagen før indtog vi den forudbestilte aftensmad…. fish’n chips. Senere stod den på en god lokal øl, nydt fra et par stole i fællesrummet og med udsigt til søen.

1. maj Rowardennan-Inverarnan

Denne sidste dag langs Loch Lomond startede med vådt vejr. Det var bare at komme afsted. Vi havde forudbestilt madpakker til £ 5 pr. stk, for der var ikke andre muligheder. Hostellet var det sidste hus på vejen inden de næste over 20 km på stien. Vi var egentlig noget overraskede over hver at få en pose chips. De smagte rigtigt godt og kom på et godt tidspunkt - især fordi de var eddikemarineret.

Jeg var også overrasket over noget andet, jeg så lige før afgang, nemlig et skilt på et toilet, hvor der stod, at man ikke må smide teposer ud i toilettet… Hvem pokker tager teposer med ud på toilettet? Ja, jeg spørger bare.

Heldigvis stoppede regnen hurtigt, men disen lå meget lavt. Selv om det var mørkt i vejret, var det alligevel overordentlig smukt og grønt over det hele. Det gjorde dog også vandringen lidt sværere, fordi vi skulle passe ekstra godt på især glatte rødder. Kort efter starten denne dag mødte vi den eneste private udbyder overhovedet af guf og kager til det sukkerhungrede folk. Pengene skulle bare puttes i en ‘honesty box’, et fint navn til det vi også ser herhjemme.

Ikke at vi ikke var klar over det, at store dele af turen denne dag, ville være hård, for det stod i min 450 gr tunge guide, men ruten går jo langs Loch Lomond, og søer har det jo med at være vandret, men sådan er det IKKE i Skotland. Specielt de sidste 11 km var udfordrende med mange op- og nedstigninger, mange sten og rødder samt besværlige passager. Vi er mere end glade for vores rygsæktræning i Hareskoven og snakker om, at vi skal huske at råde andre med lyst til Skotland om at få trænet.

Vores overnatning for dagen var stenkroen Drovers Inn, et ikonisk og meget søgt sted blandt WHW-vandrere og ‘locals’. Stedet er kendt for sine spøgelser, udstoppede dyr, levende musik og en tæt stemning.

Virkeligheden svarede til omtalen af kroen og mere end det, for alt personale var iført kilt og t-shirts. Det var måske lidt kikset, at de rendte rundt i forskellige sko og med/uden strømper, men det var fedt. Vi var overraskede over at få en suite på stedet med navnet Breadalbane Suite. Senere opdagede vi, at alle suiter (: værelser) havde tilsvarende historiske navne. Det gjaldt også naboværelset, som kun var en dør, hvor et spøgelse siges at bo. Jeg tror desværre, at jeg sov fra den evt. knirken fra beboerens natlige hvileløse vandring på gangen.

Menuen var uomgængelig: en Braveheart Burger og en Highlander Burger, som vi indtog sammen nogle meget lokale ‘locals’ og deres 4 hunde. Vi hørte flere af Runrigs melodier, herunder Loch Lomond. Det kunne ikke blive mere autentisk, selv om der denne dag ikke var levende musik. Det var trods alt søndag.

Braveheart-burgeren indeholdt blandt andet den skotske nationalret Haggis, der består af hakkede fåreindvolde (hjerte, lever og lunger), som er kogt i dyrets mavesæk. Der er tilsat kartoffelmos og kål, og så er det selvfølgelig krydret. Klamt, vil nogen helt sikkert tænke. Jeg fik det første gang her og fandt det så lækkert, at jeg siden tilvalgte retter med det, herunder også som en del af “the full Scottish breakfast”.

2. maj Inverarnan-Tyndrum

Normalt på længere ture oplever jeg efter nogle dage en vis træthed, der skyldes rygsækken og det at sove på et liggeunderlag. Det går over i takt med, at jeg vænner mig til underlaget og bliver ét med rygsækken. For os begge betød overnatningerne, at vi hver dag stod friske op til endnu en ny skøn vandredag med frisk mod.

Kæresten var i forvejen lidt nervøs for de lange, kuperede etaper, fordi hendes relativt nye rygsæk, en Osprey Aura 65, under vores fortræning havde givet hende smerter i kravebenet. Vi justerede på andendagen på en enkelt strop, og denne lille ændring gjorde faktisk en kæmpe forskel, for smerterne med ét forsvandt.

