Årets vandretur i Sydsverige på Skåneleden, Blekingeleden og offled blev hyggelig og et gensyn med mange af de kendte ansigter, samt nye vandrekammerater. Vi går fra sydenden af Raslången via Blankaviken til Brotorpet og tilbage. En lidt lang tur, men sneen forhindrede ikke lange distancer på vandreturen.
Se videoen fra vintervandreturen her:
Sydsverige og Raslången
Fordelen ved området ved Immeln og Raslången er at stedet ligger højt og derfor er der altid gode chancer for sne. Sne er helt klart at foretrække, da man slipper for sjap, mudder og vandpytter. Sneen isolerer selvfølgelig også, men den er sjældent mere end 15-20 cm. Området er også kuperet og der er rig mulighed for at forlænge eller afkorte turen, hvis vejret skifter eller der er for meget sne.
Vi starter som regel ved Bökestad, der ligger på Skåneleden. Her er der en parkeringsplads samt toilet, vand, skraldespande, 2 shelters og gode muligheder for hængekøje og teltning.
Bökestad og Skåneleden
Jeg ankommer sammen med Tømrer og JensB og går ned til brønden og over de to broer til Bökestad shelterne. Med på denne tur kommer en masse af dem man næsten kun ser om vinteren, så jeg har som altid glædet mig, fordi turen er en tradition og i et så kendt område at der på forhånd ikke er planlagt en rute.
Ruteplanlægningen tager vi først lørdag morgen. Der er så mange der har vandret her før og derfor kan vi lægge en fed rute efter ønsker og vejrforhold.
Der ligger lidt spredt sne, men det er ikke et vinterlandskab vi er kommet til. Det er dog koldt nok.
Folk ankommer løbende og pladsen bliver langsomt fyldt op af telte og en hyggelig summen. Mørket falder hurtigt på, så der skal skaffes meget brænde, hvis det skal holde hele aftenen. Folk tager dog gerne med hjemmefra. Det kan virke lidt dumt at tage dansk træ med til en svensk skov, men det er som regel rester folk har liggende. Tømrer kommer med nogle store træplader, der viser sig at give god varme og holde længe.
Aftenen kommer og vi er nu fuldtallige. Da dette er en fællestur og derfor gratis, er det i princippet alle for sig, men vi deler selvfølgelig ud af kage, øl, vin og det der er bedre.
Jeg har fået et Opinel sav med fra vores sponsor og da de af en eller anden grund sendte to, kunne jeg jo lige så godt udlodde den ene i en konkurrence. Da jeg ikke anede hvad jeg skulle spørge om, blev det til en lyn konkurrence: Hvor kommer Opinel fra? Petreaus var lynhurtig: Frankrig. Og så havde saven skiftet ejer.
Jeg havde også fået mange pandelamper med, så dem delte jeg ud af til låns, så de kunne blevet testet. Det er nemlig fedt at få forskellige holdninger til produkterne og pandelamperne blev testet til fulde.
Om aftenen var der hygge om stenalder tv'et (bålet) og så i køjen. Jeg havde et sommertelt med fra Weschel (Aurora 2). Selvom der ikke er lukket til inderkabinen, så tog jeg chancen. Teltet virker ret stabilt og siden min bil holdte lige ved siden af, så kunne jeg lige så godt også prøve det om vinteren.
Test test test
Der er nu noget ambivalent ved at vågne kl. 3 om natten og pisse fryse, når man tester grej. Man er ikke berørt af det på samme måde, som hvis man fryser med sit vante setup. Det er nok svært at forklare, men det har nok noget at gøre med at man er tilfreds med at man så kan give det dårlige råd, der nu er blevet godt videre: Sov ikke i Aurora 2 teltet om vinteren.
Det var dog ikke kun teltets skyld. Jeg skulle også teste et Nemo Cosmo XL insulated liggeunderlag og aldrig har jeg prøvet et liggeunderlag med mindre R-værdi, men for søren man ligger godt på det. Liggeunderlaget har klart det meste af skylden, for jeg var virkelig kold nedefra. Det er det bedste råd til folk der overvejer at vandre om vinteren: Husk husk husk, isolering nedefra. Det er her de fleste dummer sig og det gjorde jeg så også denne gang.
Nemo Cosmo i den isolerede udgave er ellers sat til ca. -12 grader og vi havde "kun" -7 C. Jeg lå dog direkte på sneen, men det burde jo i og for sig isolere.
Jeg går en kort tur rundt i det kulsorte landskab og går i seng igen, men denne gang med min Yeti dunjakke og bukser, strømper og kort sagt alt det tøj jeg har med. Alligevel fryser jeg meget resten af natten og glæder sig helt til det bliver morgen.
