Vandring og vandreture i verden

På mine ture til Nepal har det altid været mest interessant for mig at besøge steder, hvor jeg kan komme så tæt på befolkningen og kulturen som muligt. Så da muligheden dukkede op for at komme på trek i Humla og bo lokalt, greb jeg den med det samme. Jeg så frem til at tage en masse billeder i små landsbyer i bjergene.

 Uret ringer kl. 4.30 i Nepalgunj, jeg skulle være i lufthavnen kl. 5.00, måske kunne jeg komme med første fly til Simikot. Jeg var den første, der kom til lufthavnen, der var vist gået noget galt med kommunikationen, for jeg måtte vente en times tid før lufthavnen åbnede. Ved checkin, viste det sig, at jeg skulle med fly nummer to, da det første kun var cargo.

Turen til Simikot foregik i en lille Twin Otter, som bruges meget i bjergene, da den passer godt til de korte landingsbaner, der næsten altid er i bjergene. Det er en flot tur op gennem Himalaya, og jeg prøver at glemme, at flyet er 40 år gammelt.

Simikot ligger i den vestlige del af Nepal i 2950 meters højde, og alt skal flyves herop. I Simikot bor der ca. 5.700 mennesker.

Da jeg ankommer til Simikot, står Tsering klar for at modtage mig med et skilt med mit navn på, jeg skal dog lige have kontrolleret mine papirer, inden jeg forlader lufthavnen. Det skal vise sig at komme til at tage noget tid. Netop i dag er en ny regel trådt i kraft, hvor man skal have en særlig tilladelse til at færdes i dette område, så jeg bliver bedt om at følge med til nærliggende politi/militærområde. Jeg hilser på mange generaler og officerer, og det er mit indtryk de gerne vil hjælpe mig og prøver at kontakte andre kontorer for at løse problemet.

Jeg ved ikke helt hvilken trussel, jeg udgør i denne lille landsby i Himalaya, men regler er regler. Efter et par timer bliver alle enige om, at hvis de kan få 3 kopier af mit pas kan jeg slippes løs i Simikot. Det ordner Tsering, og vi kan nu gå mod det første lille tehus på turen, jeg trænger også til morgenmad nu.

Efter en gang dal baht, går vi fra Simikot mod en by som hedder Torpa, som ligger i 3240 m højde. Vejret er fint, det er varmt i solen, på skyggesiderne går vi i sne, men det føles ikke koldt, turen tager ca. tre en halv time. Husene her er anderledes end dem jeg tidligere har overnattet i i Nepal, i stueplan bor dyrene, på første sal er køkkenet og øverst er der soverum og man kan opholde sig på taget om dagen i solen.
Jeg skal bo hos Tserings familie og de tager venligt imod mig, og viser mig op til husets bedste rum med udsigt ud over Himalaya, fantastisk!

Der var selvfølgelig festival i den lille by, og jeg skulle have dragt på så jeg lignede alle de andre mænd. Vi dansede rundt med bjergene i baggrunden, og der blevet drukket en masse hjemmelavet brændevin – chyang. Chyang laves af byg, og brygges af alle i byen, samt skal man smage hinandens chyang. Jeg får taget en masse billeder og alle kigger interesseret og venligt på mig. Tydeligt de ikke er vant til gæster, men heldigvis vil de gerne fotograferes og flere vil også gerne tage billeder af mig med mit kamera.

Da det bliver mørkt går turen tilbage til huset og en gang dal bath.
Køkkenerne er utrolig flot lavet, farverige, godt håndværk og alle køkkenredskaber, tallerkner og krus står fint ordnet på hylderne, i midten af køkkenet stå et komfur, hvor der fyres med brænde. Komfuret bruges til al madlavning og som opvarmning af huset.
Det er tydeligt at der bliver passet på tingene, det er et fattigt område jeg er i og det er vanskeligt at skaffe nye ting, alt skal flyves herop.

Efter en god nats søvn, kunne jeg vågne op til en fantastisk udsigt over Himalaya, der blev bragt varmt vand op og jeg kunne vaske mig i morgensolen, inden jeg kravlede ned ad den stejle stige til køkkenet, hvor bedstemoren havde lavet pande lignende brød til mig. Køkkenerne er noget røgfyldte og jeg tænker at det måske ikke kan være sundt at tilbringe dagen derinde, som kvinderne gør. Jeg har senere læst, at mange børn i Humla har luftvejsproblemer, fordi de i de første leveår tilbringer det meste af tiden i køkkenet sammen med deres mor.

Efter morgenmad går vi videre til næste by, som er Bargaun, det er nemt det går nemlig nedad, igen skal jeg overnatte hos Tserings familie. Vi ankommer lige til den næste festival, som er mani festival, og igen har de en dragt klar til mig, fantastisk som de tager imod mig.
Denne gang er det en hvid pelsagtig dragt, som jeg bliver iført, jeg får smurt smørklatter i håret og der bliver kaster hvid pulver på mig, som hører sig til denne festival.
Det bliver til en underholdende dag med festival hele dagen og masser af hjemmelavet brændevin. Det er tydeligt at de ikke er vant til turister, alle kigger meget interesseret på mig og mit kamera, men alle er venlige og imødekomne og vil gerne fotograferes. Det er en stor fordel for mig, at alle kender Tsering, vi bliver inviteret ind mange steder og jeg kommer virkelig tæt på folket i denne bjergkultur.