Denne dag havde en tidsmæssig udfordring, fordi vi skulle gå 20 km og nå et tog i byen Tyndrum halv tre. Vi havde valgt, at vi ville indlægge en hviledag cirka halvvejs. Vi snakkede undervejs om, at vi nok havde set de mennesker, vi hidtil havde mødt, for sidste gang. Det viste sig ikke at holde stik, for de gjorde de samme som os - deres hviledag lå blot blot andre steder.

I danske omgivelser ville 20 km være en overkommelig distance på 5 timer, men hvordan ville terrænet være her? Heldigvis holdt beskrivelserne stik. På den første halvdel lå også denne del af ruten på en gammel militærvej (: sten og grus), og den var relativt flad og let gået. Vi så flere for længst forladte huse og snakkede om, hvor hårdt det må have været med datidens muligheder at leve der. Cirka halvvejs kom vi igennem et dejligt kuperet skovparti højt oppe over byen Crianlarich.

På den resterende del af turen passerede vi igennem flere historiske steder i den ret så krigsfyldte skotske historie, heriblandt et sted hvor der havde været et stort slag med Robert the Bruce, en konge der i 1300-tallet sikrede Skotland selvstændighed fra England. Robert the Bruce var den adelige forkæmper, hvor William Wallace (Mel Gibson i Braveheart) var folkets mand i kampen mod englænderne.

Well well. Toget blev nået i Tyndrup uden de store problemer, selv om vi fraveg vores kaffepolitik, aldrig at gå forbi en sådan mulighed. Den lidt over en time lange togtur til Oban gav os et fantastisk billede af, hvor smukt Skotland er. Vi var så heldige, at vi kunne se den gamle slotsruin Kilchurn Castle fra toget, et helt fantastisk syn. Store dele af ydermurene er bevaret, og slottet ligger på en lille halvø i Loch Awe. Smukkere kunne det ikke blive. Jeg må sige, at der er et kæmpe vandrepotentiale i Skotland.

Togturen lærte os en anden ting, nemlig hvor ringe en kop kaffe kan smage. Den var ganske enkelt forfærdelig.

3. maj Overliggerdag i Oban

Om denne hviledag skal ikke siges meget. Fedt med sådan en luksus, men ligesom cykelryttere i et etapeløb måtte vi ud at røre benene i den flotte havneby og dens omgivelser. 15 km blev det til - ikke så ringe.

Vi nåede i løbet af dagen at blive klogere på briternes madvaner, idet vi i en lavprisbutik så mange, mange hyldemeter med cerials, altså morgenmadsprodukter, og sodavand. Derimod fyldte frugt og grønt anslået kun måske en femtedel af sukkervarerne.

4. maj Tyndrum-Kings House (Glencoe)

Skulle have morgentoget tilbage mod ruten i Tyndrum. Vi sørgede for at drikke kaffe på vores hostel. Faktisk kom vi til Tyndrum Lower Station, for der er også en Tyndrup Upper Station i byen; de ligger kun 900 m fra hinanden. Byen har kun 167 indbyggere, og det er derfor ikke mærkeligt, at byen har den højeste “stationshyppighed” pr. indbygger i hele Storbritannien. Det skyldes, at to jernbaneselskaber i sin tid anlagde hver sin jernbane. , der dog går i hver sin retning mod nord og mod vest.

Tilbage i rolige Tyndrum kunne vi konstatere, at Postmand Per og Royal Mail endnu har stærkt tag i briterne. På en af de faktisk ganske hyppige - og hyggelige - små postkasser, der hænger eller står alle mulige og umulige steder og i de mindste flækker, konstaterede vi, at der er tømning alle hverdage og tilmed også hver lørdag.

Fra Tyndrum er der 32 km til næste oplagte dagsmål ved Kings House. Udfordringen her er det meget begrænsede antal værelser på hotellet, og uden telt skulle vi nå en bus videre mod et hostel i Glencoe.

Inden da stod vi altså over for en skøn, lang dagsetape, hvor de sidste 10 km er over Rannoch Moor, en af Storbritanniens største heder. Igen foregik mange af kilometerne på de gamle militærveje fra cirka 1750, hvis underlag nok er relativt lette at gå på, men som heldigvis også bugter sig og går op og ned.