Fra Bökestad via Blankaviken til Brotorpet
Jeg høre nogle stemmer udenfor telte og skynder mig ud, da jeg ikke gider ligger der mere og fryse. Så kan jeg også slappe af og nyde morgenen, når nu jeg er en af de første oppe. Det viser sig dog at jeg har sovet alt for længe og alle er allerede oppe - d'oh.
Jeg har derfor kun 15 minutter til at pakke alt ned, men det når jeg. Samt at få kaffe og morgenmad (arr okay, tiden var nok overskredet med 15 min. men det akademiske kvarter går nok). Vi går i gang med at tale om ruten og folk står lidt og smiler fordi det er uvandt, men meget sjovt. Jeg har aldrig gået mod uret rundt om Raslången så det foreslår jeg. Den bliver godtaget og så er det ellers via forskellige ruter som en enkelt kender, men også af Skåneleden og Blekingeleden.
Den første del er på SKåneleden og denne del er ret flot. Små stier og kuperet terræn bugter sig gennem flot skov. Selvom man lige er ude at ramme lidt grusvej, så er det mest på sti. Ruten er markeret med orange på både pæle og træer, så det er næsten umuligt at gå forkert.
Vi kommer op til en grusvej hvor der står noget om den forholdsvis nye "Raslången Ekopark". Det er vidst noget med at området er blevet småfredet og at man nu vil satme mere på den oprindelige skov her var.
Vi taler om den videre rute og Kennls vil gerne ramme lidt af Blekingeleden, som kan føre os over toppen af et flot udsigtspunkt ved Boafall. Vi går ad leden indtil vi rammer toppen af bakken nordvest for Boafall. Heroppe fra er der en god udsigt over Halen og vi holder en kort pause før vi går videre mod Altidhult.
Stien bliver til et traktorspor og ender nede ved en gård, hvor man går igennem gårdspladsen. Dette er meget normalt i Sydsverige, så du skal ikke være nervøs hvis din rute går igennem "privat grund". Så længe stien eller vejen fortsætter igennem selvfølgelig.
Ved altidhuld holder vi igen en pause og beslutter at gå mod Blankaviken for at holde frokost. Planen var ellers at fortsætte nordpå, men vi kan godt se at tiden bliver knap. Fra Blankaviken har vi ingen plan, men den kommer jo nok.
Vi går igennem nordenden af Altidhult, igen igennem en gårdsplads og videre af grusvej. Denne strækning er lidt blandet i skønhed, men der er dog steder med god udsigt over Raslången sø.
Vi ankommer til Blankaviken efter at have været forfulgt af blodhunde. Arr, det var måske kun Kenn der fik nogle hårde ord med på vejen af to store køtere. Men han gik også hurtigt og de var ikke i snor.
Vi tager kogegrejet frem og frokosten begynder at ligne noget.
Hvor skal vi nu hen?
Petreaus foreslår at vi går op til Brotorpet og overnatter. Jeg har kun været der med kano, så at gå derop er jeg med på. Der er dog lidt langt og jeg har lovet at vi ellers ikke går for langt på denne tur. Der er dog nogenlunde enighed, så vi begiver os nordpå.
Først skal vi over den faldfærdige bro ved Gillesjön og det er altid sjovt at stå der og filme og håbe man får skudet til Youtube (det er dog ikke lykkedes endnu). Dog er man også sidste mand over, så her ser alle med, mens man forsøger at spille kølig på de rådne brædder (dem der stadig er tilbage). Det ser dog ud til at der snart kommer en ny bro over. Der sker i hvert fald noget i området.
Vi har aldrig ramt stien helt til gården eller modsat og denne gang er ingen undtagelse. Da vi rammer gården, går vi stik nordpå og op til et sjovt område med et par broer og en spændende kano overbæring. Vi går videre nordpå indtil vi igen rammer Skåneleden og herfra går vi vestpå. Vi går mest på grusveje, men det er en meget hyggelig skov heroppe, så det gør ikke så meget. Der ligger en fiskecamp i området, så der er masser af søer og skure man kan holde pause i.
Når vi rammer Skåneleden er det dog kun sti indtil vi rammer asfalten. I stedet for at fortsætte ad Skåneleden går vi sydpå mod Brotorpet. Turen langs asfalt er ikke rigtig interessant, men den går hurtigt og så er man ved grusvejen ned til Brotorpet shelter.
Brotorpet shelterplads
Her er der toilet og brænde samt et shelter og mulighed for teltning og hængekøjer. Pladsen er hyggelig nok, men ligger lidt åben for vind fra syd.
