Test af Small Viking Axe Game

Small Viking Axe Game er et genialt og lækkert økse-kaste-spil til shelterturen, køjturen eller friluftsturen. Øksespillet er en kombi af dart og øksekastning. Kan det blive bedre - nej vel.

small viking axe game

Økse kaste spil

Small Viking Axe Game består af tre dobbeltsidede økser, som du kan kaste mod den medfølgende skydeskive. Økserne er små, sådan på størrelse med en god stor hånd. Skydeskiven er i god og solid kvalitet.

Du skal i det hele taget glæde dig til, du åbner spillet, for det er en fornøjelse i sig selv - ja, og hver gang. Small Viking Axe Game er virkelig lækkert lavet og giver dig en fornemmelse af kvalitet og luksus. Materialerne er lækre og solide, det ser og føles lækkert samt rustikt. Man glæder sig til at komme i gang.

Testen af øksespillet

Jeg fandt tilfældigvis spillet for nogle år siden. Det gik i glemmebogen, men poppede op nu og da. Jeg ville have det, og selvom prisen var lidt høj, var det ikke dyrt, og til sidst endte jeg med at lægge det i kurven.

Forventningsfuld åbnede jeg pakken - unboxede det, som det typisk hedder i udenlandske tests - og nød hvert et sekund. Kender du det? Udpakningen af noget, der virkelig er lækkert. Ikke plastik og pap, men træ, metal, spåner, læder - Mmm! De rammer virkelig noget de svenske designere. Ja, for spillet er svensk, lavet af Paul, en englændere der tidligere arbejdede ved Gränsfors Bruk. Så begynder det lissom at give mening, ikke!

Og hvad er bedre end at åbne spillet på en køjetur med to tømrere, der ikke ved, at jeg har det med?

det fedest spil til friluftsliv

Hurtigt blev det pillet ud af trækassen, og vi fik prøvet det i forskellige positioner: med skydeskiven på jorden og oppe i et træ. Vi var egentligt ikke så vilde med at sætte det på et træ på en gren til at starte med. Tænk, hvis barken tog skade? Men det gør den ikke, hvis du vælger et træ med tilpas rundkreds, så du ikke rammer barken, skulle du kaste skævt.

Og spillet er sjovt! Det er ikke så svært at få den første økse til at sidde i skiven, og vores sad endda på hovedet. Jeg ved fra et “real Life size” øksekast, at en økse, der sætter sig på hovedet, er lidt sjældent, så det skulle selvfølgelig fejres med et foto.

Du vil ligesom os opdage, at der hurtigt går konkurrence i den, og at man kan have svært ved at stoppe.

Ved den anden test prøvede jeg at holde mig i baggrunden. Det var på Outsites vinterkursus, hvor spillet i den grad blev brugt. “Bang” - en økse satte sig i skiven. Jubelråb fra både kaster og tilskuer. “Bang, bang, bang”. Økserne fløj mod skiven. De små økser er hårdføre, men da en kaster ramte lidt skævt, knækkede skæftet altså. Men til spillet (alt efter hvilken udgave du køber) er der masser af ekstra skæfter. De var hurtige at skifte, og så var spillet i gang igen.

lille oekse spil

Man kan efter nu nogle ganges brug se, at skydeskiven er brugt, men jeg vil mene, at der er til mange spil endnu. Og eller kan jeg bruge den medfølgende skabelon og lave en ny.

Jeg kan alternativt gå på jagt i det store udvalg af tilbehør, der findes. Nu også (nyhed) nogle nye økser, der kun har en side, og som derfor er sværere at få til at sidde i skiven - fedt.

Den store test bliver på Danish Outdoor Festival, hvor jeg skal se, hvor meget skydeskiven kan tage. Men jeg regner som skrevet med, at den kan tage mange spil endnu.

Konklusionen

Så skal du på sheltertur, køjetur eller anden friluftstur med gutterne, pigerne, familien eller andet godtfolk, så skaber Small Viking Axe Game hygge og glæde. Det er et rigtig sjovt spil at have med ud i naturen.

Klart en anbefaling herfra!

Spillet koster fra 668 kr. (med fri fragt) og kan købes her: https://smallvikingaxegame.com/collections/frontpage

Jeg anbefaler, at du køber ekstra skæfter med. Jeg kom til at købe det store sæt… ja jo… det behøver man måske ikke, med mindre man vil have en cool øloplukker og en nøglering med.

Chefredaktør
Jeg er passioneret vandrer og grejnørd. Jeg skriver om vandring og friluftsliv, med mine egne ord og egne øjne. Jeg er til nordisk friluftsliv og elsker at vandre i Danmark, på Skåneleden og i fjeldene i Lapland.