Min guide, Tsering er 33 år og bor i Simikot sammen med sin kone og datter. Han drømmer om at have en masse gæster i Simikot og guide dem rundt i Humla området. Lige nu er det ikke så let fordi der er meget sparsomt med tehuse uden for Simikot, der er kun et enkelt i Baraushey lige uden for Simikot, som drives af en ældre dame. Ude i de små landsbyer er det kun muligt at bo privat og der er meget begrænset plads, men de gør at hvad de kan for at gøre opholdet så behagligt for mig som muligt, præcis som man oplever alle andre steder i Nepal.

Tsering er meget interesseret i at høre om Danmark og hvordan alt foregår, han forstår ikke helt hvorfor vi betaler skat, griner lidt af det, og siger han ikke kunne forestille sig at skulle af med nogle af de penge, han tjener som guide. Han fortæller også at folk i Humla området føler sig overset af regeringen, ingen gør noget for dem, alt handler om Kathmandu, og derfor rejser mange til hovedstaden for at prøve lykken og efterlader de ældre tilbage.

Efter et par begivenhedsrige dage skal vi i dag besøge et lille tharu folk som bor i landsbyen Thehe, der ligger i bunden af dalen. Vi bliver mødet af en kæmpe flok børn fra den lokale skole, som synes det er spændende med besøg og gerne vil fotograferes. De kæmper en hård kamp 30 cm foran objektivet, om at komme i fokus. Efter lidt leg med børnene bliver vi mødt af Tserings ven, som byder på lokal ris, som jeg nyder uden for hans beskedne hytte. Der samler sig hurtigt en lille flok fra byen, som er meget interesseret i at se, hvem den fremmede er. Alle vil gerne fotograferes, de kommer med deres børn og stiller gerne op, desværre er vi her med middagssolen, som er virkelig skarp og bestemt ikke det bedste for gode billeder, men jeg skyder alligevel alle de billeder jeg kan komme til. Jeg håber på at jeg en dag vil vende tilbage til dette sted og kan give dem billederne, som jeg har gjort i andre landsbyer i Nepal. Efter nogle fantastiske timer i Thehe, går turen op mod Bargaun igen, det er en stejl opstigning og jeg kan mærke på vejrtrækningen, at vi er højt oppe. Igen er der dal bath til aftensmad og vi bruger aftenen på hyggesnak og en kop te.
Jeg vågner igen op til et fantastisk view ud over Himalaya, og turen går, efter morgenmad mod Limatang, som er den vestligste by vi besøger, her skal vi bo hos Tserings søster. Huset er meget sparsomt indrettet, og toilettet, ja her går man bare lidt op af bjerget. Huset er igen indrettet med dyr i stueplan, køkken på første sal, og værelse øverst oppe. Her er elektricitet fra batteri, som oplades fra solceller.

Planen var at vi skulle bestige en lille top vest for Limatang, men desværre er der for meget sne til at det kan gøres. Vi går en tur rundt i byen, som er meget øde, ikke mange er tilbage her, livet her er bare lidt for besværligt.
Efter nogle hyggelige timer på taget i solen og efterfølgende i det lune køkken, går jeg til mit lille rum for at sove. Jeg skal sove i et rum på toppen, der er indrettet som et lille tempel, ikke nogen madras kun et lille tæppe. Det bliver en lang nat, da rummet vrimler med mus, som løber rundt hele natten, så alle tasker lukkes og jeg trækker soveposen op om ørene, tænker lidt på om de kunne finde på at krybe ned i soveposen til mig. Natten går dog uden de store problemer med musene, ud over støjen og tankerne.

Det er blevet tid til at begive sig tilbage mod Simikot, med et enkelt stop i Baraushey, som er det eneste sted uden for Simikot, som har et tehus. Stedet drives af en sød ældre dame, som lige har mister sin mand, stedet er fint med flere fine rum, der står også vandrensningsudstyr, som bare skal tilsluttes. Igen er der selvfølgelig en festival vi skal være med til, der er gang i madlavning, brændevin og hygge i fælleshuset, jeg føler mig meget privilegeret at få lov til at være med til alt det, så tæt på.

Dagen efter går turen de sidste kilometer mod Simikot og det har været en fantastisk oplevelse at være sammen med Tsering og hans familie i en uge, opleve festivalerne og høre om deres vanskelige kår i bjergene, samt at få lov til at fotografere dem.
Turen går nu ned til Nepalgunj, hvor min ven Ramu venter på mig og vi skal køre til Lumbini.

Jeg var første gang i Nepal i 2012, og har siden være der 7 gange, taget mere end 33.000 billeder hvor mange kan ses på nepalbilleder.dk 
Jeg har rejst alene eller sammen med min familie, og altid forsøgt at får kontakt til de lokale, dette synes jeg gøres bedst hvis man kommer alene med en lokal guide.

Konkurrence

Artiklen er med i vores sommerkonkurrence om vintergrej. Konkurrencen sponseres af: Fjeld & Fritid og EXPED.