Vi får etableret lejr og går igang med madlavning. Jeg har taget wraps med hjemmetørret kødsovs, salat, majs samt taco sovs mv. med så vi kan lave tortillas. Det er let at lave og genererer ikke meget opvask og så smager det jo altid godt. Hvis du vil se hvordan jeg har tørret maden, så se denne artikel: https://www.outsite.org/mad/257-hjemmetorret-kodsovs-til-vandreturen
Jeg har Primus ETA Power, nu også kendt som Primus Power Stove set, der nok er den mest stabile og hurtigste gasbrænder på markedet lige nu. Sammen med Primus vintergas er den nærmest ustoppelig lige gyldigt hvad vejr der bliver smidt imod den. På især vinterture er det fedt at have udstyr med som du kan stole på og igen i år viste den at den fortsætter når andre går ned (på vinter workshoppen). Nå det var et lille sidespring...
Krister får lavet det mest varmegivende bål til dato og for første gang på en vintervandretur er jeg ikke kold et eneste sted. Selv fødderne er varme og aftenen bliver derfor endnu mere hyggelig og vi taler grej, tidligere ture og vandrehistorier. Især Eriks, har en sjov sovepose på. Ja! På! Det er en sjovt system som jeg har set ham bruge et par gange, men først nu har jeg taget mig sammen til at spørge ind til det. Jeg har dog glemt hvad systemet hedder, men måske han læser med og vil fortælle lidt om det?
Da jeg har ladet teltet blive i bilen, skal jeg sove i shelter. Jeg er dog mest bekymret for isoleringen nedefra, men så er det jo godt at et emergency blanket er opfundet og at jeg plejer at have et med på tur. Det er også godt at Kennls plejer at have med, for jeg havde glemt mit... d'oh. Et emergency blanket er en "sovepose" af folie der isolerer mod kulde. Det vejer og fylder ikke meget og er god til nødssituationer. De koster ca. 30 kr. og kan hurtigt genvinde kropstemperatur efter nedkøling. Læs mere om det her: https://www.outsite.org/test-af-outdoor-udstyr/test-af-sovepose/162-emergency-blanket
Det virker fint og jeg kan endelig sove godt en hel nat uden at fryse nedefra.
Hjem til bilerne og Bökestad
Morgenen går stille og roligt og vi går det første stykke på asfalt, til vi rammer Skåneleden som vi følger helt ned til bilerne. På det øverste stykke går man mest på grusveje og det er ikke nær så interessant som når man nærmer sig Fuglabakken shelteret. Herfra er det stort set kun på små stier og her er hyggeligt. Hvis man bare kunne gå på lignende stier i en uge, så vidste jeg hvad jeg skulle lave - hver uge.
Området bliver også mere kuperet og skoven lukker sig omkring en. Der er dog stadig udsigt over Raslången sø og hyggelig stemning.
Vi når bilerne og aftaler at mødes igen ved Leos gatukök til en farvel-burger. Leos er blevet det nye Hardy's efter flere klager over at maden simpelthen var blevet for ulækker. Nu er svenskerne ikke kendt for deres evner i et køkken og der er en grund til at en dåseåbner kaldes en svensk kokkekniv.
Så er der kun at glæde sig til lidt mere fast føde, til en varm bil og et gensyn med familien. Tak for en god og hyggelig tur!
Hvordan kommer jeg til Raslången?
Det er ikke så let at finde og stort set umuligt med det offentlige. Man kan søge efter Raslången på mobilen (Google Maps) og finde Bökestad og køre efter den.
Med det offentlige:
Fra Danmark: Med Øresundstoget til Kristianstad, herfra med regionsbus 550 til Vånga Kyrkogården og herfra er der ca. 30 minutters gågang.
Med bil:
Fra Danmark: Kør over Øresundsbroen og herefter mod Kristianstad. Herfra fortsætter du ad E22. I Bäckaskog kører du nordpå mod Raslången og Immeln.
Parkering:
Parker ved Bökestad. Stor parkeringsplads med toilet.
Gode links
Raslången Ekopark: http://www.sveaskog.se/jakt-fiske-och-friluftsliv/besoksomraden/ekopark-raslangen/
Kort og overnatninger: http://kso2.lantmateriet.se/
Apps:
Skånetrafikken: https://www.outsite.org/apps/49-app-skanetrafiken
MapApp: https://www.outsite.org/apps/252-mapapp-topo-en-anderledes-enkelt-gps-og-kort-app-til-android
Mere om Raslången
Kajaktur på Raslången: https://www.outsite.org/friluftsliv/kajak/42-kajaktur-pa-raslangen
Anderledes vandretur om Raslången: https://www.outsite.org/vandreture/vandring-i-sverige/249-anderledes-vandretur-i-sydsverige
Flere videoer fra vandreture om Raslången: https://www.youtube.com/channel/UCiXUTiJcTiV62Jy3Tlu4FJA/videos
Der er 4-5 videoer. Kig rundt i listen og find dem.