Test af grej til friluftsliv og vandring

Test af grej til friluftsliv og vandring, hvor du kan læse anmeldelser og se videoer af test af outdoorudstyr. Hvis du skal købe et nyt telt, liggeunderlag og sovepose eller andet udstyr, er det rart at vide, hvad der fungerer. Til vandring skal dit grej være let og kompakt, men hvis du sover i hængekøje eller shelters og kører ud, betyder det mindre, og du kan derfor finde billigere outdoorudstyr.

Hvilket outdoorudstyr skal jeg vælge?

Du skal vælge det outdoorudstyr der passer til dine behov. Skal du bruge udstyr der vejer og fylder lidt, eller grej til vinterbrug er det vigtigt, at du går specifikt efter outdoorudstyr, der passer til dit friluftsliv. Hvis du skal ud og have primitive overnatninger i naturen, og f.eks. sove under tarp eller i shelter, skal din sovepose passe til bruget. Den skal være vind- og vandafvisende så du ikke fryser om natten. Hvis du derimod sover i telt, er du beskyttet mod vind og vejr, og kan derfor vælge anderledes. Skal du slæbe alt grej på ryggen eller kører du ud, er også en kraftig overvejelse du skal gøre dig. 

Hvilket grej er godt til vandring?

Grej til vandring skal være kompakt og veje så lidt som muligt, så det er behageligt i din rygsæk. Skal du købe outdoorudstyr til dine vandreture, skal du derfor gå efter det lette og kompakte grej. Det er som regel også dyrere at købe, men din ryg vil takke dig og du vil få en meget bedre oplevelse med letvægtsgrej. Når det er sagt må der også gerne være plads til hygge, og hvis du er i tvivl om, hvor mange kilo du kan bærer i din rygsæk, så tag nogle test-vandreture først. 

Hvilket udstyr er godt til friluftsliv?

Køber du grej til friluftsliv, er det meste ret godt, hvis du vælger de kendte mærker. Det er grej der holder så du ikke står i en situation, hvor dit udstyr er gået i stykker ude i naturen. Derudover er forskellen på kvalitet generelt markant bedre. Både på materialer og produkt. Hvis du kører ud til et shelter eller til en lejrplads, skal du ikke bekymre dig så meget over vægten og fylde af grejet, men kan vælge lidt mere luksus, f.eks. en større sovepose eller liggeunderlag. Du kan også have mere hygge med i form af flagermuslygter, bord og stole til friluftsliv.

Hvilket outdoorudstyr skal jeg vælge til udeliv?

Hvis du er mest til gåture, skovture eller skal holde en børnefødselsdag i et shelter, skal du mest bruge en drikkedunk, en god dagstursrygsæk, måske en god gasbrænder og så selvfølgelig; kunne lave et bål hvis du skal bruge lidt varme. Måske du skal bruge lidt frysetørret mad eller lave mad over bål, og så er en gang service også godt, at have med ud i naturen. 

Hvordan tester vi grej?

Vi tester grejet rigtigt. Vi tager grejet med ud på ture, og det bliver brugt til det det grejet er lavet til. At vælge outdoorudstyr er en jungle, så derfor er det vigtig, at du bruger lidt tid på, at finde det rigtige udstyr. Derfor gør vi også meget ud af vores test af outdoorudstyr. Teltene bliver udsat for vind og vejr på rigtige ture, og soveposer og liggeunderlag får lov, at blive presset helt ned i temperaturer, som de påstår at holde dig varm i. Hvis du er i tvivl om grej er testet rigtigt, kan du som regel se det på billeder, i den anmelde af grejet som du læser. Er det et produktbillede af udstyret, altså et billede med hvid baggrund, og kun disse billeder i artiklen, så er det som regel ikke testet, men blot skrevet hurtigt "fra bagsiden af bogen". Alle test og anmeldelser af grej på Outsite er testet rigtigt ude i naturen.

Får I penge for at teste grej?

Nej! Vi får ikke penge for vores test og anmeldelser af udstyr. Vi må også sige hvad vi vil om grejet. Det er faktisk ikke mange der må det, så det er vi ret stolte over. Derudover får vi også mange gange grejet før det udkommer, for vi har høj troværdighed, både hos producenter og seere samt læsere. Men når det er sagt, skal du være opmærksom på, at vi er sponseret af nogle producenter. Aftalen her er dog ikke på test af grej, men på at lave tips & tricks videoer og artikler. En producent vil ikke stoppe et sponsorat fordi vi giver et produkt, en mindre god anmeldelse, så længe vi gør det ordentligt. Det vil de gøre hvis vi sjusker og vrøvler i anmeldelsen. Det er selvfølgelig utroværdigt, og ikke noget nogen ville være med til. Det er i sidste ende dine penge, og vi vil ikke stå ude, rundt om bålet med dig og have lavet en dårlig anmeldelse.