Vandretur West Highland Way

Jeg har vandret 224 km i ukendte landskaber på Sjælland og bringer ny viden om mig selv med ved ankomsten til Crianlarich en solskinsdag i juli. Det er blevet åbenbart, at mit indre kompas står skævt i forhold til denne verdens ydre. At jeg har været sløset med naturens substantiver og adjektiver, og at min Madeleinkage er lærkens sang og himmelflugt, duften af sødskærm, muld, og lysets fald fra himmelhvælvet.

Tyndrum

Hardy, Susi og Timo skal overnatte i Bridge of Orchy.  Vi passerer hinanden mange gange på strækningen mellem Crianlarich til TyndrumMellem sødt duftende nåletræer og i lyse lunde af birk, hilser vi på hinanden og udveksler den slags oplysninger, der skal til for at finde ud af; kan vi følges? Vi stopper op og ser henrykte på små kilder, der strømmer ned gennem moseområder, hvor porsen vokser mellem rønnetræerne. Vi taler om fabeldyr og alfer. Timo er 19 og har ønsket sig en tur til Skotland med sine forældre.  De er fra Schweiz. Nu går vi sammen og har udsigt over floddalen. Vi krydser floden Fillan over en gammel stenbro. Ved en lille sø, hvori stolte højlændere engang kastede deres våben, møder vi Cheryl og Jodie fra Canada. Nu er vi seks. Sammen ankommer vi til Tyndrum, hvor vi puster ud, hviler fødderne, og styrker os med kaffe, kage og nødder. Jodie tager bussen videre herfra, for hun har gået siden Milngavie og har fået vabler.

Fra Tyndrym går vi gennem et smukt bjerglandskab ad den slidte brostensbelagte millitærvej.  Langs vejen vokser vild kørvel. Sammen husker vi det latinske navn for det lyserøde klokkeformede fingerbøl. Susi byder os på hjemmebagte småkager, som vi gumler på, mens vi ser på hundredevis af rosafarvede dueurt og gule ranunkler, som gror alle steder langs vejen. På Beinn A’Chaistells skråninger, løber et jernbanespor højt over dalen ad to viadukter.  Nu kommer der et tog.

Ordet ”uigentagelig” ulmer frydefuldt i mig, mens jeg går i den sene eftermiddagssol med disse fem mennesker – på vej op i højlandet. 

Bridge of Orchy

En Munro er et bjerg i Skotland med en højde på over 3000 fod.  Bridge of Orchy ligger i dalen ved foden af Beinn an Dothaid og Beinn Dorain. Byen består af et hotel, en togstation, og en gammel smuk og nedlagt skole, som ligner en begyndende ruin. Timo, Hardy og Susi skal overnatte på hotellet. Vi drikker afskedskaffe sammen i hotellets bar. Pludselige er vi lidt kejtet og generte. Vi har gået sammen i næsten 7 timer og ved, at Susi’s mor er god til at bage, at Hardy er landskabsarkitekt og ser nisser og alfer alle steder.  Vi har talt om Cheryls mand, som er på turné med sit store kor i Skotland. Vi kender hinandens børn og fremtidsplaner.  Nu sidder vi rundt om et kaffebord og mister mælet sammen. Cheryl og jeg må afsted, vi skal helst nå Inveroran inden klokken 18. Vi krammer kejtet de tre andre til afsked, og det er egentlig ærgerligt, at vi ikke skal ses mere. 

Inveroran

Vi har læst os frem til, at vi blot skal gå behagelige 5 km over en lille højderyg til Inveroran Hotel, som ligger midt på ruten. Vi træder ind gennem en gammel låge til en plantage af løvskov og nåletræer og fortsætter ud på den åbne bjergside. Højland. Store, tunge cumulus skyer i forskellige nuancer af grå samler sig over os. Vi er trætte og sultne, og tænker blot på at sætte den ene fod foran den anden. Det går op ad. Da vi nærmer os bakkedraget, passerer vi en klynge af de smukke og dramatiske Caledonian pines, og langt ud mod højre skimter vi Loch Tulla, og netop - som vi når helt op – åbenbarer der sig et ekstra højdepunkt med en stendysse. Skyernes farver ændres hele tiden. Skifergrå, mørkegrå, gråblå, sorte. Mellem skyerne og det dybgrønne højland er himlen stadig blå med strejf af solskin, det blæser op, og oppe ved stendyssen står to kvinder i vinden. Den ene breder armene ud og kalder på os. Vi kæmper os op, og møder Susan og Sarah fra Skotland, en udsigt ud over Loch Tulla, Rannoch Moore og The Black Mount – en dyster, mørk bjergkæde i horisonten. Jeg må hente Jeppe Aakjær frem, for jeg har ikke ord:

Jeg ser over tindrende marker 
og langt mod den blånende fjord,
jeg stirrer på sejlende arker,
men finder ej tolkende ord.

Hvor kan I dog gruble og græde, 
så længe Guds himmel er blå! 
Mit hjerte skælver af glæde,
blot duggen dynker et strå. 

En tidlig morgenstund i juni 2012 ved Øresund, så jeg en venuspassage. I takt med Venus’ passage henover Solen, gryede en ny forståelse af begrebet evighed i mig. Nu ser jeg ind i evigheden igen. I Loch Tulla, udover Rannoch Moore, hvor jeg skal gå i morgen, og i The Black Mount. Jeg går nedad sammen med Sarah, og det begynder at regne. Midt i alt det fugtige, mørke grønne højland –ligger Inveroran Hotel. Hvidt. Vi går i regnen, under de tunge, sorte og grå skyer, midt i det grønne, med lilla lyng, gule ranunkler og våde grønne bregner, som vugger i vinden. Det regner endnu mere. Bag os kommer Susan og Cheryl. Endelig når vi døren, og jeg tumler leende ind på Inverorans Hotels blågrønne gulvtæppe i klantern. 

”Jeg bærer med smil min byrde”
Tekst: Jeppe Aakjær, 1906
Melodi: Carl Nielsen, 1915

“West Highland way”
 Charlie Loram
sixth edition 2016 
Trailblazer publication

"West Highland Way"
Crianlarich til Fort William. 
Mirijana Brygger
Julie 2017

Sommer-konkurrence

Denne artikel er en del af vores sommerkonkurrence. Send os din turbeskrivelse og billeder, så deltager du i konkurrencen om spændende præmier!

1. Præmie: Biolite CampStove 2
2. Præmie: Exped SynMat Hyperlite M
3. Præmie: Rygsæk fra Nordisk

Konkurrencen er slut! Vinderen udtrækkes snart.