Disse militærveje var et af den engelske regerings tiltag for at få styr på Skotland og højlandet efter et oprør i 1715 (man bliver sq helt klog af at tage på sådan en tur). Langt tidligere havde romerne bygget tilsvarende veje længere mod syd i England for at undertrykke befolkningen og sikre det romerske rige.

Når man går der mil efter mil (lyder som en norsk melodi grand prix-sang), kan man ikke lade være med at blive imponeret over omfanget af vejene og de mange smukt udførte broer. Hvor er det godt, at vejene i dag kan bruges til vandring.

Undervejs på WHW havde vi allerede de første dage mødt flere skilte, der “advarede” os om motorcykler på ruten…. ? Uvidende som vi var, tænkte vi, at det var et veteranmotorcyker, og at det kunne være sjovt at se. Men det viste sig at være noget langt større, nemlig det meget kendte - for os totalt ukendte - løb The Scottish Six Days Trial, der har været arrangeret i 106 år, hvor små 300 deltagere kører op mod 150 km om dagen på alle mulige strækninger, hvor ikke engang vi som vandrere kommer. Vi så en test op gennem et vandløb. Senere i Fort William

Generelt har vi på især skovstrækninger været overrasket over de mange vandløb, åer og stride strømme. Det var tydeligt for os at se, hvordan myndighederne langs store dele af WHW har sikret ruten ved at lede vandet væk fra den via små stenafgrænsede tværgående render i stedet for at lade vandet klare det selv. På den måde sikrer man sig mod vandets erodering af stien.

Nogle vil måske mene, at man ved at styre naturen fjerner autenticiteten. Med vist 80.000 vandrere igennem på et år er det nødvendigt at vedligeholde løbende. Det var i hvert fald kun få steder, at vi oplevede det, som man kan se så på blandt andet Kungsleden, hvor stien udvides markant, når folk søger ud til de tørre kanter. Kungsleden kan på sine steder minde lidt om en flerspors motorvej.

Tilbage på ruten var det overskyet med meget lavthængende skyer. En vandretur i de her omgivelser bliver bestemt ikke mindre spændende af det. Vi var nu på den femte vandredag nået til et landskab, der efterhånden helt er højlandets med partier af fyrretræer og ikke meget andet. Bakkerne fremstod her tidligt i maj i brunlige nuancer, hvor vi også kunne ane rødlige og violette områder fra de mange lyngområder.

Vi nåede lige at spise frokost, inden regnen begyndte så småt. Vi havde der kun den sidste 10 km lange passage af Rannoch Moor tilbage. Undervejs blæste det op og begyndte at regne meget markant. Heldigvis nåede vi at se det fantastiske landskab, der faktisk ret meget mindede om områder i Lapland. Men de 2-3 timer var reelt den eneste regn af nævneværdig betydning i løbet af hele vores tur. Hvor heldig har man lov at være!

Godt flade efter etapen var vi mere end glade for, at der på lokale skisted Glencoe Mountain Resort heldigvis findes en café, der holder åbent året rundt. Efter en times afslapning med skøn kaffe, kage OG wifi gik vi så ned til bussen, der skulle køre os de ca. 15 km til Glencoe.

Jeg havde i forvejen købt billetter, så jeg tænkte, at alt var i orden. Sådan noget med at holde nogle pladser til dem, der har købt til et sted derude på ruten, må de have styr på, tænkte jeg. Jeg skulle bare have styr på at stå i den rigtige side af vejen. Men da vi ved busstopstedet efterhånden stod op mod 7-8 våde vandrere, meldte der sig alligevel en tvivl. Hvad nu, hvis der ikke var plads. Heldigvis var der nok til os alle. Om det havde været tilfældet i højsæsonen, må guderne vide. Nogle med-vandrere valgte næste dag at tage en taxa tilbage til Kings House.

Busturen på 20 km førte os gennem fantastiske dale frem til Glencoe. Stedet er kendt for sin meget smukke natur og masser af muligheder for friluftsliv, herunder bjergklatring, vandring og cykelture. Det kunne være et sted, vi godt kan finde på at vende tilbage til.

På grund af den lange dagsetape havde jeg hér forudbestilt en to retters aftensmad til £ 5. Hvor vi i Rowardennan fik maden serveret, skulle vi dette sted selv varme den. Man kunne vælge mellem 4-5 forskellige frosne retter og to pizzaer og desserten var en isdessert. Maden smagte overraskende godt og mættede skønt.

Læs del 2 her...