Borde til friluftsliv
Man kan selvfølgelig stille spørgsmålet, om det overhovedet er relevant med et bord. Men det spørgsmål vil jeg lade være op til den enkelte. Personligt synes jeg, at det er luksus at have et lille bord med, når der skal spises eller spilles kort i teltet.
Bare det at kunne have sin mad, bestik eller sin kop på et bord frem for at skulle sidde med det hele i græsset er efter min mening ren luksus. Dermed ikke være sagt at jeg altid tager et bord med. Men efter at have studeret markedet lidt nærmere vil jeg nok vælge at tage et bord med de fleste gange. Selvfølgelig alt efter hvilken tur det er. Af de borde vi har kigget på, er tre af dem lidt mere traditionelle ”mini campingborde”. Nemlig af en størrelse på 20x30-40 cm og med en højde på ca. 10 cm. Derudover er der et bord, der er både højere og større, og så er der to borde, som er mindre men meget multi-agtige med flere muligheder.
Vi har kigget lidt på følgende borde :
Bord | Vægt | Størrelse | Højde |
Helinox Table One | 690 gram | 60x40 cm | 39 cm |
Cascade Wild UL table | 63 gram | 20x30 cm | 9 cm |
Grand Canyon Tucket Table | 710 gram | 28x40 cm | 10-16 cm |
Robens Wilderness Cooking | 395 gram | 25x36 cm | 10 cm |
Schwarze Biene Outdoor Shorty | 240 gram | 15x15 cm | 15-58 cm |
Schwarze Biene Outdoor Best Buddy | 310 gram | 15x20 cm | 15-58 cm |
Helinox Table One
https://helinox.eu/products/table-one?variant=39395028926542
Det er klart det største bord af dem, vi har testet. Har man evt. en stol med, er det et rigtig fint bord - endda med to kop- og flaskeholdere.
Selve bordpladen er af noget kraftig vævet stof, som lige umiddelbart ville være for ”levende” at stille ting på. Det er faktisk ikke tilfældet, da tingene står fint på det, og det kan endda sagtens tåle en varm kop kaffe. En gryde, der lige kommer af blusset, ville jeg nok ikke stille direkte på bordet.
Det er i den lidt tungere ende af de testede borde. Men absolut et lækkert bord med en højde, der er god, hvis man selv sidder på noget. God kvalitet fra Helinox.
Cascade Wild UL Table
https://cascadewild.com/collections/frontpage/products/cascade-wild-ultralight-table
Et ultralet bord, som er lavet af en slags thermo-plast. Det er stabilt nok til din gasbrænder, og der er fint plads til tallerken og kop samt diverse småting. Har man to eller flere borde, kan de knappes sammen, så man kan lave en form for langbord. Sammenpakket fylder det ikke meget i rygsækken, faktisk kun 9x30x2 cm.
En lille smart ting er, at det kan tages med ind i teltet, og det kan vendes på hovedet. Derefter kan man så stille sin kaffekop, snacks, nøgler og lignende på det. Altså nærmest bruge det som en bakke.
Smart lille bord som hverken fylder eller vejer meget.
Grand Canyon Tucket Table
https://grand-canyon.dk/tucket-table-micro/alu/p/849/3823
Det tungeste bord, vi har testet, er lavet i aluminium. Det klarer derfor fint varme ting, som en brænder eller lign.
Benene kan klappes enten helt eller halvt ud alt efter hvor højt, du ønsker det. Bordet er mit eget, og jeg har brugt det rigtig meget, uden at det har fået nogle skavanker. Det er også klart det billigste bord men også et meget brugbart bord. Er du lidt ligeglad med vægten, kan det klart anbefales.
Robens Wilderness Cooking Table
https://www.robens.de/da-dk/shop/outdoor-tilbehoer/wilderness-kogebord
Et bord i næsten samme størrelse som Grand Canyon men med næsten halv vægt. Det er et foldebord i aluminium med rustfri ben. Igen en god størrelse med en smart lille kant, så tingene ikke falder af. Et godt bord til en god pris.
Schwarze Biene Outdoor Shorty
https://shop.schwarze-biene.de/de/produkte/shorty
Et anderledes lille bord, som giver en masse muligheder ift. højde og ligeledes om terrænet er skråt/ujævnt. Nogen vil nok sige, at det er alt for lille, men der kan sagtens stå en brænder a la Jetboil på det. Der kan også stå en tallerken eller kop. Men både brænder og tallerken er der ikke plads til. Ej heller en Trangia.
Det er udført i aluminium, og der skrues en stang på som gør, at du kan nøjes med en stang eller tre stænger. Der medfølger 3 stænger, så højden frit kan justeres til det, du ønsker.
Genialt bord til at bruge ved siden af f.eks hængekøjen.
Er du i et shelter eller andet med fast bund, findes der en lille smart fod til at sætte på (købes som ekstraudstyr). Vil du bære minimalt, findes der også et lille multi-link til at skrue på bordet, som gør, at du kan montere den på en pind, som du snitter lidt til i toppen. (også ekstraudstyr). Der er huller i bordet til at stikke bestik og andre dimser ned i. Rigtig smart multibord i mini størrelse.
Schwarze Biene Outdoor Best Buddy
https://shop.schwarze-biene.de/de/produkte/best-buddy
Samme bord med samme muligheder som Shorty-bordet, dog lidt større. En lille smart finesse er, at der er to større huller som passer til to medfølgende shotglas.
Der findes også en slags universalholder, som kan skrues på (købes som ekstraudstyr), og som giver dig mulighed for at stille din smartphone på. Så kan du ligge i køjen og streame din yndlingsfilm. Super smart og anderledes bord.
Hvad skal man så vælge ?
Ja, det er jo meget individuelt, hvilket behov du har. Er det vægt, er det pris eller er det højde så er der mange muligheder at vælge imellem og helt sikkert flere end dem, vi har kigget på her.
Vi håber denne sammenligning giver dig et lidt bedre overblik i ”mini-bord-junglen” !